De faldt på et tørt sted
Budgettet holdt og den første sæson for Comedieteatret har været en succes. Fulde huse landet over to sæsoner i træk og en tredje sæson på vej med ekstra forestillinger på turné. Men lad os nu ikke smile alt for bredt – for helt ærligt: er det muligt at blive ved med at drive et morskabsteater på de betingelser, Comedieteatret kører under?

For et par uger siden blev skuespiller og teaterdirektør Jeanne Boel ringet op af en kollega, der lige skulle have et par tips til, hvordan man kom i gang med at starte et turneteater. Og Jeanne Boel mente ikke, der var nogen grund til at gøre kollegaen en bjørnetjeneste ved at springe over, hvor gærdet var lavest, så hun fortalte klart og kontant, hvor vigtigt det var med budgetter, regnskaber, teknisk hjælp, privat know how og så videre og så videre, og imens blev der mere og mere stille i den anden ende af røret og svarene indskrænket til spage nå’er…
- Fint nok! Så er der en konkurrent mindre på markedet, er hendes meddirektør Henrik Lykkegaards venligt ironiske kommentar til historien, samtidig med han er enig med Jeanne Boel og Pernille Schrøder om, at der ikke er nogen grund til at skjule, at det idealisere arbejdet med at starte et turnéteater fra bunden, som de gjorde for snart 2 år siden med Comedieteatret.

Teatret, der startede i en biograf
For det var her, at Comedieteatret pludselig en efterårsaften i 2006 blev til mere end bare en hyggelig tanke at lune sig ved. Midt i rækken af lukninger af de klassiske morskabsteatre sad Jeanne Boel og Karsten Jansfort en aften, inden en film og talte om, at nu kunne de heller ikke spille dér mere, eller dér… Hvad de til gengæld endte med at vide den aften var, at for de gamle som faldt skulle der komme i hvert fald ét nyt teater overalt. Og så tog de ellers kontakt til tre gode kollegaer som de gerne ville dele ansvaret med: Thomas Mørk, Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard.
Lidt over to uger senere står de i Sønderborg til årets Teaterforeningsseminar og hedder Comedieteatret, deler funklende flotte og helt supernytrykte foldere (hentet på posthuset samme morgen) ud. Men de oplever også, hvordan de bliver modtaget med kyshånd. For med på seminaret er for første gang nogensinde ikke den store komedieudbyder: Privatteatret. Niels-Bo Valbro har få dage før meddelt, at han ikke kan drive teatret videre, når Kulturministeriet ikke er i stand til at komme med en afklaring af den daværende abonnementsproblematik.
- Vi faldt på et tørt sted. Vi kunne gå lige ind på et åbent marked, så på den måde var vi en hurra-historie. Men vi havde så også et indbygget sikkerhedsnet, der hed, at nu prøver vi det i et år. Går det slet ikke, så kan vi bare lukke forretningen, og så er der ingen af os, der har sat hus og hjem og liv på spil af den grund, siger Jeanne Boel her på kanten af deres nye sæson, den anden i teatrets unge historie.
- Det hjalp meget her i starten, at vi alle sammen har været så meget på turné. Teaterforeningerne kender os, og de efterlyser netop folk de kender. Og så hjalp de mange års medvirken i alle mulige revyer også på, at publikum kender os.
Så Comedieteateret har også booket plads til Teaterforeningsseminariet i Randers i midten af november. Så langt kan de godt se frem. Men ellers er det i slutningen af september, at de fem direktører sætter sig sammen en weekend og taler igennem, hvordan deres fremtid skal se ud.
- For mit vedkommende må Comedieteatret godt være det fundament, jeg skal stå på resten af min karriere, siger Jeanne Boel.
- Jeg kan også godt se os i et hus en dag, siger Pernille Schrøder, og Jeanne Boel tilkendegiver at hun gerne vil flytte med ind dér.

