Fragmenter af Palle Granhøj
Danseoplevelse: Spotlys på Palle Granhøj: “Velkommen til en aften, der er baseret på ord og ikke på trin”. Rolig, scenevant og bevidst om den pudsige og stødende rytme, han lader ordene falde i. Dansekoncerten Dance me to the end on/off love kan begynde. Forestillingen er skabt til tekst og musik af Leonard Cohen.

Efter 17 år væk fra selve scenen er Palle Granhøj tilbage i selskab med 10 performere. Fra Granhøj Dans lyder det, at forestillingen kan betragtes som et selvportræt af Palle Granhøj. Ren balsam for sjælen med masser af finesser.

No words this time
Et bord køres ind. En mand står bagved og sætter elastikker om Palle Granhøjs skaldede hoved. Elastikhovedet hviler på et bord, mens armene er spændt ud til enderne af bordet. Munden bag elastikkerne holder vejret, puster indeklemt luft ud, og hovedet bliver krebserødt. Uden rødheden ligner Palle Granhøj Turtles’ leder, den hudfarvede og arrige hjerne. Én elastik tilbage, endnu et gisp og BANG; elastikken sprang væk fra hovedet.
Violinisten træder spillende ind på scenen, som opdager han verden for første gang: tøvende og dog nysgerrig. En overheadprojektor rulles ind. Palle Granhøj skriver på en hvid baggrund, hvor tekster fra overheadprojektoren allerede pryder billedet. Slutbeskeden kradses ned: No words this time.

Palle alene i verden
Nu står han stille. Og danser. Alene i verden. Smyger sin hånd over det skaldede hoved. Gennem en strubevibrator siger han: ”Please dance for me”. I scenens finale river han den nu overkradsede og stadig lidt hvide baggrund af. Snart høres Cohen-musik: A thousand kisses deep. Overheadprojectorlys på nøgen kvinderyg. Han skriver med sort på hendes hud: Abandon, lost, heart broken, unique etc. En mini-dagbog over Granhøjs forhold til kvinder, monstro?
Han står tit stille i sin dans. Lemmerne er ikke så vilde som en 20-årigs; men sindet er ældet med ynde og præget af ro, eftertænksomhed og autonomi i udtrykket. 17 skaldede hoveder er med i forestillingen, et hoved for hvert års fravær fra scenen. De lander rundt omkring på scenen, er væk, kommer igen, stables. Én gang stables de nederst i venstre hjørne på en plade på skråt. Hovederne vælter ned, undtagen ét: Palle Granhøjs, som efter væltningen tager sit hoved op i hovedhøjde og danser.

Kvinde i kasse, kvinde i frihed
Til tonerne af Cohens Suzanne sætter danseren Carina Raffel sig i en firkantet trækasse. Stearinlysets skær i hånden kaster lys på hendes nøgne krop, der laver positurer i kassens trange rum. Fødderne op – nærmest i fosterstilling. Hovedet nedad med skrædderstilling. Koncentreret blik, kroppen vrider sig, dans med empati.
Musikken til Cohens You have loved enough akkompagnerer hans kamp for at holde på en kvinde. Kontrabassen slæber sig smukt gennem sangen. Hun stritter imod, vil være fri, hun har elsket nok. Hans anstrengelser skriger publikum i møde med anspændte ansigtstræk. Hun synger sig gennem kampen, og da det sidste enough har lydt, lykkes hendes mission om frihed.

Vældigt moderne
En kvinde sætter sig på en kasse, der netop er ankommet forrest til venstre. Hun trækker en nylonstrømpe over sit hoved. Meget uprofessionel tyv. Fra sangen Here it is brænder omkvæddet sig fast: May everyone live, and may everyone die. Hello, my love. And my love, goodbye. En mand med nylonstrømpe på hovedet forsyner hende lidt efter lidt med de 17 skaldede hoveder. Hun har dem alle sammen; ét mellem knæene, to under hver fod, i favnen, stablet op, indtil hun med ét taber de 17.
I firkantet spotlys står Palle Granhøj på scenen og vugger let. I-pod i ørerne, som enhver postmoderne mand. Trendy og den rette blanding af rå og følsom. Ganske vist en karikeret scene, hvor Palle mimer med på numrene og skærer ansigt, så publikum ler. Men lur mig, om karikaturen ligger tæt op ad den virkelige Palle Granhøj: Den rette blanding af rå og følsom i en moderne mands dansende krop.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.