Af Signe Ravn
Astrid Elbo blev udnævnt som solist i Den Kongelige Ballet i 2018, men længe inden da havde hun været på anmeldernes radar som en, man skulle holde ekstra øje med, ligesom hun også havde vundet publikums gunst.
Her fortæller hun om nogle af de øjeblikke på Det Kongelige Teater, der har været afgørende for hende.
”Et Folkesagn” i 2001
”Det allerførste, jeg lavede, var i ”Et Folkesagn” i dronningens kostumer. Der var jeg haletrold. Det var det første halve år, efter jeg var kommet ind på balletskolen. De roller, man spiller som barn, føles som magi og som at være i et eventyr, sådan synes jeg heldigvis stadig meget, det er. Jeg var på scenen med de rigtige dansere, vi sjippede i halen af vores mor. Vi var fem haletrolde, vi øvede os rigtig i at sjippe. Bliver det mig, der får lov? Derfor har jeg et særligt forhold til ”Et Folkesagn”. Jeg skulle have lavet hovedrollen i ”Et Folkesagn” i maj (2020, red.), det skulle have været min første klassiske titelrolle, men den blev aflyst. En, der ikke er blevet på grund af corona, som så mange andre har oplevet det i år.”
Læs også: “Teaterfotograf: Camilla Winther”
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Farlige Forbindelser” med solodanser Jón Axel Fransson, sæson 2016/17. Foto: Costin Radu
”Dronningen var der på gangen, så havde hun rettet på den og dens kostume, det føltes helt vildt sejt. Det blev meget Det Kongelige Teater meget hurtigt. Dronningen er der bare. Vi var fem haletrolde, jeg tror faktisk ikke, der var nogen af dem, der er dansere nu. Det var piger fra mit ballethold, min klasse, man var placeret efter højde, trip trap træsko, jeg startede med at være den midterste, og så var jeg den sidste året efter, for jeg skød meget i højden og var meget høj hurtigt. Vi gik meget op i det. Ida (Praetorius, red.) var en af de to engle i 2. akt, der var et helt særligt billede med to engle, der var på i 10 sekunder, det var også en stor rolle, hvor man var oppe at flyve.”
Det har jeg tænkt over som voksen danser selv, når jeg har spillet nogens mor; Hvor meget det betyder som balletbarn, at man får en kontakt med en voksen danser og kan se op til en.”
”Man havde lyserøde strømper på og haletroldesko, troldefødder-sko. På dragten var der tyl i alle mulige farver, der stritter ud, det samme på hovedet, tyl, der stritter ud, og så var man malet troldeagtig i hovedet.”
”Så var det op til frisøren om aftenen og sminkes af en dame og blive til den lille haletrold. De der roller, hvor man som barn ser de voksne, er man på scenen som fyld, mens de voksne danser. ”Et Folkesagn” er noget helt særligt for mig, for den er den første ballerinarolle, jeg har set på scenen. Som haletrold har jeg set Sascha Haugland og Gudrun (Bojesen, red.) lave Hilda. Man ser hvordan de er på scenen, man hører dem trække vejret – alt det, man ikke ser nedefra [publikumsrækkerne]. Det tænker jeg over, når jeg laver Dugdråbe i ”Nøddeknækkeren”, og Klara og Fritz sidder på scenen hele tiden og ser det hele. Jeg smiler til dem ude fra kulissen, når jeg løber ind på scenen, og så ser de også, at man nogle gange virkelig er i en struggle (kamp, red.) og trækker vejret meget voldsomt.”
Læs også: “Sebastian Haynes: Min scene-debut”
Se Det Kongelige Teaters trailer til “Farlige Forbindelser”
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Kaffe” i “Nøddeknækkeren”, sæson 2013/14. En rolle, som Heidi Ryom fik kørt Astrid Elbo i stilling til. Foto: Henrik Stenberg
”For nylig kom Ida og jeg gående på gangene, og så stod der alle de små engle, svævesylfiderne, og en af dem sagde til de andre: ”Det var min sylfide”, da Ida gik forbi. Som balletbarn tager man ejerskab over de voksne, og vi glemmer, der er fire hold. Det var så sødt.”
Selv knyttede Astrid Elbo sig som balletbarn også til den danser, der spillede hendes mor i ”Nøddeknækkeren” i den version, der i sin tid spillede i Tivoli.
”Det har jeg tænkt over som voksen danser selv, når jeg har spillet nogens mor; Hvor meget det betyder som balletbarn, at man får en kontakt med en voksen danser og kan se op til en.”
