Gellerupscenen - et ghettoteater?
Gellerupscenen ligger midt i et af de mest berømte ghettoområder, nemlig Gellerupparken i Brabrand. Dermed ligger tanker om sociale problemer og integration lige for, men ved nærmere eftersyn er der meget andet at komme efter.

I den vestlige del af Århus ligger Gellerupparken. Gellerup nævnes ofte i medierne, med fokus på indvandrerproblemer, vold og kriminalitet. Og det ser da heller ikke spændende ud, området med de store grå betonblokke. Midt i det hele ligger et lille teater – Gellerupscenen, der ligesom Gellerupparken bliver forbundet med indvandrere.
Men er det den rene sandhed? Er Gellerupscenen udelukkende et integrationsprojekt? Jeg har snakket med en af teaterlederne, Lisbet Lautrup Knudsen og skuespiller og instruktør Lone Rødbroe, for at finde ud af, hvad det egentlig er, der foregår på Gellerupscenen.

Et sted med stor aktivitet
I dag er Gellerupscenen et kommunalt støttet teater, der bruger amatørskuespillere til sine egenproduktioner. Spillerne vælges ved audition, mens instruktør og folkene bag scenen er professionelle. Instruktøren vælger man til den enkelte produktion, og i foråret har det for eksempel været skuespilleren Lone Rødbroe, der har instrueret musicalen ”Busters verden”, som spiller på teatret til midt i december.
Den kommunale støtte er ikke en, man kommer sovende til. Gellerupscenen har indgået kontrakt med Århus Kommune om, at teatret skal have to egenproduktioner årligt. Desuden driver Gellerupscenen en teaterskole, der har to produktioner om året, og med gæstespil og samarbejdsproduktioner løber det op i mellem 11 og 18 produktioner om året, hvilket trækker 13.000 publikummer til.
Den aktuelle ”Busters Verden” har 21 børn og 8 voksne på rollelisten. Netop dét, at der er flere generationer i gang, er vigtigt på Gellerupscenen. Ét af teatrets formål er nemlig, at have flere generationer både på scenen og i salen, hvilket stiller krav til at de forestillinger, der spilles, skal appellere både til børn, men også gerne til deres forældre.
Instruktør Lone Rødbroe er professionel skuespiller og kapelmester, og har samtidigt instrueret mange amatørrevyer og andre produktioner. Med en fod i begge verdener kan Lone se forskellen på at arbejde med professionelle i forhold til amatører.
- Selvom det er en floskel, så passer det, at amatører bruger deres bedste tid, deres fritid, på at stå på scenen, og det er man nødt til at honorere ved at imødekomme deres ambitioner, siger Lone Rødbroe og fortsætter smilende:
- Samtidig er dét, der for professionelle er rent arbejde, som skal passes, for amatører en social event. Her kommer man også for at være sammen.
Det understreges af mange af de unge spillere som, mens jeg taler med Lone, er kommet i kostumer og sminke, og nu fordriver ventetiden inden opvarmning med at danse rundt med hinanden på scenen og snakke om, hvor mange publikummer der mon kommer til aftenens forestilling.

Ghettoteater?
Er det et godt eller dårligt brand for teatret at det hedder Gellerupscenen og ligger hvor det gør? Lisbet Lautrup Knudsen er bevidst om risikoen for at folk fravælger et teaterbesøg i Gellerup, men mener ikke, at man kan gøre noget ved folks frygt. Desuden mener hun ikke at problemerne i Gellerup er så store, som det nogle gange fremstilles. Gellerup er et område med et stort indbyggertal, ressourcesvage beboere og mange nationaliteter er repræsenteret og dermed er sammenstød uundgåelige. Men Lisbet Lautrup Knudsen mener at Gellerupscenen medvirker til at vise en anden side af Gellerup og dermed kan være med til at brande Gellerup positivt.

Ingen berøringsangst
Gellerupscenen har tilmed en integrationsforpligtelse. Teatret skal vise den udenlandske kultur for etniske danskere og samtidig vise den danske kultur for indvandrere.
Gellerupscenens teaterskolehold udfyldes næsten udelukkende af danske piger, men Lisbet Lautrup Knudsen fortæller, at man holder et par pladser frie, så man kan tilbyde en gratis plads, hvis nogle indvandrere skulle vise interesse. Desuden kører man projekter decideret rettet mod integration. Her er temaet i forestillingerne forskellige kulturer og piger med både dansk og anden etnisk baggrund står på scenen. Her tager man hensyn til hvad pigerne synes de kan stå inde for at have med i en forestilling. Dette var f.eks. tilfældet med en massevoldtægtssag, som pigerne følte at de havde for tæt inde på livet til at det skulle nævnes i stykket, så man skar scenen væk.
Når Gellerupscenen ligger, hvor den ligger, er det påfaldende, at der ikke medvirker indvandrere i ”Busters Verden”, og det er da heller ikke første gang, Lisbet bliver spurgt, hvordan det kan være. Hun mener, at forklaringen ligger i kulturforskellen. Indvandrere har ikke samme teatertradition, som den man praktiserer på Gellerupscenen. Desuden har mange beboere i Gellerup ikke ressourcerne til at fordybe sig i kunst og kultur. Men Lisbet understreger, at står valget mellem Mads eller Mohammad, som har leveret en lige god præstation, vil det være Mohammad, man vælger. Rolletildelingen afhænger af hvilken person, der passer til rollen.
- Man skal ikke have den der berøringsangst, siger Lisbet Lautrup Knudsen.
At det trods beliggenheden er de indfødte danskere, der bruger Gellerupscenen mest, går også igen blandt de ansatte. Her så jeg kun én, nemlig Marwa Yasser, som blandt andet fungerer som billetkontrollør og kioskpige. Hun er et vigtigt led for at Gellerupscenen kan nå sit formål om integrationsforpligtelse. Hun er nemlig den der, via sit personlige netværk, kan skabe en direkte kontakt til miljøet og få beboerne i Gellerup ned at se forestillingerne.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.