Afskedsinterview med Silja Schandorff
Silja Schandorff har taget hul på sin sidste sæson som professionel danser. Teater 1 har mødt hende til en snak om karrieren, om sceneskræk og om de store øjeblikke på scenen.

- Jeg var helt smadret, da jeg ikke kunne danse i sidste uge og måtte sidde hjemme med benene oppe og læse bøger i fire dage. Jeg var helt dårlig! Jeg kunne slet ikke holde det ud!
Silja Schandorff møder mig i vagten på Det Kongelige Teaters Gamle Scene stadig iført træningstøj og tåsko. Vi har måttet udskyde samtalen nogle gange fordi hun fik problemer med sit knæ og måtte holde sig i ro nogle dage, men nu er det igen i orden. Kroppen kommer først. Selvfølgelig.
- Sådan er det, det kan slet ikke opvejes. Det er mit instrument og det må have de bedst mulige vilkår. Som du kan se, er der jo også linet op med diverse kosttilskud og muskelsalver! ler hun, og jo tak, det er noget af et arsenal, der er stillet frem på sminkebordet i hendes lille rolige garderobe.
En garderobe, der også bugner af hylder fyldt med lyserøde tåsko, træningstøj og kostumer. Silja Schandorff fremstår som et menneske, der er fuldstændig dedikeret til sin kunstart. Og nu har hun netop påbegyndt sin sidste sæson som professionel danser. En sæson, hun indleder med at danse titelpartiet i "Giselle".

Giselle med gudbenådede instruktører
Silja Schandorff dansede også rollen som Giselle i balletten af sammen navn sidst den var på repertoiret på Det Kongelige Teater. Denne gang skal nytiltrådte balletmester Nikolaj Hübbe og Sorella Englund instruere. Og denne instruktør duo er Silja Schandorff ovenud begejstret for.
- At arbejde med Nikolaj Hübbe og Sorella Englund er en gave fra Gud! Det er helt fantastisk! Der kommer nye ideer hver dag. Og det stopper ikke selv om vi har haft premiere, derefter vil der stadig komme nye ideer. De to har fået et kys i dåbsgave, en kunstnerisk nerve, som er ud over det sædvanlige. Og man kan bare være glad for, at de deler ud af den. For der er jo også nogle, der har den, men som ikke er særlig gode til at videregive den. Men det er de. Man glæder sig hver dag til at komme ind og arbejde sammen med dem!
Her i slutningen af august omkring to uger før premieren er Silja Schandorff stadig ved at arbejde sig ind i rollen.
- For mig bliver det meget anderledes end sidst jeg dansede Giselle. Også fordi jeg danser med Nehemiah Kish, som jeg aldrig har danset med før. Sidste gang dansede jeg den med Mads Blangstrup og Kenneth Greve. De var meget forskellige som Albrecht; så det var to vidt forskellige Giselle figurer jeg fik hevet frem der. Det her er noget helt tredje igen. Der er nogle partier jeg går ind i, hvor jeg ved nøjagtig hvad jeg vil, nærmest inden jeg er trådt ind prøvesalen første dag. Men denne gang prøver jeg på at viske tavlen ren. For når jeg står med Nikolaj Hübbe og Sorella Englund som instruktører så kan jeg lige så godt bare gå ind og være åben. Så siger jeg bare ja og amen! Når jeg så kommer lidt længere hen i forløbet kommer jeg selvfølgelig selv med nogle ting til rollen og så stoler jeg igen fuldstændig på, at de så siger:" Nej, det er ikke godt nok", eller: " Den er god, hold den". Jeg tror aldrig jeg har været mere åben i en arbejdsproces!
Da jeg spørger Silja Schandorff, hvad der er det interessante ved Giselle figuren lyser hun op og taler med så intens stemme og levende kropssprog, at jeg indimellem føler, at hun faktisk danser partiet foran mig.
- Det interessante er at skabe den her kvinde, at finde frem til et menneske, der tror så meget på livet og på kærligheden. Hun er bestemt ikke uintelligent. Hun er bare utrolig åben over for livet og har nok ikke oplevet de store sorger endnu; derfor kommer det som et chok for hende, da hun finder ud af hvad der foregår. Det er derfor, hun reagerer så stærkt i vanvidsscenen i slutningen af første akt. Jeg tror ikke på, at hun lige pludselig bare bliver fuldstændig sindssyg. Hun bryder sammen fordi hele hendes verden brister for hende. Hun tror på, at livet det bare er fantastisk! Så man næsten ikke kan være i sin egen krop af bar glæde!
Silja Schandorffs øjne funkler af lykke for i næste nu at ændre fuldstændig karakter.
- Og så kan hun ikke være i sin egen krop af bare sorg... Silja Schandorff tager sig til hjertet. - Og så, selvom hun jo ikke er svagelig, så har hun et hjerteproblem; Hun ved godt det er der, men det stopper hende ikke fra at leve livet. Hun tror ikke på, at det er så slemt, at det kan gøre en ende på livet.

