Af Signe Ravn
”Det lidt specielle er, at mig og hele min årgang på Skuespillerskolen faktisk blev ansat på Odense Teater. Da vi var færdige, havde Odense Teater 200-års jubilæum, og i den anledning åbnede teatret Værkstedsscenen, en lille scene, for borgerprojekter. Teatret spurgte, om vi ville lave noget, og der var vi hurtige til at byde ind.”
“På halvanden måned lavede vi to forestillinger. Sammen med min mand Benjamin Boe Rasmussen lavede jeg forestillingen ”Det fedtede slips” med Dan Turéll-tekster. Den debuterede jeg i. Bagefter lavede jeg ”Befrielsen” sammen med mit hold. Det var sjovt, at vi lavede noget selv i stedet for bare at gå ud og lave roller. Det er på en måde en forløber for det, jeg mest beskæftiger mig med nu, nemlig det at skabe historier.”
Artiklen fortsætter under billedet…
Kell Dalager, Ditte Hansen og Benjamin Boe Rasmussen i “Det fedtede slips”. Foto: Claes Bech-Poulsen
Solgte debutforestilling i hele landet
”Det var kun mig, Benjamin og en musiker, der hedder Kell Dalager, der var på scenen. Vi læste alt om Dan Turéll og lavede en ramme, som var en bar, for det var der, man ville møde Dan Turéll, så fortalte vi hans historier, som vi flettede sammen i en dramaturgi, som sluttede med ”Gennem byen sidste gang”. Men ellers havde vi alt med; både fra krimier til ”Jeg holder af hverdagen” og ”Pas på pengene”, nogle virkelig fede tekster, vi var virkelig omkring.”
“Den varede en time og et kvarter. Den blev modtaget vildt godt, og derfor fik vi blod på tanden i forhold til at sælge den i hele landet. Det gik rigtig godt. Vi spillede den rigtig meget derefter. Hver gang, vi havde et hul, så tog vi ud og spillede den. Vi var på Svalegangen og Bådteatret og på turne i hele landet.”
Det har givet mig troen på, at det at være skuespiller ikke bare er at få tilbudt en rolle i en sammenhæng, men også at skabe forestillinger selv.”
”Jeg er opdraget på Skuespillerskolen med nogle mennesker, som var et gør-det-selv-hold; vi udtænkte selv forestillingerne, byggede selv scenografien, det var en teatertrup-følelse. Jeg var meget heldig med det hold (Louise Herbert, Malene Melsen, Gerard Carey Bidstrup, Benjamin Boe Rasmussen, Klaus T. Søndergaard og Morten Thunbo, red.), og det har givet mig troen på, at det at være skuespiller ikke bare er at få tilbudt en rolle i en sammenhæng, men også at skabe forestillinger selv. Siden da har jeg skrevet meget til tv, og Louise (Mieritz, red.) og jeg har også skrevet til teater og film.”
Læs også “Laus Høybye: Min scenedebut”
Giv de nyuddannede chancen
”Allerede på tredjeåret blev vi tilbudt et års engagement på teatret. Det vil jeg sige højt, for det er sådan en dejlig ting, når nyuddannede får noget at lave. De er ikke så dyre, og det er så vigtigt at komme i gang. Det gælder også nu, hvor der er dobbeltårgange, fordi uddannelserne er blevet lagt om, der er corona og så videre. Det er vigtigt at kigge til dem, der kommer fra skolerne.”
“Det, at vi havde job, gav os ro på hele vores fjerde år til bare at blive bedre, det var så trygt og godt. Det var Poul Holm Joensen (teaterchef på Odense Teater fra 1997-2001, red.), der hyrede hele holdet. Det giver også en fællesskabsfølelse, og så var der ikke konkurrence – det var også med til at gøre, at den sidste tid blev så god, for vi var trygge og kunne bare arbejde.”
”Vi havde ikke nogen instruktør på. Jeg spørger lige Benjamin… Benjamin Boe, havde vi nogen, der hjalp os udefra? … Ja, vi havde et øje udefra, lige kort, vi fik Mikala Bjarnov Lage (instruktør, red.) til at kigge på. Der er altid brug for nogen til at give noter.”
”Det føltes stort”
”Når man selv har lavet forestillingen, så er det større end min præstation. Så ser man på, om publikum går med på rejsen, bliver de rørte, griner de, fungerer musikken? Så jeg havde måske mere en instruktørs øje på forestillingen.”
