Amalie Dollerup: Min scene-debut

Amalie Dollerup var 24 år, da hun fik sin professionelle scene-debut i rollen som en 14-årig pige midt i genkendelige teenager-dilemmaer. Rolletilbuddet var en naturlig afledning af hendes unge ydre, fortæller hun til Scenen.dk.

Amalie Dollerup blev et kendt ansigt allerede som barn, men valgte alligevel at få papir på sine evner som skuespiller. Hun blev uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i sommeren 2010. Foto: Henning Hjorth

Af Signe Ravn

”Jeg debuterede i januar måned 2011 (uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i sommeren 2010, red.) på Teatret Svalegangen i Aarhus i en forestilling, der hedder ”Blå Mandag 4ever” (dramatiker Kristian T. Erhardsen, instruktør Per Smedegaard, red.). Det var en ungdomsforestilling. Jeg spillede pigen Liv på 14 med nogle kæresteproblemer, hvor hendes veninde var forelsket i samme dreng som hende, forældrene kunne ikke sammen og var ved at blive skilt. Det var lidt ovre i ”SKAM”. Vi prøvede at gøre det meget moderne med musikken og finde noget af det, der var det mest hippe af det hippe, der var videoprojektioner bagved med dans, hvor man så os i silhuet. Vi havde en koreograf med, som har et dansestudie i Aarhus, som var super god til at få os til at se gode ud.”

En rolle lige til højrebenet

”Det handlede om, at vi ville gå ind på de unges præmisser og ikke tale ned til dem, ikke belære dem. Se tingene i øjenhøjde. Det foregik omkring konfirmationstiden; Tror man egentlig på gud, hvad er det, man siger ja til?

 

Det eneste, man drømmer om på fjerdeåret, er jo, at der er nogen, der ringer og siger: Vi er vilde med det, du laver, og vi kan lige bruge dig.”

 

”For mig var det lige til højrebenet. Jeg var 24, da jeg blev uddannet, men jeg så ung ud – jeg har altid set lidt ung ud – så jeg vidste godt, at det var sådan nogle roller, jeg ville blive tilbudt i starten. Det var sådan nogle teenageroller. Jeg syntes jo bare, det var fedt at få noget at lave, så jeg sagde ja tak, da Per Smedegaard, der lige var blevet chef på Svalegangen, ringede.”

”Det eneste, man drømmer om på fjerdeåret, er jo, at der er nogen, der ringer og siger: Vi er vilde med det, du laver, og vi kan lige bruge dig.”

”Det var en rolle, hvor jeg tænkte, at dét havde jeg i hvert fald selv prøvet. Som skuespiller kan man skulle spille mange ting, som man aldrig selv har prøvet, og de problematikker, der var, var meget genkendelige, så på den måde kunne jeg slappe lidt af i det. Fordi det trods alt, var noget, jeg havde prøvet.”

”Det var hyggeligt, og dem, der spillede mine forældre, var forholdsvis unge og havde en god energi, vi var et ungt hold, og det var dejligt, at jeg følte mig ret tryg. Svalegangen er et virkelig skønt teater – et dejligt sted at starte. Jeg gik ind i det 100 %, og teatret har nogle skønne medarbejdere, der godt kan lide at være kreative og gøre hinanden bedre.”

Laus Høybye havde også sin scene-debut på Teatret Svalegangen

 

Måtte gå syg på scenen

”Jeg gav den alt, hvad jeg havde, for det var min debut efter endt uddannelse. Vi var fem skuespillere (Daniel Bevensee, Christina Bech, Mikkel Stubbe Teglbjærg og Brita Ann Larsen, red.) – så det var overkommeligt. Vi havde kun tre ugers spilleperiode på teatret, så skulle vi videre på en lille turne. En af mine kolleger, der spillede min far, havde svineinfluenza. Han stod med en stor flaske vand på scenen. Vi var bare syge på skift, altså. På et tidspunkt sagde vi: Kan du overhovedet gå på scenen? Han svedte tran, men han var sådan: ”Jeg skal nok stå der. Ellers får vi den jo aldrig spillet.” Han måtte bælle vand imens. Jeg hostede og var virkelig smadret. Det var et tarveligt vintersyge-år, hvor vi smittede hinanden. På den måde var det lidt en øv-debut. Det var så hårdt at spille, for der var ikke så mange gode dage, hvor jeg [helbredsmæssigt] var på toppen.”