Tilfældigt ind i dansen
Silja Schandorff havde ikke en barndomsdrøm om at blive danser.
- Det skete ligesom bare. Jeg var nok ikke helt så prinsesseagtig som andre småpiger. Jeg synes faktisk ikke det var toppen, at min mor tvang mig til at have slangekrøller og kugler og sløjfer i håret! Mine forældre syntes, jeg så så fin ud, og jeg tænkte bare: "Åh nej, bare jeg kan få det ud så hurtigt som muligt!" Jeg var nok sådan lidt en drengepige.
Hendes mor havde tidligere danset, men det var hendes far, der syntes Silja Schandorff skulle til optagelsesprøve på Den Kongelige Ballet.
- Min mor syntes ikke, det var nogen speciel god ide, men hun tænkte, at de nok ikke tog mig for der var jo så mange. Men så kom jeg ind. Man er ikke altid helt klar over hvad man går ind til, når man bare er seks år. Men jeg synes, det var fint nok. Det var ikke sådan: " Wow, jeg er kommet ind". Lidt efter lidt dukkede den der eventyrverden op, og så blev jeg mere og mere bidt af det og bange for at blive smidt ud.
Som teenager var Silja Schandorff dog lige ved selv at stille tåskoene på hylden.
- Jeg skød lige pludselig i vejret, og blev meget stor og meget høj. Og så var det ikke så sjovt at danse. Jeg var slet ikke det der lille ballerinaideal. Jeg synes bare ikke, at jeg passede ind nogen steder. Man stod der hver dag til træning i sit lyserøde tricot og dragt foran spejlet og tænkte: "Tja, det ser jo ikke bedre ud i dag...". Jeg kunne slet ikke håndtere det, og jeg så ville jeg bare være fri.
Heldigvis fik Silja Schandorffs mor hende overtalt til, at gøre det sidste år før aspiranttiden færdigt og i løbet af det år tabte hun endegyldigt sit hjerte til dansen.

