Af Signe Ravn
1. Hvad er dit første minde om musicals?
”Den første musicalfilm, jeg husker at have set, er “Sound of Music”. Jeg tror, jeg var omkring seks år, og jeg har elsket Julie Andrews fra det sekund! Jeg tror også, Christopher Plummer var mit første film-crush… haha… men jeg så virkelig mange af de gamle MGM-musicalfilm, da jeg var lille. Elskede dem!”
”Jeg så også ret mange Disney-film. Der mindes jeg, at “Den lille havfrue” var den første, jeg så, og jeg sang i vilden sky – med accent – som Sissel Kjyrkeby som havde indsunget stemmen som Ariel med norsk accent. Den dag i dag skal sangen stadig synges med den accent, ellers er det ikke helt rigtigt.”
”Den første musical, jeg medvirkede i, var “Bugsy Malone”, og jeg var otte år. Vi stod på scenen i noget, der hed Storcenter Nord i Århus, hvor jeg er opvokset, og hele oplevelsen var virkelig med til at opbygge drømmen om, at dét ville jeg gerne lave mere af!”
2. Hvilken musicalrolle har udfordret dig mest som kunstner og hvorfor?
”Som tiden går, og jeg bliver ældre, får jeg også mere erfaring og ro i mig selv og min kunnen. Derfor synes jeg det er svært at tale om hvilken rolle, der har udfordret mig mest sådan generelt, da det afhænger meget af det sted, man er i livet på det gældende tidspunkt, med de redskaber, man har netop der.”
”På den måde kan man sige, at alle de roller, jeg har haft, har udfordret mig og givet mig noget, jeg har kunnet tage med videre og bygge videre på, blive stærkere og bedre af.”
”Men skal jeg pege på én, så var “Wicked” (Det Ny Teater 2011, red.) en stor vokal mundfuld i den forstand, at samtlige sange er skrevet med popmusikken som baggrund, og [den] ikke er så lyrisk som eksempelvis ”Sound of Music”, der har sin bund i den klassiske musik. Det er ikke sange, der “synger sig selv”, som man vil sige, men nogle, du skal kæmpe for og økonomisere med.”
”Når det så er sagt, så var det alligevel den rolle, som gav mig en Reumert som årets sanger, så arbejdet med tekst og musik kan alligevel belønnes uanset. Det, synes jeg, siger alt.”
”Forestillingens historie havde også en del huller, når man gik ned i manus som skuespiller, og var derfor lidt tricky at udføre, da man helst gerne skal kunne forsvare og forklare rollens udvikling og retning til enhver tid for at gøre karakteren og den historie, vi fortæller, klar for publikum. Det kunne man ikke altid hele vejen rundt.”
”Men ligesom i alle genrer, film, musik og så videre, findes der forestillinger, som på denne måde ikke er lige stabilt bygget op som andre. Det gør dem ikke nødvendigvis dårlige, men der er blot elementer, som er bedre end andre.”
”Når det så er sagt, så var det alligevel den rolle, som gav mig en Reumert som årets sanger, så arbejdet med tekst og musik kan alligevel belønnes uanset. Det, synes jeg, siger alt.”
Maria Lucia i musicalen “Waitress” på Det Ny Teater. Foto: Miklos Szabo
3. Hvilken musicalsang er din all-time favorit og hvorfor?
”Uha, der er den igen…”vælg kun én ting”-spørgsmål… hahaha, er så dårlig til det… nå, men “Somewhere over the Rainbow” har fulgt mig i mange år, hvis ikke altid, så selvom den teknisk set kun er med i en musicalfilm, ”The Wizard of Oz”, og at der ikke har været en succesfuld scenisk forestilling af den film, så må det blive den.”
”Den er blevet en evergreen i al sin enkelthed og sødme – og så elsker jeg Judy Garland!”
4. Hvad er det musicals, i dine øjne, kan i forhold til publikum?
”Lige siden jeg kan huske, har jeg elsket, når musik kan vække følelser og til tider bringe minder frem. På den måde er musik et stærkt redskab, når der skal fortælles en historie. Om musikken ligger under fortællingen som i film, som et mesterværk af et instrumentalt soundtrack eller skabt af diverse bands, så understreger det noget, vi som tilskuere skal forstå og opleve i historien. Det har jeg altid været fascineret af og har derfor også altid elsket soundtracks af enhver art!”
”På samme måde sker det i musicals, her får karaktererne blot mulighed for at synge og forlænge en følelse med tonebaseret lyd i stedet. Hvis man er vild med musik og kan overgive sig til historien, som fortælles, er jeg sikker på, at musikken og stemmerne vil underbygge oplevelsen og styrke den!”
”Hvordan man ved hjælp af musik og stemmer kan udtrykke noget helt specifikt for at give publikum en speciel oplevelse, har jeg altid været meget draget af.”
5. Hvad skal publikum vide om ”Waitress” og din rolle i den?
”At den er sjov, ægte, uperfekt, sjælefyldt, rodet, optimistisk, feministisk og hjertevarm!”
”Jenna, som jeg spiller i forestillingen, er en ganske normal kvinde, som arbejder hårdt og har drømme om et bedre liv, men er kørt fast. Hun ved, hun skal væk fra sin idiot af en ægtemand, men ved ikke hvordan. Hun finder ud af, hun er gravid og gennemgår en rejse af at lande i tanken om at skulle blive mor, selvom hun ikke kan se, hvad det er for et liv, hun kan tilbyde barnet. Hun får en affære med sin læge og føler for første gang “noget”. Alle hendes frustrationer i livet, drømme, tanker, barndomsoplevelser og oplevelser i det hele taget putter hun i sine tærter. Jenna kan dermed bage sig ud af alle sine problemer… eller flygter hun bare fra dem?”
Maria Lucia Heiberg Rosenberg kan opleves i ”Waitress” d.6. – 21 maj på Det Ny Teater
Følg Maria Lucia på Instagram
Læs også
”Kim Ace Nielsen er arbejdshesten, der elsker musicalernes høje krav”
”Musicalekspert: Disse musicals bør du se”
”Amalie Dollerup: Min scenedebut”