Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner
Hvad enten jeg oplever skuespiller Benjamin Kitter på scenen eller det store lærred, slår det mig hver gang; et isbjerg af sjælelig kompleksitet og dragende hemmeligheder skimtes bestandigt under overfladen hos hans karakterer. Netop derfor er jeg interesseret i at samtale om hans hovedrolle i ”Den stundesløse” på Odense Teater. Stress er én af vor tids store trusler mod menneskets velbefindende, og allerede i 1720’erne satte dansk teaters fader, komediesnedkeren Ludvig Holberg, navn på mennesket, der har travlt med at have travlt, men som dog intet udretter. Hr. Vielgeschrei er fortolket på scenen utallige gange. Hvad mener Benjamin Kitter er kernen i den berømte komediekarakter?
Vil du gerne opleve Benjamin Kitter i “Den Stundesløse”? Læs mere her.
”De ældre værker binder os sammen med historien”
Jeg træffer Benjamin Kitter, via telefonen, på den dag i januar, hvor han har haft sin første prøve på scenen. Refleksionerne mht. rollens væsen og muligheder synes imidlertid allerede helstøbte. ”Hvad er det mest udfordrende ved at spille Holbergs komedier i dag?” begynder jeg nysgerrigt. Efter lidt betænkningstid leverer han sit svar med musisk, varm og rolig røst:
”Hvis vi skal vende det om og argumentere for, hvorfor man skal spille klassikere i det hele taget, så er det fordi, de fortæller om egenskaber og svagheder, som vi stadig har. De ældre værker binder os sammen med historien, om det så er Shakespeare, Holberg, Strindberg eller de græske tragedier, vi taler om. Vi ser mennesker for over 300 eller 1000 år siden, der handler på samme måde, som vi handler på nu. Den er smuk, den forbundethed, og i de ældre værker oplever man samtidig, at vores egen tid ikke er så unik endda, for vi mennesker gentager, hvad vi altid har gjort.” lyder det engageret fra Kitter. Med glæde noterer jeg mig hans historiebevidsthed, før jeg spørger:
”I jeres opsætning af ”Den stundesløse” har dramatikeren Thor Bjørn Krebs bearbejdet dialogen. Hvordan ser du på behovet for beskæring og nutidig gendigtning af ældre dramatiske tekster?”
”Jeg synes afgjort, at Holberg kræver en kærlig nutidig hånd ift. sproget” indleder Benjamin Kitter og uddyber: ”Man var vant til at få fortalt historier på en anden måde og i et andet tempo for 300 år siden. Vi er i dag blevet bedre til at fortælle og til at få historier fortalt, så man bearbejder jo også i respekt for det nutidige publikum; ikke for at tale ned til dem.”. Jeg bemærker, hvordan min samtalepartner sætter klassikerdebatten i et forfriskende nyt lys, og han afslutter med nok en væsentlig pointe: ”Jeg er sikker på, at Holberg såvel som Shakespeare ville fryde sig over, at vi stadig finder nye måder at gøre deres værker relevante på. Det er da en kompliment!”.
Læs også artiklen “Ludvig Holberg – Leende eller levende”
Benjamin Kitter i “Jean de France” også en komedie fra 1700-tallet. I baggrunden ses skuespillerne Tom Jensen og Tina Gylling Mortensen. Foto: Bjarne Stæhr/Grønnegårds Teatret
”Han vil jo for fanden bare gerne være uundværlig.”
Jeg søger at indkredse Benjamin Kitters syn på den ikoniske titelrolle. ”Fortæl mig om Hr. Vielgeschrei. Hvem er han og hvad er hans udfordring i tilværelsen?”.
