Dan Zahle: Min scenedebut

Af Signe Ravn

”Min debut var i ”Cyrano” på Gladsaxe Teater, hvor jeg spillede Christian. Christian er den smukke unge, men lidt uerfarne og overfladiske mand, der bliver forelsket i Roxanne, som den romantiske og velformulerede, Cyrano de Bergerac, med den berygtede store næse, også er forelsket i.”

”Jeg havde kort forinden afsluttet min uddannelse på skuespillerskolen med afgangsforestillingen ”Ingenmandsland”, skrevet af Jess Ørnsbo, der var lavet til os seks elever. Det var et voldsomt og korporligt drama, som var fedt, når man stod der som ung skuespiller. Bestræbelsen var at gå helt ind i, hvad krig var. At lade det ramme vores kroppe. I min første sæson som professionel skuespiller var jeg blevet tilbudt at spille Brad i ”Rocky Horror Show” samt en anden forestilling inden den (”Lipstick Killer”, begge på Aarhus Teater red.), men jeg ville også gerne til København, så jeg tænkte, at nu tager jeg chancen og ringer til Flemming Enevold.”

”På det tidspunkt ville jeg gerne synge. Jeg var ikke musicalsanger som sådan, men så mig selv som en skuespiller, der godt kunne synge.”

”Jeg ville i virkeligheden gerne arbejde videre med samme form for dramatik som i ”Ingenmandsland”. Men man skal også arbejde og tjene penge, og så var det noget med, at nogen havde sagt: Du kan jo synge. Nå ja, det kan jeg jo stadig godt, selvom skolen blandt andet havde brugt tid på at sige: Det kan du allerede, så derfor skal vi fokusere mere på noget andet.”

Sang for Sebastian

”Jeg fik fat i en sekretær på Gladsaxe Teater: Hej, jeg hedder Dan, jeg bliver færdig her til sommer… Må jeg komme ud og synge? Hun sagde: Det finder vi ud af. Hun ringede hurtigt tilbage og sagde: Flemming vil gerne have, du kommer ud og ‘synger for’ (audition). Tag nogle sange med. Jeg havde valgt nogle sange fra ”Jesus Christ Superstar”, som jeg havde sunget i gymnasiet.”

”Sebastian var der, Flemming og nogle andre. Efter at jeg havde sunget “Gethsemane” spurgte Sebastian: Gider du prøve at synge det her? Det var ”Smukke løgne” fra ”Cyrano”, så det gjorde jeg. ”Så siger vi tak for nu og hej hej.”

”Et par dage senere ringede de og sagde, at de gerne ville tilbyde mig at spille Christian i ”Cyrano”, først som stor slotskoncert med uddrag på Ledreborg, og dagen efter bekræftede de, at der skulle laves 30 forestillinger på Musikhuset i Aarhus, og om jeg også ville være med der?”

Først Domingo, så Dan

”Vi havde et par prøver med orkestret før koncerterne. Jeg kan huske, da jeg møder Underholdningsorkestret i Radiohuset, den overvældende følelse af at stå der. De havde lige spillet med Placido Domingo måneden inden, og nu stod jeg der. Jeg skulle blandt andet synge sangen ”Smukke løgne”. Jeg var bævrende nervøs og kunne ikke ramme en eneste takt.”

”Knud – Sebastian – kom op til mig: ”Er du nervøs?”. ”Ja”. ”Det skal du ikke være”. Så aede han mig på kinden, så jeg faktisk faldt til ro.”

”Koncerterne på Ledreborg sidder dybt i min krop. Der sad 9.000 mennesker. Dirigenten, David Firman, havde jeg nede foran mig på en monitor, fordi han og orkestreret var bag mig. Det at få det møde med publikum, som var så megastort, var fantastisk. Det var som at ride på en bølge. Vi spillede og sang over en weekend. Det var lykkeligt.”

Læs også: ”Niels Brunse: Shakespeare er historiens største dramatiker” 

Indstuderede hele forestillingen bagefter

”Bagefter var vi tilbage i prøverummet på det gamle Gladsaxe Teater, som jo ikke eksisterer mere. Det var meget Pierre Vesterdal (Enevolds instruktørassistent, red.), der tog hånd om mig. I og med at forestillingen var en genopsætning, var det ham, der gik rundt og sagde: ”Så gør vi det. Så gør vi det”.

