Punktet hvor det rammer
Dramatiker Peter Asmussen mener, scenekunsten skal bruge det teatret virkelig kan: det fysiske nærvær. Han er bange for, at tendensen til “virkelighedsteater” på de danske teaterscener i øjeblikket kun er et forsøg på at få publikum ind i salene via aktuelle temaer.

- Jeg interesserer mig ikke for handling, siger han kækt. Han er meget nærværende med et glimt i øjet - til stede. Og han taler engageret, skarpt og med en vis pondus bag ordene.
Den anerkendte og originale dramatiker Peter Asmussen arbejder på forestillingen Ekstrem, der er en slags opfølgning på den succesrige Om et øjeblik.- hvor Om et øjeblik satte fokus på kvinden i dag, tager Ekstrem udgangspunkt i mandens aktuelle situation. Og manuskriptet til forestillingen er baseret på interviews med forskellige mænd.
- Jeg tager udgangspunkt i interviews, men jeg forholder mig ufattelig løst til dem. Det gjorde jeg forøvrigt også til interviewene til Om et øjeblik. Jeg går efter, at det skal være dramatisk og efter at det skal indgå i en form. Nogle gange kan det være en enkelt sætning fra et interview, som har noget, jeg kan bruge. Jeg opfatter det mere som inspiration end som dokumentation”, forklarer han om sit arbejde med manuskriptet til ”Ekstrem”.
Han fortæller videre at forskellen på at have interviews som inspiration til et stykke, og når han selv skriver og skaber, er forbavsende lille.
- Hvis jeg selv skal få en ide til et stykke, kan det jo også komme fra en dialog jeg overhører på et værtshus – pludselig, så er dén der! Det er på sin vis også virkelighedsteater. På den måde oplever jeg ikke selv nogen form for forskel. Men med interviews er det fantastisk, den måde folk åbner sig på, for de fortæller under dække af anonymitet. De kan berette noget, de virkelig bærer dybt inde i dem selv – det er jo vildt fascinerende.
Interviews giver altså Asmussen en mere kontant adgang til noget, han muligvis også ville kunne få adgang til ved at overhøre en samtale på et værtshus.
- Nu kommer det til at lyde som om, jeg sidder og lytter efter folks samtaler hele tiden. Men jeg kan ikke lade være, hvis jeg oplever, at der sidder to og er helt tabt for omverdenen og helt åbent sidder og meddeler sig til hinanden. Så er det sgu svært ikke lige at lytte”, fortæller han smilende. ”Jeg er holdt op med at skrive ned imens, jeg går afsides og gør det, for jeg har oplevet nogle gange, at folk opdager det”, griner han.

Formen
Handlingen interesserer som sagt ikke Asmussen, men det gør nærværet derimod - de fysiske, levende personer på scenen mener han, er det væsentligste og mest fascinerende ved teatret. Men det betyder ikke, det formmæssige ikke er vigtigt for Asmussen, snarere tværtimod.
- Jeg har indtryk af, at ”virkelighedsteatret” forårsager, at formen går tabt. Det bliver meget nemt nogle tilfældige klatter, man stiller op på scenen, og så meddeler de sig uden, at man tager stilling til formen. Og det synes jeg er kedeligt, jeg vil gerne have det har en eller anden dramatisk form, forklarer han.

Asmussen har naturligt nok svært ved at fortælle detaljeret om, hvordan formen til stykket Ekstrem bliver, da han er midt i arbejdsprocessen. Men han fortæller generelt om det formmæssige arbejde:
- Det er fuldstændigt abstrakt for mig. Det formmæssige er i virkeligheden noget musikalsk, eller en struktur, et system. Og det kan se vidt forskelligt ud fra stykke til stykke - jeg tror også at Ekstrems form bliver vidt forskellig fra Om et øjeblik. Formen er noget, der kommer ud af materialet. Formen skal ikke presses ned over materialet. Det kan være helt konkret, fx i Gregersen sagaen på Århus Teater, der lod jeg Bo, som er alter ego for Christian Kampman være fortæller, det kom naturligt og så voksede, der noget ud af det.

