Interview med Anders Christiansen, 2008
Teater 1 har mødt Anders Christiansen til en snak om hans koreografiske arbejde og om det moderne dansemiljø i Danmark.

Jeg er blevet gennemblødt af slud og regn og sidder og småfryser i et lille studie øverst oppe i Dansens Hus på en grå mandag eftermiddag. Foran mig står en mand og danser til Vera Lynn nummeret "We'll Meet Again" med følsomme eftergivende fødder og en sort vifte i hånden. Mød Anders Christiansen, soloens mester.

Fortidens storhed i nutiden
Det er en lidt genert mand, jeg hilser på i foyeren til Dansens Hus; men et par minutter senere, da han danser små uddrag af sin nye forestilling "Land Lost" er det en helt anden mand jeg ser, og han er alt andet end genert. Han ligesom transformeres for mine øjne til tonerne af verdens sidste kastratsanger og bliver gennemsigtig og meget skrøbelig, som han ligger på gulvet helt foldet sammen. Lidt efter danser han stiliserede cabaret trin i en lille sekvens, der er en hyldest til hans oldefar, der drog til Alaska som guldgraver. Og så er der jo det der Vera Lynn nummer og dansen med den sorte vifte.
- Jeg hadede faktisk Vera Lynn som barn; jeg syntes, hun var så fersk. Men sangen "We'll Meet Again" synes jeg rummer noget særligt på grund af den historiske kontekst, den blev brugt i under 2. Verdenskrig. Det minder mig om det at sende unge mennesker i krig, som jo desværre igen er aktuelt.
Sangens emne slår også temaet an i Anders Christiansens forestilling "Land Lost", som beskæftiger sig med det tabte land i bred forstand, både på et erindringsplan og på et konkret stedplan. Men også hvordan det tabte land griber ind i og er present i nutiden. Den er opbygget som en collage af dansesekvenser, familielysbilleder, filmstumper og forskellige musikstykker.
- Mit udgangspunkt for forestillingen var et foto, jeg så engang i et magasin for mange år siden, og som jeg ikke har kunne finde igen. Det forestillede en indisk mand, der sad i en gammeldags møbleret stue med billeder af alle sine forfædre bag sig. Det interessante i billedet var den forskel, der var mellem manden i nutiden, der så meget skrøbelig og tuberkuløs ud, og så de der forfædre med deres sværd, der struttede af sundhed. Det illustrerede for mig noget med, at fortidens storhed kan være svær at leve op til i nutiden. Anders Christiansen har mange tanker og associationer i forhold til sin forestilling. Den eftermiddag i Dansens Hus er forestillingen dog ikke helt på plads og meget samles først lige før premieren.

Vejen ind i dansen
Det lå ikke lige for, at Anders Christiansen skulle blive danser og koreograf.
- Jeg er jo ikke fra en særlig kulturel familie, så jeg har ikke nogen forbindelse til dans på den måde. Min dansekarriere begyndte vel med noget jazzballet, ler Anders Christiansen.
- Men noget, der rigtig betød noget for mig var at møde Anita Saij. Jeg var med på en af de første Butoh workshops hun lavede i Danmark engang i 80'erne. Og når man var sådan en 80'er dreng og havde siddet og hørt punkmusik, som jo også i høj grad tog lidt mørke sider ind; så var det lidt af en øjenåbner, at det kunne man åbenbart også gøre med dans.