”At skulle spille ud fra nogle aftaler, der allerede var lavet, det stivnede jeg i. Det var en stor fin rolle, og Lars (Simonsen, red.) havde lavet den godt i første opsætning. Men jeg skulle finde mig selv i en andens arbejde. Flemming Enevold var meget støttende, og vi havde mange scener ham og jeg.”

”I musicalsammenhæng var han en helt at komme til at spille over for. Jeg husker ham som meget sød mod mig, og Marianne Mortensen også. Jeg er ikke så høj, så jeg fik en plateausål i mine sko for at kunne nå op og kysse hende. Det, syntes hun, var meget sjovt. De tog mig ind.”

”Bestræbelsen blev ikke så meget, hvad vil jeg med rollen? Jeg var ung og grøn, og jeg ville ikke støde det, de allerede havde lavet, så jeg prøvede at opfylde det, som de ville have. I musikken var der mere frihed. Der havde jeg carte blanche til at synge, som jeg ville.”

Læs også: ”Musicalstjerner vol. 2: Her er vores yndlingsmusical”

Enevold var 10 meter høj

”Da Gladsaxe Teater kom til byen (Aarhus, red.), var det kæmpestort. Jeg har ikke lavet voldsomt mange interviews, men der lavede jeg flere. Jeg endte blandt andet på forsiden af en lokalsprøjte med overskriften ”Slut med navnepilleri” akkompagneret at et lidt underligt diffust billede af mig, der sidder og peger på min egen navle. Vi havde vist talt om mine år på skuespillerskolen, og hvad det betød at komme videre. Alt sammen for at pege på, at Gladsaxe Teater kom til byen. ”Cyrano” og Sebastian havde skabt musicalhistorie der. Det fyldte noget. Jeg husker det som, at der hang en 10 meter høj udgave af Flemming som Cyrano udenpå Musikhuset. Han stod der med sin næse.”

”Dagen efter premieren på ”Cyrano”, havde jeg første prøvedag på ”Rocky Horror Picture Show” på Aarhus Teater, som de havde skubbet, så jeg kunne være med. Det var den diametrale modsætning til ”Cyrano” og var fyldt med anarkisme og rock’n’roll. Og så var det med mine gode venner [fra skolen], så det var trygt og godt. Det er 26 år siden. Det er crazy at tænke på, for det er som om, det er en anden skuespiller, jeg taler om.”

Talte om scenedynamik med stjernen

”Musikalsk følte jeg mig utroligt tryg under arbejdet på “Cyrano”, for jeg havde arbejdet med Søren Hansen, der var kapelmester på Aarhus Teater, [til at øve med på forhånd]. Han var også kapelmester på selve genopsætningen i Musikhuset. Det var en ret stor rolle. Mit første take på den, var ikke helt det, de syntes, det skulle være. Det skulle jo helst ligne det, der allerede fandtes. Så jeg skulle lige finde mit eget rum i det.”

”Cyrano kunne gå hele vejen og lave Shakespeare på det og løfte enhver triviel passage, og så stod min karakter der og kunne kun sige: Nøj, hvor er du pæn!”

”Jeg tror, jeg tænkte, jeg er ikke en Christian, men jeg kan synge den rolle. Jeg talte meget med Flemming om det, og vi kunne tale scenedynamik sammen. Han stillede sig virkelig til rådighed. Jeg brugte hele spilleperioden på at lede efter Christian. Jeg prøvede at gøre det mere sjovt og gik efter humor.”

”Christian havde ikke ordene. Cyrano kunne gå hele vejen og lave Shakespeare på det og løfte enhver triviel passage, og så stod min karakter der og kunne kun sige: Nøj, hvor er du pæn! Det så jeg som humor, og jeg fik også lov at gå efter det – men du behøver ikke gøre det SÅ sjovt. Det er jo ikke comedy, tror jeg, jeg fik at vide. Jeg lyttede meget til, hvad de sagde.”

”Linda Hindberg, Flemmings kone, var scenograf på forestillingen. Hun var meget nænsom: Du kan også gøre sådan og sådan. Set i bakspejlet kom jeg til at gå meget ud af mig selv for at please en proces. Hvilket jeg på ingen måde synes, man skal gøre. Man skal først og fremmest finde ud af, hvad man vil med rollen, og hvor det ligger i en. Og hvordan møderne med de andre karakterer forhåbentlig ændrer og udfordrer det.”

”Musikhuset er en ordentlig bøf af en sal. Nogle gange gik jeg med grinet, hvis jeg kunne mærke, at det kunne den her situation godt bære. Så fik jeg en note [feedback] om ikke at gøre det helt så sjovt. Jeg tror ikke, det ramte mig at få de noter, og jeg kom nok til at gøre det samme dagen efter alligevel.”