“Jeg var selvfølgelig megastolt over, at vi lavede noget, som folk ville se, som blev udsolgt, og som vi rejste rundt med. Vi var helt unge, jeg var 25, det føltes stort at dumpe ned i noget, som nogle andre ikke lige havde lavet. Kærligheden til Dan Turéll og hans tekst og hans ord, det var det, der ligesom var målet at formidle der. Min egen præstation ved jeg ikke med. Jeg tror, jeg har lavet bedre ting. Men Benjamin var fuldstændig fantastisk.”
”Jeg er tit mest nervøs på første forpremiere, for det er den virkelige test, for der får man publikums reaktion for første gang. Premieren er for et inviteret publikum, familie, venner og anmeldere, så den giver ikke på samme måde et realistisk billede af modtagelsen.”
“Vi havde ikke nogen forpremiere med ”Det fedtede slips”. Vi gik lige på og hårdt. Vi havde måske Mikala i salen til vores egen lille generalprøve. Jeg kan ikke huske, om vi var nervøse. Det må vi have været, for det var vores eget, og vi havde hele ansvaret. Vi har været bange.”
”Jeg husker ikke noget fra premieredagen. Det smelter sammen al den ting, at vi har spillet den så meget. Vi havde scenetjeneste på tredjeåret, så der lavede jeg fire forestillinger. Så første gang på scenen [som uddannet] føltes ikke som første gang. Så jeg kan ikke huske det store i at stå på scenen for første gang, for det havde jeg allerede gjort.”
Spillede helt frem til fødsel
”Vi spillede den også på turne, da jeg skulle føde året efter i 1997, hvor jeg skulle på barsel. 14 dage før stoppede jeg. Apropos det gode hold, så spurgte jeg min holdkammerat Malene Mehlsen, om hun ville overtage rollen. Så de var ude at spille, og så gik jeg i fødsel. Vi troede, de kunne nå hjem, men at jeg skulle gå i fødsel 14 dage før, det tænker man ikke med en førstegangsfødsel. Mobilen lå i bilen og var slukket, det var dengang, hvor man ikke havde den med alle steder, så jeg kunne ikke komme igennem.”
“De kom styrtende, da jeg var lige ved at føde. Vandet var gået, så jeg havde været på hospitalet og var blevet sendt hjem igen. Så sad jeg der med min veninde, der drak sig fuld, fordi hun var så nervøs for, at hun skulle være med til fødslen – det ville jeg ikke byde nogen – så hun sad og drak snaps, mens vi talte veer.”
“Jeg tror, vi var nede på fire minutter imellem, da de kom ind ad døren. Nogle måneder senere, da jeg spillede igen, havde vi barnevognen stående i kulissen, og der oplevede jeg så at stå på scenen, hvor mælken piblede ud gennem ammeindlæg og kostume.”
Et springbræt til selv at være kreativ
”Det er en vigtig fortælling, at forestillingen blev et springbræt til selv at skabe og være kreativ. At finde ud af, at det kunne lade sig gøre, at vi kunne sætte os sammen og lave en forestilling, og den ville folk se. Den fornemmelse af at stole på sin egen stemme og egen smag. Det har bestemt været et afsæt til også at skabe selv – og ikke bare vente på, at andre vil have dig med i noget, de har skabt.”
“På den måde var ”Det fedtede slips” vigtigere end den næste forestilling, jeg lavede. Jeg kan ikke engang huske, hvad der var det næste, jeg lavede. Jeg kan se det i den bog, hvor jeg skrev ned, hvad jeg spillede med i… Det var nok Ibsens ”Samfundets støtter”, men den husker jeg ikke lige så vel. Men dét her husker jeg, fordi jeg havde så stor en andel i den.”
I øjeblikket arbejder Ditte Hansen sammen med Louise Mieritz som manuskriptforfatter på en stor dramaserie, der pt. ser ud til at få tv-premiere i 2022 – de må ikke fortælle om den endnu, men det er ikke en dramaserie om Ditte og Louise.
De to udgav bogen ”Gode kasser” på Gyldendal i efteråret 2019. Bogen fås for eksempel her og her og hos din lokale boghandler.
Derudover skal Ditte Hansen spille en rolle i en endnu hemmelig tv-serie. Hun forsikrer dog: ”Jeg er slet ikke færdig med teater, men det er virkelig tidskrævende, når man, som jeg, skriver hver dag fra klokken 10-16. Min store udfordring er at skrive, og det er vildt spændende det, som Louise og jeg får lov at lave nu.”
Læs også:
Lotte Andersen: Min scenedebut”
“Mød Odense Teaters nye direktør”
“Revyekspert: Her er mine favoritter”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.