Lær en sekvens fra forestillingen “Bonnie & Clyde”, som Astrid Elbo spillede på Betty Nansen Teatret i sæson 2019/20.
”En skærsommernatsdrøm” i 2010
”Den første forestilling, hvor jeg var ansat som korpsdanser, var ”Den Gyldne Hane”, hvor jeg kom ind som reserve. Men jeg husker tydeligere min første forestilling, hvor jeg dansede som voksen danser i kompagniet, der var jeg stadig i det sidste år i skolen. Den føles på en måde mere som den første end den første forestilling, som færdiguddannet balletdanser gjorde. Det var ”En skærsommernatsdrøm” i 2010.”
”Forinden var gået de der underlige år fra barn og børneroller til, den tid hvor vi var de der teenagere, der lignede voksne, men ikke var gode nok til at danse de store ting. Der var vi lidt akavede. Og så med Skærsommernatsdrøm var det bare: Wow, nu er jeg inde som voksen danser! De voksne dansere hjalp mig, og jeg kan huske det helt vildt stolte i at være med i forestillingen. Jeg er så heldig, at jeg har haft mange “førstegangsoplevelser” på scenen som balletbarn på teatret.”
”Vi havde garderober væk fra de voksne, så det var noget med at gå ind i en sal og tage billeder af mig selv i spejlet i mit kostume, for det var vildt stort! Nå, nu har jeg gjort det.”
Læs også: “Stephanie Chen Gundorph: Min scene-debut”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Som solist i “Rubiner” af George Balanchine. Foto: Costin Radu
”Nøddeknækkeren” i 2011
”Det var i 2011, før jeg var færdiguddannet, mens jeg var aspirant, at jeg dansede min første solo. Det var “kaffe” i ”Nøddeknækkeren”. Det var Heidi Ryom, der var lærer og instruktør dengang, hun pressede mig og syntes, at det var lige mig. Jeg elskede at arbejde med Heidi. Jeg arbejdede meget med Heidi, faktisk helt op til dagen før, hun døde. Den dag havde vi stået og arbejdet.”
”Med “Kaffe” i “Nøddeknækkeren” hjalp hun mig virkelig og var god til at køre mig i stilling til at gøre det og prøve det op. Til december under ”Nøddeknækkeren”, [hvor der danses rigtig mange forestillinger], er alle trætte og har danset en hel masse, så på den måde er ”Nøddeknækkeren” fed, for der er virkelig mulighed for at give folk chancer.”
“”Nøddeknækkeren” betyder noget særligt for mig, fordi jeg har nogle gode minder. Jeg har danset “Kaffe” en milliard gange siden, føles det som, men jeg kan helt vildt godt lide den, det er den første solo – første gang, jeg fik ansvaret og fik lov at holde scenen så længe. Det tænkte jeg ikke over dengang.”
”Jeg var reserve på den, så jeg havde stået bagved i salen under prøverne. Så sagde Heidi en dag: ”Nikolaj kommer og ser dig i den”. Det var helt klart Nikolaj, der sagde god for det. Men det var Heidi, der så, at det kunne jeg, og det skulle jeg. Hende, der pressede det igennem. Vi arbejdede meget med at kreere en karakter, hvad betød hvad, hvad er trinnene, hvad betyder de for mig? Samtidig med, at hun rent teknisk hjalp mig med nogle ting, jeg havde svært ved. Jeg husker det som, at det ikke føltes som en for stor mundfuld. Det føltes perfekt, som det rigtige, men selvfølgelig var jeg spændt og nervøs over det. Jeg føler mig meget heldig, at jeg har haft Heidi den tid og arbejdet med hende.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Astrid Elbo i den vigtige rolle som Nanina i John Neumeiers “Kameliadamen”, sæson 2011/12. Foto: Costin Radu
”Kameliadamen” i 2012
”Jeg lavede ”Kameliadamen” på den allersidste eksamensdag, den dag, vi blev færdige som aspiranter, og jeg fik tilbudt et job som korpsdanser. Til ”Kameliadamen” den aften stod jeg sammen med en af mine venner, som også var blevet færdig, men ikke fik en kontrakt, så der var mange følelser. Det er hårdt at gå ind efter sådan en mavepuster.”
”Som Nanina er man meget tæt på titelrollen, Kameliadamen, man er med i hele forestillingen, og slutter med at være hende, der får dagbogen til sidst. Jeg kan huske fra den aften at jeg var så træt og udkørt efter min eksamen, men det var også så euforisk at være blevet færdig efter så mange år.”
