Fra Sort Samvittighed til Hvid Magi
Kunstnerkollektivet ”Sort Samvittighed” bragede igennem med publikumssuccesen Hvid Magi, hvorpå de blev belønnet med en yderst velfortjent Reumert for deres nytænkning af teaterkoncerten som genre. Her fortæller to af gruppens skuespillere om tanker og ideerne bag Anne Linnet-konceptet og gruppens opståen.

Starten på Sort Samvittighed
Det hele eksploderede ligesom i hovedet på os”, fortæller Signe Egholm Olsen og griner med sin varme latter, mens øjnene stråler, idet hun fortæller om hjertebarnet Hvid magi. Jeg er mødtes med skuespillerne Tilde Maja Fredriksen og Signe Egholm Olsen fra kunstnerkollektivet Sort Samvittighed. Vi sidder i solen på Vesterbro, mens vi taler om begyndelsen på Anne Linnet stykket Hvid magi, der debuterede som koncept en festnat på Camp X til arrangementet ”Camp 22.30” i 2007.
Kort forinden havde Tilde Maja Fredriksen sammen med Leila Vestgaard sendt en sms ud til en passioneret veninde- og arbejdskreds, der som dem selv brændte for at formidle Anne Linnets sange i en scenisk teatralsk form. Veninderne responderede positivt og få dage efter var gruppen en realitet.
”Vi var selv vilde med at have samlet en gruppe Anne Linnet fans, der brændte for at formidle hendes sange i et nyt scenisk format. Men vi vidste jo ikke om, andre kunne lide det”, siger Tilde Maja og smiler bag de mørke solbriller. ”Derfor var det fuldstændig vildt at stå på scenen og mærke, hvordan showet fik festen til at eksplodere og publikum til at sætte af i en sand festrus den nat på Camp X – ”Og dét gav os virkelig blod på tanden til at fortsætte”.

Kunstnerkollektiver for egen kapital
Den 11 kvinder store trup favner kunstnerisk bredt. Der er to scenografer, en instruktør, fem skuespillere, en musiker, en koreograf og en lysdesigner. Det at have to scenografer har vist sig at være et suverænt valg for gruppens visuelt høje ambitioner, da de sparrer godt sammen, og helt praktisk kan overtage tjansen for hinanden, når der er lønnet job i sigte. For kollektivets tre første år har været et non-profit foretagende, hvor alle har arbejdet gratis og for egen kapital skudt penge i projektet. Koncept og prøver blev lavet i ferier og om søndagen, mens de honorarer, der blev indtjent, kom i fælleskassen til transport og mad. Efter succesen på Edison er der dog kommet lidt mere gang i økonomien, som Signe Egholm siger: ”Det er ingen hemmelighed, at vi ikke får nogen fed hyre for at være Sort Samvittighed, men vi får alle løn, og det fungerer for os. Vi er et kollektiv, der inspirer hinanden kreativt og løfter hinanden til en anden kunstnerisk højde, end vi hver især har kapacitet til, og derfor fungerer vi kun, når alle er med.”

Fællesskabet frem for alt
Fællesskabet er en vigtig del af kollektivet, der til hver produktion samles alle sammen og brainstormer på fælles ideer, før der tages en konkret beslutning. De fortæller selv:
”Hele essensen og den store styrke i Sort Samvittighed er, at vi har valgt hinanden selv. Sammen har vi skabt et kunstnerisk frirum, hvor vores drømme kan få kreativ form i et fælles univers. Vi har efterhånden oparbejdet en form, hvor vi i ekstrem grad siger ja til hinanden og byder ind på alle ideer, selvom vi måske ikke lige selv kan se, hvor det skal bære hen. Men vi ved, at gruppen hele tiden står bagved og bakker op, og det giver et kæmpe kunstnerisk mod. Vores kunstneriske mission er at forløse noget stof, vi alle elsker, og forløse det i et fælles univers. Det er jo en helt anden proces end det mere traditionelle prøveforløb, hvor du ofte skal forløse dit karakterarbejde i forhold til en given tekst og altid er langt mere alene både på scenen og i forarbejdet. Der er jo kun én af din karakter - én Ofelia eksempelvis. I Sort Samvittighed arbejder vi meget bevidst med at eliminere individet for at fremme fællesskabet. Vi optræder i ens uniformslignende kostumer, bærer samme maskeagtige makeup, har delt versene ud på flere spillere, eller alle synger det hele sammen. Vi forholder os selvfølgelig til teksten og dens indhold, men læner os mere op ad performancetraditionen og undersøger energien og mulighederne i musikken og rummet. Vi forsøger at finde nødvendigheden i sangen og dens univers og afprøver dens spændvidde og emotionelle bundklange, for eksempel: Hvordan fungerer denne sang / tekststrofe, når den bliver skreget højt, sunget blidt, råbt ud i aggressiv afmagt eller leget frem som liderlig lyst. Samtidigt lader vi os meget inspirere af rummet og dets muligheder. I de første mange år lånte vi ofte andre produktioners scenografi for at se, hvad det tilførte stoffet. Og det var en lærerig fornøjelse at opleve, hvordan sangene pludselig ændrede form, fordi rummet var et andet. Forestillingen Hvid Magi er vores første faste scenografi, og det har faktisk været lidt af en udfordring at spille i så fast en form – både rum og arrangementsmæssigt.”.

