Af Signe Ravn
August Bournonville skabte fra 1830-77 over 50 store og små balletter, heriblandt ”Sylfiden”, ”Napoli”, ”Et Folkesagn”, ”Fjernt fra Danmark”, ”Blomsterfesten i Genzano”, ”Livjægerne fra Amager” og ”La Ventana”.
Nogle findes stadig i fuld længde, mens andre kun eksisterer i uddrag.
Ikke desto mindre udgør Bournonvilles værker hjørnestenen i Det Kongelige Ballets repertoire. Men hvor skal man starte, hvis man ikke kender noget til ballet?
Scenen.dk har spurgt balletekspert og Bournonville-connaisseur, Informations anmelder Anne Middelboe Christensen om råd.
Arven efter Bournonville skal beskyttes
Hendes første møde med Den Kongelige Ballet var i begyndelsen af 1970’erne, og hun har fulgt Bournonvilles værker tæt, siden hun som teenager var så heldig at opleve den første Bournonville Festival i 1979.
”Der var 11 værker og nogle divertissementer til Bournonville Festivalen i 1979, i dag er der måske seks tilbage i repertoiret. Så vi har at gøre med en levende tradition, som er meget skrøbelig, for den kræver, at værkerne bliver danset. Ellers dør de jo. Det er ikke som en bog, man kan trykke i et nyt oplag, en film, man kan vise igen, eller musik, man kan give til et nyt orkester, så de kan lære det.”
“Det er en ballettradition, som kræver, at nogle instruktører kender trinnene så godt, at de kan give dem videre til danserne. Det kræver et kompagni, hvor en del af danserne kender værkerne i forvejen. Det er udgangspunktet, når jeg skal vælge tre. For i virkeligheden ser jeg hans balletarv som et samlet hele, som bare har balletter med meget forskellige farver.”
Arven skal altså beskyttes, og det sker blandt andet ved at pleje og udvikle den gruppe af instruktører, som oftest tidligere dansere, der kan give traditionen videre. Og så må der ikke gå for lang tid imellem, at værkerne bliver danset.
”Det er hundesvært at lægge et repertoire, som sikrer, at Det Kongelige Ballet udvikler sig og indoptager tendenser, men også bevarer sit særpræg. Det er et stort ansvar, som balletmesteren sidder med,” vurderer Anne Middelboe Christensen.
Hun er dog ikke i tvivl om, at Bournonville har, hvad er skal til for at fascinere nye generationer af publikum.
Bournonville er aldrig elitært eller for de få, Bournonville er for de mange. Det er en af hans rigtig store kvaliteter.”
”Bournonvilles univers, uanset balletten, er en verden, der appellerer meget bredt. Hans balletter besidder en folkelighed, en glæde og en relevans, fordi balletterne fortæller om almindelige mennesker, der pludselig kommer ud i en ualmindelig situation. Det har en mainstreamappel – en direkte henvendelse til tilskueren. Bournonville er aldrig elitært eller for de få, Bournonville er for de mange. Det er en af hans rigtig store kvaliteter,” fastslår Anne Middelboe Christensen, før hun tilføjer, at hendes top 3 udgøres af ”tre hardcore titler”.
Her er de:
Sylfiden, 1836
”Sylfiden er Bournonvilles første store ballet fra 1836. Han har stjålet handlingen, men lavet ny musik. Han så balletten “La Sylphide” af Taglioni i Paris i 1932, og den historie ville han rigtig gerne overføre til Det Kongelige Teater, hvor han var ung balletmester. Han havde ikke råd til at købe den eksisterende musik til balletten, så han fik i stedet den unge norske komponist Herman Severin Løvenskiold til at komponere ny musik. Han er født i 1805, balletten er fra ’34, så det er en ung koreograf, der giver den fuld gas.”
