Det er svært at fange den gamle dame
Lars Mikkelsen er lige om lidt tilbage på Grønnegårdsteateret. Heldigvis, for han kan ikke klare ikke at lave teater. ”Det er her min passion ligger”, siger han.

- Det er så banalt. Jeg elsker det her!
I snart 10 år har Lars Mikkelsen fået lov til at gøre noget han elsker, nemlig at spille teater. Og det har han gjort så godt at han nu har mulighed for at vælge netop de roller han gerne vil spille.
At valget faldt på Erasmus Montanus hænger sammen med at netop dette stykke, var det der ansporede Lars Mikkelsen til at forsøge sig med at spille teater. Erik Wedersøe havde titelrollen i TV-teatrets version fra …. og det var noget der brændte sig fast hos den unge Mikkelsen. Så da Grønnegårdsteatret kom med det gode tilbud, slog han til. Og netop Grønnegårdsteatrets unikke lokalitet midt inde i København var ikke uden betydning.
- Man mærke magien, når man træder ind fra larmen i Bredgade, og stilheden breder sig. I forhold til at spille klassikere som Moliere, Shakespeare og Holberg kan du ikke få bedre omgivelser. Når vinden lægger sig og mørket falder på, så træder hele haven i karakter som scenografi, så får du ikke en bedre setting til de her stykker. Det er magisk. Men du er også nød til at tage hensyn til at det er så stort et rum. Du skaber fokus på en anden måde. Det er ikke ensbetydende med at du skal karte rundt hele tiden - du kan godt stå stille. Du kan godt suge fokus, men det er qua det naturlige fokus i teksten, ikke ved hjælp af fidusmageri eller tekniske hjælpemidler. Du skal selvfølgelig ikke ud i det ’lille udtryk’, men det har de her de her klassikere det ret godt med. De har brug for luft under vingerne - at blive kommunikeret stort ud.

Teater er jo svært
Prøverne på Erasmus Montanus er kun lige gået i gang, og selvom Lars Mikkelsen er nervøs for, om han overhovedet kan finde ud af at spille Holberg, har erfaringen fra de efterhånden mange forestillinger, og ikke mindst de mindre vellykkede, lært ham hvad der skal til for at få indfanget sin egen rolle og få forestillingen til at fungere. Det handler ikke overraskende om hårdt arbejde, men også om at være åben for ny opdagelser.
- Meget af arbejdet med rollen ligger derhjemme, men jeg er også typen, der kommer 11/2 time før på arbejde, for at nå at gå tingene igennem, når noget ikke fungerer. Så jeg har et bud, som instruktøren kan bruge. Det hjælper jo ikke noget bare at stå med sin frustration. Det handler hele tiden om at søge løsningen. Så jeg bliver ved og ved og ved, det kan jeg ikke lade være med. Jeg synes simpelthen, det er pinligt at stå med noget, der ikke fungerer. Der er ingen grund til at udsætte sig selv for som spiller at stå foran 1000 publikummer med noget, der er dårligt.
Teater er jo svært - det er jo svært at fange den gamle dame. Teater er et sammenrend af mange viljer, af mange evner. Det er jo det der skaber resultatet. Forestillingen om forestillingen er i sig selv ikke bærende, den er jo bare et udgangspunkt. Man ved jo aldrig rigtig hvor det ender.
Derfor er det vigtigt at komme så hurtigt ud af starthullerne som muligt, så man har nogle svar tidligt i processen og får prøvet så meget af som muligt. På den anden side må du heller ikke presse den så meget, at du bare stiller dig op første dag og ’kan din tekst’, for så sker der ikke noget i rummet. Så kan du ikke tillade processen at gå i gang. Det er hele tiden en vekselvirkning mellem at tillade processen at tage sin tid og presse på, så meget det kan lade sig gøre. Så kan man pludselig finder noget i stykket, der får en til at siger ”ha! Det kan vi bruge!”.
- Nu f.eks. til vores prøve i går(den 3.maj. red.) hvor vi var i gang med indledningsmonologen, så fandt vi en lille bitte ting - Erasmus henvender sig til publikum og siger til dem: Når de kan heller ikke latin, phiii! Men det er der så én i publikum der kan, og derefter fejer han alle de andre væk og henvender sig kun til ham. Det var skønt kunne jeg mærke, for så har man med det samme kommunikeret denne her snobbede mand ud, og hele publikum kan forstå det - fordi de lige er blevet fejet væk. Sådan nogle ting vil der helt sikkert komme mange af i løbet af processen, og jeg elsker virkelig at finde de her småting. Det er skønt.
Det at opdage nye muligheder i et stykke, at finde løsninger på dramatiske problemer, at blive klogere, er en væsentlig drivkraft. Lars Mikkelsen taler med enorm glæde og begejstring om intensiteten og nærværet i teaterarbejdet.
- Det er jo det, jeg er uddannet til, og det er her min passion ligger. Det at kommunikere fra scenen hver dag. Når jeg ikke laver teater i en periode, så bliver jeg helt…Arrhh! Det er ligesom at være i udlandet og ikke kunne få rugbrød. Jeg kan næsten ikke ha’ det! Det at svede og arbejde i nuet med de mennesker, der er omkring dig. Det er for mig sindssygt vigtigt at have den intense følelse af nærvær hele tiden.
I forhold til rollearbejdet er identifikation altid en god vej ind i rollen, og Lars Mikkelsen har ingen problemer med at forstå Erasmus.
- Der er mange identifikationspunkter. Jeg har selv meget af den der besserwissen, og jeg afskyr virkelig dumhed. Hvad der jo i nogen grad kan komme til at gøre mig selv dum, som det gør med Erasmus. Hvis man bliver for enøjet, så bliver man jo selv dum. Derudover er der lysten til at blive anerkendt i sine egne kredse, som jeg også har. Jeg genkender ham faktisk utrolig meget…

