Vi skal forandre verden - interview med Henrik Prip
Jeg vil gerne nå ud og ændre bare et menneske i publikum en lille smule. Hvorfor skulle man ellers stå og skabe sig på scenen, hvis ikke det er for at række ud og berøre? siger skuespiller Henrik Prip, der hader nærige skuespillere, der ikke tør give sig helt.

Henrik Prip har gennem de seneste 10 år haft travlt med at spille, skrive og instruere teater på både store og små scener i København. Det store publikum i Danmark når man dog hverken igennem at spille for fyldte sale på det kgl. Teater eller ved at turnere landet tyndt med diverse forestillinger. Dem fanger man gennem at spille med i populære film og tv-serier, noget der i høj grad også har været med til at forme Henrik Prips karriere de senere år. Her har han med vidt forskellige roller vist sig som en af Danmarks mest nuancerede karakterskuespillere. Teater 1 har snakket med ham om, hvad det er han kan, og ikke kan og hvad det er han vil med teateret. Han vil nemlig en masse, men det var han lang tid om at erkende det.
- Jeg brugte 14. forsøg på at komme ind på skuespillerskolen. Jeg fandt først meget sent ud af hvad der skulle til for at komme ind: nemlig at jeg skulle øve mig. De første 8-9 gange jeg prøvede at komme ind, øvede jeg mig kun når jeg havde lyst. Jeg havde en forestilling om at man skulle være beåndet for at øve sig – det skal man ikke. Man skal bare øve sig.
- Selv om jeg blev ved med at gå til optagelsesprøve, ville jeg ikke rigtig indse at jeg havde denne ambition. Jeg håbede at jeg kunne snyde mig ind, så jeg kunne sige: ”Hov, jeg er kommet ind. Det må I undskylde, men nu må jeg jo hellere tage den uddannelse”. Jeg turde ikke rigtig være min stræben bekendt.

Frygten for rutinen og troen på kunsten
Henrik Prip gjorde det dog så godt under uddannelsen ved Odense Teater, at han blev ansat samme sted umiddelbart efter han var færdiguddannet. Efter fire sæsoner var det dog tid til forandring. Det at arbejde det samme sted, med de samme mennesker, var ikke nok. Henrik Prip ville væk fra de faste rammer og prøve sig selv af i alle mulige sammenhænge.
- Jeg har altid været bange for rutiner. Det er noget der har fulgt mig hele mit liv. Det at man hele tiden arbejder med noget nyt, er en stor gave i det her fag. Jeg søgte væk fra Odense teater fordi det blev for trygt og for stillestående. Det var de samme folk man stod overfor i stykke efter stykke, og de samme støvler man havde på… og hvis man ikke havde dem på, kunne man se der var en anden der havde fået dem. Ensembletanken er fin, men den virkede ikke i praksis her - der var ikke nok udvikling, siger han.
Så det er klart, at når man har det sådan, så er den helt store udfordring for en skuespiller at være lige så god på første aften, som på aften 21 og aften 53.
- At levere lige så godt og endnu bedre, selv når det bliver dødssyg rutine. Det er jo der, at man som skuespiller virkelig står sin prøve. Her hjælper det mig at tænke på, at der sidder folk i salen, der har planlagt denne aften, fået passet børnene og kommet herind efter en lang dag på arbejdet, og oven i købet har betalt en masse penge for at sidde og se på mig og de andre på scenen. Så skal vi fandme også tage os sammen. Er du sindssyg, hvor skal vi tage os sammen. Det holder en til ilden.

Evnen til at spille et helt menneske
Men hvad er det så de får publikum, når de har betalt en billet til en forestilling med Henrik Prip? At fremhæve egne fortræffeligheder ligger ikke Henrik Prip lige for, men det lykkedes med lille skub, at få ham til at ’træde igennem sit selvhad’, som han selvironisk kalder det, og fremlægge en ganske præcis analyse af egne evner.
- Jeg har god tekstlig intuition. Jeg er god til at finde lagene nedenunder i teksterne. De komplekse mærkelige lag. Jeg prøver altid at bibringe modsætninger... i hvert ord. Når der er en glæde over noget er der også altid en smerte. Og omvendt. Jeg er god til læse en karakters mange lag. Og formår også at udmønte det i mit spil. Jeg synes sjældent jeg spiller uden bund, og hvis jeg gør, kan hurtigt mærke det.
- Det jeg er god til, er vel egentlig at være et menneske på scenen. Ret banalt, for det er jo det vi skal kunne. Men jeg synes, min styrke ligger i at være et menneske med flere lag, sådan som folk er flest, uden det virker for skuespillerteknisk, og derfor oplever jeg at folk har nemt ved at identificere sig med mig.
- Jeg er heller ikke bange for at gøre noget forkert, når jeg øver. Mange gange er det jo rigtigt at gøre noget helt forkert. Jeg elsker virkelig at være ude på meget tynd is, fordi det er selve det at være skuespiller. På den anden side irriterer det mig grænseløst, når folk bliver inde på deres sikre ø. Når folk ikke bruger øveforløbene til at turde lave alle fejlene, og turde gå i alle mulige retninger og opdage: ’Når der skulle vi ikke være’. Det er jo på den måde man finder frem til præcis hvor man skal være.
- Jeg synes, det fantastisk, når skuespillerne prøver alt muligt, for på den måde giver du iscenesætteren en masse materiale at vælge imellem. Der er ikke noget mere irriterende end en nærig skuespiller. En der ikke tør tage på mærkelige udflugter og ikke tør lave fejl.