”Han skildrer i ”Sylfiden” den ultimative kærlighedshistorie, som er båret af længsel, for den handler om den umulige kærlighed. Den dyrker eksistentielle ting; den menneskelige splittelse, kravet om at vælge sit liv, muligheden for at vælge sit liv, og den betoner prisen for at vælge sit liv. Det er ekstremt interessant psykologisk.”
”Bournonville udtrykte de her ting i en historie om en ung mand, der skal giftes med en meget, meget sød pige fra nabogården, men han forelsker sig i stedet i et flyvende, hvidt væsen, han ser for sig. Vi er ude i symbolik, noget der trækker på folkeeventyr og hele troen på det overnaturlige og andre typer væsener, men psykologisk set handler balletten selvfølgelig om at finde sig selv og vælge noget for sig selv, uanset hvad samfundet, ens omgivelser og familie forventer af en. Det er hele den udviklingshistorie og menneskelige eksistenshistorie, som gør, at ”Sylfiden” har klaret sig så længe.”
Det er højtempo, og det taler ind i noget af den moderne ballets ønske om at overgå sig selv med effekter. Ja tak, det gjorde Bournonville altså allerede i 1842!”
Napoli, 1842
””Napoli” er det sidste rigtige romantiske værk, Bournonville skabte. Det er en handlingsballet, der har den samme romantiske splittelse som i ”Sylfiden”. Der er en dragning, en mulig flirt, og så vælger både kvinden og manden det sikre, og vi ender med en happy end. De møder begge to de underjordiske overnaturlige kræfter.”
”Handlingen foregår i Italien, i Napoli, og hele udfordringen er, at de to unge sejler ud i en båd for at kysse og spille guitar, og de kæntrer. Kvinden skyller ind i den blå grotte og møder havkongen, som synes, hun er meget lækker, og hun synes faktisk også, at havkongen er meget spændende. Psykologisk set er det hendes møde med det erotiske, hendes måde at blive vækket på. Et møde med lysten, friheden og det utæmmede.”
”På samme måde er manden, da han leder efter sin forliste kvinde, ved at blive forført af disse dragende, smukke havvæsener, der kaldes najader. De bliver begge fristet af andre, men vælger hinanden. Det er mødet med eventyret i det daglige, som man kan føle sig tiltrukket af. Men konklusionen er, at det er bedst at lade det være et kort eventyr og vende tilbage til det trofaste, faste kærlighedsforhold. Det er en morale, der er til at føle på.”
”Det exceptionelle i balletten er en fest for en skytshelgen i tredje akt. Denne her fest er blevet til et fuldstændig vildt danseunderholdningsnummer med den ene danse-variation efter den anden. Variationen er fuldstændig forførende! Det er trinmæssigt, helt overdådigt, hvad han finder på.”
”Det er højtempo, og det taler ind i noget af den moderne ballets ønske om at overgå sig selv med effekter. Ja tak, det gjorde Bournonville altså allerede i 1842! Det er samtidig en ballet med nogle vidunderlige bifigurer, som virkelig kan bringes til live af de karakterdansere, som Det Kongelige Teater har, og nogle af de andre dansere, som har talent for at lave figurer på scenen.”
Konservatoriet, 1849
”Konservatoriet var en handlingsballet, som egentlig var bygget op omkring danseskolen på Pariseroperaen, noget som Bournonville selv have oplevet som teenager, da han var i Paris og trænede der. Det, der er blevet tilbage efter, at Harald Lander beskar balletten i 1941, det var selve danseskolen, den træning, man ser danserne lave. Denne ene akt er blevet i repertoiret. Det lykkedes Bournonville at lave noget træning, hvor en teknisk beherskelse af trinene går over og bliver til kunst.”
”Han inspirerede Harald Lander 100 år senere i 1948, da han lavede ”Etudes”, for den handler om øvelserne og dansernes vej fra barn og elev til at mestre det allersværeste. Det er det, man ser ske i ”Konservatoriet” på guldalderens måde, hvor danserne står langs barren, og danselæreren kommer ind med dirigentstok, så læreren kunne gå rundt og slå danserne på læggene – et fuldstændig aparte princip – men sådan var det.”
