M/K Ballerina og Danseur Noble på Operaen
Danseoplevelse: Det Kgl. Teaters M/K Ballerina og Danseur Noble er en hyldest til kvinden og manden i den klassiske ballet og dans – fordelt over hver sin aften. De to afteners forestillinger viser på smuk og varieret vis den klassiske og moderne ballets historie og udvikling i store træk med nogle af verdens bedste koreografer og balletter, der har dannet historie og skabt videreudvikling i dansegenren.

I forestillingerne får man et meget nuanceret billede af den kvindelige og mandlige balletdanser i klassisk ballet og klassisk moderne dans.

koreografier og koreografer
Alle koreografier og koreografer, som vises i M/K Ballerina og Danseur Noble, har haft stor indflydelse på klassisk ballet og klassisk moderne dans. Og selvom de i grunden er forankret i den klassiske tradition, har de formået at løfte dansen og videreudvikle den, men samtidigt historisk respektfuldt holdt fast i det traditionelle, som er så kendetegnet for klassisk ballet.
Tåspidsskoene er indbegrebet af klassisk dans, i modsætning til moderne dans med de bare fødder.

En aften til hver
I M/K Ballerina og Danseur Noble viser forestillingerne kvinden og manden separeret i hver sin forestilling, som smukke og dramatiske, følelsesladede og yndefulde, graciøse og stærke, alt hvad de hver især indeholder.
Kvindens råstyrke, befrielse, selvstændighed, ondskabsfuldhed – og hendes maskuline side. Altså hendes egen kontrast. Kvinden indeholder det smukke og grimme, godhed og ondskab, svaghed og styrke.
Mandens elegance og noble fremtoning, stoltheden og den maskuline styrke. Hans overlegenhed og hans fjollede drengethed. Men også hans lidelse og sårbarhed. Han er maskulin og feminin på en elegant mandig facon.

De danser alle med en elegance og livsglæde, styrke og begejstring, som kun udstråler, at de har haft det sjovt og fantastisk med at skulle lave disse forestillinger og med en fælles kærlighed til dansen.

Disse to aftener danner et parallelt danseunivers, hvor kvinderne og mændene er kønsopdelt, så de har frihed til at danse i deres eget “rum”. Hvis man sidestiller disse 5 / 10 værker, ses der tydeligt en pendant. Dertil kommer at de enkelte værkers temperament er fint afstemt stilmæssigt til hinanden.
Fra det kølige til det varme, det lette til det dramatiske, det sørgmodige og det lykkelige og så til det futuristiske. Vi glider ind og ud imellem det klassiske og moderne, for at få kontrasterne med, samtidigt med at balletdanserne, kvinder som mænd, viser den store tekniske variation imellem klassisk ballet og klassisk moderne dans.

M/K Ballerina
Forestillingen indledes med Serenade, en koreografi af George Balanchine. En klassisk ballet, hvor omkring tyve ballerinaer står opstillet i positur, med florlette lyseblå kjoler, den ene arm strakt. Som på et trylleslag, drejes hænderne og med militær præcision, k l a k, går alle ind i første position. Symmetri, teknik og opstilling – sådan. Serenade er smuk, yndefuld og legende let. Alle svæver på tåspids, som var det det nemmeste og mest ubesværede i verden.

Derefter går vi dramatisk videre til The Cage, en koreografi af Jerome Robbins, som er en moderne forestilling, om edderkoppedronningen der fortærer sin mage, efter parringsritualet. Denne koreografi danner god kontrast til den foregående. Her er kvindens modsætning i al sin gru. Fra madonna til djævel. Koreografien er dyster og mørk, og bevægelserne er insektagtige og dyriske. Og seksualitetens kræfter smelter udover scenekanten, og øjnene rammer os med fortærende kraft. Modsat Serenade, hvor det var ærbarheden og kyskheden.

