Livlægens besøg – ny dansk nationalopera?
Det er sjældent, at nyskrevne danske operaer trækker fulde huse. Men Bo Holtens ”Livlægens besøg” – efter Per Olov Enquists bestseller om den tyske oplysningsmand Johann Friedrich Struensees storhed og fald ved Christian VII’s hof – synes at have noget af det, der skal til. Efter urpremieren på Operaen den 28. marts talte flere af anmelderne om en ny nationalopera. Deres udsendte har mødt komponisten til en samtale om, hvad det vil sige at skrive operaer i dag.

Bo Holten, der tager imod i sit hyggelige hjem i Kartoffelrækkerne sammen med hustruen og operaens medlibrettist Eva Sommestad Holten, er lettere skeptisk over for betegnelsen ’nationalopera’, men han kan sagtens relatere til Struensee som en moderne heltefigur:
Konflikten mellem folk, der tror på et fast regelsæt, og folk, der forsøger at tænke frit, går igennem hele den europæiske historie og er altid aktuel. Der vil altid være mennesker, der hager sig fast i et trosfundament og står fast på f.eks. religionen, som minder meget om nationalismen. Og så er der dem, der tør tænke frit og åbent, tør sige de provokerende og revolutionære ting.
Bo Holten har altid fundet oplysningstiden fascinerende. ”Det starter jo her alt sammen,” siger han og peger på den lige linje fra Struensee til Darwin-året. Faktisk er evolutionsprincippet én af de ting, der kan fremkalde næsten religiøse følelser i den ellers erklæret ikke-troende komponist og dermed give ham en forståelse for den kirkemusik, som han er så kendt for at dirigere, og som jo er blevet til for at give folk ”en oplevelse af verdensaltet og Guds storhed og ufattelige bredde.”

En opera uden dyt-båt
Bo Holten fik nu ikke selv idéen til ”Livlægens besøg”. Det var Stefan Sköld, tidligere operachef i Malmø, der læste Per Olov Enquists roman og fandt ud af, at den egnede sig godt til en opera. Sköld fik rettighederne fra forfatteren, lagde planer med instruktøren Peter Oskarson (som nu har iscenesat uropførelsen) og havde også kontakt med en svensk komponist, da han blev fyret. Da han betragtede projektet som ’sit barn’, ville han imidlertid ikke overlade det til sine efterfølgere, men tilbød det i stedet til operachef Kasper Holten i København. Da Per Olov Enquist stillede som betingelse, at man fandt en komponist, ”der ikke skriver dyt-båt-musik”, faldt valget altså på Bo Holten, som tidligere havde forhandlet med Den Kgl. Opera om et bestillingsværk. Ægteparret Holten, som stadig drømmer om at skrive en opera om kærlighedsforholdet mellem den franske middelalderteolog Peter Abelard og abbedissen Héloïse, havde nogle år forinden afslået at basere en opera på Rose Tremains roman ”Musik og stilhed” fra 1999 om Christian IV’s ægteskaber med Kirsten Munk og Vibeke Kruse.
For Bo Holten er ”Livlægens besøg” en direkte provokation mod den dogmatiske modernisme, som har domineret den moderne kompositionsmusik i hele anden halvdel af 1900-tallet.
”Jeg vil provokere for at demonstrere, at det ikke er nødvendigt at skrive grim musik for at skrive meningsfuld musik. Mit forsøg med denne forestilling, som det egentlig har været med al min musik, har været at vise, at man sagtens kan lave nutidig, vedkommende og interessant musik med fuldstændigt tonale midler.”
Lige siden han for alvor kom ind i dansk musikliv omkring 1970, har han været i opposition til ’munkemodernisterne’, som han kalder dem, der stædigt fastholder, at det ikke længere er muligt at skrive iørefaldende musik i dur og mol, men at god musik pr. definition bryder med alle konventioner og undlader at appellere til publikum. Bo Holten oplevede dengang, at det ikke var tilladt at kunne lide en række af de komponister, han selv satte højt, fordi man skulle tilbede modernisterne. En udvikling der heldigvis er vendt.
”Det var i virkeligheden en meget kristen, flagellantisk holdning. Man skulle piske sig selv, man skulle høre svær musik, man skulle kun høre det vanskelige; ikke det der var ligetil. Hvis man havde sagt i 1970, at i 2009 vil man betragte Puccini, Rachmaninov og Richard Strauss som nogle af det 20. århundredes absolut vigtigste komponister, så ville folk have skreget højt. Jeg kunne godt lide Puccini og Rachmaninov allerede dengang, og jeg kunne derfor ikke undre mig over, at min egen musik var i opposition, også selvom den ikke lignede deres. Men den musik, jeg holdt af, er jo i den grad kommet til ære og værdighed senere. Og jeg kan se, at meget af den musik, jeg selv har skrevet i de sidste 30-40 år, stadig bliver spillet og sunget.
Desværre tror jeg, at mange af de sjæle, der bekendte sig til det modernistiske univers, har spildt en masse tid og arbejde på noget, der ikke er gået så godt. Fornyelsen er blevet en kæmpe kliché, og modernisterne er hele tiden løbet ind i det problem, at alle de vilde eksperimenter faktisk blev foretaget i tyverne. Det er blevet mere og mere akademisk med al den eksperimenteren, og man kan se det i bevillingssystemet nu: hvis man vil have penge, skal der stå ’eksperimenterende’ eller ’nyskabende’. Nu er det kommet så vidt: Nu ved vi, at det er dødt!”