De store stjerner – som kollegaer
Silja Schandorff blev udnævnt til solodanser i 1992, 23 år gammel, og hun har danset en lang række hovedpartier både indenfor Bournonville, det klassisk russiske, neoklassiske og det moderne repertoire. Selv har hun ikke nogen personlig favorit stilart.
- Jeg kan ikke sige, at jeg bedre kan lide det ene frem for det andet. For mig er det mere sådan enkelte balletter, der har tiltalt mig gennem hele min karriere. Eller også er det bare balletter, der er kommet på tidspunkter, hvor det virkelig har passet godt ind. Nogle gange er man i en bedre klassisk form, det kan være på grund af en lærer, der underviser på det tidspunkt eller det kan være, at man har danset en masse klassisk. Det kan også være, at man har lavet en hel masse moderne dans og man føler, at man er inde i det og kan give slip på en anden måde. Så kan du også opleve at komme tilbage til en ballet senere og mærke, at man ikke kan finde ind til den. For mig har det været meget tilfældighedernes spil faktisk.
- Yndlings koreografer og instruktører har Silja Schandorff nogle stykker af.
- MacMillan synes jeg er fantastisk. Hans pas de deux'er er vidunderlige at arbejde med og hans måde at opbygge sine balletter på for hovedrolleindehaverne. Hans "Manon" kom også på et godt tidspunkt for mig. En ballet som Petr Zuskas "Les Bras de Mer" synes jeg også er en helt vidunderlig ballet at lave. Jeg bliver simpelthen så rørt hver gang, jeg laver den. Jeg ved ikke hvad det er han kan, men den går lige ind!
Danseren og koreografen Ib Andersen har Silja Schandorff et helt specielt forhold til.
- Da jeg var 18 år hev Ib Andersen mig pludselig frem og så stod jeg der alene i et studie med ham og Ulrik Wivel, og så begyndte han at lave trin til os to til sin koreografiske debut forestilling "1 2 3 -1 2". Og vi var bare sådan.. wow, det var godt nok vildt det her, for Ib Andersen han var stor! Sådan nogle som ham er man bare helt vildt ydmyg overfor. Jeg har også fået lov at arbejde sammen med Hans Brenå og Henning Kronstam. Og Henning var meget sådan, at så kunne han lide en, så kunne han ikke lide en. Jeg var virkelig heldig, at han brugte rigtig meget tid på mig i nogle af de perioder, hvor han kunne lide mig. Han tog mig op i en lille prøvesal og lærte mig "Apollon", "Tema og Variationer" og lignende. Jeg blev bare kørt igennemJeg var slet ikke klar over, hvad det var jeg fik på det tidspunkt. Jeg var i starten af tyverne. Det var bare helt overvældende. Men samtidig var jeg så ballettosset, at jeg bare gjorde det. Jeg synes, at jeg har været så heldig. Jeg har været heldig, at have fået lov til at arbejde sammen med alle disse mennesker!

Sceneskræk og usikkerhed
Men den frustration, der har været i karrieren er Silja Schandorff meget åben omkring. For på trods af blændende præstationer på scenen, gode anmeldelser og et utal af priser, så har hun været plaget af en del sceneskræk og usikkerhed.
- Jeg har altid været ret god til at slå mig selv oven i hovedet. Jeg har aldrig synes, det var godt nok. Jeg har altid tænkt: "Nej, det kan jeg ikke". Da jeg var 19-20 år var jeg i parentes til rollen som Ballerinaen i "Etudes"; dvs. man har rollen som studie og jeg skulle komme til alle prøverne. Jeg var bare sådan: "Nej, men det kan jeg jo ikke. Det her det er altså helt sindssygt..." Og sådan har jeg haft det med mange af de store roller jeg har fået tildelt. De andre kommer og siger: "Nej, tillykke!" og jeg har det sådan:" Åh nej, hvordan skal jeg klare det her...". Så dansen har for mig altid været sådan et had - kærlighedsforhold.
Da jeg spørger, hvordan hun så får sig sat op til at gå på scenen, svarer hun raskt og ler:
- Jamen det gør jeg heller ikke altid! Jeg kan være ved at dø lige inden jeg skal ind. Jeg kan nærmest ikke trække vejret, og jeg kan slet ikke tænke; det hele kører rundt inde i hovedet. Men når så jeg kommer ind på scenen, så får jeg det sådan, at nu er jeg der og så bliver jeg nødt til at deale med situationen. Jeg kan jo ikke gå ind og sige: "Nej undskyld, det kan jeg ikke det her. Jeg er enormt ked af, at I har købt de der billetter. Men jeg tror lige, jeg smutter. Men der er et dejligt korps. De danser skønt! Og min partner er også supergod, han laver nogle enormt flotte variationer!". Det holder ligesom ikke rigtig, griner hun.
- Så jeg føler et ansvar, når jeg står der. At jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at give publikum den bedste oplevelse. Og så må jeg sætte mig ud over mig selv.
En måde at minimere sceneskrækken på er, at komme på scenen kontinuerligt.
- Man bliver usikker, når man render rundt i en lang periode og ikke kommer på scenen. For det er det, der er din test, det er der du finder ud af, om alt det hårde arbejde du har gjort i salen har båret frugt. Der er nogen, der synes, at det er som at komme hjem at komme på scenen. Folk, der bare elsker at performe, som bare skal ind og vise sig frem. Men der er mange af os, der ikke har det sådan. Og det hjælper helt klart, når jeg er kontinuerligt på scenen. Så er jeg ikke nær så bange for at være der; så føler jeg mig hjemme. Så kan jeg mærke min krop. Når jeg ikke har været der længe så kan man godt få den der ud-af-kroppen oplevelse. Du står derinde, men du kan ikke definere dine muskler. Du kan ikke mærke noget. Du bliver nødt til bare at tro på, at du har gjort dit arbejde godt nok i prøvesalen og at signalerne går ned fra hjernen til kroppen. Det er ret skræmmende.