Vi drikker lidt kaffe, mens snakken og latteren sprudler livligt, og det er en fornøjelse at være i selskab med Tilde Maja og Signe Egholm, der ligesom deres forestillinger besidder en sjælden oprigtighed og en smittende sympatisk facon.

Det handler om at turde tage en ordentlig skævert.
Jeg spørger, hvad der skal til, for at stoffet får den rette form og niveau i forhold til deres ambitioner?

”Vi er selv cheferne, og derfor er der utrolig kort vej fra ide til scenisk handling, hvilket giver os et stort spillerum til at afprøve stoffet. Vi er selv herrer over tidsplanen og stoffets indhold. Det kræver mod at lave det, du brænder for, og ikke lade dig censurere og være bange for, at dine ideer er for aparte eller mærkelige. Så mod og tid er den altafgørende faktor for at få stoffet til at fungere. En forestilling som Hvid Magi kunne aldrig være blevet til på et traditionelt 6 ugers prøveforløb. Vi har arbejdet med materialet og ikke mindst gennemprøvet det hele i praksis til festivals, på åbne blokvogne og små scener i andres scenografier. Vi har et kæmpe bagkatalog af velfungerende sange og ved til hudløshed hvad, der fungerer, og hvad, der bestemt ikke gør, fordi det er prøvet af over så lang tid, og fordi vi har turdet tage os nogle ordentlige skæverter. Vi forsøger ikke at regne ud, hvad publikum vil have. Vi laver det, VI vil have. At vi så ramte megafolkeligt med Hvid magi var en kæmpe overraskelse for både os og teatret”, siger Signe Egholm, mens Tilde Maja griner varmt: ”Ja, hvem havde troet, at seks piger i spejderuniform var et folkeligt hit”.

Et skramlet univers
Gruppen er ofte blevet spurgt ind til deres kvindekønsbaserede kollektiv, men selv synes de, det er en uinteressant vinkel at tage fat på.

”Vi ønsker ikke at lave speciel kunst til kvinder eller basere vores kunst på dét, at vi er kvinder. Vi vil gerne formidle nogle alment menneskelige følelser, der rammer på tværs af køn, alder, etnicitet og socialklasse.”

Derfor har de skabt et skramlet ikke-psykologiserende univers, hvor publikum selv kan læse deres referencer og drømme ind. Karakterer optræder som stereotyper tvistet med træk fra fabeldyr i et mikset univers med kontrasterende genretræk. Der er varulve-sygeplejersker på bar, SM-pensionister i western saloon, havfruer med manøvreproblemer, spejderpiger med maskeringsmakeup og urmenneske-punk-kloner, der synger storbysange.

Samtidigt er samspillet og nærværet til publikum en af grundpillerne i konceptet for Sort Samvittighed, som Signe Egholm siger: ”Et af vores kunstneriske mål, og et kendetegn ved os som gruppe, er, at vi gerne vil skabe et kunstnerisk møde, der som et patchwork forener publikums oplevelser med vores spil på scenen”.

Og hun fortsætter: ”Vi holder som gruppe af det skramlede og uperfekte univers, hvor alt kan opstå. De fleste af os på scenen er ikke musikere, men skuespillere, og det giver stykket et mere råt og upoleret udtryk. Dette ikke-perfektionerede, musikalske udtryk tilfører universet og musikken et spændingsfelt, hvis sprækker åbner op ind til netop det univers, som for os forløser det nærvær og den publikumsinteraktion, vi så gerne vil opnå. Vores største frygt er at blive for ferm og poleret i udtrykket. Og vi vil så gerne væk fra X-factor-solistmentaliteten og hylde den menneskelige fællesskabsfølelse med vores stykker.”

Jeg spøger forsigtigt, om de ikke er bange for at blive opfattet som et feministisk flipperlevn fra fortiden? Begge ser lidt uforstående på mig, før de lattermildt replicerer: ”Vi er da ligeglade med, hvad andre mener om os, så længe vores forestillinger giver så meget glæde, som de gør.” Solen skinner stadig over Vesterbro, mens Signe Egholm afslutter interviewet: ”Det er en kæmpe tilfredsstillelse at skabe det hele selv, og vi er enormt stolte over det, vi laver”.


Berlingske undersøger...
"Til gengæld går jeg rigtig meget i biografen"
19 procent af danskerne har aldrig været i teatret, mens det for næsten halvdelen af danskerne er mere end et år siden, de har sat deres ben i et teater. Hvad er det, der afholder dem fra at komme? Er det billetpriserne? Vi har spurgt tre af dem fra den
halvdel af danskerne, der sjældent er at finde på et teatersæde, hvad det skyldes? Og hørt to teaterfolk, om de har nogle bud på, hvordan de og deres kolleger eventuelt overbeviser skeptikerne om, at teatret har noget at tilbyde dem.