Af Signe Ravn
Hun siger det selv. Det var kismet. Skæbnen.
Som 13-årig blev Amy Watson som balletelev i starten af 1990’erne udvalgt til at være brudepige i ”Et Folkesagn”, da Den Kongelige Ballet besøgte Californien på en turne og manglede et balletbarn til Bournonvilles klassiker. Anne Marie Vessel Schlüter og Frank Andersen spottede den mørkhårede pige fra American School of Ballet og satte hende på scenen med de danske dansere.
Derhjemme har Watson stadig et fotografi, hun dengang fik taget sammen med Anne Marie Vessel Schlüter.
Kort efter var hun elev i den første pigeklasse, som Nikolaj Hübbe, der på det tidspunkt var solodanser i New York City Ballet, underviste på American School of Ballet. Han iscenesatte Bournonvilles ”Konservatoriet”, som klassen prøvede kræfter med. Det fik indflydelse på hendes opfattelse af Den Kongelige Ballet.
Læs også: ”Stephanie Chen Gundorph: Min scenedebut”
Amy Watson og Alexander Stæger som Gennaro i ”Napoli”, sæson 2009/10. Foto: Costin Radu
Blev kollega med sine idoler
Som balletelev idoliserede Amy Watson allerede Rose Gad, som hun senere blev kollega med – ”Jeg rødmer stadig den dag i dag, når jeg taler med kvinden”, siger hun – og fortæller om sin fascination af en udgave af et dansemagasin, hvor Rose Gad, Henriette Muus, Christina Olsson og Silja Schandorff var med.
”Deres teknik var utrolig, og de kunne spille skuespil. Jeg følte en helt særlig forbindelse til netop de dansere.”
Efter hun fik sin første kontrakt med Den Kongelige Ballet af daværende balletmester Aage Christensen i år 2000, var det selvsamme Frank Andersen, der i sin tid havde valgt purunge Amy til ”Et Folkesagn”, der som balletmester forfremmede hende til solist i 2003 og til solodanserinde i 2007, og således fik en afgørende indflydelse på hendes karriere.
”Efter min far, min mand og min bror, er Nikolaj den mand, der har haft størst indflydelse på mit liv.”
For de ikke indviede er det en karriere, der har budt på så godt som alle de store partier, som en ballerina kan drømme om. Fra Odette/Odile i ”Svanesøen”, Myrtha i ”Giselle”, Kitri og Mercedes i ”Don Quixote” til Balanchines ”Nøddeknækkeren” og ”Juveler”, ”Tornerose” og ballerinaen i Harald Landers ”Etudes”. Og naturligvis the best of Bournonville; hovedroller i ”Sylfiden”, ”Et Folkesagn”, ”Konservatoriet” og ”Napoli”.
”Manden Bournonville, trinene, er forud for alle tider. Både Bournonville og Balanchine kan du føle i din krop, men når du forstår, hvad de sigtede efter, så er det wow! Det er stadig moderne og svært at have nuancerne med i fodarbejdet. ”Sylfiden” og ”Napoli” kunne jeg danse resten af livet,” konstaterer Amy Watson og lader skinne igennem, at materialet er så rigt, at man aldrig bliver færdig med det.
”Hvis du et musikalsk menneske, der oplever musikken først og dansen som nummer to, så er det en naturlig måde at bevæge sig på, og med en karakter som Teresina står man på flad fod og har naturlige bevægelser, du står måske og hænger lidt. Det føles så godt, og jeg kan sætte mig ind i karakteren.”
Amy Watson som Teresina med corps de ballet i ”Napoli”. Foto: Costin Radu
Hübbe har spillet en afgørende rolle
For at komme under huden på Bournonvilles karakterer fik Amy Watson blandt andet hjælp fra sin gamle lærer Nikolaj Hübbe, der i 2008 kom tilbage til København for at blive balletmester efter Frank Andersen. Også inden da havde han i det små iscenesat i København.
”Han skubbede på for at gøre mig til en mere dramatisk danser, gav mig min første Effie (en rolle i ”Sylfiden”, red.), det hele er kommet full circle. Efter min far, min mand og min bror, er Nikolaj den mand, der har haft størst indflydelse på mit liv.”
Derudover er der en lang række mennesker, der naturligt dukker op Watsons erindring som afgørende på hver deres måde.
