Anne Plauborg: ”Jeg vender hele tiden tilbage til den vejrtrækning!”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner , udgivet maj 2024 

”Jeg har endnu ikke vænnet mig til det,” griner skuespilleren, da hun henter mig i vagten på Aarhus Teater. Håret er netop blevet farvet til rollen som Constance Chatterly; overklassekvinden, der i 1920-ernes England lever i et barnløst ægteskab med den indesluttede Clifford, som er blevet såret under 1. verdenskrig og nu sidder lænket til en kørestol – lam fra taljen og ned. Erotikken har trange kår i den desperate ladys liv, indtil hun, drevet af skæbnen, møder machoskytten Oliver Mellors i skoven. Lady Chatterley indføres i den erotiske forløsnings magi, og Mellors drager hende så voldsomt, at hun må tåle omverdenens fordømmelse for endelig at kunne møde sig selv som kvinde og menneske. Forfatteren D.H. Lawrences roman ”Lady Chatterleys lover” blev forbudt, da den udkom i England i 1928. En dugfrisk teaterversion spiller i maj og juni 2024 på Aarhus Teater.

Den 33-årige skuespiller Anne Plauborg har endnu ikke fundet sig til rette med sit nyfarvede, ildrøde hår, ligesom beslutningen om at forlade Aarhus Teater, efter otte år i ensemblet, fortsat er ved at bundfælde sig. ”Jeg har givet mig selv lov til at isolere mig i arbejdsboblen,” indrømmer hun, mens vi tager elevatoren til teatrets Kongeværelse – langt fra det utrygge freelanceliv i København. Hun rører flere gange beroligende sin hals. Der er under to uger til premieren, d. 8. maj og noget rumsterer under overfladen.

Vil du se Anne Plauborg  rollen som Lady Chatterley? Klik her

”… og det sitrer jo.”

Da vi har sat os i Kongeværelset, ved den ene ende af det alenlange, smukke mødebord, tager jeg første skridt: ”Du står ikke i Aarhus Teaters brochure for næste sæson. Hvor vil du gerne hen?” Anne Plauborg udbryder impulsivt: ”Bogstavelig talt tager jeg jo til Valby.” Hun standser sig selv. De livfulde øjne vandrer længe søgende i lokalet, før hun ser på mig.  ”I virkeligheden vil jeg altid hen til det, man mærker, når man er så heldig som skuespiller, at man … at jeg overraskes. Når jeg er i en proces med et hold og en kunstnerisk vision, hvor jeg overraskses af, hvem jeg er, hvad verden, følelserne og livet er. Det elsker jeg.”

Lady Chatterley mærker alt helt enormt, og det er der noget smukt i at give sig hen til – også for mig i prøvearbejdet.”

”Er det mennesket eller skuespilleren Anne, der vil overraskes?” Den charmerende sceniske slagfærdighed titter frem: ”De kan nok ikke skilles ad, vel? Jeg er også mor til to børn og elsker det til fulde, men…”

”Men?”

”Men lige nu, i prøverne på ”Lady Chatterleys elsker”, møder du mig på et sted, hvor jeg lukker mig inde i en kasse af arbejde, fordi jeg ved, at jeg om lidt stopper den måde, jeg har arbejdet på så længe – som har defineret mig som både menneske og skuespiller i otte år.”

Anne Plauborg sænker blikket og fingererer ved sin lyseblå striksweater. Den forekommer mig både blød og tryg. ”Samtidig kan du jo satse frit netop nu. Er sårbarheden ikke befordrende?” spørger jeg og fremkalder et spontant fnis fra min samtalepartner. ”Hold kæft, hvor er det rigtigt.” Hun fører hastigt hånden til munden, rødmer let og fniser igen: ”Undskyld, jeg bander ellers aldrig, men det er jo netop dét, jeg mærker og det sitrer jo.”

”Sitrer det også i Lady Chatterley?” Skuespillerens ord svøbes i en mere alvorlig klang: ”Hun er på vej til at definere sig selv. Måske er det også det, der er i mit eget liv lige nu; at jeg definerer mig selv i en ny kontekst. Lady Chatterley mærker alt helt enormt, og det er der noget smukt i at give sig hen til – også for mig i prøvearbejdet.” Plauborg læner sig frem i stolen med veltimet, oprigtig intensitet: ”Hvis jeg skal lytte til, hvem Lady Chatterley er, så kan jeg ikke forberede det én til én. Følelserne må bære mig et sted hen med de replikker, dramatikeren Dicte C. Houmøller har skrevet i manuskriptet. Det er et ret vidunderligt sted at være. Lady Chatterleys rolle kræver, at jeg stoler på intuitionen.” Taletempoet er accelererende, skønt hun sidder ganske roligt.