”Jeg tror, at det var Heidi (Ryom, red.), [der fik mig ind i rollen], for den skulle have været lavet af nogle andre, blandt andet Gitte Lindstrøm, hun var skadet, Gudrun (Bojesen, red.) dansede Kameliadamen, Mette Bødtcher skulle også lave Nanina, som er en rolle for en karakterdanser, men der var Heidi overbevist om, at det kunne jeg sagtens lave. Nanina danser jo ikke rigtigt, hun har karaktersko (hælsko, red.), men hun er en vigtig karakter i historien.”
”Det var også helt vildt at skulle lave det. Jeg følte, det var ret stort, selvfølgelig også samarbejdet med Gudrun og Ulrik (Birkkjær, red.), der var Armand dengang. Den særlige følelse af at være en del af det, se dem så tæt på og se dem arbejde og få lov at fortælle historier med dem, se hvordan de gør og være med sammen med dem. Så endte Neumeier med at lade mig blive på. Han kunne lige så godt have taget mig af [rollen]. Han kunne åbenbart lide, at det var en helt ung pige overfor Mette, der er 50’erne.”
John gennemgik hele den scene, jeg havde lavet, og han roste, og roste, og roste den … Og så sagde han: ”But I have decided, I don’t like it.”
”Han kom og prøvede med os i nogle dage. En af de første rettelser, han kom med, var til min makeup nede på scenen, jeg var 17-18 år og ikke særlig god til at lægge scene-makeup. Neumeier har en ting med, at danserne nærmest ikke skal have makeup på. Det skal være helt naturligt. Så det var noget med lige at fjerne den store eyeliner, jeg havde fået lagt.”
”Vi kom op i salen efter en sceneprøve, han så, og så skulle vi have korrektioner. Jeg er den allerførste, der kommer på scenen i forestillingen, så jeg var også den første, der fik en rettelse. ”Hvor er den unge Nanina?”, og jeg rakte hånden op og gik lidt frem foran de andre. Jeg elsker at lave den [første] scene, fordi man har tid, tager rummet ind, ser det her sted, hvor hun (Kameliadamen Marguerite, red.) har boet, og kommer i tanke om, at hun er død.”
Se Det Kongelige Teaters trailer for “Kameliadamen”
Læs også: “Emma Riis-Kofoed: Min scene-debut”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Fra venstre Viktoria Falck-Schmidt, Astrid Elbo, Emma McKenzie (tidl. Håkansson, red.) og Stephanie Chen Gundorph i “Svanesøen”, sæson 2014/15. Foto: Costin Radu
”John gennemgik hele den scene, jeg havde lavet, og han roste, og roste, og roste den. Han sagde, at han kunne godt se, hvad jeg havde tænkt og følt, at jeg havde skabt en scene, næsten som var det en film. Og så sagde han: ”But I have decided, I don’t like it.” (”Men jeg har bestemt mig for, at jeg ikke kan lide det.”, red.). ”Nå, okay, åh nej”, men det var meget fint.”
”Det gjorde selvfølgelig, at alle begyndte at grine. Men det var rart at få anerkendt, at jeg havde prøvet noget og gjort noget, i stedet for bare at få nej og blive ignoreret. Jeg har gjort noget, der er noget at arbejde ud fra.”
”Før forestillingen sad jeg altid i kulissen og havde et øjeblik for mig selv, der var ikke så mange, der kom ind fra den side af scenen, hvor jeg gjorde, og jeg kunne godt lide at være der tidligt og forberede det rum, jeg gerne ville skabe. Jeg kan huske, at jeg fik en ret særlig feedback fra Ingrid Glindemann (tidl. balletdanser og balletpædagog, red.), der havde arbejdet med John i Hamborg. Det var en helt særlig ros, når den kommer fra en, der ellers ikke går så meget op i en. Jeg kan også huske, at nogle mine gamle balletlærere fra skolen sagde tillykke og roste mig for det.”
Den betød noget helt særligt at lave, fordi jeg har stået på den bro hele min barndom. Made it!”
”Man er hovedrollens tjenestepige og er med hende hele vejen. Det er en ret vigtig rolle, for Kameliadamen skriver i sin dagbog, og det er Naninas opgave at give dagbogen videre til Armand efter hendes død, så han kan forstå hendes bevæggrunde. Det er hende, der kommer med de dårlige nyheder, når der sker dårlige ting i balletten. Nanina er et livsvidne, det er der noget ret fint i at være for nogen. Det var nok også det, jeg følte i forhold til at være tæt på Ulrik og Gudrun, at jeg fik lov at være lidt livsvidne for dem.”