Heriblandt hendes ”håndfuld”, som hun kalder dem.
”Kizzy Matiakis, Gregory Dean, Susanne Grinder, Femke Mølbach Slot og Esther Lee Wilkinson, de har haft indflydelse på, hvem jeg er som kunstner og menneske. Uden dem, ved jeg ikke, hvor jeg ville være,” siger Amy Watson: ”Når jeg ser tilbage, kan jeg nævne en million koreografer…”
”Jeg kan ikke gå direkte fra at have fået min datter til pensionen. Det ville være mentalt selvmord ikke at sige ordentligt farvel til min karriere.”
Men arbejdet med Nikolaj Hübbe om ”Sylfiden” og processen med Christopher Wheeldons ”Tornerose”, hvor teknikken bag Petipas trin skulle stå angstprovokerende rent, og hun nogle dage efter at have øvet en nykoreograferet solo, blev ringet op af Wheeldon, der mente at have begået en fejl i castingen, fordi han nu gerne ville have hende til at danse hovedrollen, har hver især været skelsættende. Fordi de blotlagde hidtil uopdagede sider af hendes talent eller skubbede til hendes opfattelse af, hvad hun var i stand til som danser.
Det samme var tilfældet, da ballettens tidligere solist, koreograf Sebastian Kloborg, i 2018 kreerede værket ”Melopoeia” til hende. Den elektriske kreative energi, der opstod, og fascinationen af Kloborgs kærlighed til teatret og hans evne til helt konkret at indarbejde omgivelserne i værket, gav Watson nye indsigter.
”Jeg ville løbe langt for at arbejde med ham igen,” fastslår hun.
Der er bare lige det, at det lige straks er slut.
Her kan du opleve August Bournonvilles ballet “Sylfiden”
Pandemien ændrede planerne totalt
Hvordan afslutningen skulle være, var længe et ubesvaret spørgsmål.
”Der har været mange forskellige scenarier i spil, og det har været en kilde til megen stress, hvis jeg skal være helt ærlig,” konstaterer Amy Watson.
Hun vendte tilbage fra barsel med sit første barn under pandemien og skulle genoptræne uden den daglige opmuntring fra kollegerne i en fyldt træningssal. En hård omgang, men hun havde ét fokus undervejs.
”Jeg skal være i prøver igen, jeg skal kunne danse med Jonathan og Greg igen (Jonathan Chmelensky og Gregory Dean, red.), jeg skal høre Bjarne og Kim (ballettens repetitører, red.) spille klaver, mærke barren. Jeg kan ikke gå direkte fra at have fået min datter til pensionen. Det ville være mentalt selvmord ikke at sige ordentligt farvel til min karriere. Det ville have været meget svært, hvis jeg ikke fysisk fik sagt farvel til kompagniet. Fejringen er kun glasuren på kransekagen,” siger Amy Watson.
Scenarierne, hun før henviste til, var de planer, hun sammen med balletmester Nikolaj Hübbe arbejdede på i forhold til, at hun skulle have danset af allerede i sidste sæson.
Amy Watson og Nikolaj Hübbe, der har kendt hinanden i mere end 25 år, afsøgte alle muligheder for at imødekomme hendes ønsker. Men coronapandemien afgjorde i sidste ende, at den, for en danser, så skelsættende begivenhed at danse af, både blev udsat og ændret.
Amy Watson som Sylfiden og Gregory Dean som James i “Sylfiden” sæson 2015-2016. Foto: Costin Radu
Drømte om at slutte med Bournonville
”Jeg havde virkelig håbet, at jeg skulle slutte med ”Napoli” (hvilket var programsat i forrige sæson, red.), for jeg føler mig meget forbundet med Bournonville, og jeg syntes, det var meget vigtigt at slutte af med noget, der er fyldt med glæde,” forklarer Amy Watson med henvisning til, at ”Napoli” især er kendt for den festlige 3. akt.
”Teresina er den rolle, jeg har danset i Mariinskij Teatret, i Pariseroperaen, i Kennedy Centret. Det er de store øjeblikke, hvor den rolle har været der. Nikolaj og jeg lavede den sammen (i 2009, red.). Gitte Lindstrøm var primær cast, men var skadet på det tidspunkt, så det var mest mig, Nikolaj og Sorella Englund i studiet.”
