To scenarier for teaterkritikken
Man kan vælge at se positivt på fremtiden: Hvis anmeldelsen tør sætte teatret og sig selv under daglig debat, vil den måske overleve. Og man kan vælge at se negativt på fremtiden: Hvis både aviser og teatre fremover tager til takke med læsernes anmeldelser, så er det fandeme for alvor forbi med kritikken.

Om anmeldelsen har nogen fremtid? Jeg kunne svare meget kort: Har den nogensinde haft en fremtid!
Der er jo intet så gammeldags som anmelderi. Nå jo, måske bortset lige fra dansk teater. Og bortset lige fra papiravisen. Og fra Teatervidenskab på Københavns Universitet. Og bortset lige fra mig selv …
Gammeldags – og godt på vej til at dø.
Jeg har, med en enkelt pause, været anmelder i tyve år. Det begyndte faktisk i nærværende tidsskrift. Det fortsatte i to år på Det Fri Aktuelt (afgået ved døden). Det blev til godt ti år ved Berlingske Tidende (døende). Siden 2007 har jeg siddet på Politiken (Den Levende). Og i alle disse år har spørgsmålet forfulgt mig, eller jeg har forfulgt spørgsmålet: Hvad skal vi med teaterkritikken?
Er den til noget? Kan den noget? Og kunne den, måske ikke mindst, noget mere og andet, dengang der virkelig var teaterkritik til: Mange og lange anmeldelser, anmeldelser af snart sagt alle forestillinger, og hvor anmeldere – i alt fald de fleste af os – endte med at være fastansatte. På Berlingske Tidende i de gode år var vi hele tre faste til at dække teatret plus en freelance til at hjælpe til.
Det var tider! Der blev jo helt klart dækket mere – meget mere end nu – men blev der også dækket bedre? Ja, men på en helt særlig præmis, som (set her ti år senere) ikke nødvendigvis længere skal være selve præmissen for en anmeldelse: Et handlingsreferat plus en fin lille analyse og så tak for kaffe.
Vi gik fra den ene forestilling til den anden. Og fra den ene anmeldelse til den næste. Det var en præmis, der i det samlede teaterbillede og inden for den enkelte anmeldelse sikrede meget; også den rene idioti.
Automatikforestillingen – spillet på ren vanetænkning – var ganske enkelt sikret i hoved og røv i forhold til at få ikke bare en foromtale, men også en bedømmelse. Grunden til det var, at kritikken kørte lige så meget på automatpilot: I automatikanmeldelsen – skrevet på en historisk indarbejdet, men stadig mere søvndyssende opskrift for anmeldelsens opbygning og indhold – lå der en principiel garanti for, dels at alle forestillinger skulle ses, dels at alle elementer i en forestilling skulle nævnes.
I den forstand troede alle sig trygge: Anmelderne skulle nok komme til forestillingerne, uanset hvilket lort man spillede. Og anmeldelserne skulle nok komme i papiravisen, uanset hvor bevidstløst man skrev. Jeg behøver næppe tilføje, at den tryghed snart var truet. Truslen kom i første omgang udefra.
Det skete måske ikke fra den ene dag til den anden. Men en dag var det ikke desto mindre sket. Nettet tonsede derudad, gratisaviserne poppede op, og tidsånden blev – fra regeringen og nedefter til redaktionsgangene – en noget anden. Opgøret med smagsdommerne, hadet til kultur, hele den småborgerlige og langt mere forbruger- og forbrugsfestorienterede tænkning: Det var truslen udefra. Og truslen indefra? Det var kritikkens egen uformåen til at håndtere det, man med et fint ord kunne kalde for omverdenskompleksitet: Kritikken lod som ingenting og skrev bare videre, som den altid havde gjort.
Indtil kritikken ikke gjorde det mere. Med de store kulturavisers omlægning til et mindre format kom der også færre kultursider, og også færre og kortere anmeldelser, og dermed blev der også færre – langt færre – fastansatte anmeldere, ja, anmeldere i det hele taget. Det er situationen, som vi kender den i dag. Det er selvfølgelig noget, man kan vælge at beklage dybt. Farvel, du fine gamle anmeldelse!