Fra disse to store balletstykker, går vi ind i balletsoloen Den Døende Svane, en koreografi af Mikhail Fokin, danset af Susanne Grinder. Dette balletstykke er vel indbegrebet af Klassisk Ballet. Hvem har ikke hørt om Den Døende Svane og musikken dertil. Scenen er kort, varer kun nogle minutter, og afspejler de sidste minutter af en såret svanes liv. Denne koreografi er blevet danset af nogle af verdens mest berømte ballerinaer. Den er smuk, graciøs og skulpturel, og danses og fortolkes på smuk vis af Susanne Grinder. Og for mig afspejler den, i denne kontekst, overgangen fra den klassiske ballets afslutning til den moderne ballets begyndelse.

I Five Waltzes in the manner of Isadora Duncan, med koreografi af Sir Frederick Ashton, danset af Maria Bernholdt og akkompagneret på piano af Ingryd Thorso, møder vi Isadora Duncan, som blev begyndelsen og grundlaget for den moderne dans. Duncan er det glade, befriende, letlevende sprælske og frigjorte pust. Med sine bare ben og flagrende græskinspirerede orange lette gevandter løber hun let over scenen, svingende med armene og spjættende med benene. Hun er kvindefrigørelsen, hun er munter og tragisk, hun er drømmende og heroisk.
Isadora Duncan dansede med bare fødder, løsthængende hår og lange tørklæder i sin græsk inspirerede dans. Naturen og det åndelige var i centrum. Duncan gjorde oprør mod den teknisk perfekte klassiske ballet, som hun anså for at være “grim og unaturlig”.
Maria Bernholdt danser Duncan med en vitalitet og en befriet kvindes lethed, med en skønhed og glæde, som lyser ud af hendes levende krop. Hvor man i Den Døende Svane mærkede kulde, smerte og død, ånder man her lettet op og mærker varmen og livet spire.

M/K Ballerina og Danseur Noble i Eidolon
Eidolon, efterfulgt af et kvinde- og mandetegn.
Denne koreografi af Kim Brandstrup er specielt lavet til Den Kgl. Ballet. Den er i to dele, en til M/K Ballerina og en til Danseur Noble. Eidolon betyder på græsk skygge/spejlbillede eller refleksion. Den danses henholdsvis i M/K Ballerina og Danseur Noble med de kvindelige og mandlige dansere for sig. I koreografien har Kim Brandstrup dog én kvinde og én mand med i hver sin kønsopdelte version. For, som han selv siger, at danne en NEGATIV.
Forestillingen er den eneste med en RUMLIG scenografi, som danner 3D rum på scenen.
Kim Brandstrup har dannet et abstrakt øvestudie med barre og spejl. Visuelt arbejder han med videoprojektion, som udgør en fin, levende og futuristisk baggrund i samspil med lydsiden, som er komponeret af Kim Helweg.

Danserne ser sig selv som spejlbilleder og spejler hinanden. Det imaginære spejl, hvor danserne danser mod hinanden og deres eget spejlbillede, synes jeg er en fantastisk måde at bruge danserne på. Her kræver det præcision og timing i bevægelserne. For ellers falder illusionen til jorden.
Her afsøger de sig selv og hinanden for at finde det perfekte ideal. De bevæger sig solo, som spejl og ind og ud af spejlet. Danserne bliver mere indadvendte, som for at finde dem selv. Og for at finde deres egen plads, samtidig med at de hele tiden forsøger at skabe det perfekte i forhold til dem selv og andre.
Kim Brandstrups ballet er meget nutidig og afspejler vores egen kultur, med vores søgen efter individualitet, skønhed og idealets ydre perfektion.

M/K Danseur Noble
Bournonville Variationer. Idé og iscenesættelse: Nikolaj Hübbe og Thomas Lund
Violinist: Tobias Durholm
Scenen ligner maskinrummet på Darth Vaders rumskib. Alle lamper og teknik ligger fritlagt og blottet. Violinisten går på scenen og begynder at spille. Ind kommer, én efter én, nonchalant slentrende, mændene i stålgrå værkførerlignende kitler og store militærstøvler. Mandehørm og testosteron, hvad sker der... én efter én aftager de støvler og kitler. Og de står så på scenen iført stålgrå balletkostumer, tilsat lidt guldbrokade bolero, metallisk kilt, en enkel vest og slips. Og, vupti, så er scenen klar. Alt er holdt i æstetiske stålgrå og metalliske nuancer.

