Christopher Læssø: Min scenedebut

Af Signe Ravn

”Jeg debuterede i ”Festen” på Folketeatret (2015, red.), og jeg skulle selvfølgelig spille Bartokaj. Det var en turnéforestilling, hvor vi kom rundt i landet, så det var ret forskelligt fra gang til gang. En blanding af yngre skuespillere og nogle lidt ældre, blandt andre Steen Springborg, det var måske hans sidste teaterforestilling. Det var en god blanding af mennesker. Jeg brugte det meget som en udlæring, så jeg testede det med at stå og spille professionelt sammen med super kompetente mennesker.”

”I [teaterversionen] var rollen skrevet en lille smule om. Bartokaj er en ung mand, der ikke kan dansk, der allierer sig med hovedkarakteren Christian, der laver oprør mod sin familie og hans far på grund af, hvordan han har behandlet sine børn. Det med at være pæredansk og skulle lade som om, man ikke kan forstå dansk, det var ikke udelukkende sjovt.”

Der var en scene, hvor Michael, Christians bror, synger ”Jeg har set en rigtig negermand”, og på turneen en aften begyndte noget af publikum at synge med. Det var sgu lidt underligt, og jeg kunne ikke rigtig reagere på det på scenen. Det var en lidt nederen oplevelse… og så må man tænke sit, når man kommer ud og får makeuppen af. Jeg følte fuld opbakning fra mine kolleger. Der er sgu altid… Man ved, at idioter eksisterer. Det kan ikke ryste nogen. Det kan ske,” fortæller Christopher Læssø og fortsætter:

Det med at være pæredansk og skulle lade som om, man ikke kan forstå dansk, det var ikke udelukkende sjovt.”

”… men udover det, så var Bartokaj bare en fyr, der bliver brugt lidt i det der spil med faderen. Det var ikke nogen særligt stor rolle, men det var sjovt, og jeg følte mig privilegeret over, at jeg fik lov til at være med.”

 Læs også ”Rosalinde Mynster: Min scene-debut”

Teater lå ikke i kortene

”Det var Geir Sveaas, der instruerede, og uden at det skal lyde alt for kækt, så tror jeg altid, at Geir har haft et godt øje til mig. Til optagelsesprøven på Teaterskolen, sagde han, at det var helt vildt godt, hvad jeg kom med, og så var han på skolen nogle gange og se de ting, jeg lavede, og gav ret god feedback.”

“Det at have en, der kunne se en og var interesseret i, hvad man lavede, er ret vigtigt som skuespiller. Det er vigtigt at blive set som kunstner af folk, der forstår, hvor det er, man har brug for at sætte ekstra ind, og hvad der er ens forcer.”

”Det gik det op for mig, da jeg kom ind på skolen, at jeg aldrig havde stået rigtigt på en teaterscene før. Jeg spillede én amatørforestilling ude i Taastrup, pludselig gik jeg på hold med nogle, der var sindssygt gode.”

“Jeg kom ind på skolen og var ikke bevidst om, hvad jeg kunne eller skulle kunne. Så det er meget rart, at det er nogen, der hjælper en på vej med det. Der var også andre, [der hjalp], men han gav mig muligheden for at spille i en professionel opsætning, da jeg var færdig. Det lå ikke i kortene, da jeg kom ud fra skolen. Jeg havde ikke noget at lave. De andre fra mit hold var rimeligt godt kørende,” husker Christopher Læssø.

Holdkammeraterne var Carl-Christian Riestra Rasmussen, Sofie Ancher Vea, Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet, Sicilia Gadborg Høegh, Joachim Fjelstrup og Esben Smed.

”Vi kan vist godt blive enige om, at i hvert fald nogle stykker har fået nogle flotte karrierer,” konstaterer han.

Teater drejer sig så meget om menneskelig dynamik. Men da jeg havde været til læseprøve, kunne jeg mærke, at det ikke var helt off, det, jeg kom med.”

”Jeg havde faktisk afskrevet teatret lidt, for mit forløb til sidst på skolen var lidt kaotisk i forhold til teater. Jeg var lidt angst for det, og jeg havde ikke fået de store udfordringer eller de store roller. Der var et eller andet, der gjorde, jeg var lidt angst for, om jeg overhovedet kunne indfri det [i ”Festen”], selvom det bare var en lille rolle.”

”Jeg vidste ikke, om jeg var på niveau med dem, jeg skulle ud at spille med. Der er mange ting, der kan fungere på et lille hold, på et uddannelsessted, som ikke nødvendigvis fungerer på et teater. Teater drejer sig så meget om menneskelig dynamik. Men da jeg havde været til læseprøve, kunne jeg mærke, at det ikke var helt off, det, jeg kom med,” siger Christopher Læssø.

Tvivlen fra skolen lurede dog alligevel i baghovedet.