Anders Christiansen blev dog ikke i Butoh'ens univers så længe; men den blev hans vej til den klassiske ballet og derfra videre til moderne dans.
- Efter jeg havde været hos Anita Saij mødte jeg den amerikanske koreograf og underviser Ralph Grant, som døde sidste år. Han havde et studie på Christianshavn, hvor jeg begyndte at træne ballet. Jeg har slet ikke nogen ide om, hvad de unge mennesker gør nu når de starter med at danse; men dengang var der nogle ret markante personer, som man grupperede sig omkring. Ved siden af havde Nanna Nilson for eksempel sit studie. På den måde havde de ligesom hver deres verden, som man blev indlemmet i. Hos Ralph Grant hang der gamle kostumer over det hele, der var ikke særlig rent og der var enormt koldt om vinteren og vi stod med vanter på og sådan noget. Han var egentlig ikke særlig god til at lære teknikken fra sig. Og så var han meget opfarende; så det var ikke alle der kunne klare ham. Hvis man ikke gjorde tingene godt nok skældte han ud og han kunne finde på at komme hen og ruske i én. Men han havde et stort hjerte og han kunne formidle sin kærlighed til den klassiske ballet så man som elev blev grebet af det. Selv om han underviste i ballet var hans koreografier sådan mere i tysk tanzteater tradition på en lidt mere rå måde. Han har virkelig betydet meget for rigtig mange mennesker fordi han fik sat skub i folk. F.eks. er Ari Rosenzweig også elev af ham.
Det var også gennem Ralph Grant, at Anders Christiansen blev sporet ind på Pina Bauschs skole for moderne dans i Tyskland, Volksvang Hochschule. Her var han dog kun et halvt år; sin egentlige danseuddannelse har Anders Christiansen fra European Dance Development Center, i Arnhem i Holland.
- Skolen i Arnhem var bygget på den amerikanske moderne dans, der opstod i 60'erne omkring Judson Church gruppen; dvs. det, der har udviklet sig til kontaktimprovisation og improvisation i det hele taget. Nogle af vores lærere var dem, der havde været med til at udvikle denne nye tilgang til moderne dans og det var selvfølgelig rigtig spændende, at man havde de rigtige og nogle af deres arvtagere. Skolen er dog nedlagt nu, ligesom skolen i Amsterdam er blevet opslugt af en større. Den dansestil vi blev undervist i udførte man i sin rene form for en tid, og nu er den sådan lidt mikset ind i andre former for moderne dans. Kontaktimprovisation har jo virkelig farvet den moderne dans meget; f.eks. hvordan man laver partnerarbejde i alle former for dans.

Koreografi af den indre følelse
Siden Anders Christiansen kom hjem til Danmark først i 90'erne har han især arbejdet med soloer. Hvad er det ved denne udtryksformform, der får ham til gang på gang at vende tilbage til den?
- Lige i øjeblikket har jeg besluttet mig for kun at lave soloer. Jeg har hele tiden haft soloen som grund og så har jeg lavet et ensemblestykke indimellem. Men måske er det også noget med alderen; det bliver sværere og sværere det der skifte. Når man først har lavet to ensembleværker i træk så tager det altså et lille år at komme i form igen! Koreografisk er det også et svært skift. Når jeg laver soloer koreograferer jeg meget "indefra". Dvs. jeg har en indre fornemmelse af kompositionen. Skal jeg derimod koreografere et ensembleværk så skal jeg koreografere "udefra"; altså man ligesom sidder udefra og kigger på et billede.
Som koreograf kan jeg bedst lide at koreografere "indefra"; at jeg indefra føler, at jeg skal komme derfra og gå derhen og gøre sådan og sådan. Jeg ville heller aldrig turde at lave et ensembleværk, hvor jeg selv dansede med; det ville jeg synes var for mange ting for mig at holde styr på!
Det med at lave soloer er jo også noget man vender sig til. Det er et intenst arbejde med én selv; med de muligheder og de ikke-muligheder man har. Det kan jeg godt lide og jeg føler mere for det, der kommer ud af den koreografiske proces i forbindelse med soloen.
Det kan selvfølgelig være noget ensomt og det er svært at vide hvornår man skal begynde at lukke folk ind og se på det.
Anders Christiansen søger både i sit koreografiske arbejde og som tilskuer efter kroppens kommunikation af det indre; af hvem den person, der bevæger sig på scenen er.
- Når jeg kigger på mennesker på scenen synes jeg nogle gange, at der er et andet lag, end det der rent faktisk foregår. Det kan godt være, at personen laver en hel masse på scenen; men nogle gange oplever jeg, at der, hvor det rigtigt brænder igennem er lige det moment, hvor man ser personen. Altså den samlede oplevelse af, at se på mennesket på scenen. Jeg ved så ikke om min måde at lave forestillinger på viser dette aspekt mere, det er jeg ikke sikker på. Jeg tror mere, at det er noget der sker sideløbende med, at man laver alle sine forestillinger og sine bevægelser; at så oplever man personen oveni. Så får man lov at se hvem personen er. Det er det, jeg er meget interesseret i. Mere end det, at lave en hel masse forskellige bevægelser eller måder at gøre tingene på.