”Han er vel et helt almindeligt menneske. Vielgeschrei vil bare gerne føle, at han har en berettigelse. Jo mere, han har at lave, jo vigtige synes han, at han er.” svarer Kitter med veneration i stemmen. ”Han laver bare ingenting, og skriverkarlene, som han sætter i sving med håbløst pseudoarbejde, laver heller ingenting. Filmen knækker for Vielgeschrei, fordi han ikke lader sine medarbejdere udføre de opgaver, han sætter dem til, i fred. Han har travlt med at dobbelttjekke det, de laver. Han vil jo for fanden bare gerne være uundværlig – hvem vil ikke det?” Den garvede skuespillers ord gør indtryk på mig. Impulsivt fremdrager han et personligt eksempel:
”Jeg tager toget til Odense hver dag, til prøve, og så tager jeg hjem til København bagefter. Jeg har savnet min familie, mens jeg var væk, og jeg kunne nøjes med at sige ”Hej mine elskede” og være nærværende, når jeg kommer hjem, men jeg har straks lyst til at gå ned med skraldet, tømme opvaskemaskinen eller lignende. Jeg vil gerne vise min berettigelse i familiens mikrokosmos. Sådan er vi mennesker”. Da jeg vil vide, hvordan han kobler eksemplet til sin stundesløse hovedkarakter, falder svaret prompte:
”Jeg synes jo, at jeg gør noget for andre, hvis jeg kaster mig ud i de dér huslige gøremål, straks jeg kommer hjem fra Odense. Det er det sammen med Vielgeschrei. Jo mere travl han gør sig selv, jo mere får han skyklapper på. Han vil finde en god mand, en bogholder, til sin datter Leonora, men han ser bare ikke, at hun elsker en anden. Vielgeschrei vil altid sige: ”Se, hvad jeg gør for andre”, og han vil jo reelt kun andre mennesker det bedste. Det er også derfor, han er morsom.”. Jeg smiler og aner her en skuespiller, der vil forsvare sin karakter med næb og kløer.
Benjamin Kitter og Lars Simonsen i “Dødsdansen” Odense Teater 2022. Foto: Emilia Therese
”Det er som med en vingummi…”
”Hvordan sørger du for, at din udgave af den stundesløse ikke bliver en karikatur men et rigtigt menneske?” fortsætter jeg inspireret af Benjamin Kitters ord om Vielgeschreis gode intentioner. Den velformulerede kunstner
”Det er jo med en scenisk karakter, som det er med en vingummi; hvis man kan tygge på den én gang og så sluge den uden videre, er den jo lidt kedelig”. Vi ler begge som følge af den sproglige elegance, før han i en seriøs tone, tilføjer: ”Kanterne hos et menneske er jo det, man kan slå sig på. Hos nogen er kanterne rundere end hos andre, men kanter har vi alle, uanset om vi så vil være ved det eller ej.”.
Det interessante er, ifølge Kitter, at karakteren ikke bliver en mekanisme men et menneske, der kan indeholde alle humørmæssige farver. Min samtalepartner forklarer: ”Hvis en skurk er charmerende, morsom og begavet, bliver det spændende at følge rejsen. Det er ikke mangel på begavelse, der har sendt Vielgeschrei derhen, hvor han er. Det er virketrang på coke. Han bliver snydt og narret, men det er kun sjovt, hvis den du snyder, ikke er dum. Hvis ikke han var veltalende, hurtig og nogle gange er lige ved at lure, hvad der foregår i plottet, så klipper man kløerne af både ham og af historien”.
Jeg graver videre: ”Hvor finder du en sårbarhed hos Vielgeschrei?”. Kitter reflekterer eftertænksomt:
”Når Vielgeschrei sidder med sine skriverkarle, så er det for mig spændende, om der er tre sekunder, hvor han har dårlig samvittighed over de idiotiske ting, han sætter dem til. Den dér lille revne, han lukker lynhurtigt, fordi han ikke kan holde den ud. Man ville nemt kunne spille ham som én, der hele tiden er vred, men det, der gør ham stresset og urimelig over for sin omverden, er jo ønsket om hele tiden at være til rådighed. Når svigersønnen Leander ankommer, så vil Vielgeschrei gerne tale med ham, men så kommer der også en bonde, en barber og en skrædder. Dem vil Vielgeschrei også gerne tilbyde sin opmærksomhed, og det spændende er jo hans, i sin grundform, positive tilgang til andre mennesker. Han vil dem gerne, men han gaber over for meget,” siger Kitter og uddyber så, hvordan den komiske timing må gå hånd i hånd med den nuancerede karakter:
”Timingen er vanvittig vigtig for alt, hvad vi laver i denne forestilling. Det er alvorligt for figurerne, det der foregår, og samtidig skal pointer og jokes sidde i skabet, rent teknisk, for ellers går det ikke. Vi skal sørge for, at komedien virker i sin helhed – morsomt og troværdigt.”