”Den nye udgave med 50’er-stilen var meget min æstetik, den passede mig virkelig godt. At være en muse for ham (Hübbe, red.) og en muse i en Bournonville-ballet og tilføje små detaljer var meget specielt. Det blev en velafbalanceret danseversion. At arbejde på den 2. akt sammen med Sorella var fantastisk, hendes viden om rollen og feminitet, det er helt særligt.”
”Teresina har jeg rejst verden rundt med, og som amerikaner at få lov til at repræsentere Den Kongelige Ballet og Bournonville, det er noget, som jeg har taget meget seriøst, og som jeg har følt, at jeg skulle yde retfærdighed. Det er en stor gave, det her hus har givet mig og vist mig den tillid.”
Læs også: ”Astrid Elbo: Min scenedebut”
Lever for den daglige træning
”Nu ender det i stedet med begravelsen af min karakters datter i ”Romeo og Julie”,” siger Amy Watson, der lørdag den 16. oktober afslutter sin dansekarriere i rollen som Lady Capulet, Julies mor, i John Neumeiers opsætning af Shakespeare kærlighedstragedie.
”Det har været en mental udfordring for mig, at jeg skal tænke dét som en start på en ny karriere, ikke som begravelsen af den gamle. Men jeg elsker at danse John Neumeiers værker, så det er et plus, og musikken kan man ikke slå. Der er bare mange forskellige følelser forbundet med det.”
”Jeg træner hver dag, og det bliver det sværeste at træde væk fra, for jeg lever nærmest mere dér end på scenen. Der er mange, der vil være uenige med mig i det. Det er fantastisk at optræde, men den der meditative halvanden time, hvor du hver eneste dag i dit liv skal være nysgerrig og presse dig selv til ekstremerne, det er en vidunderlig menneskelig oplevelse. Det her er min krop og min DNA – hvordan arbejder jeg i dag med det og skaber kunst samtidig med, at jeg er en ekstrem eliteatlet? Den del kommer jeg til at savne.”
For det har været et lykkeligt arbejdsliv indtil videre.
Bryant Steenstra som Prinsen af Asien og Amy Watson som ”Tornerose” i sæson 2012/13. Foto: Henrik Stenberg
Faldt hurtigt til i København
”Jeg var heldig i den forstand, at jeg hurtigt blev integreret i kompagniet. På det tidspunkt var det ikke mange, der var lige så heldige, men jeg kom med i en ung gruppe, som jeg stadig er venner med i dag, som gjorde, at jeg hurtigt lærte dansk og at forstå humoren. Selvom jeg havde mine formative år i New York, følte jeg aldrig, at jeg passede ind der. Det hele gik for hurtigt, og det er ikke den, jeg er.”
Men København passede Amy Watson, som glasskoen passede Askepot, fortæller hun og remser op; kvaliteten af kunsten, teatrets gode forhold, de dygtige skræddere, der giver luksusfornemmelsen af at træde ind i en Chanel-butik hver gang, der skal laves nye kostumer. Livskvaliteten, de sikre gader, kulturen, museerne, de velbevarede bygninger, at der ved hendes ankomst var søndagslukket alle steder, en måde at sikre et velafbalanceret liv.
”Denne fantastiske, heldige karriere, jeg har haft, har jeg selvfølgelig arbejdet for, men huset har givet mig mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om.”
”Du godeste, jeg får alt, hvad jeg har ønsket mig samlet ét sted,” mindes Amy Watson, at hun begejstret tænkte ved ankomsten til Danmark.
Kærligheden til hendes nye hjemland, hvor hun i dag har mand og en toårig datter, er stor. Respekten for historien og arven på det teater, hun har haft som sit andet hjem i 21 år, er om muligt endnu større.
Hun har tilegnet sig Bournonvilles trin og gjort det så overbevisende, at tidligere balletskoleleder Anne Marie Vessel Schlüter engang sagde til hende: ”Amy, jeg underviste dig ikke på balletskolen, men du er en af mine Danish babies.”