 

Det var en debut efter endt uddannelse med alt det, jeg havde fået med i bagagen. Det kan man ikke fyre af på én forestilling. Det var en igangsættelse af karrieren, det er mere sådan, jeg husker det.”

 

”Jeg husker, at jeg ikke kunne få min sminke til at være i orden til premieren, og sådan har det været lige siden – jeg sminker så dårligt på premieredagen! Fordi man er nervøs, kan man sidde der med en sort streg, der ikke vil komme på plads. Min ambition er sænket utroligt meget hvad angår makeup til en premiere, for det bliver aldrig godt, fordi det bliver så krampagtigt.”

Læs Lokalavisen Aarhus’ anmeldelse af “Blå mandag 4 ever”

En igangsættelse af karrieren

”Jeg skal i dag gerne møde en halv time før normalt [på premieredage], for jeg stressede rundt på grund af en skide, sort streg om øjnene. Det er jo for dumt. Jeg var i pissegod tid, for jeg havde sommerfugle i maven derhjemme, og så er det bedre at komme derhen på teatret og bare være der omgivet af de mennesker, der vil dig det godt. Man kan tænke det til døde derhjemme, også dårlige tanker. Jeg lagde vist ikke skjul på, da jeg kom ind i foyeren, at jeg var skidenervøs, for så kan folk støtte en.”

”Århus Stiftstidendes Kirsten Dahl gav forestillingen fire stjerner, og hun syntes, det var en god debut, både for mig og Per Smedegaard, som var nyansat på det tidspunkt. Det var en debut efter endt uddannelse med alt det, jeg havde fået med i bagagen. Det kan man ikke fyre af på én forestilling. Det var en igangsættelse af karrieren, det er mere sådan, jeg husker det.”

”Jeg gør mig ikke særlig mange tanker om min debut i dag. For hvilken form for debut var det? Jeg har haft debut flere gange i mit liv. For mig var det også en form for debut, da jeg startede året efter på Aalborg Teater. Der spillede jeg også en teenagepige, men i en voksenforestilling med hele Aalborg Teaters ensemble. Det var min første forestilling deroppe og mit første faste engagement.”

Læs også: “Rosalinde Mynster: Min scene-debut”

Skulle lægge erfaringerne fra sig

”Da jeg var otte år, spillede jeg med i ”Sound of Music” på Amagerscenen, og året efter havde jeg hovedrollen i musicalen ”Annie”, da Jan Hertz var teaterchef. Det var mit andet hjem, da jeg var barn. Jeg elskede det og syntes, det var helt vildt skønt. Så spillede jeg Wendy i ”Peter Pan” på Det Ny Teater, og da jeg blev teenager, spillede jeg på Faar 302, og i gymnasiet spillede jeg på Sorte Hest, og jeg havde lavet alt muligt forskelligt inden da, en masse tv – og film også – så jeg var jo ikke grøn, da jeg kom ind på skuespillerskolen. Jeg havde en anden baggrund end de andre, da jeg kom ind på skolen.”

 

… jeg kom med sindssygt mange erfaringer, og nu skulle jeg lade dem ligge og vende tilbage til legen, improvisation og alt det, der bare opstår.”

 

”Så på skolen var jeg meget bevidst om, at jeg ikke skulle tænke på, hvad underviseren ville have, men hvordan jeg skulle udvikle mig og se på, hvordan jeg ville løse opgaven. Den selvstændige skuespiller skulle i gang. Den udvikling bakser jeg stadig med. Det var en stor udviklingsrejse at arbejde med mig – jeg kom med sindssygt mange erfaringer, og nu skulle jeg lade dem ligge og vende tilbage til legen, improvisation og alt det, der bare opstår.”