At komponere en opera
Bo Holten vil helst ikke svare alt for entydigt på, hvad han forstår ved god dramatisk musik:
”For mig er der ikke det store skel mellem mine operaer og den musik, jeg skriver til andre typer ensembler. I virkeligheden er de fleste af de stykker, jeg har skrevet, ’teatralske’ i ordets bedste forstand. Jeg har f.eks. en forkærlighed for dobbeltkor, hvor der jo er indbygget en dialektik, dvs. en dramatik. Vi kan se, at de musikdramatikere, der virkelig har haft heldet med sig, er ekstremt forskellige. De mest dramatiske operaer, f.eks. ”Tosca”, ”Carmen” eller ”Otello”, er jo kontrastrige, om end på ekstremt forskellige måder. Så hvis man hørte Wagners musik beskrevet, ville man ikke tro, at den fungerede som dramatisk musik, fordi hans tilgang er symfonisk snarere end kontrastrig. Men det gør den bare! For mig er Wagner den primære operakomponist. Man kan altid kritisere ham for at, at der er scener, der er for lange, og at sproget er knudret og gammeldags, men når man ser en vellykket Wagner-forestilling, tænker man bare: WOW, tænk at det kan lade sig gøre!”
Bo Holtens operaer har altid været stilistisk meget forskellige: i ”Himmelhund – himmelhund” brugte han slagere, i ”Maria Paradis” trak han på Mozarts operaer og klavermusik, og i ”Gesualdo” på renæssancens madrigaler. Men hvad med ”Livlægens besøg”?
”Jeg var klar over, at det ikke var nok med én stil til en opera, der er så lang. Mit yndlingseksempel er Bachs h-mol-messe: når vi hører den i dag, hører vi Bachs udødelige, fantastiske værk, men vi kan ikke længere høre, at der det ene øjeblik er en arie i italiensk stil, det næste øjeblik et kor i fransk barokstil, så et kor i Palestrina-stil, og så en moderne arie med horn i tysk alpestil. Vi har glemt, at drømmen om enhedstanken er en romantisk idé, og i hvor høj grad de historiske komponister blev inspireret af fortidens og samtidens forskellige stile. Så jeg tænkte, at jeg ville gøre præcis det samme og bruge de stile, der er for hånden, og som siger folk noget. Operamusik skal jo kommunikere, og derfor tager jeg for mig af alle retterne, ligesom folk gør til daglig: vi sidder jo det ene øjeblik og lytter til reggae eller gregoriansk sang, og det næste øjeblik hører vi jazz. Og når det ikke generer os i hverdagen, at stilarterne kører, hvorfor skulle det så genere os i en forestilling?
I ”Livlægen” har jeg hele tiden overvejet, hvilken musikalsk form, der ville være bedst til at skildre, hvad der foregår i den enkelte scene. Jeg har ladet scenens dramatiske indhold opfinde dens musikalske form, og til hver eneste scene har jeg brugt en musikalsk formtype som strukturelt grundlag. I den scene, hvor de snakker om hestens krop, og hvor dronningen bliver ret erotisk over for Struensee og prøver at vikle ham om sin lillefinger, er det f.eks. et prikkende G, der gentages i orkestret, hvilket svarer til renæssancens ’fantasi på én tone’. Det står for erotikken, der er det gennemgående i dén scene.”

Om ord og musik
Som en internationalt anerkendt kordirigent og -komponist, og som grundlægger af så højtmeriterede vokalensembler som Ars Nova og Musica Ficta, er Bo Holten en mand, der har brugt mange år på at arbejde med sang.
”Det har altid været sådan, at stemmer virkede mere tiltrækkende på mennesker end instrumentalmusik. Der er ingen tvivl om, at kombinationen af det sanglige og det tekstbærende går direkte i følelsescentret, at ordene, når de er tryllet ind i sanglyd, på en måde bliver tvunget udenom forstandcentret. Problemet er, at det er nemmere at forstå syngende mandsstemmer end kvindestemmer, men jeg har gjort mig megen umage med, at deklamationen blev i rigtig rytme, og alle de steder, hvor der er noget, der virkelig skal forstås, ligger det i et leje, hvor man faktisk kan høre ordene.”
Men hvad er det, man lytter til som operagænger?
”Jeg tror, det er meget forskelligt fra menneske til menneske, men der er vel hele tiden en konkurrence: lytter man nu til musikken eller til ordene? Når jeg selv lytter til opera, skal jeg altid kæmpe for at lytte til ordene, mens jeg altid har haft meget nemt ved at lytte til musikken. Men der er andre, som fokuserer på ordene, dialogen og sammenhængen, mens musikken er noget akkompagnerende. Men én ting er dog sikkert: Hvis musikken og dramaet fungerer godt, så glemmer man, at de synger.”


Fakta box:
Bo Holten har komponeret 6 ½ opera (komponisten regner selv kun ”Kejserens nye klæder” for en halv opera) er: ”The Bond” fra 1979, ”Himmelhund – himmelhund” fra 1985, ”Operation: Orfeo” sammen med Hotel Pro Forma i 1993 – som er den mest opførte danske opera siden 1919, ”Maria Paradis” i 1999, ”Gesualdo” 2003, den halve opera i 2005: ”Kejserens nye klæder” og altså endelig ”Livlægens besøg” på Det Kongelige Teater i år.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.