Du må opsøge historien - om Får 302
Det lille storbyteater Får 302 har i et par sæsoner haft stor kunstnerisk og publikumssucces med deres fortællinger fra de danske randområder.


Vi er midt i det mest indre København. Byens førende partyzone og postkortmotiv er kun et blødt venstresving væk fra den scene, der de sidste par sæsoner succesfuldt har specialiseret sig i at spille teaterstykker om virkeligheden – i de danske randområder.
Her midt i Nyhavn og tættere på Kongens Nytorv end selv det kommende skuespilhus har de i et par år nu talt lollandsk, thybomål, vendelbomål og den slags, på disse kanter, småeksotiske dialekter. Her er man faktisk mere vant til at høre beruset norsk, inden DFDS flyttede deres færger fra kajen, end toner fra Thy, Rødby, Horsens og Hirtshals.

Der har været historien om Poul med brevduerne i Rødby, den om de fire unge singler der vil være med på beatet og på Horsens berømmelse og nu senest har det været Annes monolog om dengang John Lennon var i Thy i 1969 og ændrede hendes liv for altid - desværre. Og endelig ”Klumpfisken” om en fisker fra Hirtshals, der forelsker sig i en københavnsk havbiolog.
- Vi lod Danmark møde Danmark. Vi kom rundt i alle formerne for danskhed med de historier, siger stedets leder Charlotte Rindom. Hun har ikke selv været med til føde ideen om historierne fra randområderne, men er begejstret for dem. En af de centrale aktører bag dem var til gengæld Pauli Ryberg, der er en del af teatrets faste ensemble og også sidder i dets kunstneriske råd.
- De opstod ud fra en måske romantisk ide om, at få folk ude omkring til at tale. Vi brugte historierne til at vise, at verden ikke kun er sort/hvid. Man opdager, at vi alle sammen kæmper for vores kærlighed, med de hug vi får, med familierelationerne. Det var skønt at kunne vise, at fiskeren i Hirtshals kæmper med det samme som topadvokaten på det store kontor i København, siger Pauli Ryberg.

Dokumentar med magi
Han kom med et af de første oplæg, Henrik Hohle Hansens roman ”Kære Gud lad mig ikke dø på et lokum” som Bo hr. Hansen skrev om til et drama. Og ”Dueslag” er faktisk hans egen historie – sammenskrevet af historierne fra Pauli Rybergs far og mor og af hans egen til en helt fjerde historie af Thomas Lagermand Lundme.
- Man graver af sit eget liv og når man så begynder at have nogle samtaler om stykket, så breder det sig som ringe i vandet. Men det kræver, at dramatikeren har lydhørhed.
For der var altid en dramatiker på historierne. Det var ikke dokumentarfilm, de lavede i Toldbodgade, selv om processen op til premieren næsten peger i den retning. Den siger nok i hvert fald en del om, hvorfor konceptet med historierne fra den danske provins blev så stor en succes:
- Det er svært at forklare, hvordan folk opfører sig, det er bedre selv at opleve det. Du må opsøge historien, for du får noget forærende ved at rejse ud. Et åndeligt kostume.
- Inden vi gik i gang med ”Dueslag” lejede jeg nogle sommerhuse til os på Lolland og vi var også på marked i Døllefjelde-Musse. - En dag kom vi til en havn ved Rødby, hvor der var en mand, der var ved at ryge fisk til markedet. Ud af røgen kom den her store, beskidte mand, og da han åbnede munden talte han simpelthen det mest grimme lollandske og var fuldstændig fascistisk i sine udtalelser. Han var én stor negation, og de stod alle sammen med åben mund og så på ham. Han er ikke med i stykket, men han var vigtig at opleve.
- Da vi skulle lave ”Gud lad mig ikke dø på et lokum”, som blev instrueret af Martin Lyngbo, der nu er på Mungo Park, fandt han praktiskpladser til os. Én var ude som skraldemand, en var på en brandstation, så de mødte folk i dagligdagen. Og da vi kørte rundt i Nakskov, havde vi parrene og konstellationerne i stykket så vi kunne pege på huse og finde ud af, hvor de hver især boede. Det betød, at vi sprang et led over bagefter, fordi vi havde de samme billeder. Der var en anden kraft bag ordene. Du får en autenticitet og ærlighed ind som publikum aflæser.
- Den form for dokumentarisk research skal parres med magi, så det bliver teater. Ellers kunne vi ligeså godt lave en dokumentarfilm. I ”Dueslag” kunne vi jo for eksempel ikke have duer på scenen, så det blev vist med en håndfuld fjer og en lyddesigner. Vi blander teatrets virkemidler med researchen. Det er ikke kun virkelighed.

Dialekten åbner døre
Men når man spiller på et teater, hvor der ikke er meget mere end en armslængde mellem scene og bagerste række, er der virkelig kontant afregning på ægthed. ”Man kan ikke snyde dernede” som Pauli Ryberg siger.
Heller ikke sprogligt. For selvfølgelig taler man megadialekt i forestillingerne. Men den er rigtig. Ikke noget af det der Holberg-halm-i-træskoene-sjællandsk som altid har været synonymt med dialekt i dansk teater. Henrik Birch der spiller hovedrollen som fiskeren fra Hirtshals er selvfølgelig selv vendelbo, Pauli Ryberg og også Kit Eichler er begge fra Lolland og ved nok hvordan man taler omkring Rødby og et dueslag, og for os som publikum giver det en intimitet og en fortrolighed fra starten.
- Man får noget forærende med dialekten. Der bliver åbnet en dør. Du opdager også et lydunivers, du ellers aldrig ser. Smålyde der opstår udover den skrevne tekst, og som er i stedet for alt det, der aldrig bliver sagt, siger Pauli Ryberg.
- Det er nemt at lave en parodi på en betjent der taler jysk, men det ville vi aldrig gøre. Vi ville forsvare ham med næb og kløer. Det var jo også det Vibeke Hastrup gjorde med Anne hver aften i ”Lennon fra Thy”. Vores ærinde var ikke at udlevere, men at redegøre for de mennesker.
- Vi tager blidt om menneskene, frem for at sige ’se hvor dygtige vi er til at lave teater’. Det handler om menneskekærlighed, og det er vi også blevet honoreret for af publikum.
- Her var blandt andet en dame, der tit gik i teatret, og efter at have set ”Lennon i Thy” gik hun op til scenemanden og spurgte ham hvor længe, Anne så havde været her, og kommenterede, at hun var lærer. Da han sagde, at det altså var en skuespiller, der hed Vibeke Hastrup, grinede hun lidt og sagde, at det var godt nok det bedste teater, hun havde set i mange år, fortæller Charlotte Rindom.

Lille hjemme, stor ude
Får 302 er nok Københavns mindste teater, men det er et af de største turneteatre i dag. Blandt andet takket være de her historier, der er blevet modtaget med stor succes over hele landet. For folk både genkender sig selv og kan grine af ”de andre”. ”Klumpfisken” blev før sin premiere udsolgt i hele spilleperioden i København, og Vendsyssel Teater i Hjørring – kommunesammenlagt med Hirtshals – måtte købe ekstra forestillinger af den.



Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.