Børneteater: Disse børneteatre skal du holde øje med vol. 1
Danmark har en af verdens stærkeste traditioner for børneteater. Scenen.dk har bedt en række dygtige aktører på børneteaterområdet om at udpege de børneteatre, de mener, det er værd at holde øje med.
Kitt Johnsons børneforestilling om genbrug fremhæves for sin brug af musik og evne til på naturlig vis at inddrage børnene undervejs. Foto: Per Morten Abrahamsen
Af Signe Ravn
”De mange børne- og ungdomsteatre bliver konstant ved med at hæve overliggeren og sprænge rammerne for hvad kunsten kan og skal rumme,” skrev Møllens teaterchef Nikolaj Mineka i Teateravisen.dk efter en veloverstået Aprilfestival i 2017.
Udviklingen er ikke gået i stå, så der er med andre ord god grund til at hive børn og børnebørn med i teatret for at opleve forestillinger, der på poetisk vis tackler livets store spørgsmål i børnehøjde.
Scenen.dk har fået genrens eksperter, udøvende børneteatre, til at komme med anbefalinger.
Anbefalet af Gertrud Exner, kunstnerisk leder i teaterBLIK
”Forestillingen er bygget på en historie om genbrug, fortalt gennem objekter, tryllekunst, jonglering og livemusik/elektronika. Jeg vil gerne fremhæve brugen af musik under forestillingen. Den er nyskabt af Sture Ericson, og alle lyde er fundet i de mange forskellige skraldeeffekter, som er på scenen.”
”Musikken afvikles på scenen på computer, pedaler og saxofon, alt er synligt og direkte, og de eksperimenterende klange og det moderne tonesprog klæder dansk børneteater med et uforudsigeligt og nærværende udtryk. Spillet op imod Samuel Gustavsons fine håndværk som artist mellem skrald, papir, kost og alle mulige overraskende animationer af materialerne får vi en vidunderlig, sjov, overraskende og samtidig helt seriøs forestilling om et vigtigt emne.”
Selvom der grines en del undervejs, bliver der aldrig talt ned til børnene, de er helt i øjenhøjde med spillerne på en straight og ligefrem facon.
”Forestillingen er et dejligt eksempel på, hvordan man kan lave teater renset for flot lys og magiske effekter. Tiden er blevet brugt på at eksperimentere, lege, udvikle og rense ud, og man savner ikke noget. Selvom der grines en del undervejs, bliver der aldrig talt ned til børnene, de er helt i øjenhøjde med spillerne på en straight og ligefrem facon. Til sidst inddrages børnene på den mest naturlige og konstruktive måde, jeg nogensinde har set. De skal bare hjælpe med at sortere skrald, og de vil de virkelig gerne. Med disse ord får denne forestilling min anbefaling.”
Forestillingen “Spoiiiiiiiiing” varer 45 minutter og er beregnet til aldersgruppen 6-10 år.
Festivalen ”DANS BABY DANS” på BORA BORA – en interaktiv dansefestival for de alleryngste
Anbefalet af My Grönholdt, kunstnerisk leder og koreograf i MYKA
”Det er et højt kunstnerisk niveau med danske og udenlandske dansekompagnier og koreografer, som præsenterer interaktive forestillinger for de allermindste, en målgruppe, jeg selv arbejder med.”
”Jeg er glad for festivalens fokus på nysgerrighed, sanser og fantasi, ofte i interaktive værker, hvor børnene kan opleve dansere, rum og scenografi helt tæt på, noget, jeg synes passer utroligt godt til denne målgruppe og deres forældre. At gå med det nysgerrige og sanselige.”
Festivalen “Dans Baby dans” finder sted i foråret 2022 på BORA BORA i Aarhus
Fra Hils Din Mors forestilling “Den sommer far blev homo”. Foto Karoline Lieberkind
”Teater HiLS DiN MOR får min særlige anbefaling. HiLS DiN MOR laver LGBTQ+ teater til alle uden at moralisere, pege fingre eller favorisere. Man skulle tro det var snævert, men det er det ikke – tværtimod. De tager i teorien tabubelagte eller minoritetsbaserede emner og tematikker op, så de ophøjes til det de er, nemlig ganske almengyldige og universelle.”
Når jeg tænker på de forestillinger, jeg har set af HiLS DiN MOR, føler jeg mig omsorgsfuldt, hjerteligt og humoristisk guided til et nyt perspektiv på livets mange facetter.
”De gør det elegant med rummelighed, naturlighed og kærlighed, og med ønsket om at gøre verden til et bedre sted. Det er jeg ret vild med. De historier, de formidler, er ærlige, hudløse, følsomme og rørende. De spejler os alle og vækker stof til eftertanke.”
”De er også særligt gode til at få en lille turnéscenografi til at fylde godt og understøttende uden at være ”skåret ud i pap”, så deres visuelle udtryk stemmer elegant overens med de historier, de formidler.
”Når jeg tænker på de forestillinger, jeg har set af HiLS DiN MOR, føler jeg mig omsorgsfuldt, hjerteligt og humoristisk guided til et nyt perspektiv på livets mange facetter. Derfor glæder det mig særligt, at vi netop har indgået et samarbejde med HiLS DiN MOR om en co-produktion, der skal spille på Anemonen til næste sommer. Det er et stykke af Ulrich Hub, der hedder ”En kænguru som dig”. Stykket udfordrer vores normative blik på familiestrukturer udfoldet blandt dyr i et cirkus. I vores produktionsmøder og kunstneriske møder om dette kan jeg mærke en brændende ild, seriøsitet, humor i tematikkerne og kærlighed til scenekunsten, som jeg er utroligt inspirerende og smittende.”
” HiLS DiN MOR minder os om, at vi skal blive ved med at lege, stille spørgsmål og være undersøgende hele livet. At vi skal udfordre det normative og spejle det samfund, vi lever i, som rummer mange flere facetter, normer og måder at leve vores liv på.”
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.