Kan man drive et morskabsteater i København?
Men hvorfor gentage det, der indtil nu kun er endt i lukninger? Selv for en garvet teaterkøbmand som Niels-Bo Valbro og hans Privatteater.
- Der er sådan en holdning til morskabsteater, at det ikke er rigtig fint. Det skal kunne klare sig selv, fordi der er publikum til det. Men teaterdrift er dyr lige meget hvad man spiller. Selvfølgelig skal man støtte det smalle, men støtte til morskabsteater kunne for eksempel betyde at man kunne spille mere skæve forestillinger – det kunne vi for eksempel rigtig godt tænke os. Men det er svært at gøre under de nuværende økonomiske betingelser, siger Jeanne Boel. Henrik Lykkegaard er dog ikke ubetinget enig med hende i det med støtten:
- Hvis man er en ildsjæl som en Torben Træsko eller Ernst Trillingsgaard, tror jeg godt, det kan lade sig gøre at drive et morskabsteater i København uden statsstøtte. Det er også ok, at der ikke er støtte til alt. Morskabsteater kræver drive, man kan ikke læne sig tilbage i den genre, og derfor er der også en dynamik i, at det skal klare sig på markedsvilkår. Det er faktisk ok, synes jeg, fordi morskabsteater er så ultimativt. Hvis ikke publikum griner, så er det bare ikke godt nok, og så må man lave det om! mener Henrik Lykkegaard
- Men når det er sagt, så skal det da også siges, at vi jo på sin vis får en statsstøtte. For hvis ikke teaterforeningerne havde refusionsordningen kunne de ikke købe os, og så var vi jo ikke på markedet mere. Så på den må er vi støttede indirekte, tilføjer han.
- Men hvis man ville støtte sådan nogen som os, så behøver det heller ikke være på den klassiske måde. Det kunne også være ved at give os muligheden for at leje os ind et sted i København i et par uger med bare en pose penge til produktionen som eneste støtte. Eller ved at skabe kontorfællesskaber, mulighed for at have en lastvogn sammen med nogen andre eller udstyr, for man bruger det jo ikke hele tiden. Det kunne være rigtig godt med den form for støtte til nye teatre, siger Jeanne Boel.