Og så forsvandt spotlightet

”Til premieren havde vi en masse lys-koks. I en passage skulle vi tre hovedroller, Cyrano, Roxanne og Christian, gå frem og synge i hver i sin lys-ø med hver sin passage af tekst. Som jeg går frem og synger mit hjertes længsel ud, går spotten ned, og så står jeg der i mørke og synger. Og forsøger ikke at tage det personligt. Bagefter kom folk og sagde: Hvor var det flot, du blev ved med at synge. Det, syntes de, var flot af en ung skuespiller. Men hvad var alternativet?”

”Man kommer lige fra skolen og har det lidt sådan: Kom, lad os køre. Så lyset går ned ved en fejl? Fint! Netop fordi, jeg følte mig så sikker i musikken, så var det ikke noget, der kunne ryste mig.”

Læs også: ”Mads M. Nielsen: Man får på alle sanseapparaterne” 

Store egoer med empati

”Det var radikalt anderledes end det, jeg havde lavet på skolen. Jeg havde brugt de fire år på skolen på alt andet end musicalstilen. Jeg var lige det skridt ved siden af. Det krævede et andet sprog. Men det var Flemming eminent til – at lægge sin skuespiller ind i musicalen. Jeg husker ham som en kraft af en skuespiller. Det har jeg taget med mig, den måde han investerede sig selv, den kraft, han stod med. Det vil jeg fandme også!”

”Jeg stod, hvor jeg skulle, sagde mine replikker og sang mine sange – om det var stor kunst fra min side, vil jeg ikke udtale mig om, men jeg gik ikke ind i nogen, og jeg lærte det med at give plads.”

”Folmer Rubæk var meget sød og tog mig om skuldrene. Folmer var bagermester Ragueneau, Kirsten Norholt spillede hans kone. Jeg vidste, hvem Kirsten var, hvem Marianne var, hvem Flemming var, men det var mit første møde med dem på scenen. Vi skulle nå det hele på tre uger ugers prøvetid, så de var med til at tage hånd om det hele – og mig. Fordi jeg kom og var så forberedt musikalsk, så var der en form for respekt i det. Og så havde vi den skidegode start med slotskoncerterne på Ledreborg at tage afsæt i.”

”Jeg arbejdede og kæmpede hver aften i “Cyrano”, hvor ”Rocky” derimod var en kæmpe leg, fordi det var sammen med vennerne. Fejl og overraskelser var velkomne, og der var højere til loftet, fordi vi skabte den forestilling sammen.”

”Jeg fik også tilbudt af Flemming at være med i H.C. Andersen-musicalen på Gladsaxe, men den kom til at gå ind i ”Rocky”, så jeg måtte sige nej.”

”Det er to meget forskellige sider af Dan – dengang og i dag. Jeg kan godt synge, men jeg søger ikke musicalen lige nu. Jeg har kæmpe respekt for det arbejde, der ligger i den genre.”

Som en debut nummer to

”Efter 13-14 år på diverse scener satte jeg mig ned og begyndte at skrive noget teater selv, og da kunne jeg mærke, at nu nærmer jeg mig det møde, hvor man får lov at tale med publikum. Komme helt tæt på dem. Nogle gange tænker jeg på det som min debut nummer to. Mit første stykke handlede om tro og om at springe fra den platform. Det kom til at handle om en ufolog og hans længsel ind i verden. Den spillede på Får302.”

”Herefter dramatiserede jeg Kafkas “En rapport til et akademi”, som i vores regi kom til at hedde “Aben”, og som spillede på Københavns Musikteater (i 2015, red.).”

”Det var en vigtig historie for mig, for jeg stod med noget, hvor jeg fik den følelse af, at dét her står jeg inde for. Og jeg lånte Kafkas ord og fantastiske historie om en tilfangetagen chimpanse, der søger sin identitet i menneskenes verden, men som ender med at stå fanget midt mellem verdner. Her stod jeg for første gang reelt ansigt til ansigt med publikum. Turde at tage dem ind – gå i dialog med dem uden at være bange for at tabe forestillingen. Ikke at det i virkeligheden kan lade sig gøre, men følelsen af det i hvert fald.”