Astrid Elbo medvirker i New Orders musikvideo for sangen “Age of Consent”.
Astrid Elbo i “Askepot”. Foto: Henrik Stenberg
”Napoli” under Balletfestivalen i 2018
”Så er der Pas de six i ”Napoli”, som jeg også husker ret tydeligt. Første gang, jeg dansede den, var under Balletfestivalen for et par år siden. Den betød noget helt særligt at lave, fordi jeg har stået på broen hele min barndom. Made it! Nu fik jeg endelig lov at være på, på den måde jeg havde drømt om hele livet. Jeg havde danset den i skolen, øvet den, men det var første gang, at jeg få lov at lave den rigtigt. Det var en særlig aften. Virkelig!”
”Jeg dansede blandt andet med Femke (Mølbach Slot, red.), som jeg delte garderobe med. Det var helt særligt, for hun gik på pension den aften. Som barn har jeg set hende danse den rolle et væld af gange, og så stod jeg pludselig ved siden af hende og dansede den rolle sammen med Susanne og Kizzy (hhv. Grinder og Matiakis, red.), og Amy (Watson, red.) dansede Teresina. Jeg stod med de totalt idoler og dansede den Pas de six. Det var helt særligt – det var min første og Femkes sidste, og vi var tætte på det tidspunkt – at være en del af at få lov at føre traditionen videre.”
Susanne skrev sådan et fint pøj pøj-kort: ”Den første Pas de six er noget helt særligt”. Og det er den virkelig. Især for os, der vokset op med ”Napoli”, er det en helt særlig ting at få lov til.”
”Femke var en helt fantastisk støtte. Det må have været helt vildt for hende. Vi grinede begge af den aldersforskel, og hvordan man alligevel kommer tæt på hinanden på trods af alder. Jeg har tit tænkt på, at så snart man fylder 18 og bliver balletdanser, så er man kollegaer, og alderen forsvinder lidt i forhold til venskaber og kollegaskaber. Jeg var mere i salen og varme op og fokus, fokus, fokus, jeg kunne ikke tage det så meget ind, som hun kunne. Jeg nød det helt sikkert, men jeg var nede og lave najader (havvæsener i ”Napoli”, red.) inden. Det skulle hun ikke. Det var hun videre fra.”
TV 2 Lorry har lavet en minidokumentar på seks et halv minut om Astrid Elbo.
”Svanesøen” i 2014
”Første gang i ”Svanesøen”, den gamle version af ”Svanesøen”, vi lavede, er der et tidspunkt, hvor nogle skal skifte fra hvid til sort svane og komme ind i et kryds. Hver anden sort og hver anden hvid. Da jeg kom ud i kulissen første gang og skulle finde min påklæder, så var hun der ikke. Der så jeg for mig, hvordan jeg skulle løbe ind i det forkerte kostume. De sekunder, det drejer sig om, verden går under, det er så pinligt overfor alle de voksne, og jeg løb bare frem og tilbage. Vi har helt sikkert løbet forkert at hinanden. Vi nåede det i sidste sekund.”
”Alle piger omkring mig var i gang med at lede efter det kostume. En fandt påklæderen og hev hende over til mig. Jeg smed tøjet og stod bare helt nøgen og skiftede. Jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg skulle bare ind på den scene til tiden! Bagefter så kom Nikolaj (Hübbe, balletmester, red.) bag scenen og sagde tak for forestillingen og sagde så: ”Der var ret meget larm på et tidspunkt, så vil I være stille i kulissen?” En sagde: ”Vi havde lige et lille kostumeproblem”, og det var så det. Det er noget af det mest stressende, jeg har oplevet. Det har jeg drømt om op til alle store premierer siden.”
”Jeg elsker premierer. Den sidste premiere, jeg rigtigt kan relatere til, som var kæmpe, udover jeg lavede ”Askepot”, det var ”Bonnie & Clyde” på Betty Nansen, det var en af de premierer, der gik op i en højere enhed. Dem er jeg heldig at have haft en del af – hvor man forbereder sig, og kommer ud efter premieren og oplever, at man bare glemte alt andet end at være til stede.”
I sæson 20/21 kan Astrid Elbo opleves i ”Serenade” i programmet ”Giant Steps”, Karen Blixen i ”Blixen”, som en del af ”Napoli” pas de six og ”Mahler 3. symfoni”.
Følg Astrid Elbo på instagram
Læs også:
“Se balletdansernes bedste dansevideoer”
“Balletekspert: Disse Bournonville-balletter bør du se”
“Operaekspert: Disse operaer bør du se”
Emilia Therese