For flink til at lave stor kunst?
I forhold til at instruere, er Henrik Prip helt på det rene med sin indgangsvinkel. Han er først og fremmest skuespiller, hvilket giver ham nogle umiddelbare fordele i forhold til at instruere, men også indebærer visse begrænsninger ifølge ham selv.
- Jeg har altid taget et ansvar i forhold til arbejdet med et stykke. Og det i en grad så jeg på et tidspunkt tænkte at jeg havde pligt til at prøve at instruere, og prøve hvor svært det er. Og det er svært. Det er ikke noget, der falder mig nemt og jeg bliver anspændt af det - det er ikke mit fag . Det betyder ikke at jeg er decideret dårlig til det, men jeg er meget mere på fremmed mark, når jeg iscenesætter. Jeg har ingen klar arbejdsmetode og det gør det langt hårdere for mig.
- Et andet problem ved at være skuespillerinstruktør er, at man bliver for empatisk. Det er svært at sige: ”Fuck jer, nu står i bare dér og er kroppe i min installation. Det bliver stor kunst!” For jeg ved hvor irriterende det er at være en af kroppene. Jeg kan sagtens lave et arrangement og få underteksterne frem, for det har jeg jo lært som skuespiller, men det er svært at løfte det op. Det er svært at være det dumme svin, man nogle gange er nødt til at være for at lave stor kunst.
- At tage skridtet fra den velsmurte og effektive opsætning til det store sus. Det har jeg ikke oplevet med en skuespiller som instruktør. Her taler jeg ikke mindst om mine egne opsætninger. Jeg er glad og stolt over mine opsætninger, og ind imellem rammer jeg da en nerve, men der er stadig et stykke vej til suset.

At ville skrive med højre hånd
Det er også den tekstlige intuition Henrik Prip gøre brug af, når han skriver. Det falder ham nemt at skrive replikker og dialog, fordi han kan gennemspille det i hovedet, mens han skriver. Men som med instruktørarbejdet række denne brugsdramatiske tilgang kun et vist stykke af vejen mod den store kunst og suset.
- Når jeg spiller og skriver, så bruger jeg stort set den samme ’muskel’, det er relativt afslappet for mig. Der tør jeg godt prøve mig frem og se hvor stoffet tager mig hen. Jeg har nogle ingredienser, nogle ideer, som jeg typisk har snakket med nogle andre om, oftest min kone, og så lader jeg bare rollerne snakke.
- Men jeg vil gerne blive bedre til at skrive. Lars von Trier sagde om sit arbejde med ”Riget”, at det var venstrehåndsarbejde, og med det mente han, at han altid holdt sin første indskydelse hellig og lod stoffet føre an i skrivningen. Og det kom der jo noget meget frodigt og mærkeligt, og meget interessant ud af. Og uden nogle sammenligning i øvrigt, er det også sådan jeg skriver.
- Andre forfattere skriver med højre hånd, hvor de har det hele i hovedet mens de skriver og det kunne jeg godt tænke mig at lære - så jeg kunne komme væk fra det ’brugsdramatiske’. Jeg vil gerne dybere ned, og det kan godt være, at det bliver for intellektuelt eller fortænkt. Men jeg vil gerne prøve det – at skrive med højre hånd.
Henrik Prip skulle umiddelbart efter interviewet i gang med arbejdet på noget der måske bliver til en forestilling på Husets Teater. Et resultat af Nicoline Werdelins ærgerlige sygemelding, der har givet de hyrede skuespillere et hul kalenderen, som de på eget initiativ vil forsøge at udnytte til at stable noget på benene. Betingelserne, som Henrik Prip forklarer dem, er enkle: Det er intet manuskript, det må ikke koste noget og det skal handle om kærlighed. Men målet er alligevel, som altid, at skabe teater, der røre noget i publikum, noget der gør en forskel - ellers kan det være lige meget.
- Jeg mener faktisk, at vi som skuespillere skal forandre verden. Og nu bliver det jo alt for stort, og sådan er det IKKE ment: men jeg tror på sommerfugleeffekten. Jeg vil gerne nå ud og ændre bare et menneske i publikum en lille smule. Hvorfor skulle man ellers stå og skabe sig på scenen, hvis ikke det er for at række ud og berøre? Og hvis man har forandret bare et enkelt menneske en lille smule og fået ham eller hende til at tænke en lille smule anderledes om sit eget liv, så har man jo faktisk forandret verden en smule. Ikke reddet den, men.... mange bække små.
- Mange bliver helt rødglødende af raseri og siger man skal overlade det til nødhjælpsarbejdere og politikere at redde verden og det er også rigtigt, men jeg ved slet ikke hvad fanden man ellers skal bruge kunsten til, hvis ikke det var for at gøre en forskel?
- Jeg synes ikke, kunsten er overflødig. Den skal sgu da om ikke andet så have som mål at gøre en forskel. Bare en lillebitte en.




Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.