Inkz
Danseoplevelse: Tre værker udgør tilsammen forestillingen InkZ på Archauz. Det er de erfarne koreografer Jens Bjerregaard, Tim Feldmann og Tomomi Yamauchi, der fører os ind i dansen og graffitiens verden. Det er ikke muligt at undgå at blive suget ind i dansen!

Sub af Tomomi Yamauchi
På gulvet ligger fire dansere ganske stille til tonerne af kraftig og fyldig musik, langsomt rejser en af danserne sig og påbegynder de spæde bevægelser, der hurtigt lokker de resterende dansere op fra gulvet. Danserne begiver sig ud i en koreografi af tegn og symboler, der opstår hurtigt og ud af ingenting, mens bevægelserne flyder videre gennem rummet, der er oplyst af spotlamper fra mange forskellige vinkler, hvormed skygger kastes op på alle vægge og giver illusionen af, at der er langt flere personer til stede på scenen. Disse skygger bliver projekteret op som hulemalerier og levende tegn på væggen, samtidig med at disse tegn igen findes i danserne på scenen selv – blot at de her ligner andre tegn og symboler.
En meget smuk og speciel variation af bevægelserne i dette stykke fremkommer ved dannelsen af bevægelsesrækker, hvor man pludseligt ser, at dette er still-motion billeder, blot dannet i levende live midt på scenen. Denne konstruktion af danserne på række, med hver deres frosne stilling, der igen bliver gentaget med en mindre variation af personen foran (og bagved), giver et blik ind i hvordan bevægelserne ville se ud, hvis vi havde mulighed for at trykke pause og play, mange gange efter hinanden. Med en konstant forlængelse af bevægelsesrækken, ved at den bagerste danser går op foran og indtager den næste position, bliver de fire dansere udtryk for én bevægelse, og dermed ét.
Stykkets brug af kroppen som symboldannende værktøj, og samspillet mellem de smukke belyste stofnedhæng med graffiti/skrift, virker godt og giver scenen dybde og fylde, samtidig med at Mancopys kraftfulde mandlige dansere og yderst kompetente danserinder skaber energi og liv på scenen.

Opslugt af Jens Bjerregaard
Kraftige, farverige symboler dekorerer bagvæggen – hulemalerier af dyr i forskellige farver bevæger sig langsomt over bagvæggen, mens fem dansere langsomt begynder at røre på sig. Danserne bevæger sig i et gentagende mønster som dyr, gående på alle fire – strækker ben, vender sig – lægger sig på ryggen, strækker benene mod himlen – alle forskudt af hinanden, i en bevægelsesscene uden musik. Analogien til de farverige hulemalerier og bevægelserne på scenen er tydelig, og det er lykkedes at give samme fornemmelse gennem dansen, som man får gennem billederne på væggen – det uciviliserede og dyriske element af mennesket.
Det rolige rum brydes af en høj lyd af sækkepibemusik, mens hele scenen ændrer sig – bliver mere lys, og danserne tager hul på en ny del af stykket. Her er energien i centrum, og bevægelserne er langt mere kraftfulde og voluminøse, med løft og kombinationer af en helt anden karakter. Danserne bevæger sig mod et mere og mere voldsomt og uciviliseret bevægelsesmønster, der hele tiden bliver mere og mere vredt og rasende, mens symbolerne på bagvæggen begynder at blive moderne. Computere, fly, mobiltelefoner viser sig i samme tegnestil og farver som før. Dansernes bevægelser bliver stadig mere energiske, med greb og løft, kraftige udbrud og stærke arme, der løfter en anden danser gennem besværlige kombinationer af bevægelser. Ord begynder at fremkomme på bagvæggen: Identitet, arv, fortid, fremtid, valg... etc., mens lyden af sækkepiben stadig er stærk og gennemtrængende.
Energien i denne del af stykke fylder rummet så kraftigt ud, at det ikke er muligt at undgå at blive suget ind i dansen og hele forestillingen og betragte de mange symboler og dansernes beundringsværdige udførelse af koreografien. Vi bliver taget tilbage til det oprindelige menneske, det stærke og det dyriske – som Jens Bjerregaard selv skriver "back to basic", i urmennesket og den kraftfulde måde at bevæge kroppen på.

I mit navn af Tim Feldmann
Stykkets sidste del adskiller sig fra de to foregående allerede i sin opsætning. Igen er lamperne taget ind på gulvet, to papirskærme står på scenen, og et bord med "black-light" effekt står ved den ene side. Et kamera filmer bordet oppefra, hvor en af danserne er i færd med at skive: "Hver generation har chancen for at forandre The World" – i vilkårlig rækkefølge af ordenes optræden på det projekterede billede på bagvæggen. En pige kommer ind med en ghettoblaster – tænder den og danser hertil – musikken stopper og hun forsøger igen – og endnu engang – indtil lyden af den franske electro spreder sig i højtalerne, og andre dansere støder til.
Klædt i mere afslappet tøj, mere street, foregår dansen til de elektriske toner af en opremsning af tal på fransk, hvor papirskærmene inddrages som element i dansen, liggende på siden, stående på højkant, med en danser bagved der bevæger sig efter skærmens position. Der males på bordet ved kanten, skriften lyder endnu et budskab, mens tonerne bliver blidere, og dansen tager en anden form – meget smukke og flydende bevægelser med kraftige ryk og skub, roterende løft og asymmetri mellem dansernes bevægelser. To dansere har sneget sig ud til siden og spraymaler nu synkront en lang skrift på væggen "trorduvirkelignogenhørerhvaddusigernå…..”, mens dansen fortsætter på scenen – den anden væg modtager også et budskab fra en danser, og hele rummet inddrages som symbolredskab.
Det mest bemærkelsesværdige ved denne forestilling må siges at være i akten, hvor en danserinde stiller sig foran en megafon og påbegynder en oplæsning af et agiterende skrift på engelsk, imens en af danserne knapper hendes skjorte op og folder den over hovedet på hende, og skriver på hendes ryg. Tager hendes bukser af og skriver på endes ben – fjerner skjorten og skriver på hendes arme. Hendes agitation påberåber os meget simpelt "at gøre noget", følge vores drøm – leve, men så længe vi gør noget. Hun vender sig om og skriver på de to papirskærme, mens dansen fortsætter bagved disse, og denne dans projekteres op på bagvæggen – på denne måde får rummet en næsten uendelig mængde af dimensioner, og det i forvejen stærkt overarbejdende øje kæmper for at følge med i denne fantastiske og enestående opvisning i, hvad mennesker ønsker at bidrage med i deres eget liv i forhold til omverden – hvad vi siger og gør, hvem vi tagger på, og hvor vi sætter vores mærker – efterlader vores spor og dermed vores drømme.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.