Godt parløb
59 forestillinger, 30.000 danskere i teatret til ”Hvor svært kan det være?”. Ikke særlig svært, hvis man bare ser på tallene og salgstallene for den kommende forestilling, ”Røg i køkkenet”; der skal på landevejen efter nytår. Men helt ærligt, så gik det måske også så relativt nemt for de fem, fordi de egentlig havde gjort deres forarbejde godt – blandt andet ved at vælge hinanden af arbejdsmæssige, mere end private årsager, og ved at have en fuldstændig mangel på berøringsangst overfor praktiske opgaver og udfordringer. Noget de alle vurderer er enormt vigtigt som nystartet iværksætter, uanset om det er et teater, et tømrerfirma eller et computerfirma, man starter.
- Vi har arbejdet sammen på kryds og tværs, men aldrig sammen alle sammen på én gang. Og så er vi ens på et punkt, nemlig at vi er vant til at få tingene lavet. Der er nogen mennesker, der har meget snævre kompetencer, og som ikke kan forestille sig, hvordan man kan andre ting, men sådan har ingen af os det. Så Jeanne og jeg har for eksempel stået og strøget kostumerne om aftenen, og Henrik har banket scenen sammen, og vi har alle sammen været med til at stille op og tage ned, når vi var ude.
- Det er også en fordel, at vi alle fem har lavet revy. For uanset om det er Cirkusrevyen eller tre mand på en kro, så ser man på tæt hold, hvordan en forestilling bliver bygget op. Man er meget tæt på produktionen som skuespiller i de sammenhænge, siger Pernille Schrøder.
- Vi siger altid, at vi tilsammen har over 100 års erfaring i teaterverdenen. Vi er vant til at lave foreningsarbejde og komme ud og stå mærkelige steder, at skulle klæde om i køkkenet og den slags. Så der er ikke mange forhold, der kan komme bag på os, supplerer Jeanne Boel.
- Man skal have gode stemmebånd, når man starter et teater, for man får snakket meget! Det er møder, møder, møder, man kan møde sig til døde… Men vi har til gengæld også talt os sammen i en grad, så vi faktisk kan sige, hvad de andre vil sige, når de ikke er til stede, siger Pernille Schrøder. Hvilket jo er heldigt, i og med Karsten Jansfort og Thomas Mørk ikke kunne være med til interviewet…
- Vi har lavet en konstruktion, hvor vi binder os og hinanden, men ikke mere end man kan komme løs, hvis man vil. Vi har hver en 5. del i et Aps., en kassekredit og så har vi en kontrakt, hvor vi kan sige op én gang om året. Vi har faktisk brugt mange møder på at opstille worst case scenario op og få skrevet os ud af dem. Det var ret sundt.
De 100 års erfaring i teaterbranchen har også givet dem et vanvittig godt netværk, og det har de brugt godt og grundigt, og uden at møde andet end velvillighed og hjælpsomhed fra de adspurgtes side.
- Hvis vi havde skulle betale honorarer for al den hjælp vi har fået af vores netværk, ville vi løseligt sat have haft et underskud på 1,2 millioner kroner i stedet. Det drejer sig om regissører på teatre, layout af program, etablering af hjemmeside og den slags, vurderer Jeanne Boel.
Men budgettet holdt. Og det er dét, der på mange måder er den allerstørste sejr for teatret når de skal gøre status over deres første sæson.
- Isoleret set var det en succes, men kunsten er nu, at lave en forretning ud af teatret også, siger Jeanne Boel. For de har været nødt til at sælge rigtig, rigtig mange forestillinger, og er samtidig skrøbelige. Bare to aflysninger havde fået alt til at vælte og gjort det lille overskud til et pænt underskud i stedet.
- Vi havde to friaftner lagt ind i turnéplanen, og det var faktisk ikke for at vi skulle holde fri, men som en buffer, hvis der skulle komme aflysninger undervejs. Så kunne vi komme tilbage på de aftner i stedet. Men nu er skuespillerfaget det fag, hvor der er færrest sygedage, så vi undgik aflysninger.
- Vi har ikke selv fået løn udover spilleperioden, men vi har til gengæld givet overenskomstløn til de ansatte, vi vil gerne kunne se dem i øjnene! Men fremover kan vi ikke hive meget mere hjem på indtægterne, så enten skal vi spare eller også skal vi ud og have nogle flere sponsorer. I år har vi haft én sponsor, Dansk Folkeferie. De har givet 90.000 kroner og så har vi fået seks kasser vin til premierefesten.
- Men vi er nødt til at få en til at hjælpe os med sponsorater. Vi er alle sammen for blufærdige til at gå ud og spørge sponsorer om bidrag. Vi skal jo heller ikke lave alting selv!

4 gode råd
1: Hav orden på økonomien. Chek, dobbeltchek og chek så hellere lige én gang til.
2: Lad være med at være urealistisk. Både hvad angår økonomi og hvad andre mener og forventer af dig. Fordi du selv har en passion her, er det ikke sikkert, at andre har det, og det kan ikke kun være con amore, der er også en forretning, der skal køre.
3: Glem alt om selv at have alle kasketter på. Comedieteatrets ledelse repræsenterer mange forskellige styrker, men dem de ikke har, har de købt sig til. Ligesom de også har betalt sig fra alt det, de synes er kedeligt at lave. Ellers ville de blive sindssyge.
4: Vælg dine partnere med omhu. Det er ikke nok at have det hyggeligt sammen på holdet. Et teater skal ikke opstå ud af et privat venskab, find hellere nogen du arbejder godt sammen med.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.