Alle disse smukke mænd matcher bagtæppets smukke skiftvise billeder af murstrukturer og lyset i blågrå og gyldne nuancer. Så absolut IKKE en Bournonville scenografi.

Her danser de Bournonvilles bedste herretrin og ikke et uddrag fra en egentlig ballet.
Mænd på herretur. Frejdige og glade mænd. Mænd, der spiller op til hinanden, med hinanden og mod hinanden. I høje spring, elegante piruetter, smukke positurer, danser disse maskuline mænd og hylder frejdigt mesteren Bournonville.

Især var jeg vild med “fod”-soloen. UV lys fremhæver dansernes hvide sokker på scenen. Nu udspiller der sig så en lille humoristisk sekvens, hvor fødderne danser deres egen lille solo. En skøn skøn hyldest til dem, der gør meget af arbejdet i klassisk ballet. Under hele aftenen kunne jeg ikke lade være med at kikke på fødderne og blev dybt fascineret af dette teknisk komplicerede fodarbejde.

Derefter følger så forestillingen The Unsung, en koreografi José Limón. The Unsung er José Limóns hyldest til indianeren. Den er lavet til otte dansere. Hver især portrætterede danserne i deres solo de mest kendte indianerskikkelser, som ikoner i amerikansk historie: Metacomet, Pontiac, Tecumseh, Red Eagle, Black Hawk, Osceola, Sitting Bull og Geronimo. Alle danserne har bar overkrop og læderbukser. Scenen er gylden varm.

I denne koreografi er der ingen lyd. Danserne danser i stilhed. Kun er det deres fødder, der tramper i gulvet, hænderne der klasker, og åndedrættet der udgør lyden og rytmen.
De danser med styrke, mandighed, sårbarhed, følsomhed og i stilhed. De er ét med naturen og kaster sig ud i en kropslig vitalitet, hvor de springer, kryber, kravler – og hvor de visuelt bringer billeder frem af åndemaner, ofring og vrede. Men samtidigt er de stolte og selvsikre mænd. I denne koreografi har vi den tavse følsomme mand og samtidig en mand med en indre styrke og selvtillid, der bærer sin skæbne og historie som en kropslig byrde.
Danserne udtrykker med deres bare, svedige og blotlagte kroppe mænd, der kæmper med hele deres følelsesregister, fra sorg til vrede, glæde og aggression.

I Les Gentilhommes med koreografi af Peter Martins er vi igen tilbage ved den klassiske ballet og den elegante mand. Straks tænker jeg: De tre musketerer – da ni meget elegante og stilfulde dansere i hvidt står på scenen. Og det er vel ikke helt forkert. Stilmæssigt er inspirationen også mod 1600-1700-tallets elegante og dristige barokstil og tidens fægtere og riddere. Her viser de ni dansere på elegant vis nogle af ballettens smukkeste trinkombinationer. Peter Martins har med denne ballet også ønsket at hylde Bournonville og træningstimen.

Som i M/K Ballerina følger så en moderne solo, A Suite of Dances, med koreografi af Jerome Robbins, som danses af Nehemiah Kish, der akkompagneres af cellisten Ursula Smith. Denne koreografi danner igen skillelinje mellem den klassiske ballet og moderne dans. Stil og dansemæssigt er den en pendant til Isadora Duncan.
Som i Isadora Duncans koreografi oplever man her det løsslupne og frigjorte i de forskellige danse og trinkombinationer og den tekniske og stramme ballets fravær. Fri for maskulinitet, men med et fint, næsten feminint strøg i denne legende drengede koreografi.
Men det er slet ikke essensen i dette værk.
I virkeligheden viser Robbins os et studie i enkelthed, sårbarhed – et indadvendt værk, en hyldest til dansen og musikken.
Danseren Nehmiah Kish og cellisten Ursula Smith har et fint og følsomt samspil på scenen, hvor han i fire satser fra Bachs Seks Suiter for Cellosolo, helt klædt i rødt, viser os mandens muntre, glade, sårbare og legende skikkelse. Han hvirvler os tryllebundet ind i et sørgmuntert spind af moderne lette trinkombinationer. Jeg synes, han fremtryller følelsen af forelskelsens stormende, kildrende brus.