Holbergs komiske motor
Holberg har ikke været en del af Lars Mikkelsens teateropvækst, og derfor kan han se med friske øjne på hans stykker, og han har nogle præcise betragtninger specifikt om Erasmus og om Holberg generelt.
- Til forskel fra Moliere mangler Holberg nogle psykologiske strenge og karaktererne er mere endimensionelle, og det skal vi lige finde ud af hvad vi gør ved i denne forestilling. Stykket holder langt hen ad vejen, men slutningen er et problem, hvis man ikke, som Holberg, har tænkt sig at moralisere. Men når vi i dag kritiserer Holberg for at han mangler det ene og det andet, skal vi lige huske på, at hans stykker altså har 400 år på bagen. så de kan jo noget. Og det noget er en indre motor og en komik, du skal lede længe efter i nutidig dramatik. Hvor relationerne personerne imellem mangler noget, er stykket til gengæld godt i sine komiske mekanismer.
- Det primære i stykket er, at det skal være morsomt, så jeg håber vores opsætning bliver meget morsomt. Men jeg håber også, at vi får vredet den lille politiske åre ud af det, som der er.

Ingen Castorf på Grønnegården
Med denne opsætning af Erasmus Montanus skal man heller ikke forvente en radikal nytænkning, som det har været forsøgt med større eller mindre succes rundt om på teatrene. Denne higen efter fornyelse er noget Lars Mikkelsen har en klar mening om:
- Jeg er meget imod at forny bare for at forny. Det er der ikke nogen der gør det bedre end det dekonstruktive teater, som f.eks. instruktøren Frank Castorf. Der har du den ultimative nedbrydning af rammen, for så at få et indhold. Den undersøgelse er i gang alle mulige steder, så det er der ingen grund til at arbejde med – især ikke på Grønnegårdsteatret! Du kan ikke lave en ’Castorf’ derinde.
- Herhjemme er vi enormt gode til at slå hinanden oven i hoved med alt det vi ikke kan: hvorfor laver vi ikke tysk teater? Hvorfor laver vi ikke engelsk teater? Jeg synes i virkeligheden, at vi har noget af det mest alsidige teater i Europa, fordi vi stjæler med arme og ben, og det kommer der utrolig meget godt teater ud af. Vi skal bryste os af det vi kan. Men alt det her hænger i allerhøjeste grad sammen med den jantelov, vi ser hos Holberg - og den er man nødt til til stadighed at kæmpe imod.

Blå bog:
Lars Mikkelsen. Født 1964. Uddannet fra Statens Teaterskole 1997. Har spillet helt afsindigt mange roller på alskens danske teatre, på film og tv og modtog i 2007 Foreningen af danske teaterjournalisters store pris Teaterpokalen, ligesom han blev Reumert-nomineret som bedste mandlige hovedrolle for sine præstationer i ”Erasmus Montanus” og ”Pis”. På tv slog han for alvor helt stort igennem som den mistænkte borgmesterkandidat i ”Forbrydelsen” (DR1 2007)


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.