Benjamin Kitter og Frank Thiel i “De europæiske slagterhus” på Odense Teater 2022. Foto: Emilia Therese
”Det er okay”
Ludvig Holberg ønskede, at hans publikum skulle le og lære, men hvordan kan humoren bruges til at italesætte det vanskelige? Atter flyder ordene med selvfølgelighed:
”Humoren er for mig simpelthen universalnøglen til mennesket.” udbryder Benjamin Kitter. ”Hvis du er pedel på en skole, har du også den dér nøgle, der kan åbne alle rum. Det er det samme med humor. Latter, glæde, gråd og sorg ligger så tæt op ad hinanden, og humoren er en måde at åbne mennesker på og gøre dem modtagelige. Det er en måde at sige til publikum: ”Det er okay”.
Min samtalepartner bringer der på Holbergs trang til at moralisere ind i sit svar: ”Der ligger også et fællesskab i den morale, der afslutter Holbergs komedier. Man sidder en masse mennesker og modtager samme budskab på samme tid. Vi italesætter det jo også i vores version af ”Den stundesløse”, når tjenestepigen Pernille bryder den fjerde væg i indledningen. Hun siger på en måde: ”Vi ved godt, I er der, publikum, og vi ved godt, at den her komedie er meget gammel. Prøv alligevel at gå ind i den sammen med os, for måske kan vi alle sammen lære noget”. At ville publikum noget, synes jeg er afgørende for al kunst!” konstaterer Kitter med eftertryk.
Scenens teatertegner og -skribent Thyge Cosedis Holting så Benjamin Kitter i “Jean de France” og gjorde denne tegning, der også inkluderer Tina Gylling Mortensen og Nicolai Jørgensen.
”Det er dejligt at have virketrang, men…”
”Kan du genkende noget af Holbergs Vielgeschrei i dig selv?” Benjamin Kitter holder en længere tænkepause, før han med befriende selvironi besvarer mit sidste spørgsmål:
”Jeg kender selv til virketrangen, for jeg kan også, i løbet af en aften, hvor jeg har ekstra energi, lave en liste over, hvad jeg sagtens kan få gjort dagen efter. Så står jeg op næste morgen, kigger på listen og tænker: ”Det har jeg jo ikke en chance for at nå”, og så får jeg ikke gjort noget af det overhovedet. Ofte må jeg erkende, at det nærmest var en fantasi, det jeg troede, jeg skulle overkomme”.
Jeg nikker, mens Kitter i epilogform demonstrerer, hvorfor ”Den stundesløse” er en komedie, der fortsat har sin berettigelse på de skrå brædder:
”Det er dejligt at have virketrang, men jeg synes jo i høj grad, at vi identificerer os med, og måler vores vigtighed ud fra, hvor meget vi har at lave. Jo mere jo bedre. Jeg mærker ofte, også hos mig selv, at der kan være en lille glæde ved at beklage sig over, hvor meget, man har at se til. Hvordan sætter man bedst virketrangen i søen som menneske? Det er det, det handler om, synes jeg.”
FAKTA:
Benjamin Kitter (f. 1975) blev uddannet på Statens Teaterskole i 2005. Han har siden spillet på bl.a. Det Kongelige Teater, Folketeatret, Nørrebro Teater, Aalborg Teater, Odense Teater og Grønnegaards Teatret.
På Odense Teater har Kitter, siden 2015, spillet en række markante roller i forestillinger som Direktøren for det hele (2018/19), Helligtrekongersaften (2019/20), Den store Gatsby (2019/20), Det europæiske slagtehus (22/23) og Dødsdansen (22/23).
På TV har han bl.a. medvirket i serien Sygeplejeskolen (2018-22) og på film har han bl.a. gjort sig bemærket i Bille Augusts Lykke-Per (2018). Præstationen som Lykke-Pers svoger Ivan Salomon udløste, i 2019, en nominering til Robert-prisen for årets mandlige birolle. Desuden har Benjamin Kitter lagt stemme til adskillige tegnefilm bl.a. den danske udgave af Disney/Pixars Vaiana (2016).
Fra 2. februar 2023 kan Benjamin Kitter opleves i rollen som Hr. Vielgeschrei i Ludvig Holbergs komedie Den stundesløse på Odense Teater.
Læs mere om Odense Teaters udgave af Den Stundesløse.
Artikler du også vil kunne li
Interview med skuespiller Lukas Toya om rollen som Mozart
Interview med Emil Prenter om rollen som Erasmus Montanus
Interview med Nicolai Jandorf om sin scenedebut
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Camilla Winther