Julie Maj Jakobsen er uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2010. Hun har modtaget flere priser, men mest af alt handler det at være dramatiker for hende om undersøgelsen af et emne. Og slet og ret at være til.
Julie Maj Jakobsens dramatik har blandt andet været opført på landsdelsscenerne Aalborg Teater og Odense Teater, mens også Mungo Park, Teater Grob, BaggårdTeatret og Teatret ved Sorte Hest har lagt scenerum til hendes dramaer. Hun vandt en Reumert som Årets dramatiker i 2018, men var forinden tildelt en Reumert Talentpris i 2012 for ”Forsamlingshuset”. Portrætfoto: Sofie Amalie Klougart og forestillingsfoto: Allan Toft
Af Signe Ravn
”Det har bare altid været sådan for mig. Det med at skrive og teater var de ting, der optog mig, så længe jeg kan huske, og så blev det det.”
Julie Maj Jakobsen forestillede sig som helt ung, at hun skulle være instruktør og skuespiller. Men da hun var stor teenager, en 16-18 år, stod det klart, at det, der egentlig var interessant i hendes øjne, var, hvad det hele handlede om og det at videreformidle.
Hun brugte den frie ungdomsuddannelse på teater og skrivning, læste om dramatikeruddannelsen og besluttede sig for at søge ind. Det var i 2004.
Hun fik afslag.
Hun var lidt for ung og manglede lidt erfaring, mente juryen, der opfordrede hende til at søge igen. Det gjorde hun ved næstkommende optagelsesprøve i 2007.
”Jeg var i gang med at tage en HF, så brugte jeg min ekstra tid på at skrive. Jeg sprang fra HF flere gange, for jeg skulle lige på det kursus og skrive det og det der færdigt. Jeg havde tillid til, at det nok skulle lykkes. Deromkring begyndte det at gå op for mig, at det ikke var et valg – sådan var det bare,” siger Julie Maj Jakobsen og tilføjer: ”Det er ikke det samme som, at tingene bare lykkes.”
Julie Maj Jakobsen er dramatikeren bag HiLS DiN MOR og Folketeatrets seneste samarbejde – ungdomsforestillingen “Jeg er Silas”, der sætter fokus på køn og kønsidentitet. Forestilling modtog i 2021 en Reumert. Foto: Gudmund Thai
Ekstremt intensiv uddannelse
”Jeg var overordnet set enormt glad for uddannelsen og for at få den der faglige træning og vejledning. Jeg var glad for den mere gammeldags håndværkeragtige måde, uddannelsen kørte på,” fortæller Julie Maj Jakobsen med henvisning til, at dramatikken som fag blev sat ind i en kontekst samtidig med, at eleverne fik en dramatisk værktøjskasse at trække på.
”Så selvom den personlige stemme trådte lidt i baggrunden, så skinner den igennem uanset, så jeg er glad for at få det andet lag med mig. Den skabte en vej ind i branchen.”
”Det at skrive er ikke kun et fag. Det er også en måde at være til. Eller sådan er det i hvert fald for mig.”
”Jeg oplevede, at man virkelig blev taget alvorligt. Jeg forsøgte at sluge alt det, jeg kunne få med mig. Det var nogle ekstremt intensive tre år, fulde af tvivl og angst – alt det, som det skal være. Det er svært at sammenligne en kunstnerisk uddannelse med andre uddannelser, fordi det konstant er ens person, der er i spil. Man bliver, eller føler sig, målt og vejet. Ens fag kan ikke adskilles fra ens person sådan rigtigt. Det er én selv, man bruger som et instrument. Det er jo hårdt.”
”Uanset hvad jeg skriver om – historisk stof eller et eller andet aktuelt samfundsaktuelt – så bruger jeg jo mig, og sprog og figurer er jo hentet et eller andet mystisk sted indefra. Det er mig selv, der filteret, som alting skal igennem. Jeg vil ikke sige, jeg skriver om mig selv, men jeg skriver med mig selv.”
”Det at skrive er ikke kun et fag. Det er også en måde at være til. Eller sådan er det i hvert fald for mig.”
Til februar har Julie Maj Jakobsens seneste forestilling “Morgenlandet” premiere på Aalborg Teater. Foto: Allan Toft
Midtvejsforestilling blev eksponeret
Allerede efter at have gået på uddannelsen i et år, skulle dramatikereleverne begynde at skrive deres midtvejsforestilling. De blev opført på landsdelsscenerne, der på det tidspunkt var forpligtet til hver især at opsætte to midtvejsstykker, som turnerede mellem landsdelsscenerne og også blev spillet på Det Kongelige Teater.
”Det blev set. Det var også barskt, for man var jo helt grøn og blev konfronteret med den virkelige verden. Men det gav hår på brystet og blod på tanden. For mig var det en god oplevelse.”
”Jeg skrev en forestilling, der hed ”Lidt før Søndermarken”. Den handlede om en ung mand og hans forhold til sin mor og hans kæreste, som måske/måske ikke fandtes.”
