10 facts om Ludvig Holberg

Ludvig Holberg er en af de mest anerkendte skuespilforfattere i Danmark. Men hvor godt kender du ham? I forbindelse med Dansk Teater 300 år har Scenen sat sig for at lære manden bag bl.a. Jeppe paa Bjerget og Erasmus Montanus lidt bedre at kende.

Foto: Scenen

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.

1. Holberg var ikke helt dansk (!)

Ludvig Holberg (1684-1754) blev født i Bergen i Norge som den yngste ud af 12 børn. Holbergs far døde, da Ludvig Holberg var kun et år gammel og hans mor døde 9 år senere- Ludvig Holberg opvoksede derfor hos forskellige familiemedlemmer i Norge.

2. Holberg var en globetrotter

Holberg var meget berejst. Han rejste i sin ungdom i England, Nederlandene, Frankrig og Italien. Han gik endda hele turen fra København via Hamborg til Paris, hvor han studerede på Sorbonne. Senere studerende Holberg også i London og Rom.

Læs også “10 teaterudtryk – du måske kender?”

3. En velbegavet herre

Vidste du, at udover at være skuespilforfatter, så var Holberg professor ved Københavns Universitet? Han skrev videnskabelige værker inden for flere forskellige fag, han kunne 8 sprog både på skrift og tale, og så var kvindens ligestilling en hjertesag for ham. Holberg bliver faktisk betragtet som Danmarks første feminist.

 

scenen fra jeppe på bjerget med henning jensen og bodil jørgensen

Henning Jensen og Bodil Jørgensen som henholdsvis Jeppe og Nille i “Jeppe på bjerget” på Det Kongelige Teater i 2011. Foto: Christian Friedländer

4. Fire rigtig gode år

Ludvig Holberg var yderst produktiv. I perioden 1722-1726 skrev Holberg 26 komedier ud af de i alt 31, han nåede at skrive. De mest kendte blandt det danske publikum er Erasmus Montanus, Jeppe paa Bjerget og Den Politiske Kandestøber, der var det første danske stykke, der blev opført på dansk i 1722.

5. Fik aldrig selv en familie

Der findes ikke bevis for, at Ludvig Holberg havde romantiske forhold. Han led af kryptorkisme (hans testikler faldt ikke ned i pungen), og med en højde på 158 cm og en stemme, der aldrig gik i overgang, så fremstod Holberg androgyn. Holberg giftede sig aldrig og fik ingen børn. Til gengæld testamenterede han sin formue på 350 millioner i nutidskroner til Sorø Akademi, hvilket betød, at de undgik at gå fallit.

Se Ludvig Holbergs komedie “Den Stundesløse” på Odense Teater 

6. Holbergs pseudonymer

Holberg udgav sine komedierne under pseudonymet Hans Mikkelsen for at undgå en eventuel konflikt, da han samtidig var professor ved universitetet. I universitetsverdenen ville det blive anset som useriøst, at en professor skrev komedier. Man mener dog, at alle alligevel har vidst, hvem forfatteren var, men pseudonymet har højst sandsynligt forhindret en mulig konflikt. Derudover brugte Holberg også pseudonymet Just Justesen. En karakter der havde til opgave at kommentere Holbergs egne trykte komedier.

scene fra don ranudo med Henrik Kofoed og Lone Hertz

Skuespiller Henrik Koefod og Lone Hertz i Grønnegårds Teatrets opsætning af Holbergs komedie “Don Ranudo” i 2017. Foto: Grønnegårds Teatret

7. Dansk litteraturs fader

Ludvig Holberg har betydet meget for dansk litteratur. Hans forfatterskab indeholder alt lige fra komedier, satiriske rejseromaner, epistler og historiske og juridiske værker. Holberg var i 1700-tallet ikke blot kendt i Norden men i hele Europa. Både hans komedier, historiske skrifter og moralske tanker blev allerede den gang oversat til tysk, hollandsk, fransk og russisk.

8. Oplev Holberg i byen

I København sidder Holberg foran Det Kongelige Teaters hovedindgang på Kongens Nytorv. Han sidder på en stol med sin stok i den ene hånd og et af sine manuskripter i den anden. Fra sin plads betragter han publikum, der er på vej i teatret. Skulpturen blev lavet af Theobald Stein (1829-1901) i 1874 og opstillet i forbindelse med åbningen af det nye skuespilhus. Der står to skulpturer. Til venstre Adam Oehlenschlæger og til højre Ludvig Holberg.

I Oslo står Holbergmonumentet foran Nationaltheatret og i Bergen står Minnesmerke over Ludvig Holberg på Vågsallmenningen.

Ludvig Holberg Fiolstræde

På Fiolstræde i København kan du finde denne mindeplade. Ludvig Holberg havde nemlig bopæl lige netop der over for den gamle universitetsbygning. Foto: Scenen

9. Gå på Holberg

Hvis du har været i København, så har du med sikkerhed gået på Holbergsgade, der strækker sig fra Holmens Kanal til Nyhavn. Desuden kan det være, du kender et barn, der går på Holbergskolen på Frederiksborgvej i Københan NV.  I Norge kan du ligeledes gå på Holbergs gate i både Kristianssand og i Oslo, der også har Holbergs Plass.

10. Oprør i 2020

I 2020 opstod en diskussion omkring Holbergs rolle i slavehandelen og om hvorvidt Holberg havde investeret i slavehandlen. Dette skete i forbindelse med, at flere statuer af slavehandlere og andre blev revet ned rundt om i verdenen. Det blev bl.a. forslået, at Holbergmonumentet ved Nationaltheatret i Oslo skulle fjernes.

Kilder: www.litteratursiden.dk, www.rundtomholberg.dk, holbergteatret.dk.  

Artikler du måske vil kunne li’?

Emil Prenter: “Når jeg har lavet det her, kan jeg genopsætte alt”

Per Brink Abrahamsen: Nu behøver jeg ikke længere undskylde for det, jeg laver”

“10 facts om Bournonville”

10 facts om Teaterpokalen”

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.