Skabe rum i beskueren
Da Asmussen forholder sig så frit til interviewene til Ekstrem, mener han ikke det at benytte interviews som bagrundsmateriale står i vejen for ”den gode historie”. Men ”den gode historie” eller handling optager ham heller ikke.
- Jeg synes meget ofte, at det teater, der netop har en handling bliver uinteressant. Jeg synes, at filmen er meget bedre til handling. Traditionelt teater, med nogle personer der bevæger sig fra dér til dér, mister jeg simpelthen interessen for. Jeg er optaget af nærværet; de øjeblikke hvor personerne bliver sårbare, åbner sig, og hvor jeg selv som tilskuer åbner mig. Så for mig handler det mere om, hvordan man kommer man hen til det punkt, hvor det rammer.
Handlingen er altså for Asmussen noget udvendigt, og han vil meget hellere arbejde på at åbne ind til personerne og til publikum.
Asmussen nævner eksempelvis monologen, der jo ikke er handlingspræget, men hvor der kan indgå en dramatisk handling, som altså refereres på scenen i modsætningen til at udspille sig på scenen.
- Jeg gjorde det i stykket Forbrydelsen i Turbinehallerne – der var overhovedet ingen handling, men der foregår ufatteligt voldsomme ting i stykket, men som man kun hører om. Det er for mig mere interessant at høre om dem, end at se dem på scenen, fordi det er interessant at skabe de rum eller muligheden for de rum inde i publikum selv, forklarer han.

Det danske teater
I tendensen til virkelighedsteater på de danske teaterscener mener Asmusssen, der er en stor fare for blot at lave dokumentarteater, som han iøvrigt også synes, der er alt for meget af i øjeblikket.
- En af grundene til virkelighedstendensen er en desperation over, hvor svært det er at få folk i teatret”, siger han leende. ”Nogen tror, at hvis man viser noget fra folks egen virkelighed, så vil de storme ind for at se det, uddyber han.
Der ikke er nok kunstvilje indenfor dansk teater i følge Asmussen.
- Man går efter noget, som man forestiller sig kommer puplikum i møde. Men der er efter min mening for få eksempler på teater, der er mere avanceret. Hvis man sammenligner med, moderne musik eller det moderne maleri, så er der en langt større radikalitet i forhold til form – en radikalitet som man slet ikke finder i teatret. Det er på mange måder gammeldags teater, vi ser i øjeblikket, mener Asmussen

I følge Asmussen dyrker teatret slet ikke sine styrker – og forsøger at påtage sig en rolle, som filmen gør meget bedre.
- Teatret kan det med nærværet og give særlige øjeblikke. Teatret skal bringe dét, at det foregår rent fysisk, lige foran os, i spil. Og det er for mig at se noget som en handling modarbejder, for så følger publikum netop bare med i handlingen, de ser bare noget rulle sig ud foran dem – de er ikke inde i det, der foregår. I moderne fortolkninger af handlingsteater såsom Ibsen, der gør man også alt for at sprænge handlingen i luften, fordi man ved, det ikke holder. Jeg kan garantere for, at Ibsen ville lave film, hvis han levede i dag.

Manden i dag
Teateranmelder Monna Dithmer fra Politiken har sagt i et interview om det danske teater lige nu, at det er pga kernefamiliens opløsning, vi ser så mange stykker om køn for tiden. Asmussen har en lidt anden holdning til det.
- Det er rigtig nok, der er meget om mænd lige nu. Men jeg oplever præcis det modsatte af, hvad Monna Dithmer siger. Jeg kan godt forstå, hvad hun mener, men jeg vil sige, at vi er på vej tilbage til, hvor kernefamilien er absolut urørlig. På en måde er det at opgive kønnet en måde at forsvare kernefamilien på; altså for at få det til at fungere må man opgive sit køn, og derfor har man måske brug for at få afløb og for at dyrke det feminine eller det maskuline helt uhæmmet i teatret eller hvor det nu er, man vil gøre det.
Asmussen håber på med forestillingen ”Ekstrem” at give nogle andre nærværende og nuancerede bud på hvad, det er, der gør manden til mand – og håber på der i modsætning til ”Om et øjeblik” vokser en ny og maskulin form ud af arbejdet med materialet fra den rigtige virkelighed.

Fakta
Peter Asmussen har i mere end ti år været en af de mest markante danske dramatikere – udover sin karriere som forfatter. Blandt hovedværkerne er ”Isbrandt” (1997), ”Knogler” (1997). Til Betty Nansen Teatret har han lavet blandt andet forestillingerne ”Om et øjeblik”, ”Ekstrem” samt ”Djævlene”. Hans store mammutopgave i de senere år har været at dramatisere Christian Kampmanns romanserie om Familien Gregersen til Aarhus Teater, iscenesat af Christoffer Berdal. Derudover har Asmussen blandt andet lavet det meget roste manuskript til instruktøren Simon Stahos film ”Daisy Diamond” (2007).


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.