Tale til Kamilla Wargo Brekling - modtager af Teaterkatten 2007
I disse sæsoner kommer teatret tæt på virkeligheden. Muren er faldet. I hvert fald den såkaldte ”fjerde væg” mellem scene og sal.


Det er længe siden, teatret har været sig så bevidst om at skulle i umiddelbar samklang med sin samtid og i umiddelbar kontakt med sit publikum. Teatret stirrer os lige i fjæset, ja, er ligefrem et sted, hvor også publikum kan risikere at blive draget ind - i hvert fald på skrømt. Vi
hilser goddag, udfylder spørgeskemaer, rækker hånden i vejret, sender kaffekanden rundt, stemmer som gale på vores elektroniske display og vinker farvel igen som aldrig før. Og vi ser gerne teatret tilført den pirrende autencitet, det giver, når det er virkelighedens stemmer, vi hører fra scenen.
Aldrig før har teatret researchet så meget ude i virkeligheden. Aldrig
før har teatret trukket så meget på skuespillernes egne erfaringer og givet dem plads på scenen.Den ny tids teater kan bruges til meget. Tidens sociale og politiske
problemer er på dagsordenen i forsamlingshuset: Med og uden tørklæde, med og uden løse håndled, med og uden bomber spændt fast om maven. Men det er også vores egne identitetsproblemer som helt almindelige velfriserede velfærdsdanskere, vi vil høre om. Og hvad man end kan mene om kvaliteten og dominansen af meget af det såkaldte ”virkelighedsteater”, som vi kalder den nye bølge - skønt udtrykket jo i realiteten dækker over mange forskellige slags teater - så er det udtryk for en livgivende ambition om at ville skabe fortællinger om vores egen tid. For vores egen tid.
Noget af det bedste i det sidste års tid har været Kamilla Wargo
Breklings to forestillinger, ”Om et øjeblik” og ”Pis”.

I et interview har Kamilla Wargo Brekling sagt, at:
»Jeg arbejder altid med moderne civiliserede menneskers liv og
problemstillinger, fordi jeg ikke selv kan forstå verden,«
Både de mere eller mindre forslåede kvindeskæbner i forestillingen ”Om et øjeblik” på Betty Nansen Teatrets Edison-scene, baseret på
fortællinger fra virkelighedens verden, og herreturen ”Pis”, som i høj grad byggede på fem mandlige skuespilleres egne erfaringer, skildrede på deres sammenstykkede måde det moderne, privilegerede menneske, som vil det hele, som har alle muligheder - men som alligevel har svært ved at finde ud af at leve sit syrede liv. Og leve op til at være så harmoniske og perfekte, som vi tror, vi skal være.

Hvor forskellige de end var i humøret - damerne var mere mærket af tristessen, end herrerne - hør mig, se mig, mærk mig, hjælp mig - var begge forestillinger flot vævede dynamiske gobeliner af monologer og gruppeøvelser, sat på scenen med instruktørens præcise, uovertrufne gehør - og med en imponerende formfornemmelse - for hele rummet og samspillet mellem kroppe, lyd, bevægelse og overflader.
Begge forestillinger var først og fremmest vittige. Tilsyneladende
præget af instruktørens egen sorthumoristiske galgenhumor. De var velspillede - af fem skrappe kvinder foran mikrofonen og siden af fem fremragende drengerøve. Navnlig de sidstnævnte havde ikke nogen steder at gemme sig i Takkeloftets sorte, nøgne rum, som Kamilla Wargo Brekling alligevel imponerende fyldte helt ud.
Her pissede mændene territoriet af i en slags uformuleret oprør mod at være en voksen mand fanget i en voksen mands krop. Vi kom helt tæt på disse stemmer i koret. Og ikke mindst på os selv. Vi forstod lidt af den verden, Kamilla Wargo Brekling ikke kan forstå.

Samme Kamilla Wargo Brekling gjorde sin entré på scenen som danser, blev koreograf og fanget ind af teatret, hvor hun har skabt en række bemærkelsesværdige forestillinger for både børn og voksne. Det er synligt for enhver, at hun er blevet bedre og bedre.

Jeg har ladet mig fortælle, at hun - da hun fik opringningen om, at vi ville give hende denne fine instruktørpris i dag - nervøst spurgte, hvad hun så skulle gøre til gengæld?
Det kan jeg sådan set godt fortælle dig. Du skal blive ved med at lave teater, så nogen om nogle år kan give dig en ny pris og konkludere: Ergo: Wargo ikke bare var go - Wargo ER go!

Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.