FØRSTE SCENARIO

Og det er noget, man kan vælge at tage som en udfordring. Velkommen til fremtidens teaterkritik! Knap så lang og fornem i spyttet, måske, men så meget frækkere i kæften; på én gang dybere og mere direkte. I en tid, hvor synlighed er altafgørende, er det også altafgørende, at kritikken bliver det.
Hvordan bliver den så det? Ja, sigende nok for den traditionelle anmeldelse var, at lige så meget der var af den, lige så usynlig forekom den. Den levede i tryghed og dermed i skjul. Den havde intet behov for at skulle begrunde sig selv, eftersom som den var historisk og finkulturelt begrundet. Og her nærmer vi os også den væsentligste udfordring for teaterkritikken i dag: dens refleksive risikovillighed.
Den klassiske anmeldelse kan siges at være født og rundet af det fornuftsparadigme, der førhen har karakteriseret vores samfund, men i dag er afløst af risikosamfundets refleksivitet. Devisen hedder populært sagt nu: ”Alt kan være anderledes”. Normer, traditioner og institutioner er ikke længere selvfølgelige.
Lige så lidt som anmeldelser er det i dag. I dag står vi i en situation, hvor vi kan vælge at have anmeldelser. Men vi kan også vælge ikke at have anmeldelser. Hvorfor skulle vi have anmeldelser? Hvorfor skal anmeldelser se ud, som de gør og har gjort i 200 år? Og hvem har sagt, at alt skal anmeldes?
Anmelderen må foretage nogle valg i forhold til det, hun/han vil anmelde, og til måden, han/hun vil gøre det på. Alt kan være anderledes. Det er den ekstra usikkerhed, men også den iboende udfordring, som kritikken fremover må leve med. Anmeldelsen må begrunde sig selv om ikke dagligt, så dog løbende. Og den må gøre det ved på én gang at reflektere det, den skriver om, og det, den skriver: sig selv.
Kravet til al kritik må altså være ikke bare at turde sætte teatret til debat, men også sig selv i spil. Det lyder jo vildt ubehageligt. Det er det også! Det er ikke rart at give teatret tørre tæsk hver dag i avisen. Lige så lidt som det er – dagen efter – at få endnu flere tørre tæsk af teatercheferne og læserne. Ikke desto mindre er det chancen for at holde sig selv og teatret i nogenlunde live i fremtiden.
Ud med tryghedsanmeldelsen og ind med risikokritikken! Vi skal væk fra anmeldelsen som det monologiske sandhedsreferat – enetalen, der er endt med at tale sig selv og især læserne ihjel – og i bedste fald nærme os kritikken som en åben kommentar eller rettere: et debatindlæg. Et oplæg til dialog. Med de kunstneriske, sociale, etiske og kulturpolitiske perspektiver, der så kan ligge i det. Og med de muligheder, i øvrigt, der ligger i at have et net: den levende og kontante respons fra omverdenen.
Godt så, det er så sandheden om fremtidens kritik? Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var det. Men det er i alt fald en mulighed for at synliggøre både teatret og teaterkritikken. Selv om det er en kamp. Det kræver en vilje til at se indad og et mod til at skue udad, til dels også en afsindig lyst til at blive ved.
Og så kræver det jo især, at kritikeren har friheden (også den økonomiske) til at gøre det, hun/han nu skal og vil.

ANDET SCENARIO

Og hermed står vi måske også med det største problem: At de fleste af landets kritikere i dag enten er freelancere eller bare stykvis – det vil sige: dårligt – betalt. Hvis de ikke ligefrem, som tilfældet har været på gratisaviserne, har skrevet helt gratis mod at få teaterbilletten. En situation, samlet set, hvor vi kan ende med, at tidens nye mange anmeldere – læserne selv – har både det første og det sidste ord.
Det andet scenario for fremtidens kritik kan faktisk gøres meget kort. Til gengæld stiller det en masse ubehagelige spørgsmål. For ikke at sige: Scenariet udgør en række statements, som man fandeme må forholde sig til, fordi de virkelig bliver altafgørende for den kvalitet (og idealitet), man fremover kan kræve af teaterkritikken. Man kan kræve alt, som jeg har antydet i foregående. Og man kan strengt taget nøjes med allerhelvedes meget lidt, hvad jeg lige akkurat vil skitsere i det følgende.
Kritikeren: Hvorfor skulle man som underbetalt anmelder sætte alt ind på at levere den refleksive kritik, der kræver langt mere tid og flere kræfter, sammenlignet med at lave et kort referat og uddele nogle stjerner?
Avisen: Hvorfor have en kritiker ansat, når læserne lige så godt kan skrive anmeldelserne og til dels også gør det så udmærket i dag?
Teatret: Hvad skal vi med kritikken, når vi i stedet kan citere læsernes og publikums mange og glade anmeldelser i vores annoncer?
Læserne/publikum: Hvorfor læse højrøvede anmeldelser, når vi nu kan skrive dem ikke bare bedre, men også langt mere positivt selv?
Fremtiden ligger, kort sagt, mellem råb og hvisken.
På den ene side kan man meget hurtigt og nemt få det hele overstået på én gang og råbe: Kritikeren er død!
På den anden side kan man med idealistisk røst (iblandet lidt selvfedme) hviske: Kritikeren længe leve …



Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.