De store øjeblikke
Det der i sidste ende overvinder al sceneskræk og usikkerhed er den overvældende kærlighed til dansen. Og det udtrykker Silja Schandorff meget kort og præcist, da jeg spørger hende, hvorfor hun alligevel går ind på den scene.
- Fordi man elsker det! Man elsker det job! Man lever jo for den kunstart! Vi er jo så vilde med den! Det er sådan et kærlighedsforhold.
- Det er jo de store øjeblikke, man higer efter, og det er derfor, man går derind! Fordi man ved, at det sker engang imellem. Det kan publikum også mærke. De kan mærke når den er der. Men man ved aldrig, hvornår det er. Jeg gør ikke. Jeg kan ikke sidde her i min garderobe og sminke mig og tænke: "Nej, jeg tror den er der i dag!". Men jeg ved det først, når jeg står dernede. Det er også det uforudsigelige i dansen, der er det spændende.
Hun lyser op og hendes øjnene gnistrer: - Når man føler, at det fungerer så er det så fantastisk! Det er fuldstændig ubeskriveligt! Man glemmer alt, og det føles, som om man lever lige her og nu, med de mennesker omkring en, musikken der bruser op imod en, det hele er bare... Så fantastisk! Dét vil jeg savne!

Sidste sæson
Silja Schandorff har ikke lagt konkrete planer for, hvad der skal ske efter hendes sidste sæson som professionel danser.
- Jeg prøver på at fokusere på at danse færdig! Og lige nu er mit fokus "Giselle". Jeg prøver på ikke at blande for mange ting ind i hinanden. Men jeg er da i en proces, hvor jeg går og overvejer forskellige muligheder. Jeg har ikke helt taget nogen beslutninger endnu.
Noget hun kunne forestille sig at arbejde videre med, er dog at undervise og instruere.
- Jeg har undervist lidt, og jeg hjalp Kenneth Greve med at instruere "Nøddeknækkeren" sidste år. Jeg skal også hjælpe Louise Midjord med "Othello" her til efteråret. Og så har Christopher Wheeldon bedt mig om at passe på hans ballet "The Wanderes". Så der ligger forskellige ting, og det er jeg rigtig glad for. Jeg synes, det er enormt fantastisk, det at arbejde med andre, at give videre. Man får så meget tilbage.
Silja Schandorff glæder sig også at følge den udvikling, Nikolaj Hübbe har sat igang som balletmester.
- Jeg kan allerede se, hvordan de unge dansere koger. Der bliver fyret op under dem. Det er så skønt at se dem så tændte! Det er på grund af Nikolajs energi: han er jo en katalysator. Man kan ikke andet end bare køre med! Og det kan de jo mærke. Selvfølgelig vil der også være nogen, der er lidt skræmte af det, men jeg kan kun sige: bare kør med! Tag al den energi I kan. Sug alt det fra ham, som I kan. For han har så meget at give af. Og så de mennesker han har omkring sig; det er virkelig skønt! Jeg er virkelig spændt! Jeg kan mærke, at jeg er sådan helt, så jeg dirrer af spænding over, hvad der vil komme til at ske fremover! siger hun entusiastisk.
Foreløbig kan vi se frem til at opleve Silja Schandorff som Giselle. Datoen for hvornår hun skal danse af, er endnu ikke fastsat. Men det bliver ikke en vemodig dag for hende. For hun har opnået alt, hun ønskede som danser.
- Jeg har danset alt, jeg ville, og jeg har danset mere. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville gå så godt. Jeg har fået mere end jeg nogensinde havde turdet håbe og drømme om, og jeg er simpelt hen så lykkelig for det! Jeg tror, jeg bliver en af de lykkeligste, når jeg holder op, for jeg føler mig fuldstændig mæt! Jeg føler virkelig ikke, at jeg kunne have fået mere!


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.