”Jeg følte ikke, at jeg var der, hvor jeg havde drømt at om at være kunstnerisk, men så må man tage ansvar for den manglende indlæring og gøre det som learning by doing. Jeg kunne læne mig op ad Geir. Jeg bruger ham stadig i dag. Vi har lige spillet perioden med ”Robin Hood” færdig på Folketeatret. Jeg havde ham inde et par dage før premieren, jeg stoler på ham, og han kender mig så godt.”

“Det er rigtig rart at have en kollega og ven, der er så erfaren, så der altid er et godt øje på. Ikke at det nødvendigvis gør, at man spiller premieren, så det sidder lige i skabet, det er mere, hvis der er ting, der skal korrigeres, skrues op eller ned for. Han ved meget om teater den mand, og det skal man bare bruge og læne sig opad.”

”Jesper Riefenstahl lænede jeg mig også rigtig meget op ad, og det gør jeg stadig. Det samarbejde, vi har, håber jeg, at vi har i mange år. Han er skidedygtig og en god kollega. ”Festen” var første gang, vi spillede sammen.”

Fuld gas til læseprøven

”[Til læseprøven] sidder man rundt om et bord, og så skulle vi læse de replikker, og jeg kunne huske, at vi havde altid lært på skolen, at til læseprøverne skulle man ikke vise noget talent, men bare prøve at læse, hvad der står, lytte efter musikken, og så sidder man der med nogen, der nærmest spiller scenerne, rejser sig op og fyrer den af impulsivt! Okay, man kan godt bare smide et bud med det samme. Jeg har måske altid haft nemt ved at være umiddelbar. Analysen var klart det, jeg skulle prøve at lære og blive ved med at arbejde med. Jeg tænkte bare, hvor er det rart at se nogen, der arbejder ud fra samme spilleglæde og lyst,” siger Christopher Læssø, der dog indrømmer, at han på det tidspunkt ikke selv ”turde give los”.

Men han kastede sig ind i den mesterlære, som forestillingen også var. Selvom Christopher Læssø under arbejdet med ”Festen” erfarede, at det ”ikke er alle, man arbejder lige godt ammen med, det er heller ikke alle, der nødvendigvis synes, man er dygtig,” så var der hjælp at hente fra blandt andre Mads Knarreborg, Meike Bahnsen, Ulver Skuli Abildgaard og Steen Springborg, der selvom han kunne være brysk, kom med gode råd, solide bud på løsninger og ros, når Læssø leverede noget godt.

”Det var ret fedt, at en ældre herre tog én med. Det er det med at blive set – ikke nødvendigvis hørt – men at der en oprigtig interesse for det, man laver.”

 Læs også artiklen ”Morten Kirkskov: Min scenedebut”

Fra tom kalender til to jobs

”Det var, mens jeg spillede teater, at jeg blev tv-vært ved siden af, og så havde jeg pludselig psykopattravlt. Jeg prøver nogle gange at gøre mig selv en smule mere naiv, end jeg er, og tænke, det kan jeg sagtens, det kan jeg godt nå. Jeg var vært på ”Danmark har Talent”, og vi nåede op på en fire-fem sæsoner, så jeg kunne hive noget fra teater med over til tv, fordi tv går så meget hurtigere, der har vi ikke otte ugers prøvetid. Der har vi en uges prøvetid, så sender vi live om fredagen, og så skal det bare sidde. Frygten for at lave fejl blev også lidt mindre,” fortæller Christopher Læssø, der i begyndelsen af sin uddannelse havde oplevet at have sceneskræk.

”Men det med at have dobbeltarbejde med noget, der var så intenst, når man først har lavet en kæmpe fejl, så oplever man, at de fleste publikummer synes, det er lidt sjovt, at de kan se, det er rigtige mennesker, der står der, og så kan vi fornemme, at der ikke sker en skid ved at lave en fejl. Vi er jo levende væsener, og der er ingenting, der er perfekt.”

På under et år gik Christopher Læssø fra en gabende tom kalender til dobbeltjob med teater og tv-arbejde.

”Det var superrart, men hvad fanden er det, der foregår, er det ”Kejserens Nye Klæder”? Det var absurd privilegeret, at det tog fart på den måde, men der er jo stadig tidspunkter, hvor jeg er arbejdsløs, det kan man ikke komme udenom i den her branche.”

Den rigtige rolle på det tidspunkt

”Jeg var ved at skide i bukserne til premieren. Jeg synes, det var så farligt. Det synes jeg til dels stadig. Det er det også lidt. Det er farligt, det skal det også være, men man overlever, og mens man er i gang, er man i det og skal huske de aftaler, der er lavet og nyde at spille det. Det gik skidegodt, og vi fik skidegode anmeldelser. Det var rart. Dengang var det første gang, jeg indgik i et professionelt samarbejde – tænk, hvis der havde stået [i anmeldelserne]: ””Festen kunne have fungeret, hvis Christopher Læssø ikke havde været med.”

Gregers Dirckinck-Holmfeld gav i sin anmeldelse “Festen” fem stjerner.