Svært for unge koreografer i dag
Anders Christiansen mener, det er svært at skulle starte op som ung danser og koreograf i dag; meget sværere end da han selv kom hjem efter endt uddannelse i udlandet.
- Jeg føler, at det tidspunkt jeg kom hjem på først i 90'erne var rigtig godt; for der skete en masse og der var en følelse af optimisme og gå-på-mod i dansemiljøet. Vi havde selvfølgelig vores at slås med, men jeg og de andre, der kom hjem på cirka samme tid som mig, som Tim Feldman, Camilla Stage, Lene Boel, Bo Madvig og mange flere kunne nyde godt af alt det de tidligere generationer, der arbejdede i 80'erne, havde banket op. Deres store arbejde gjorde, at vi andre havde noget at komme hjem til: Dansens Hus, Dansescenen og et spirende miljø.
Jeg ved ikke, om der alt i alt var flere penge dengang end nu; men det føltes sådan! Jeg kom hjem lige i optakten til Kulturby '96. På det tidspunkt var der rigtig gang i den og man var på udkig efter nye talenter i den danske danseverden. Vi lavede de der X-pos forestillinger i de fri koreografer, hvor vi bare sagde, at nu har vi et sted og så viser vi en 4-5 små forestillinger. Og de blev anmeldt! De første store forestillinger jeg lavede fik nogle alen lange anmeldelser i avisen. Og hvis anmelderne kunne lide hvad de så kunne man også være heldig at blive nævnt på avisens forside! Den opbakning og synlighed er meget vigtig for en ung koreograf, der skal starte en karriere op.
Dette emne ligger tydeligvis Anders Christiansen meget på sinde og han fortsætter engageret.
- Jeg tror det er rigtig svært at få hul på en karriere som danser og koreograf i den danske moderne danseverden i dag. På trods af, at vi nu har Skolen for Moderne Dans og de forskellige danseinstitutioner er blevet mere etablerede. Der skete åbenbart et skifte omkring år 2000, hvor aviserne lige pludselig ikke var interesserede i at bringe danseanmeldelser mere. Og det er et problem. En anden forhindring for en karriere indenfor moderne dans i Danmark er, at bagsiden af, at vi nu har så lav arbejdsløshed er, at man som nyuddannet kunstner bliver presset ud af sit fag lige med det samme, hvis man ikke har fast ansættelse fra dag ét. Det er lidt mærkeligt, at det har virket på den måde; for det er måske det tidspunkt i landets historie, hvor vi er allerrigest og har allerflest muligheder og så begynder tingene ligesom at snævre ind for kunstens vedkommende. Måske har man sovet lidt i timen i Skuespillerforbundet og de forskellige institutioner. Jeg tror bare ikke, at man havde forestillet sig det var sådan det fungerede; at når man lige pludselig har mange penge og landet er rigt og der er arbejde og man bygger og laver ting og sager; så risikerer man, at kunsten bliver meget nedbrudt og nedprioriteret. Så det kun er det meget etablerede, der får lov til at gå igennem. Der må jeg jo så sige, at så er jeg efterhånden blevet så etableret, at jeg har fået lov til at blive her!



Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.