Kunsten at skabe kvinder med kant
Karen-Lise Mynster er kvinden, der i tre årtier har beriget danskerne med en række prisbelønnede kvindeportrætter. Her fortæller hun om at finde karakteren i sig selv, om at give sympati til de usympatiske og om et dansk teaterlandskab, der er ved at skyde sig selv i foden.

Fra ”Matador” til ”Medea” og Almodóvars ”Manuela”.
Karen-Lise Mynster var blot 23 år, da hun stod færdig som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1975. Hun ville prøve at spille alt. Efter en kort årrække på Aalborg Teater kom det sceniske gennembrud som Eliza i Det Danske Teaters My Fair Lady (1978), og samme år debuterede hun som Ulla i ”Matador” (1978-81). Siden har karrieren forgrenet sig i en levende labyrint af kunstneriske projekter. Hun har givet kant til klassikerkvinder som Hedda Gabler, Medea og Maria Stuart. Krydset køn og spillet mand i Molieres ”Misantropen”. Fortolket Norén, Boto Strauss, Saalback og Werdelin, samt spillet Krumme-mor på film. Hun har instrueret Ibsen og Sartre, spillet og skrevet cabaret’er, samt fået fire Reumert priser.

Vi mødes på Cafe Den Blå Hund på Frederiksberg en solbeskinnet torsdag i maj. Egentlig har Karen-Lise Mynster ferie. Men tager sig alligevel tid til et interview og gestikulerer levende, mens hun med en smittende latter fortæller om sine roller, teatret set fra scenekanten, og om ikke at blive sat i bås som spiller.

Fra søde piger til harske kællinger
”Jeg blev til en kokon af is, mens jeg lærte trinene og spillede spillet”, raser den aldrende skuespillerinde Johanne Louise Heiberg i P.O. Enquist’ ”Fra Regnormenes liv”. Karen-Lise forløste den forfrosne Fru Heiberg til en Reumert-pris. Men modsat Johanne-Louises forbitrede forfald, tog Karen-Lise i en tidlig alder spillet i egen hånd og blomstrede karrieremæssigt ved at bryde med alle branchens farer for typecast:
- I dag får jeg oftest tilbudt de harske kællinge-roller, men som yngre blev jeg oftest castet til sådan nogle sunde og søde kvinderoller med begge ben solidt plantet på jorden. Jeg ville for alt i verden undgå et fastlåst typecast, da det både blev trivielt i forhold til faget, men også handlede om at skabe en vis selvstændighed i forhold til min egen karriere.
- Derfor begyndte jeg, som mange andre i samme situation, at foreslå stykker til opsætning på de små teatres scener.
- Jeg fik blandt andet sat Noréns ”München-Athen” op på Café Teatret i 1986. Karrieremæssigt havde det enorm betydning, at jeg fik afprøvet en anden type roller og vist publikum, at jeg mestrede mere end bare det søde og sunde, fortæller Karen-Lise Mynster.
Projekterne bar frugt, for rollerne begyndte at skifte karakter. I det sidste årti har Karen-Lise Mynster bevæget sig ind i endnu en kringelkrog af den menneskelige psyke. Hun har skildret en række kvinder i emotionel afmagt og finder de sprækker af medfølelse hos karakterer, der ellers kan være svære at fatte forståelse for. Hun misrøgter børnene i Strindbergs ”Pelikanen”, myrder dem i Euripides ”Medea”, ofrer selvværd og familie i endnu en Reumert-pristager rolle som karriererytteren Rie i Saalbacks ”Pietá”. Hun sætter alt overstyr på travbanen som barnløs alkoholiker i Jacob Weiss’ ”Håndbog i overlevelse”, mens børnene får endnu et fur i Noréns ”Vinter og Efterår”.
Karaktererne er forskellige, men fælles er de med endnu et Heibergs citat: ”…som sumpplanter i muddergrøften, der higer efter lys…”, hvor de martret af livets ensomhed og sviende længsel efter kærlighed skaber stor modstand og sorg hos deres nærmeste.
Men hvad er det, disse kuldsejlede kvinder kan fortælle os fra scenekanten?
- For mig handler det om empati. Jeg tror, at mennesket er skabt som en sanseplade uden indtryk, som livet laver aftryk på. Det er vores basale eksistensvilkår. Med mine barske kvinderoller forsøger jeg at fortælle, hvor svært det er at være menneske og gennem mit forsvar af disse kvinder at give, om ikke accept, så indsigt og forståelse for deres handlinger og livsvilkår. Netop kunsten kan lære os om empati, om menneskelig svaghed og styrker som intet andet kan. Når det er godt vel at mærke.