Konklussion
Den Kgl. Ballet afspejler med disse forestillinger, hvad det er for et stort teater, vi har med at gøre her, og hvori den lange ballettradition bunder. Det er den Klassiske Ballets højborg, dem som skal bevare, men samtidig forny genren. De “avler” dygtige dansere, som viderefører og udvikler i samarbejde med teateret.

Og de er dygtige, disse mænd og kvinder. Dejligt dygtige.

Danseur Noble sluttede denne fantastiske aften af med et guldkorn og en stor overraskelse. Måske mest for hovedpersonen for denne, nemlig Alban Lendorf, som senere efter tæppefald blev udnævnt til solist ved Den Kongelige Ballet.

Mænd i dans
Med udgangspunkt i Terpsichores 15-års jubilæumsnummer, Terpsichore (Forår 2010), og magasinets Jubilæumstillæg, som omhandler Mænd i Dans, kan jeg ud fra M/K Ballerina og M/K Danseur Noble kun konkludere, at mænd danser, og de danser godt og grundigt. De er MÆND med stort M. De er selvsikre, maskuline, stærke og ikke bange for at vise deres feminine side frem. Fimset eller ikke fimset, de her dansende mænd, hvad enten de er homoseksuelle eller heteroseksuelle, så danser de, fordi det er dét, de er gode til, og dét de vil i livet. Det er dét, der er deres store kunst. At udtrykke sig med deres krop og sjæl, så vi, der ikke står på scenen, kan glædes over dem, og at de kan, vil og tør udtrykke hele deres feminine maskulinitet, i form af så stor udtryksfuld visuel kunst, som kun dans kan være. Klassisk eller moderne.

Om man har en overvejende maskulin eller feminin side i sig, er jo ikke nødvendigvis essensen i denne problemetik, men mere hvad man er god til her i livet. Nogle er gode til matematik, andre til at lægge brosten, og igen nogle er bare rigtig gode til at udtrykke sig med sin krop. Hvad enten det er i sportslige eller kunstneriske sammenhæng.

Andre mænd har nok fået indprentet, at der er noget her i livet, som så absolut ikke er mandigt. Absolut ikke maskulint. Så det holder man sig fra, især dans. Her tænker jeg på filmen “Elliot” som et godt eksempel. Så i bund og grund har det nok noget med opdragelse at gøre. At vi opdeler vores børn i “lyserødt” og “lyseblåt" og opdeler dem for meget i kønsroller. I stedet for også at fremhæve deres modsætning og ikke være bange for også at lade vores drenge klæde sig ud som prinsesser og lade vores piger være pirater. Se kønnene som individer og opdrage derefter.

Hvorfor ikke være stolt af at se sin søn danse solo på scenen og beundre sin datter for at flyve helikopter. Det er vel en kønsdebat, vi her er ude i. For vi indeholder, kvinder såvel som mænd, en feminin og en maskulin side.

Mænd i dansen forandres med tiden. Mandeidealet forandres. Og manden forandres.

At der måske i samfundet tidligere, og måske stadigvæk, har været den opfattelse, at det mere er den homoseksuelle mand, der har været tiltrukket af dansemiljøet, end den heteroseksuelle mand, så oplever jeg nu, at der er mange flere forskellige mandetyper i dansemiljøet end tidligere. Der er mange forskellige mænd. Ikke kun den graciøse, slanke, feminine og muskuløse mand. Men også den brovtne, kvabsede og firskårne mand. Jeg har set nøgne mænd, som ikke nødvendigvis var det mest underskønne og sexede, men de havde en udstråling, som kun gjorde den almindelige mand ære. Fordi de kan udtrykke noget med deres krop, som andre mænd ikke kan eller tør. Altså hyld MANDEN for det han kan – og ikke fordi han er mand.

Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.