Carina fra Scenekanten: “Helhedsindtrykket er vigtigst”

Læs med, når Carina fra Scenekanten fortæller, hvilke 5 forestillinger hun glæder sig til at se i efteråret. Få svar på, hvorfor hun bl.a. glæder sig til børneballet på Det Kongelige Teater og den uromantiske komedie på Mungo Park.

Foto: Mikkel Russel og Camilla Winther

Anmelder: Carina Blangsbøll

Blog: Scenekanten.com

Lægger vægt på: “Helhedsindtrykket er vigtigst. Teater er allerbedst, når det er muligt at glemme, at man ser det som anmelder, når det hele spiller sammen og optager al ens opmærksomhed i et scenisk flow.”

Elsker teater fordi: “Det er live, og dem der fremfører det, er tilstede lige foran en.”

1. Busters verden

Foto: Emilia Therese

“Historien om Buster Oregon Mortensen har de fleste nok stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt i deres liv enten som bog, tv-serie, teater eller film. Jeg ser frem til endnu engang at opleve tvistet mellem magi og realisme, og jeg håber på, at vi får set lidt vaskeægte trylleri på scenen. Bjarne Reuter som er forfatteren bag børnebogen Buster Verden, har selv skrevet denne teaterversion, som snart har premiere på Odense Teater.”

Spiller på Odense Teater fra 2. september 2021

2. Runeskrifter

Rune Kidde

Foto: Gorm Valentin

“Når jeg læser om dette set-up, lyder det bestemt som en skæv kunstnerisk lille perle, der skal opføres i Riddersalens smukke rammer. Runeskifter bliver en poetisk koncertopførelse og titlen repræsenterer en hyldest til multikunstneren Rune T. Kidde, som døde for 8 år siden.”

“Runeskrifter består af nykomponeret musik af Jakob Høgsbro, strygekvintet med musikere fra DR Symfoniorkesteret, og så er der Rune T. Kiddes digte og fortællinger, som bliver opført med skuespiller Jesper Asholt og Tritonus Koret. En spændende kunstnerisk blanding.”

Spiller på Riddersalen fra 14. september 2021

3. Tour de chambre

foto af cast på tour de chambre

Foto: Natascha Rydvald

“Det Kongelige Teaters forestilling Tour de chambre er baseret på forfatter Tine Høegs skønlitteratære værk af samme navn. Instruktør Sigrid Strøm Reibo har været med til at iscenesætte forestillingen, og det bliver interessant at se, om den særegne skrivemetode romanen benytter sig af kommer til udtryk på scenen. I Tour de chambre følger vi hovedkaraktererne i to tidsperioder, de unge år på kollegiet med venskab og forbudt forelskelse, og igen følger vi dem i 30’erne hvor voksenlivet maser på. Et interessant emne der også berører den langstrakte og meget individuelle overgang fra ung til ”rigtig” voksen.”

Spiller på Det Kongelige Teater fra 18. september 2021 og er på turné fra 25. oktober 2021

4. Dansefeber

det kongelige teater og lyserød himmel

Foto: Camilla Winther

“Jeg glæder mig til at se denne børneballet, som er baseret på sidste års DR-julekalender Julefeber. For børn og med 60 børn på scenen. Gik man glip af julekalenderen, så er balletten en selvstændig forsættelse til historien, så det skulle ikke være nødvendig, at have fulgt med i alle 24 afsnit. Smukke Gamle Scene danner rammen om fortællingen, og hvis den fortsætter i samme stil som julekalenderen, kommer der helt sikkert til at være mystik og magi rundt i alle krogene. Udgangspunktet for forestillingen er det evige aktuelle tema med at føle at man ikke passer ind, og Det Kongelige Teaters dygtige solist Tobias Praetorius står bag koreografien.”

Spiller på Det Kongelige Teater fra 13. oktober 2021

5. Smask

tre mennesker, der er triste. De spiser is og pizza

Foto: Mikkel Russel

“Undertitlen siger det hele: en uromantisk komedie om kærestesorger. En latterklub for sorgramte, en voksen mand der skal lærer at sove alene efter 30 år i en dobbeltseng, samt en skilsmisse mor der føler sig fremmedgjort overfor sit eget barn. Det er disse karakterer, vi kan se frem til at møde i forestillingen Smask. Det lyder ikke umiddelbart muntert, det lyder tværtimod rigtig deprimerende, alligevel er der noget ved den sørgelige samling og ordet komedie, der får en til at trække lidt på smilebåndet, så jeg er spændt på at se, hvordan Mungo Park udspiller denne uromantiske komedie, når den får premiere til efteråret.”

Spiller på Mungo Park fra 10. november 2021

Bagom Scenekanten

Scenekanten opstod i 2016 i forbindelse med et kulturprojekt på universitetet. Projektet gik ud på at få flere til at gå i teatret, og teaterbloggen, Scenekanten, blev formatet, hvor det var muligt at gøre opmærksom på aktuelle teateroplevelser og fortælle publikum, hvorfor man skal tage ind og se det. Flere af de i alt 9 anmeldere på Scenekanten har været med helt fra begyndelsen. Scenekanten er drevet af frivillige kræfter, hvis hjerter banker for at formidle kultur til andre mennesker. 

Besøg scenekanten.com eller følg med på Facebook og Instagram.

 

Læs også

Tine Høeg: “Min tekst egner sig godt til dramatisering”

Lue Støvelbæk: “Romeo er en flødebolle”

Fik du ikke læst bogen?