Læs også: “Jens Jacob Tychsen: Min scene-debut”

Fra fjernstyring til selvstændig kunstner

”Nu skulle jeg skrabe alt af, det var det, mine undervisere gerne ville. Starte forfra. Jeg havde en talelærer, der sagde: ”I det her rum, må du gøre alt, hvad du vil.” Det var ret vildt. Jeg var så vant til restriktioner. Film og tv er meget bestillingsarbejde; gå herover, sig replikken på dén måde – og det var jeg enormt god til. Peter Schrøder (instruktør på ”Kun en pige”, red.) har sagt, at han nærmest kunne fjernstyre mig. Det er unikt med de børn, der kan det. Men i og med, at jeg gerne ville være skuespiller som voksen, skulle der en anden tilgang til, ellers bliver det kedeligt både for mig og for instruktøren.”

To tilbud om fastansættelse

”Efter sommeren ’10 lå det hele meget åbent, og så blev jeg ringet op af to teatre med tilbud om fastansættelse i samme uge. Morten Kirkskov var den ene af dem. Han spurgte henkastet: ”Hvad skal du i næste sæson?” ”Hvad?! Hvad er det, du tilbyder mig?” Han kunne godt se mig i hans ensemble (på Aalborg Teater, red.). Han kunne ikke sige så meget om de roller, jeg ville få, for det var for langt ude i fremtiden, men han skulle i hvert fald lave en Anne Linnet-teaterkoncert, som jeg skulle være med i. Jeg havde nogle overvejelser om noget med alder; ”Vil du kun bruge mig til roller som søde unge piger,” spurgte jeg. ”Det vil jeg også, men du skal også spille nogen på din egen alder,” lød hans svar.”

”Der var flere ting, der gjorde, at jeg tænkte, det lyder fedt. At komme til en ny by og et nyt teater, det havde jeg brug for. Nu skal der ske noget andet. Det er jo en mavefornemmelse. Du får ikke lovning på, at det er nogle kolleger, du kan sammen med. Men han var ny chef og skulle sætte et nyt hold, og han skulle have nogle, som kunne være på en landsdelsscene, hvor der både er klassikere, familieforestillinger og forestillinger med sang og ny dansk dramatik. Alt det fik jeg lov til!”

Læs også: ”Morten Kirkskov: Min scene-debut”

 

Fik noget at arbejde videre med

”En uge efter jeg sagde ja, så fik min mand også en opringning og kom derover. Det var også lidt angstprovokerende og føltes som om, at jeg skulle længere væk, men at få lov at arbejde så meget var fedt, det var to års fastansættelse, vi begge fik, og så fik vi to år mere. Vi var glade for det, knoklede røven ud af bukserne til en lav løn – som nyuddannet får du ikke meget. Vi kom ind i et stort sammenhold på et fantastisk teater, og mange af de andre var også tilflyttere, og så er man på teatret, også når man har fri.”

”Det var tilfældigheder, der gør, at man lige ender der, hvor man gør. Men jeg kunne mærke, det var godt for mig at udvikle mig mere, før jeg kom til København. Morten Kirkskov var en fantastisk chef og virkelig god til at sparre med én og se én. Man havde brug for et skub i den rigtige retning – ikke bare at få at vide, at man var pæn og dygtig, men også få ting, man kunne arbejde videre på.”

I sæson 20/21 kan Amalie Dollerup opleves i rollen som Inger i Kaj Munks ”Ordet” på Folketeatret i København. Her deler hun scene med blandt andre Preben Kristensen, Waage Sandø og Lue Støvelbæk. Forestillingen spiller fra 8. februar til 14. marts 2021.

Læs også:

“Teaterfotograf: Camilla Winther”

“Ditte Hansen: Min scene-debut”