Modtager af Teaterkatten 2008 - Christoffer Berdal
Hvis der er nogen, der mener, at årets modtager har måtte vente længe på denne pris - og jeg ved helt positivt, at han faktisk selv har følt det ved i hvert fald én lejlighed...- så skal ret være ret: det har den vel også. Men det er delvist modtagerens egen skyld!

For det har faktisk ikke været helt så enkelt at indfange, hvem han egentlig er, Christoffer Berdal. Hvad hans særlige brand er, for nu at bruge et retroord.
Karrieren har jo rummet det hele: moderne, dansk dramatik, klassikere, ny udenlandsk dramatik. Han har instrueret på bittesmå scener, på landsdelsscenerne, radioteatret, Det Kgl. Teater, udendørs. Har siddet i dramaturgiater. Det er jo helt ærligt med til at gøre livet svært for os, der helst skal ramme en instruktørs stil i én linie, måske to dengang i gamle dage, hvor anmeldelserne var større end 20 linier. Og moderne instruktører har jo også tit sådan en meget let genkendelig stil, hvor man med det samme kan se forskel på en Peter Langdal produktion og en Kathrine Wiedemann.

Slipper for at være pioner
Måske giver han selv en del af svaret på, hvorfor han har været længere undervejs til denne pris, end han har fortjent at være det - for der er godt nok ikke mange instruktører, der har så imponerende, så vidtfavnende et cv som han. Har så mange gode, så forskellige produktioner bag sig - og forhåbentlig da også foran sig! - som Christoffer - i Mette Nyboes bog "Magiske øjeblikke", hvor han som den yngste af de medvirkende faktisk allerførst taler om traditionen, om bevidstheden om, at alt sådan set er lavet før:
”Jeg er blevet færdig på et tidspunkt, hvor man kan sige, at jagten på "det nye", ”Det nye", "det nye" - den forhåbentlig er toppet; så man slipper for at være pioner og skulle "det nye", som er sådan et mærkeligt udhulet begreb. Og så er det jo lige pludselig en kæmpe frihed at kunne sige: "Jamen, alting er gjort før, så hvordan vil jeg gerne fortælle den her historie lige nu?"
Hmmm, Christoffer altså - nu elsker anmeldere jo det nye... det er jo sådan nærmest vores berettigelse at få øje på det, ikke? Og hvad stiller man så op med en mand, der egentlig ikke synes, han vil vie sin karriere til en hidsig jagt på dét - men vel snarere på at fortælle historien som den fortjener at blive fortalt. Som den kræver at blive fortalt.
På den måde opfinder han jo egentlig ironisk nok sig selv på ny hver gang, og det gør Berdal til en instruktør, man i dag sidder med en følelse af vil kunne det hele. Også fordi han gennem sine ti år i faget vel også er tæt på at have prøvet det hele? Holberg i både klassisk og omarbejdet form, ny dramatik af for eksempel Jokum Rohde og Naja Marie Aidt ja sågar den mest stort opsatte børneforestilling, man nærmest har set til dato med "Vinden i piletræerne" på Det Kgl. Teater.

Sansen for skuespillerne
Alligevel er der et særkende som bliver mere og mere tydeligt for hver gang, man ser en ny forestilling af Christoffer Berdal. Et særkende som det kræver lidt mere fordybelse at få øje på, men som til gengæld virkelig kan få en til at opleve en forestilling for alvor, og som er helt essentielt for det gode teater. Christoffer Berdal har et helt særligt talent for skuespillere. Ja, ja, selvfølgelig skal instruktører have det, men så selvfølgeligt er det altså heller ikke. At man som publikum sidder på rækkerne og virkelig kan mærke, at spillerne har det godt med det, de laver, at de er trygge og glade for deres produkt, at de bakker op om det. Det smitter, og det får dem til at lyse hver især i deres roller, så man virkelig føler, at de her yder deres allerbedste.
"En smule stilhed før stormen" var måske ikke verdens største stykke dramatik, men det var tre mandlige skuespillere, der var eminente i deres skildring af de tre teaterfolk, og dermed at teatrets, og som gjorde forestillingen til en oplevelse, der virkelig blev talt om i efteråret. Ligesom primadonnastykket "Privatliv" også blev en skøn sommerfornøjelse på Grønnegårds Teater, med nerve for det rastløse, overklassemiljø som er fuldstændig fremmed for de fleste mennesker i dag, fordi Ellen Hillingsø, Olaf Johannesen, Claes Bang og Sarah Gottlieb fik lov at leve sig helt ud i rollerne, så de nåede helt ud og næsten rørte ved de karikaturer personerne er, men de rørte kun næsten. For det kammer aldrig over for Christoffer Berdal, det er en befriende sidegevinst ved ikke at have et tvingende behov for at jagte det nye for det nyes skyld.
Sidste sommer var det en fremragende "Erasmus Montanus", Christoffer Berdal lavede for samme Grønnegårds Teater lidt længere nede ad Bredgade. Holberg med sikker hånd, men en klar ide og igen en fantastisk evne til at få skuespillerne til at stråle, få det allerbedste frem i dem, og samtidig denne vidunderlige mangel på berøringsangst overfor at give publikum en oplevelse, de vil elske at få. For Christoffer Berdal er det ikke et fyord at underholde publikum, for han ved godt, at det kan gøres intelligent.

