Modtager af Teaterpokalen 2008 - Silja Schandorff
Et klassisk balletkompagni består af mange, mange dansere, en solid håndfuld solister, en anden forhåbentlig endnu mere solid håndfuld solodansere – og så er der en enkelt, måske i sjældne tilfælde to ballerinaer. Det gælder også på Det Kgl. Teater.


En verdensdanser
Titlen ballerina findes ganske vist ikke i statens lønsystem, den afføder ikke ekstra tillæg eller en særlig stor garderobe. Men for enhver, der har fulgt Den Kgl. Ballet gennem de sidste tyve år, er der ingen tvivl: Her – som i biernes verden – er der en masse arbejdere og en enkelt dronning. Og skulle nogen være i tvivl om navnet, kan det kun skyldes, at de ikke har forstand på ballet.
Hvilket er mest synd for dem. For de er gået glip af sjælsrystende og nerveflænsende oplevelser, og de har snydt sig selv for at opleve den næsegruse beundring over en teknisk formåen, man ikke troede mulig. Hvilket præcis er, hvad der karakteriserer en ægte ballerina – og det er naturligvis Silja Schandorff, vi taler om.
Den tekniske virtuositet og dermed den selvfølgelighed, hvormed hun indtager scenen. Ikke et sekund er man bange for, at hun falder eller kommer ud af balance. Og til almindelig orientering: Sådan er det altså ikke altid. Det er ikke nogen selvfølge, at man sidder roligt i parkettet, når Den Kgl. Ballet fx danser ”Etudes” og ballerinaen har taget sine første svære trin. Der er aftener, hvor publikum er lige så anspændte som danseren. Men når Silja Schandorff danser, er man aldeles rolig og kan slappe fuldkommen af. Hver gang, uanset rollen og forestillingen. Her er nemlig det overskud, der kendetegner den ægte ballerina. Jeg står her, jeg kan det hele, se mig, nyd mig. Sådan ser Silja Schandorff ud på scenen. Som den verdensstjerne-danser hun er.
Og så er jeg bedårende ligeglad med, at hun måske ikke føler sig sådan, at hun hellere ville have været fri, og at prøvearbejdet for hende er langt vigtigere end det at stå på scenen. Har hun selv sagt. Heldigvis at der gennem hele hendes karriere har været balletmestre til at genne hende ind på scenen, understøttet af de budgetansvarlige, der vidste, at hun solgte masser af billetter.
Men den tekníske fuldkommenhed er kun den ene side af ballerinaens væsen. Hun skal også have personlighed. Dansende isdronninger er kun interessante i Nøddeknækkeren og anden russerbravour, – skal vi fanges ind, skal vi løftes, gribes, bevæges, røres i hjertet, må der mere til. Dette mere har Silja Schandorff i overmåde forstand. Hendes Giselle i denne sæson, som er den aktuelle anledning til, at hun i dag modtager Teaterpokalen, var – og er, for den kommer en enkelt gang mere i sæsonen, nærmere bestemt den 8. april næste år – et hjerteskærende, følsomt, nuanceret og ualmindelig indtagende portræt af en forelsket og hjertesvag ung pige, der bliver svigtet af ham, hun elsker. Svigtet, så hun dør af det. Så sidder vi der med klumpen i halsen igen.

Hele kvindesindet i ét
Om nogle måneder skal vi – forhåbentlig – gense Silja Schandorff som den statuariske Lady Capulet, der eksploderer for øjnene af os og nærmest vanvittig af hjerte-smerte for øjnene af hele Verona kaster sig over sin døde elskers lig. Går det, som det plejer, sidder vi lammede nede i parkettet, så intenst og lidenskabeligt danseteater er det.
Præcis som det var, da hun for et halvt år siden dansede Sylfiden sammen med Nikolaj Hübbe til hans afskedsforestilling. Hun var på en gang luftånden, letfodet, æterisk og skrøbelig, og den passionerede elskovslængsel, den lokkende skønhed og den kåde unge pige. Hun var hele kvindesindet i et.
Måske er det smilet, der gør det. Det uskyldige skælmeri, kombineret med den voksne kvindes verdensstjerne-erfaring. Det er også denne blanding af noget ubevidst og bevidst, der får Silja Schandorff til at forene selv abstrakte balletpartier med indhold. Hun kan tilsyneladende slet ikke lade være. Er det William Forsythe eller George Balanchine – lige meget hvad, så sker der noget oppe på scenen. Et eller andet magisk, dragende, lokkende, forførende.
Om fem måneder er det forbi. Afskedsforestilling på Gamle Scene med Giselle – og hvad så? Ja, stod det til publikum og til danseanmelder-flokken her i dag, så ville vi insistere på, at hun fortsatte. At hun ikke slap så let. Men vi bestemmer ikke. Jo, over én ting, nemlig over Teaterpokalen. Den skal Silja Schandorff have. Ikke fordi hun holder op – Pokalen er ikke nogen fortjenstmedalje – jo, det er den også – men når hun får den, er det i erkendelse af, at i denne sæson, dette år, er der ikke nogen i dansens verden – eller i teatrets verden – der har formået at rive os sådan med. Og så glæder vi os over, at der stadig er et par klumper at få galt i halsen de næste måneder – til lykke med Pokalen.

Blå Bog:
Silja Schandorff er født i 10. februar 1968. Optaget ved Den Kongelige Ballet i 1975. Solodanser i 1992. Hun blev Årets Danser ved Reumert uddelingerne i 2001 og 2005, har tidligere modtaget Eropean Price 2000 og er ridder af Dannebrog. Til april danser hun sin afskedsforestilling som bliver den succesfulde ”Giselle”.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.