”Der er lidt en tendens til, at dramatikken bliver et redskab for iscenesættelsen og ikke målet for iscenesættelsen mange steder – ikke alle steder.”
Julie Maj Jakobsen medgiver, at den store eksponering ikke nødvendigvis var til lige stor gavn for alle dramatikereleverne, men for hendes eget vedkommende gik det godt, og hun fik en god modtagelse af stykket og afgørende opmærksomhed omkring sig selv og sin kunnen.
”Bare det, at dramatikken kom ud og blev set, snakker ind i debatten om, hvordan man får den nye dramatik mere i fokus. Det var den mere dengang i forhold til, hvordan det kører i dag.”
Ny dramatik skubbet i baggrunden
Julie Maj Jakobsen oplever, at den nye dramatik skubbet mere og mere i baggrunden.
”Det er sværere at få synlighed omkring sig selv og sine værker, når de kun bliver opsat ét sted. Mange teatre har det sådan, at hvis det har været opsat dér, så tager vi ikke værket, og så bliver det kun for de få publikummer dét ene sted. Det er sværere at opbygge den nye dramatik som helhed som en salgsvare. Det kræver jo synlighed. Det ene tager det andet.”
”Jeg synes, at der dengang var større synlighed omkring dramatikereleverne,” siger Julie Maj Jakobsen.
Hun oplever til gengæld, at samarbejdet mellem skuespillerelever og dramatikerelever og deraf følgende samskabelse i dag prioriteres højere.
”Måske på bekostning af synligheden udadtil. Der er lidt en tendens til, at dramatikken bliver et redskab for iscenesættelsen og ikke målet for iscenesættelsen mange steder – ikke alle steder.”
”Hele tiden kan man skære en hæl og klippe en tå, alt efter hvad den scenekunstneriske vision er, og så skal teksten tilpasse sig den og ikke omvendt,” konstaterer Julie Maj Jakobsen og siger, at det ikke burde være enten eller, ”… men det er en tendens, som er blevet mere og mere [tydelig] i de 10 år, jeg har været dramatiker.”
”Når det er urpremierer, så vil der næsten altid være behov for en bearbejdning under prøverne. Men det er gledet mere over i en ide, der ligger udenom, og som vægtes højere. Så dramatikken altid skal tilpasses og ikke omvendt,” siger Julie Maj Jakobsen.
Dramatikeren nævner, at de efterhånden hyppigt benyttede bearbejdelser, som instruktører laver af for eksempel populære bøger eller gamle værker til en vis grad er udtryk for netop den tankegang – her kan man gøre, hvad man vil med teksten – samtidig med, at teatret kan spare en dramatikerløn.
Julie Maj Jakobsen og Aalborg Teater har en lang samarbejdshistorie, altid med dramatikerens egen ild som pejlemærke for dramatikkens retning.
Hun er aldrig blevet bedt om at skrive noget bestemt af teatret. Heller ikke i løbet af de sidste par år, hvor hun har været tilknyttet teatret som husdramatiker på samme ordning, der sikrede Line Knutzon et par år som husdramatiker på Betty Nansen Teatret i København. En nærmest uhørt luksus for en dramatiker, der som oftest kun har aftale om et enkelt værk ad gangen.
I efteråret 2021 arbejdede Julie Maj Jakobsen på tredje del af den trilogi, der blev indledt med ”Aftenlandet” og ”Efter branden” til Aalborg Teater. Hvor ”Aftenlandet” handlede om flygtninges ankomst til Danmark, vender ”Morgenlandet” blikket den anden vej og kredser om den højreradikale bevægelse, Identitær, i Europa. Premieren er planlagt til februar 2022.
Fra forestillingen “Aftenlandet” sæson 18/19 på Aalborg Teater, hvor bl.a. skuespiller Marie Knudsen Fogh medvirkede. Foto: Lars Horn
Gennemgående temaer er drivkraften
Som det er tilfældet for mange af hendes dramatiker-kollegaer, har også Julie Maj Jakobsen nogle grundlæggende temaer, hun kredser om igen og igen.
Drivkraften finder hun i spændingsfeltet mellem individet og fællesskabet, og afsøgningen af, hvad personligt ansvar vil sige.
”Jeg opfatter mig på ingen måde som politisk dramatiker, men jeg kan godt mærke, at det, i kraft af mit fokus på fællesskabet, er samfundsrelateret stof, der melder sig…”
”Vi lever i en ekstremt individuel tid med fokus på individet, og hvordan hænger det sammen med at leve i et samfund og et fællesskab? Hvor går grænserne for vores ansvar derimellem? Det er en motor for mig.”
”Når jeg bliver optaget af ting, så er det, hvordan det enkelte menneske agerer i en større kontekst, hvordan det skal finde vej og finde plads i den verden omkring sig. Og så er der nogle mere samfundsrelaterede ting omkring forholdet mellem majoritet og minoritet. Det er dilemmaerne og paradokserne ved tingene, der optager mig. Hvordan kan vi være helstøbte individer og samtidig indgå i et fællesskab med ansvar for mere end os selv? Hvem skal vi egentlig tage hensyn til? Minoritet eller majoritet?”