Fortsætter på teatret
Amy Watson som Teresina i 2. akt af “Napoli” sammen med Sebastian Kloborg i sæson 2009/10. Foto: Costin Radu
Det er velbelyst, at overgangen fra en professionel sportskarriere, for eksempel som fodboldspiller, til et civilt liv kan være svær. For balletdansere, der både er kunstnere og elite-atleter, er situationen på mange måder sammenlignelig. På højden af deres dramatiske kunnen, er det kroppen, der siger stop.
Amy Watson ser dog med sindsro på fremtiden. Den er på plads. Næste trin efter dansekarrieren begyndte hun nemlig allerede at planlægge for fem år siden i samråd med balletmester Nikolaj Hübbe.
Efter en måneds ferie indtræder hun derfor som fuldtids-instruktør i Den Kongelige Ballet. Det er et træk, som andre dansere har gjort før hende – heriblandt solisterne Claire Still og Fernando Mora og solodanserinde Rose Gad.
”Denne fantastiske, heldige karriere, jeg har haft, har jeg selvfølgelig arbejdet for, men huset (Det Kongelige Teater, red.) har givet mig mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om. Jeg følte, jeg skulle give tilbage,” forklarer Amy Watson og henviser til, at hun er ud af en militærfamilie, så ideen om at være til tjeneste lå lige for.
Læs også: ”Emma Riis-Kofoed: Min scenedebut”
Kompagniets storesøster
Jobbet som instruktør har hun visioner for.
Det er grunden til, at hun sideløbende med dansen har fulgt et program under Team Danmark om lederskab i elitesportspsykologi og læst op på pædagogik for at få en teoretisk faglig overbygning til sine kompetencer som danser og underviser.
”Jeg har været en slags storesøster i kompagniet, og jeg tror på, at jeg kan være med til at skabe en virkningsfuld forandring. Vi står midt i en overgangsperiode med blandt andet adfærdsmæssige forandringer. Det, der er vigtigt for mig, er dansernes mentale sundhed og trivsel, for det er en hård verden. Jeg er selv blandt den 1 %, der har haft en karriere med en ret let vej i forhold til privilegier, og det er ikke sådan for alle. Så hvis jeg kan hjælpe med at gøre deres liv bedre og mere behageligt i et konkurrencepræget miljø, så vil jeg gerne gøre det. Jeg elsker at lære dem tendu’er og fondu’er, men det er det andet, du som danser har brug for.”
Selv oplevede hun, at, nu afdøde, Heidi Ryom, holdt tæt øje med hende og spurgte ind til, hvordan hun havde det, da hun som yngre danser fik mere og mere ansvar i takt med, at hun blev forfremmet først til solist og siden solodanser.
Danserne skal føle sig som del af et hold
”Dengang var de andre ballerinaer meget fokuserede på deres eget. Den generation var hårde ved sig selv på en anden måde, end min egen med mig og Kizzy (Matiakis, red.) har været. Men det er godt at føles som et hold. Jeg vil være den person, [der støtter og hjælper] danserne,” siger Amy Watson, der med afsæt i sportspsykologien gør sig tanker om, hvordan alle dansernes styrker bedst kommer i spil, så kompagniet bliver bedst muligt.
Amy Watson har forberedt sig på næste kapitel og fået lov at prøve kræfter med at iscenesætte, ligesom hun har undervist morgenskolen – dansernes fælles formiddagstræning.
”Nikolaj har givet mig nogle gode muligheder. Det har været en periode, hvor jeg har lært meget om at stå på den anden side og have ansvaret for unge mennesker og deres drive, og især hvis de ikke er fra Danmark. Kompagniet er kulturmæssigt meget forskelligt. Der er kulturelle og socioøkonomiske forskelle, forskellige religiøse baggrunde, og hvordan får vi alle de forskelle til bedst muligt at arbejde sammen?”
Når Amy Watson fortæller, nævner hun igen og igen sin taknemmelighed over at have Det Kongelige Teater som sin arbejdsplads, og at hun tager det privilegium, hun har nydt, og stedets arv og historie meget alvorligt. Hun håber, at kompagniets unge og nye dansere får samme forståelse og indsigt. Udviser samme seriøsitet og loyalitet.
”Denne lørdag er der mange nye dansere med, og det er vigtigt for dem at se, hvad det her hus kan gøre for folk, og hvad de bør gøre for huset. Det privilegium føler jeg vejer meget tungt, og det håber jeg, at de unge dansere vil lære ved at være en del af de fejringer, der kommer.”