Gregersen samlede publikum
Det var hans karrieres hidtil største præstation et lysende eksempel på.
For der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det der især udløser denne Teaterkat er den årelange teaterføljeton om Familien Gregersen. At få den ide at lave teater ud af en af landets længste, men også mest læste og kendte romaner fra det 20. århundrede, Christian Kampmanns fylde firebinds værk om rigmandsfamilien Familien Gregersens liv gennem 20 år, der forandrede Danmark - og dem - skal man godt nok være lidt speciel for at fostre.
Men nu har vi også at gøre med en instruktør, der blev forelsket i teatret efter et besøg på Det Kgl. som 5-årig, så at lave teater ud af et flere tusind sider langt, tidstypisk værk, skrevet og udgivet, da instruktøren selv kun var præteenager, ligger vel nærmest lige for for en Christoffer Berdal?
For der var ”Visse hensyn” at tage for at give folk lyst til at få ”Faste forhold” til familien Gregersen. For os der delte Christoffer Berdals store begejstring for Kampmanns værk, var der ”Rene linier”, men selv for sådan en som mig, var det alligevel en overraskelse, at jeg alligevel blev så grebet af at se bøgerne som teater. At der var ligeså meget hype op til årets premiere, som var det en ny James Bond film. Jeg satte uden tøven kryds hvert år for at tage til Århus og se årets udgave, og at jeg ikke var den eneste der glædede mig, behøvede man ikke stå ret længe i billetkontoret og vente på sine billetter for at få bekræftet. Det var en succes, der samlede publikum om teatret.
Uden at forråde forlægget blev det samtidig rigtig godt teater. Meget, meget bedre end filmen havde formået trods dens meget mere åbenlyse muligheder for at lykkes end en teaterforestilling over et værk, der foregår i store villaer, på gader, ved Riveraen, på redaktioner og i kollektiver. Men med ”Andre måder” at lave teater på, bl.a. via vigtig hjælp fra det nye i form af videoer, der havde en konkret opgave i forestillingen og ikke bare var fyld og tysk teaterpastiche, med sikker beskæring, og fremfor alt igen: med en helt ekstrem fornemmelse for skuespillerne, lykkedes det at få dem til at brillere i en forestilling, der krævede absurd mange rolleskift henover en aften. Og at få dem til at lykkes og klare den sidste mammutforestilling kræver ikke bare gode spillere, men i dén grad også en instruktør, der er præcis i sine tanker, der kan se og få deres mange evner frem, for at få det til at lykkes i en grad, så vi tror på dem, uanset hvem de er.

Spændingsmomentet holdt
Premiereaftenen på den sidste, samlede forestilling af Familien Gregersen varede mere end en hel aften. Men der var bare ingen tvivl undervejs, vi havde det skønt. Vi kedede os aldrig, vi nød det, og vi var faktisk spændte i pauserne på at komme ind igen, på at se hvordan det nu lige var det var med næste bind i historien, hvad var det nu, der skete denne gang?
At holde os sådan, at få os til at sidde med en følelse af, at nu var et særlig kapitel virkelig forbi, og at man ville savne at skulle møde Karen, Erik, Bo, Maj, Rune, Mogens, Tilde og ikke mindst Tjumse og Jørgen igen næste år, det er en præstation for en instruktør, som vil stå som en milepæl i karrieren fremover. Og som med allerstørste sikkerhed bragte dig øverst på listen af potentielle modtagere af dette års Teaterkat.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.