”I starten med musical handlede det om at holde sammen på det hele. I de der monologforestillinger føler jeg, at vi nok skal komme tilbage til historien, selv hvis jeg tager nogle omveje undervejs. Det var også i denne forbindelse jeg indledte mit vigtige samarbejdet med min gode ven, Andreas Dawe, som gik ind i selve iscenesættelsen af ”Aben”. Et samarbejde vi tog videre til ”Vort Mismods vinter”.

Læs også: ”Peter Plaugborg: Min scenedebut” 

Skudt ud til arbejde

””Rocky” var det eneste, jeg lavede på Aarhus Teater. I slutningen af den sæson lavede jeg vaudevillen “Nei” på Hofteatret, som igen var en helt anden genre. I min anden sæson startede jeg på Folketeatret i ”Min nat med Reg” om seks gutter, der alle havde fået aids. Det var første og eneste gang, jeg har været nøgen på scenen. Jeg fik tilbudt “Min nat med Reg” og “Nøddebo Præstegård” i samme deal.”

”I “Nøddebo” spillede jeg hovedpersonen Nikolaj. Det er et finurligt stykke med en underlig dramaturgi, men det, det kan, er at samle nogle familier op til jul, og det er ret fantastisk. Den nåede jeg at lave i tre sæsoner.“

“På et tidspunkt hev teatret mig ud i byen til et live-interview foran et stort publikum omkring min rolle som Nikolaj, hvor fokus mest af alt lå på, at jeg netop havde været nøgen på scenen i det forrige stykke. Og at den numse virkede ret genkendelig. Så sad man der, rød til op over begge ører, i sit fine Nikolaj-kostume og talte om den og det. Jeg var på Folketeatret i en fem-seks sæsoner.”

”Jeg blev skudt ud, ikke til stardom, men til arbejde. Det med at gå på arbejde som skuespiller er så vigtigt, så musklen bliver rørt. Jeg havde ikke kunnet stå som Aben eller Hitler i “Vort Mismods vinter” (på henholdsvis Københavns Musikteater, 2015 og Husets Teater, 2019, red.), hvis ikke jeg for eksempel havde lavet Nikolaj, der har den kontakt med publikum. Det var en ting, som tidligere kunne være lidt svært for mig, fordi jeg er lidt introvert, men som er noget, jeg nyder nu. Det lærte den og de roller mig. Det er interessant, hvordan nogen roller kan gribe fremad og give næring til at stå på scenen i helt anderledes historier.””

Læs Ungteaterblod.dk’s anmeldelse af ”Aben”

Ringede til en anmelder

”Jeg fik nogle okay anmeldelser [for ”Cyrano”] og fik at vide, jeg kunne synge. Der var én anmeldelse, hvor jeg ikke blev nævnt. Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå det med anmeldelser, så jeg ringede til den pågældende anmelder for at høre, hvorfor jeg var dårlig. Det var et no go. Det gør man ikke!”

”Han sagde med det samme: Jeg syntes da ikke, du var dårlig. Jeg kunne godt høre meget hurtigt i den samtale, at jeg havde trængt ham op i en krog. Så jeg skyndte mig at sige undskyld for, at jeg ringede, det var også bare mig. Vi taler lidt om noget andet, griner og lægger på. Det var mit første projekt, efter jeg var færdiguddannet, og jeg var optaget af, kan de lide mig, kan de lide mig? Det tager jeg mig meget mindre af der, hvor jeg er i mit liv nu.”

”Jeg nævnte det ikke for nogen dengang, for jeg var vist lidt flov over mig selv. Den situation eller det behov – validér mig for helvede – ligger langt fra den, jeg er nu. Jeg føler i højere grad, at jeg skaber mine egne ting, og så må folk hænge på eller ikke.”

”Der, hvor jeg står med mit eget, er jeg måske mindre sårbar. I den musical dengang vidste jeg ikke, om jeg kunne lide mig selv, fordi jeg var en gentagelse af noget, der allerede var lavet. Nu er det vigtigere at gå hen til det, der er i mig. Det føler jeg, at man ikke ramme mig på.”

Dan Zahle arbejder pt. på en dramatisering af en Nikolaj Gogol-historie, som efter planen skal sættes op på et københavnsk teater i sæson 2022/23. I foråret 2022 er han aktuel i en ny sæson af en tv-serie på TV 2 og i en film instrueret af Anders Rønnow Klarlund. Derudover udvikler han en tv-serie.  

Følg Dan Zahle på Instagram og se hans showreel

Artikler du også vil kunne lide

Morten Burian: Min scenedebut

”Fanny Louise Bernth: Min scenedebut”

”Dramatikerens drivkraft: Magnus Iuel Berg”