At spille på vejrtrækningen

”Lady Chatterleys elsker” på Aarhus Teater har den blomstrende erotik som sit omdrejningspunkt, og skuespillerne har under prøverne tilknyttet en intimkoordinator, skuespilleren Camilla Bendix.  ”Anne, hvordan gør du dig selv til intimkoordinator mellem scene og publikum? Det skal vel ikke være en lukket fest for jer bag den fjerde væg?” vil jeg nu vide.  ”Det er ikke fremmed at være tætte for os som skuespillere,” konstaterer Anne Plauborg nøgternt. ”Det er dér, teatret gløder, uanset om det handler om vrede, glæde eller alle andre følelser. Camilla Bendix hjælper os til at være i begæret, ikke bare i én enkelt scene, som i andre forestillinger, men gennem et manuskript på 188 sider – hele tiden.” Hun nikker som for at understrege sin pointe. ”Begæret er jo mere end en seksuel drift. Det er også begæret efter at mærke sig selv, efter at kunne nedkomme som kvinde, efter at få en identitet. Det bliver svært for Lady Chatterley, fordi hendes mand er blevet lam fra taljen og ned under 1. verdenskrig. Det er ikke bare liderlighed. Det er begær efter liv – efter…. et eksistensgrundlag…” forklarer skuespilleren med et lydløst spørgsmålstegn som afrunding.

”Er det en koreografi, I fastlægger omkring det erotiske?”

”Ja, og den er faktisk ret striks. Drifter er jo ikke en sat ting. De er ikke pæne, men måden, vi giver dem bedst til publikum, er, at vi gør det til nogle satte billeder, hvor vi tillader alt liv og organisk tilstedevær inden for rammerne. Det vi tør lige nu er at mærke, at vejrtrækning er begær.” Plauborg ser mig målrettet i øjnene, mens hun supplerer: ”Det er enormt sårbart og fremkalder enormt mange følelser. Det er så…. genkendeligt. Vi kender lydene, der hænger sammen med begæret og tilfredsstillelsen, men hvordan spiller de sammen med rollen og det indre kaos, hun bærer på?” Jeg noterer mig atter det røde hår, som tilfører skuespillerens ord en stikflamme af forførende farlighed. ”Så I skal så at sige spille forestillingen på vejrtrækningerne?”

”Ja, det er det, vores arbejde handler om lige nu”.

”Jeg tror ikke på solisten”

”I denne forestilling spiller du titelrollen, men har du været primært individualist eller ensemblespiller på Aarhus Teater?” Svaret er ikke det lynhurtige, jeg forventer. Anne Plauborg tier længe med en granskende, indadskuende mine. Hendes åndedræt udfylder Kongeværelset til sidste kvadratmeter. ”Det jeg mærker, nok i særlig grad, fordi jeg skal til at flytte fra Aarhus, er, hvor vildt det er, at vi i et ensemble laver tingene sammen. Jeg er ingenting uden at kunne stille mig til rådighed for mine medspillere. Jeg er dybt afhængig af dem,” siger scenekunstneren over for mig langsomt. ”Men er du i virkeligheden ikke mest solist?” Plauborg ryster stille på hovedet: ”Nej, det mener jeg helt oprigtigt ikke, for solisten er ikke noget værd for mig. Jeg kan ikke lave det uden at møde andre.”

Lady Chatterley mærker alting, og derfor må der også være en mening med, at jeg slutter af på Aarhus Teater med at spille netop hende. Det er jeg sikker på. Jeg mærker simpelthen alting lige nu, også mine kollegers vigtighed, og den taknemmelighed, jeg har i mit hjerte over at have arbejdet med dem i otte år.”

”Heller ikke, når du har en hovedrolle?” Hendes røst tilføres en markant skarphed: ”Jeg tror slet ikke på solisten, når vi laver teater. At have bevidstheden om de andre er afgørende. Ellers skal man ikke stå på en scene. Vi skal fortælle en fælles historie ved, at vi alle sammen tilsidesætter vores indre solister, for ellers er det ikke et fællesskab. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal tage ansvaret, når jeg har hovedrollen. Det tager jeg på mig og siger: ”Okay, jeg er Lady Chatterley. Den løfter jeg.”, men Lady Chatterley er ingenting uden skytten i skoven, der udvikler hende, vel?”

Den kække slagfærdighed afløses af en kortlægning så besindig som filosoffens: ”Lady Chatterley mærker alting, og derfor må der også være en mening med, at jeg slutter af på Aarhus Teater med at spille netop hende. Det er jeg sikker på. Jeg mærker simpelthen alting lige nu, også mine kollegers vigtighed, og den taknemmelighed, jeg har i mit hjerte over at have arbejdet med dem i otte år.” Tilføjelsen lægges i det dybe toneleje: ”Jeg tror… Det er det dér med at turde se på sig selv… og turde at blive set.” Hun aer nænsomt den lyseblå sweater.