Hvordan arbejder du med så voldsomme karakterer uden selv at gå i stykker som menneske?
- Først og fremmest gælder det om at holde tingene adskilt. Jeg hverken kan eller vil forsøge at forstå alverdens ondskab, fordi jeg skal skabe en karakter. For mig er det vigtigt at kunne udfylde rollen, gå helt ind i den og så slippe den igen. Jeg lader mig ikke påvirke af rollen hele dagen. Så er der jo også måden, man arbejder med rollen på, hvilket jo altid er forskelligt fra spiller til spiller.
- Jeg arbejder altid meget forskelligt med mine figurer. Fælles for min fremgangsmåde er dog, at jeg har mig selv som vigtigste udgangspunkt. Jeg former mine karakterer indefra. Alt karaktermaterialet findes i min fantasi og underbevidsthed, og derfor handler det om at holde en åben kontakt dertil og kunne dykke derned, når jeg vil.
- Jeg har engang prøvet at gå for langt, da jeg skulle spille kvinden i ”Døden og pigen”, der handler om en kvinde fra Chile, der har været udsat for tortur. Her læste jeg en masse om tortur og torturofre, men det var ganske forfærdeligt at skulle forsøge at fatte alle de uhyrligheder, menneskeheden havde påført hinanden. Jeg kunne slet ikke bruge det konstruktivt, men blev i stedet fuldstændig ulykkelig og drænet for energi. Så for mig er fantasien og min underbevidsthed de ressourcer, hvormed jeg former mine figurer.”

Karakteren kan rumme det hele
For at rollerne vækkes til live, gælder det om at give dem så lang snor som muligt i prøveforløbet, som Karen-Lise selv forklarer:
- Når jeg arbejder med mine roller, er jeg af den opfattelse, at karakteren kan rumme ’det hele’. Jeg forsøger at finde figurens bevæggrunde først i prøveforløbet. Jeg udforsker så karakteren ved at holde handlemulighederne åbne, så langt jeg kan. Ofte kan karakteren rumme langt mere end først antaget. Samtidigt vil jeg have, at publikum hele tiden skal tænke: ”Hvorfor gør hun det, hvor vil hun hen med det”. Derfor forsøger jeg altid at bygge rollen op, så personens hemmeligheder forbliver skjulte så længe som muligt.
- Jeg kunne ønske, at vi havde flere fængende historier omkring os. Historier om mennesket i den moderne virkelighed, og om det magtbegær, grådighed og materiel overflod, der skævvrider samfundet i dag.
- Teatrets rolle er ikke at tjene penge, men at skabe kunst og nysgerrighed. Nysgerrighed overfor samfundet, verden og menneskene omkring os. Politikerne skyder sig selv i foden ved ikke at satse kunstnerisk. Kunst kan aldrig betale sig økonomisk – aldrig. I dag hvor hele branchen har mistet deres økonomiske sikkerhedsnet, satses der selvfølgelig langt sikrere på de store teatre. Men jo mere bange og sikkert der satses, jo mere dødt bliver teatret.
- Så det gælder om at få politikerne til at indse, at det ikke kan betale sig at spare. I stedet for at satse sikkert skulle de satse stort og styrke den kunstneriske kvalitet. Vi skal tilbage til et mere omskifteligt teater. Det kan ske med økonomisk tilskud til store ensembler og med råd til mange mennesker på scenen - her tænker jeg ikke på musicals. Vi skal have en fleksibilitet i teatret, hvor bras pilles af plakaten i prøveforløbet, og den gode forestilling får lov at fortsætte.
- For den gode forestilling trækker publikum. Publikum er vores livsnerve, det er dem, vi spiller for, og det er hos publikum, vi skal pirre nysgerrigheden til at se verden omkring os.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.