Efter tæppefald holder Amy Watson efter planen en fest på teatret med mad og drikke.
”Som en tak til teatret og alle de mennesker, der har gjort mit liv til det, det er,” siger Amy Watson og nævner sceneteknikerne, lysmændene, skrædderne, påklæderen, kantinebestyreren, portvagten og alle de andre, som publikum ikke ser: ”… det mindste jeg kan gøre, er at sige tak og give dem et glas vin.”
Læs også artiklen “Selene Muñoz: Mine tre yndlingskostumer”
Næste generation står klar
Når en danser går på pension, begynder spekulationerne altid, hvem tager over? Er der nogen, der kan matche niveauet?
Det mener Amy Watson i den grad, der er.
”Jeg er forudindtaget,” afværger hun så og vil ikke sætte konkrete navne på.
”Der er nogle kvinder på solistsiden, som er gruppen, jeg glæder mig til at se, hvordan udvikler sig over de næste fem år. Deres tekniske niveau og potentialet for deres kunst… der er en originalitet hos hver af dem og en alsidighed, som de har med deres eget kunstneriske aftryk. Deres arbejdsmoral er uovertruffen.”
Flere af dem er hun tæt på. Den åbning er et bevidst valg, hun i sin tid tog sammen med sine nærmeste kolleger og gode veninder, Kizzy Matiakis og Susanne Grinder, der i dag begge er pensionerede solodanserinder. De ville gøre tingene på en anden måde, end topdanserne før dem.
”Vi talte meget om, at vi ville gøre en forskel. Vi ville ikke skræmme dem væk, men i stedet byde dem velkommen. Jeg er meget tæt med Ida, Caroline, Astrid og Wilma (henholdsvis Praetorius, Baldwin, Elbo og Giglio, red.), og de ved, de kan komme til mig og få gode råd og ballerinatips. Jeg håber, det er det eftermæle, jeg efterlader mig. Dansedelen er vidunderlig, men det er det andet, jeg håber, de tænker mere over.”
Det Kongelige Teaters portræt af Amy Watson. Foto: Nathasja Thiara Rydvald
30’erne har bragt fuld fokus på kunsten
Yderligere refleksion over en veloverstået og imponerende dansekarriere ligger forude.
”Måske skal jeg også sørge lidt,” erkender Amy Watson om processen med at tage afsked med karrieren som aktiv danser.
Vemodet og en lidt en underlig dump følelse kæmper om pladsen i den sidste arbejdsuge op til sidste forestilling, hvor hvert eneste elskede rutineprægede punkt i kalenderen samtidig er et farvel.
”Fysisk har jeg det fantastisk. Årene fra midt-30’erne til nu har været virkelig sjove, fordi teknikken er på plads, så det hele har handlet om det kunstneriske. Jeg har det sådan lidt: Er det her virkelig min sidste forestilling?”
Hvem ved?
I de seneste år er både pensionerede korpsdansere, solister og solodansere af og til dukket op i karakterroller i ballettens repertoire. I et kærligt gensyn med det trofaste balletpublikum. Kunne det samme ske for Watson?
”Jeg glæder mig til at dele min viden med danserne på en ny måde og være instruktør, så det fokuserer jeg på nu,” lyder det bestemt.
Og så kommer det alligevel. Et lille grin. Ansatsen til en indrømmelse.
”Giv mig fem år – måske savner jeg spotlightet til den tid.”
Amy Watson danser af i partiet som Lady Capulet i John Neumeiers ”Romeo og Julie” på Gamle Scene, Det Kongelige Teater, lørdag den 16. oktober 2021.
I sæson 2021/22 iscenesætter Amy Watson ”Nøddeknækkeren”, der spiller fra den 26. november til den 22. december 2021 på Det Kongelige Teater og den 29. og 30. december i Musikhuset Aarhus.
Derudover iscenesætter Amy Watson også ”Et Folkesagn”, ”Juveler” og ”Don Quixote” på Det Kongelige Teater.
Følg Amy Watson på Instagram.
Artikler du også vil kunne li´
”Tobias Praetorius: “Vi vil vise magien”
”Sebastian Haynes: Min scenedebut”
”Balletekspert: Disse Bournonville-balletter bør du se”