Frygt og frisættelse

I samtalens sidste del kommer vi til det, jeg aner er Anne Plauborgs smertepunkt netop nu – skiftet. ”Apropos at blive set; du har i otte år fået dine roller tildelt af en ledelse og et dramaturgiat med ét bestemt blik. Holder du op på Aarhus Teater for at blive set i et bredere perspektiv?”

”Nej nej, for jeg har fået lov at spille så meget forskelligt. Alt fra Lady Chatterley til julemanden.” Plauborg gestikulerer ivrigt, næsten afværgende. ”Så hvorfor stopper du på Aarhus Teater?”

”For at skabe en hverdag for mine børn, hvor de er tættere på en større del af deres familie. Anledningen til skiftet er ikke arbejdsrelateret, det er det ikke, for jeg trives rigtig godt i min hverdag på Aarhus Teater,” forsikrer hun.

”Men rimer freelance alligevel lidt på frisættelse?” forsøger jeg. ”Nej, det tror jeg ikke,” repliceres der uden tøven. Jeg læner mig frem: ”Hvad rimer det så på for dig, Anne? Frygt?” Hendes kinder får mere farve, og den let usikre fnisen vender tilbage: ”Åh, en god blanding af frisættelse og frygt, tror jeg. De eksisterer jo ikke hver for sig. Det er… Nej!” Plauborg klasker hænderne hårdt mod stolens armlæn. ”Jeg vender hele tiden tilbage til den vejrtrækning!”

”Bliv ved!” ansporer jeg og antænder et fascinerende følelsesfyrværkeri:

”Jamen, jeg er lige dér, hvor det er nødvendigt bare at være og at leve. Vi kan ikke mærke frisættelsen, hvis vi ikke har mærket frygten, vel? Hvad higer vi ellers efter? – og så er vi tilbage ved Lady Chatterley, som rumsterer i mit hoved. Hun vælger jo skytten på trods af sin socialklasses fordømmelse. Det er så vildt i 1928. Hun gør det ikke uden frygt, men det er jo også en enorm frisættelse, hun oplever. Hun giver afkald på sin gamle identitet, ligesom jeg gør med det valg, jeg nu har truffet. Freelancelivet er et tilvalg, men jeg giver også afkald på noget, jeg er rigtig glad for. Men med det jeg laver, kan man ikke sidde fast, selvom jeg er en tryghedsnarkoman. Jeg har jo lyst til at mærke både frygten og frisættelsen, og jeg glæder mig enormt til at skulle lave forestillingen ”Pinocchio” på Det Kongelige Teater i næste sæson. Det bliver bare…. noget andet.” Stilhed.

Anne Plauborg falder tilbage i stolen, som har hun netop løbet et maraton. Epilogen gennemspilles helt afdæmpet med filterløst nærvær: ”Lady Chatterleys rejse, din rejse. I to træder i hinandens fodspor. Føles det rigtigt – med frygt og det hele? Ikke nødvendigvis godt, men rigtigt?” Mennesket og skuespilleren Anne smiler. På én gang tvivlende og håbefuldt. ”Det føles rigtigt… Det føles også godt, og som alt muligt andet end godt, men ja; det føles rigtigt…”

FAKTA:

Anne Plauborg (f. 1991) er uddannet skuespiller i 2015 ved Den Danske Scenekunstskole i København.

Før hun kom til Aarhus Teater, medvirkede hun blandt andet i Shakespeare tur/retur på Grønnegårdsteatret og Kendte folk og kendte folks børn på Det Kgl. Teater.

Anne Plauborg har fra 2016-2024 været en fast del af Aarhus Teaters ensemble og har medvirket i blandt andet Premiere, Den gode vilje, Audition, Kærlighed efter lukketid og Ordet. Hun har endvidere medvirket i Christian Lollikes Leonora Christina – Sandhedens Dronning samt den Reumertvindende Dracula, hvor hun spillede hovedrollen som Mina Harker.

Senest har Anne Plauborg på Aarhus Teater medvirket i forestillingerne Kong Lear, Julefeber og Skolekomedien. I efteråret 2023 kunne man desuden opleve hende i DR’s dramaserie Huset

I 2024 er Anne Plauborg nomineret til en Reumertpris for Årets Birolle i Aarhus Teaters Jane Eyre – en romantisk drøm – sæson 2022/23

Fra 8. maj- 8. juni 2024 kan Anne Plauborg opleves i titelrollen i D.H. Lawrences: Lady Chatterleys elsker på Aarhus Teater. Find billetter her

Vil du se Anne Plauborg i Pinocchio på Det Kongelige Teater, så klik her

Læs flere interviews med skuespillere fra Aarhus Teater

Interview med skuespiller Emil Busk Jensen om hans medvirken i “Julefeber”

Interview med skuespiller Emil Prenter om hans medvirken i “Erasmus Montanus”

Interview med Nanna Bøttcher om hendes medvirken i “Girls & Boys”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsmails og modtag e-mails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsmailen. Læs privatlivspolitik.