Tale til Lars Mikkelsen - modtager af Teaterpokalen 2007
Da jeg for en måneds tid siden holdt foredrag om aktuelle teaterforestillinger og andet indenfor kunstarten for en gruppe mennesker i Lyngby, reklamerede jeg bl.a. for det, der modtog vores Initiativpris: Teaterleksikonet.

Jeg fortalte lidt om hvordan det var blevet til og problemerne for os, der skrev om de nye, stadig særdeles aktive skuespillere – og nævnte i den sammenhæng mit eget opslag om Mads Mikkelsen. I pausen kom en af damerne så op til mig og sagde, at nu havde jeg nævnt lige Mads Mikkelsen, men hvad med hans bror? Stod han der også? Det kunne jeg kun bekræfte, at han i særdeleshed gjorde – alt andet ville have været utænkeligt, sagde jeg.
- Åh, sagde hun så og lagde hånden på hjertet. – Dét er jeg glad for at høre, for jeg synes han er så fantastisk, men det er altid hans bror, man hører om,
Der var ingen tvivl om, at her var et menneske, som virkelig havde fulgt denne skuespiller og med stigende begejstring, som virkelig af hele sit hjerte syntes han var fremragende – uden at føle, hun kunne dele denne viden, denne fornemmelse med nogen for alvor. Men det kunne hun med mig – og hun havde kunnet det med hvem som helst af os, der med stor majoritet har valgt netop Lars Mikkelsen som modtager af Årets Teaterpokal.

For måske har han nok i den glitrede offentlighed stået i skyggen af sin bror, men i teaterkredse – der blev det vist ret hurtigt omvendt. Der var det Lars Mikkelsen, man talte om.
Derfor har han også kandideret til Teaterpokalen før, men i år var på alle måder så indlysende, at det måtte blive ham, der skulle have den.

For to meget forskellige teaterpræstationer, der med al tydelighed viser den store, vidunderlige spændvidde i hans talent, titelrollen som ”Erasmus Montanus” på Grønnegårds Teatret og en del af holdet på ”Pis”, men også – selv om vi jo altså er teaterjournalister – for en tv-rolle, der var så fremragende spillet, at en kollega fra filmverdenen efter sigende mente, Troels Hartmann måtte være Nanna Birke Larsens morder, alene af den grund, at Lars Mikkelsen spillede så godt!

Hvis vi nu ser nærmere på det om end lidt tynde argument – som altså heller ikke Søren Sveistrup lige havde valgt som model i ”Forbrydelsen”– så rammer det faktisk på mange måder noget centralt ved Lars Mikkelsen som skuespiller.
Ikke bare fordi det indeholder vurderingen god – det kan vi ret hurtigt blive enige om end ikke er dækkende for hans talent. Men netop fordi overraskelsen, hemmelighedsfuldheden, der er så helt essentiel for en skuespiller, det at vi aldrig kan trænge helt ind i det inderste af hans sjæl, det behersker Lars Mikkelsen om nogen.
Så tanken om, at denne karismatiske, idealistiske, elegante, følsomme, ambitiøse politiker - som vel i mange afsnit var noget af det nærmeste vi kom på en publikumshelt - alligevel kunne vise sig at være en forfærdelig, brutal psykopat, var både så utænkelig. Og alligevel også tænkelig.
For Lars Mikkelsen har jo netop gang på gang rummet givet det gib i os, haft det twist, som gør en usikker – hvem er han? Jamen en kamelæon, den magiske spiller, der kan være stakkels, være supersexet, være drengerøvs charmerende, psykopat, elegantier, prins og også bare helt totalt almindelig som ham fyren, der bare bruger den shampoo, der står på badeværelset og er helt blottet for fornemmelse for metroseksualitetens regler.

Lars Mikkelsen har et overdådigt register at spille på. Han er en supermoderne skuespiller – det viser han konstant i ”Pis” som moderne mand med alle de facetter af selvhøjtidelighed, lemfældig omgang med sandhedsværdierne, fejlfortolkninger og vidunderlig charme – men samtidig er han forunderligt gammeldags. Ingen kan som han spille prins, med al den ægthed som de rollers ellers som regel temmelig uægte sprog og handlinger rummer.
Men man er ikke i tvivl om, at her er en skuespiller, der arbejder med tingene. Og derfor også ved, hvem det er han gestalter og hvad han vil med sin figur, hvad han vil have os til at forstå og vide. Det er måske også derfor, man nogen gange er på vagt: snyder han os?

Det gjorde han i hvert fald ikke i sommer i det Grønnegårds teater, hvor han har spillet flere gange – og netop været prins så englene sang og stjernerne funklede på den ellers helt lyse sommerhimmel…
Sammen med Christoffer Berdal skabte Lars Mikkelsen en helt forrygende levende og virkelig Eramus Montanus. En moderne mønsterbryder i gamle klæder. En ung mand en ny verden havde åbnet sig for, og som var helt tændt af den. Øjnene funklede, han storkede op og ned ad scenen med de lange ben af bar overskudsenergi. Han var måske nok en nørd, men han var ikke ubehagelig, han var ikke arrogant, han var ikke én, man havde lyst til at dunke – bare ruske let.
Og det blev han så også – på en måde som netop tog højde for, at vi havde mødt en mere menneskelig Erasmus. Blikket mellem ham og lillebror Jakob var sigende: Erasmus forstod det kærlige budskab, og okay så: jorden var flad, for han ville alligevel hellere leve i denne verden med sin elskede end i musernes og retorikkens ensomme rige.

Shakespeare, Moliere, Holberg, Werdelin, Nielsen, Madsen… Man kan nærmest ikke komme i tanke om den type rolle eller den form for teater han ikke ville kunne spille og fylde helt ud. Det er næsten magi, trylleri.
Eller også er det bare teater i sin reneste, fineste form.
For teater er forførelse – og hvis der er noget, Lars Mikkelsen kan, så er det at forføre os. Ikke kun os – kvinderne! – men os, publikum.
Han kan skabe den intimitet, den ægthed, den tilstedeværelse om sin figur, om ordene, om stykkets helhed, at det bliver magi at være i sal sammen med ham. Uanset om vi skal tænke tungt, grine højt eller bare lytte intenst – så gør vi det, han vil have os til. Vi kan ikke lade være, vi er i hans magt...
Han havde i årevis forført den ældre dame i Lyngby og givet hende nogle teateroplevelser som hun gemte der, hvor det er allervigtigst, at de bliver lagret for eftertiden: i sit hjerte.
Det vil vi gerne hylde dig for ved at overrække dig Teaterpokalen 2007.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.