Dansk kostumedesigner i verdensklasse
For fire år siden forlod den danske modedesigner Anja Vang Kragh, Stella McCartney modehus for at skabe teaterkostumer i Danmark. Her fortæller hun om at skabe det gode kostume, om moden i teatret og inspirationen fra modedesigner John Galliano.

Anja Vang Kragh debuterede på de danske scener med sine designerkostumer i 2005 da Nicolaj Cerderholm hyrede hende til fusionsforestillingen Verdenshistorien på Østre Gasværk.
Før det havde hun været modedesigner for både Christian Dior, John Galliano og Stella McCartney. Nu trængte hun til nye udfordringer og skæbnen førte hende til Cederholm og teatrets verden.
Men tilbage til begyndelsen og Verdenshistorien der var et syret koncept af dans, musik og modesnit udmøntet i en sanselig tidsrejse. Kostumerne var skabt som et skønt skue af fabulerende former, fascinerende farver og skæve sammensætninger. Der var homo sapiens i gule kedeldragter og røde rensdyrgevir, dyrekloner og papirindpakkede giga-gopler. Og mens forestillingen nok unddrager sig en milepæl i teaterhistorien så slog Anja Vang Kragh fast at designdragter for alvor fænger i scenerummet.
Allerede året efter fulgte hun op på succesen med sine modekreationer til Cederholm genopsætning af hans ti år gamle teaterkoncert Gasolin. Forestillingen spillede igen i Gasværket. Men denne gang var kostumerne indarbejdet i et mere moderne og rustikt univers og kreeret som : ”En slags fusion mellem showgirls med lange øjenvipper og fjerhatte, og rå arbejdere i olietøj”. Tøjet var uden sidestykke og udløste prompte en Reumert nominering, der dog ikke blev indløst, men roserne fortsatte.
På fire år har Anja Vang Kragh designet kostumer til otte forskellige forestillinger, og hendes kreationer har udfoldet sig indenfor en bred vifte af genre.

Hader grimhedens æstetik
Hvad er et godt kostume og hvad skal det kunne på scenen?
- Et godt kostume har visuel slagkraft fra første øjeblik - og så skal det være smukt, siger Anja Vang - Jeg hader grimhedens æstetik, hvor noget er grimt bare for at være grimt, eller vildt bare for at være vildt – jeg vil have sødme og skønhed på scenen. Derfor arbejder jeg altid med skønhed i mine kreationer. Men det er selvfølgelig altid en svær balancegang at få skabt abstrakte og visuelt sprudlende kostumer, der skal have øjeblikkelig scenisk slagkraft uden at drukne karakteren i flamboyante finurligheder.
- Derfor arbejder jeg også altid karakterens personlighed ind i kostumet. Men går meget sort/hvidt til værks. Hvis karakteren er en bly viol så får den med sarte rober og hvidt puder - og omvendt.
I ”Bunbury” hvor Birthe Neumann var den dominerende lady Bracknell, kreerede jeg en kollektion der virkelig var over the top. Jeg gav hende stramme spadserdragter med svulmende skulderprydning, enorme parykker, guldglimtende korsage-bælter og en stramt tegnet trutmund - og det fungerede super godt. For hun er en skuespiller der magter at spille op imod mine dragter, og mine kostumer kræver virkelig at spillerne tør gå i lidt større sko, og spille sig ud igennem kostumet. Faren er dog altid at spilleren bliver et stort kostume hejs. Især i taleteater er det altid et sats hvor meget kostumerne kan trække. Nu lykkedes det i ”Bunbury”. Men i ”Tartuffe” kan jeg godt se det blev lidt en udfordring for spillerne, at holde en siddende samtale gående i stiv balancegang med syv skæve kasketter og en håndfuld tårnhøje parykker.
- Så mine vilde kostumer fungerer nok bedst i mere abstrakte og visuelle forestillinger med mindre ord og mere musik.