”Det var den helt rigtige start på så mange planer. Det var ikke bare en rolle, der passede til min selvtillid på det tidspunkt, det var en rolle, der havde en funktion, og en rolle, der var nogle, der havde holdning til, fordi der var etnicitet indblandet. Samtidig kom forestillingen rundt i landet, det var også vigtigt, for der er en tendens til, at vi ellers godt kan pakke det hele væk i København. Vi var afsted i et halvt år, vi nåede at spille den sindssygt mange gange.”

”Første gang jeg har følt mig som en komplet idiot på den scene var på turneen, jeg havde lige været hjemme, jeg havde lidt travlt, og så kom jeg til at tabe fjernbetjeningen bag vores sofa i mig og min daværende kærestes lejlighed. Vi havde gemt noget gavepapir nede bag sofaen, som jeg får i øjet, da jeg skal tage fjernbetjeningen op. Så fik jeg simpelthen et paper cut på min hornhinde af alle steder, og det var tre timer inden, vi skulle spille i Slagelse. Det gjorde så fucking ondt, jeg kunne ikke se ud af mit højre øje. Afsted på skadestuen, så fik jeg en klap for øjet. Jeg havde et helt hvidt jakkesæt på [på scenen], en helt sort klap, og jeg så så åndssvag ud og skulle spille en, der ikke kan forstå, hvad der bliver sagt. Jeg kunne spille uden den skide klap næste dag, men mit øje var kamprødt. Der fandt jeg ud af, at man er en sårbar størrelse.”

 Læs også ”Laus Høybye: Min scenedebut”

Fra Taastrup til Poul Reichhardt

”Allerede på skolen lå det i kortene, at jeg ikke var udvalgt til at være en af dem, der skulle ind og svinge med et sværd på Det Kongelige og spille Hamlet. Jeg kommer også fra et miljø og en kultur, hvor de der elitære kunstmål var noget, jeg først blev rigtig bevidst om, da jeg kom ind på skolen. Jeg kommer fra Taastrup (på Vestegnen, red.), der er det fede at spille en fodboldkamp for Barcelona eller FCK.”

”Jeg havde en fornemmelse af, at det [for mig] måske kunne blive de lidt mindre teatre og noget meget progressiv, nyskreven dramatik, og det handler også om min etnicitet, der var ikke så skide mange at sammenligne sig med dengang, så på den måde så jeg den sgu ikke lige til at starte med. Det er sjove er så, at man lige pludselig blev folkeeje, og så blev min anden forestilling på Folketeatret, ”Mød mig på Cassiopeia”. Der skulle jeg spille Poul Reichhardts rolle, og der er nok de første 100 andre skuespillere, der bare er ham.”

Nu er jeg bevidst om, at det gør ikke noget med den skide hudfarve, for teatrets fornemste opgave er vel også at afspejle vores samfund?”

Med en afrikansk far lignede Christopher Læssø ingen andre skuespillere herhjemme på det tidspunkt.

”Det var et issue for mig på skolen. Jeg kunne se op til andres teknik, men ikke identificere mig selv 100 % [med andre]. De kom fra et andet miljø eller så ud på en anden måde. Det havde jeg lidt svært ved. Klip til i dag, hvor man ikke skelner. Er det ikke fedt!? Men det var en opbrudstid, teatrene ville det gerne, men der var ikke nogen at tage af. Nu er jeg bevidst om, at det gør ikke noget med den skide hudfarve, for teatrets fornemste opgave er vel også at afspejle vores samfund?”

Derfor glæder Christopher Læssø sig over, at diversiteten vinder frem i teaterbranchen, og han oplever ved selvsyn, hvor vigtigt det er, når unge, ”folk, der ligner en selv… og går rundt med en skuespiller i maven”, kommer hen til ham og fortæller, at det har gjort en forskel for dem at se ham lykkes i skuespillerfaget.

I dag ser han tilbage på ”Festen” med glæde. Især fordi forestillingen kom efter, at han havde kæmpet lidt med teatret som genre i sin tid på Teaterskolen.

”Det gav mig blod på tanden. Man kan godt finde ud af det – der er altid noget at lære – men det var meget rart at vide, at folk ikke løb skrigende bort … Det var en god oplevelse og gode mennesker, jeg var sammen med, og jeg fik virkelig også kærlighed til teatret igen.”

I sæson 20/21 kan Christopher Læssø opleves i titelrollen som Robin Hood i Folketeatrets opsætning, der efter planen tager på turne i hele landet med start i Vejle onsdag den 13. januar 2021. Turneen slutter den 18. marts i Ringsted.

Derudover har han netop færdiggjort sin medvirken i en ny film af Rasmus Heide, der står bag ”Julefrokosten” og ”Alle for en”-filmene, ligesom han netop har indspillet en dummy til en mulig børneserie på DR.  

Følg Christopher Læssø på Instagram.