Socialrealisme har intet med teater at gøre - Line Mørkeby
De danske scener blev i efteråret 2008 indtaget af den unge dramatiker Line Mørkeby. Hun havde premiere på ikke færre end fire forestillinger i sit første år som nyuddannet dramatiker.

Dramatiker Line Mørkeby er stormet frem på de danske scener efter hun blev færdig på dramatikeruddannelsen i 2007 – og med god grund. For hendes stil er overrumplende i både form og indhold. Og manifesterer sig ved en rasende dynamik og en stærk rytmisk replikbehandling, der trækker tematiske spor til sjælens mørkeste afkroge.
Hun skriver for unge i en moderne verden af eksistentiel rastløshed, og ønsker med sine stykker at ’råbe’ folk op. Få dem til at løfte deres navlebeskuende blik og forholde sig aktivt til den verden, vi lever i. Men uden løftede pegefingre og med underholdningen som drivkraft.

Fra sjælens mørkeste kammer
Hendes afgangsforestilling ”Musical” fra dramatikeruddannelsen havde premiere på Det Kongelige Teater, og Line Mørkeby fortæller selv om stykket:
- ”Musical” er en fortælling om familien Danmark, der bor i en provinsby og lever det perfekte liv. Familien elsker at synge – og gør det næsten hele tiden. Men har forskanset sig bag en liste af X–rated sange, som de mener, kan virke anstødelige og fordærvende. Alle støtter op om forbuds-konceptet, indtil datteren pludseligt forelsker sig i familiens lettiske udvekslingsstudine. Og da de to piger forenes i en klingende kærlighedsduet fra den X-rated liste, eksploderer familieidyllen i et regulært voldsorgie.
Både kærlighed og brutalitet er et gennemgående tema i Line Mørkebys dramatik, men ingen af karaktererne tyr til vold af ond mening, selv siger Line:
- Menneskene i mine stykker er ikke onde. Men mine karakterer står tit i en situation af afmagt, som så manifesterer sig ved et ekstremt behov for magt. For dem handler det om at gøre sig selv bemærket i verden, og dét får dem til at handle desperat og ofte voldeligt.
- For familien i ”Musical” skabes fællesskabet på ’deres måde’ eller ’ingen måde’. De er egentlig ret almindelige og ufarlige så længe deres beskyttede verden er intakt, men idet de trues på ’deres eget’ bliver de ganske hensynsløse i forsøget på at bibeholde deres selvbestaltede værdisæt.
- Jeg oplever samfundet og folk være utrolig bange for at integrere ’andres’ værdier, og gå utrolig langt i kampen for at bibeholde deres eget ideologier. Og ”Musical” er til dels skrevet som et billede på verden i dag

Væk fra virkeligheden
Line Mørkebys anden forestilling ”CORE”, der åbnede Gasværkets anneksscene, kredser på samme måde om fællesskabets tyranni. Men denne gang hos en gruppe unge mennesker, der er junkier af kærlighedsstoffet CORE, og hvor den ene pige forsøger at slippe fri af stofferne. Og selvom tematikken er om den enkeltes kamp mod gruppens pres, er det langt mere interaktionen imellem de enkelte parter, der har fokus hos dramatikeren:
- Jeg er optaget hvordan folk kommunikerer og non-kommunikere med hinanden. For mig er det en gåde hvordan mennesket fungerer og interagerer med hinanden. Det får jeg bedst afsøgt i de situationer, hvor det moderne menneske er under hårdt pres og i desperation. Og derfor skaber jeg steder, hvor de ikke kan finde ud af noget i deres liv.
Stederne, hvor menneskene ikke kan finde sig selv, er sjældent forankret i en realistisk virkelighed. De verdener, Mørkeby skildrer, er ofte psykiske drømmetilstande, hvor mennesket balancerer på kanten af et sjæleligt kollaps. Og ligesom filmskaberen David Lynch bliver tidens linearitet ophævet, samtidig med at flere virkelighedsplaner bevæger sig ind og ud af hinanden på samme tid - uden at den ene antager form af mere virkelig end de andre. I ”CORE” bliver rusens virkelighed altså lige så virkelig for både karaktererne og publikum som den stoffri virkelighed. Og denne dramaturgi er, udover at være en del af handlingsfladen, et bevidst valg fra Line Mørkebys side om at nå ud til publikum med det rette budskab.
- Jeg tror, der er et behov for at skabe større kontrast mellem den virkelighed, vi lever i, og den virkelighed, der befinder sig på scenen. Jeg vil gerne vise drømmen og alt det hverdagen ikke rummer. Vi er blevet for vant til at se historier om folks dagligdagsproblemer, stykker der typisk omhandler situationer og problemer, som vi enten kan genkende fra os selv, eller glæde os over ikke har ramt os. Der er masser af følelser i dén virkelighed, bare ikke ret mange vi ikke vidste, vi havde. - Jeg tror vi har mange flere følelsesfacetter end vi bruger til hverdag – de er bare aldrig blevet aktiveret. Og det er denne del af følelseslivet, jeg ønsker at nå ind til med min dramatik. Alene i kraft af, at den kan hente os hen til steder i vores sind, hvor vi ikke kommer af os selv.
For at nå frem til disse følelsesmæssige afkroge, kræves mere end ord. Derfor er der allerede fra manuskriptsiden tænkt i billeder og musik.
- Musikken har en helt anden følelsesdimension end ordet. Selvfølgelig har folk forskellig smag, men når alt det er skrællet af, er vi alle ens. Og den fælles eksistentielle grundkerne kan røres og nås med musikken. Med musik kan vi alle føle på en anden måde i samlet flok, end ved at se skuespillet og høre det talte og spillede ord, siger dramatikeren, før hun til slut beretter om sine inspirationskilder:

Observatøren
- Jeg observerer omgivelserne. Lytter til folk i virkelighedens univers – overhører samtaler i et tog, på cafeer. Ser TV, film og læser bøger. Jeg noterer brudstykker fra begge verdener, når jeg hører og ser noget godt, og monterer det så ind i mine fiktive fortællinger.
På spørgsmålet om hvorvidt hun kunne finde på at bruge interviews til at skabe sine stykker og karakterer – afviser hun blank.
- Jeg bryder mig ikke om interviewformen, da forhørspersonen allerede her tolker sig selv ind i en virkelig fortælling. I det hele taget er jeg ikke så vild med realisme på teater. De temaer og universer jeg arbejder med, skal repræsenterer noget andet. Ikke socialrealisme. For mig har socialrealisme intet med teater at gøre.
Så mens vi har været at drukne i virkelighedsteater de sidste par sæsoner, kommer der nu en række af ny dansk dramatik der fører os ind bag hverdagsdramatikkens genkendelige virkelighed for at få os til at mærke livet fra nye vinkler.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.