Mode og inspirationen fra John Galliano
Før Anja Vang Kragh kom til teatret havde hun designet for verdensmodens største mester John Galliano i seks år i Paris, og inspirationen fra Galliano er stor.
John Galliano blev allerede i 1988 udråbt til British Designer of the Year og i 1995 blev han udnævnt til chefdesigner for Givenchy. To år efter flyttede han til Christian Dior, hvor han stadig er chefdesigner.
Galliano er berømt for en sublime skrædderkunst og ikke mindst en række dybt sofistikerede og fantasifulde kreationer. Stilen er nostalgisk og funderet i en historisk referenceramme, der fletter fortid og nutid sammen. Og hans shows læner sig langt mere op ad performencekunsten end de traditionelle podiemodeshows. I år lignede mændenes efterårs/vinterkollektion 2009 mest af alt et middelalderligt mytteri. Da de mandlige modeller entrerede med smukt sminkede knivsår, knaldrøde blodstriber, halve hængningsreb om halsen og sorte bøddelhætter. Alt sammen iscenesat i smukt æstetisk samspil med de raffinerede haute couture kreationer. Anja Vang Kragh laver stadig illustrationer for Galliano og fortæller om inspirationen fra hans arbejdsmetode:
- John Galliano inddrager ikke teatrale elementer i sine modeshows, for at lave teater. Men fordi han elsker de små historier, karaktererne og så bare lader sin fantastiske fantasi få frit løb. Før en kreation opfinder han altid først fortællingen. Han digter en historie om russiske prinsesser der har mistet alle deres penge og finder på at den skal udspille sig i Chinatown. Så skaber han karaktererne og de små historier omkring dem. Først derefter designer han tøjet og bruger stiltræk fra den kultur og historiske periode fortællingen skriver sig i. Det samme forsøgte jeg at gøre i ”Tartuffe”, hvor Lars Kaalund ønskede at skabe et top-moderne univers, og jeg fik indarbejdet en stilblanding. Hvor vi i stil med stykkets egen tid inddrog barokke stilelementer i kostumerne.
Fælles for Galliano og Vang Kragh er altså, at de begge opbygger deres designs i rammen af et tidsligt stilkollaps. Hvor deres kostumer i mødet med et raffineret set up af supplerende effekter som parykker, masker, pailletter og strudsefjer skaber en enorm visuel effekt og interagere suverænt i en levende fortælling.

Kostumerne skal være flotte som klædninger
Og så er vi næsten tilbage til begyndelsen. For efter seks år hos Galliano ville Anja Vang Kragh videre og kom ind hos Stella McCartney i London. Men her var stilen en ganske anden. Og hvor humor, fantasi og kreative amokløb havde været hverdag hos Galliano. Herskede der en helt anden kreativ kølighed hos Stella McCartney hvis modeshows og designs er langt mere klassisk i både stil og fremførelse: ”jeg følte mig som en fisk i fremmed vande og min kreativitet forsvandt simpelthen.” Så på et afsluttende spørgsmål om Anja vang Kargh vil tilbage til de store modehuse, lyder der et prompte:
- Nej. Der er selvfølgelig skønt at kunne fordybe sig i snit og skæringer, som du virkelig har tid til på modehusene - der er tiden langt mindre på teatret. Men hvor modeshowet er afviklet og færdigt på få minutter. Så nyder jeg at se hvordan kostumerne udvikles i samspil med skuespilleren, fordi forestillingerne jo spilles over lang tid. Samtidigt holder jeg meget af at skabe sammen med et helt hold, der variere i alder, køn og arbejdserfaring. Men moden er altid med mig og jeg inddrager altid moden i mine kostumer på den vis at de alle skal være flotte som klædninger i sig selv.
At teaterverdenen også sætter pris på Anja Vang Kragh kan man se ikke alene i anmeldelserne af hendes kostumer, men også i at hun er nomineret til Årets Reumert for sin scenografi og sine kostumer til ”Beach Boys” og ”69” fra Holbæk Teater. 12. september er hun tilbage på Østre Gasværk hvor hun igen samarbejder med Nikolaj Cederholm i skabelsen af kostumerne til Beatles teaterkoncerten ”Come Together”, mens hele landet kan få glæde af hendes rå og raffinerede kostumer til ”69”, når den kommer på turné i hele landet.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.