”For mig at se er det et fantastisk glimt ind i guldalderen, selvom det selvfølgelig er vildt idylliseret og ligner et Degas-billede. Kostumerne er i stilen fra slutningen af 1800-tallet med skulderløse dragter og et lille silkebånd om halsen, men det er den æstetik, som meget godt fanger det billede af, hvordan det kunne tage sig ud fra betragterens side, hvordan har livet været i sådan en dansehal.”
Og bliver historiefortællingen i ”Sylfiden” og ”Napoli” for massiv, så er ”Konservatoriet” et godt sted at begynde, fortæller Anne Middelboe Christensen.
””Konservatoriet” er renere og svarer mere til den kropsdyrkelse, vi har i dag. Vi er vænnet til at se kroppe udføre bizarre øvelser til fitness og anden slags træning. I ”Konservatoriet” kan man se mange af disse bevægelser taget ud af den flydende sammenhæng, som dans er, så man kan se trin ét ad gangen, før de bliver til dans. I fitnessstudierne vil man typisk også lave én øvelse ad gangen. Når vi oplever dans som kunstnerisk udtryk, så er det bevægelser sat sammen til flydende bevægelse, hvor en bevægelse tager over fra den anden, uden at øjet skal bekymre sig om overgangen.”
”Og så har ”Konservatoriet” noget af den skønneste børnedans. Efter de voksne har danset, løber de børnene ind for at lave øvelse på gulv, og så tripper de baglæns ud igen. Det har været helt afgørende for Bournonville-traditionen og for hans værker, at balletskolen har været på teatret sammen med kompagniet – at børnene fra skolen blev brugt i værkerne. I ”Sylfiden” har en pige en solorolle, i ”Napoli” står børnene på broen. Børnene blev langsomt optaget i traditionen, de kunne fra deres sted på scenen kunne se på de voksne på scenen og drømme om, at de en dag kunne få de roller. Det kendetegner en tradition, at nogen giver det videre til nogle andre.”
Det er udtryk for det morsomme hos Bournonville og hans gode humør, at han laver en sjov dans, og ikke kun noget med stor patos og indføling, men virkelig bare laver noget, der får folk til at grine. Det er en fantastisk kvalitet i sig selv.”
Og så en morsom ballet
Men Bournonville mestrede ikke kun de store, eksistentielle fortællinger. Han havde også blik for det mere lette, hvilket kan opleves i de små danse, der kaldes divertissementer. De er jævnligt er blevet taget frem, støvet af, indstuderet og danset, fortæller Anne Middelboe Christensen.
”Jockeydansen fra balletten ”Fra Sibirien til Moskov” (premiere i 1876, red.) har fået et nyt liv. Ikke mindst fordi den er blevet danset af to kvinder i stedet for to mænd, og dermed er denne her lille pas de deux, hvor to dansere danser fuldstændig ens og konkurrerer om at ride hurtigst på deres fiktive heste, også blevet en kønskommentar til traditionen, samtidig med, at den viser trin, der er supersvære. Trin, der også bliver mestret af kvinder. Det er udtryk for Bournonvilles gode humør, at han laver en sjov dans, og ikke kun noget med stor patos og indføling, men virkelig bare laver noget, der får folk til at grine. Det er en fantastisk kvalitet i sig selv.”
Anne Middelboe Christensen har skrevet flere bøger blandt andet ”Sylfiden findes. En svævebog”, ”Dance in the mirror – The ballet photography of John R. Johnsen”, ”Brutalitet og begejstring – En guide til anmelderens rolle” og senest ”Så kom der lige en sabeltiger – Doku fra Middelboes Ordbutik”.
Læs Anne Middelboe Christensens seneste artikler i Information.
Læs også:
“Anette Støvelbæk: Min scene-debut”
“Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”
“Jens Jacob Tychsen: Min scene-debut”