”Jeg opfatter mig på ingen måde som politisk dramatiker, men jeg kan godt mærke, at det, i kraft af mit fokus på fællesskabet, er samfundsrelateret stof, der melder sig, som det ses i ”Aftenlandet” og ”Morgenlandet,” erkender Julie Maj Jakobsen.
”Jeg er også historisk interesseret og optaget af, hvordan vi er havnet her, hvor vi er. I, for vores vedkommende, den ekstremt bedste del af verden, den vestlige. Hvad har det af bagsider at være sig selv nok? Dels hvordan er vi havnet her, dels hvad betyder det for måden, vi påvirker verden på, og det ansvar, vi har? Vestens rolle er et perspektiv, der taler med i mine værker.”
Ærlig og nøgen stil
Da Julie Maj Jakobsen i efteråret 2021 modtog den prestigefyldte Allen Prisen, blev hendes stil som dramatiker i motiveringstalen kaldt for ærlig og nøgen.
”Det vil jeg gerne tilslutte mig,” siger Julie Maj Jakobsen og fortsætter: ”Den er ret komprimeret. Hellere få end for mange ord. Jeg vil hellere ind til benet. Det er altid det, jeg forsøger på, når en figur skal bygge op og skæres til. Rummet og mulighederne ligger som regel mellem linjerne.”
Ved første, hurtige gennemlæsning kan hendes dramatik virke meget enkel, forklarer hun og fortæller, at hun gerne oplever, at en instruktør går i gang med læsningen af hendes værk og så vender tilbage og konstaterer, at der er meget gods i, som folder sig ud ved tættere læsning.
”Der er ret stort rum for fortolkning i mine tekster,” vurderer Julie Maj Jakobsen og erkender, at det enten kan være ”en stor udfordring eller fantastisk” alt efter, hvilken type skuespiller, der får materialet i hænderne.
”Læseprøven kan være hård, og det kan føles som om, spillerne tænker: Hvad er det her lige? Men det kan også være noget, jeg forestiller mig.”
”Når de begynder at arbejde med figurerne, så folder lagene sig ud, og så virker det ikke så enkelt længere. Jeg er optaget af dilemmaerne.”
Skal genopfinde sig selv igen og igen
”Det, der til stadighed har overrasket, er, at det bliver ved med at være lige svært. Hvert værk er jo som at starte lidt forfra, at skulle genopfinde sig selv og sit sprog, og hver gang tænke, nu er der ikke flere historier tilbage indeni. Og så finde ud af, at det var der. Det kommer jo alligevel.”
”For mig er en meget vigtig og stor del af processen at give mig selv lov til at kredse rundt om nogle fornemmelser af nogle sætninger, figurer eller temaer, nogle modsætninger, noget paradoksalt, som jeg i meget lang tid ikke kan sætte ord på uden at fjerne magien fra det.”
”Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der er interessant ved det, men jeg kan mærke, det bliver ved med at rumstere. Jeg bruger lang tid på at gå rundt om det, være med det, have de her figurer med mig. Det lyder som floskel, men det er sandt. Man holder jo aldrig fri, for det er altid med mig i alt, hvad jeg foretager mig. Så begynder tingene at folde sig ud.”
”Det er en undersøgelse og en vandring. Selvfølgelig skal jeg have en ide om, hvad den her historie rummer, og jeg er slet ikke blind for næste scene, men hvis jeg helt grundlæggende ved, hvad historien skal publikum, og hvad figuren rummer, så er det fuldstændig ligegyldigt. Hvis jeg ikke selv opdager ting undervejs, så keder jeg mig. Det er selvfølgelig også en frustrerende proces at være i, når det ikke rigtig vil, og man sidder lange perioder med stoffet.”
Angsten og tvivlen er med andre ord faste indslag i den proces.
”Jeg er efterhånden kommet nogenlunde overens med, at det er følgesvenden, man aldrig helt slipper af med. Det er en del af det hver gang. Det hjælper selvfølgelig med erfaringen, at man ved, at man kan have det anderledes om en uge. Men det har indvirkning på hverdag og humør.”
”Tingene skal fungere helt ned på figurniveau. Jeg er optaget af at skabe figurer, der overrasker mig. Jeg vil ikke vide alt på forhånd, for så bliver det falsk og endimensionelt. Det samme gør sig gældende på overordnet tematisk niveau. Det driver mig at undersøge noget og blive klogere på noget. Være med noget, der hele tiden folder sig ud. Det stikker jo altid af i et eller andet omfang, men det hører med til processen at få sat skik på det til sidst.”
”Så kan det fungere mere eller mindre godt på scenen alt efter hænder og spillere, men der bliver det et nyt værk.”
Og når der så er kommet skik på det hele, har Julie Maj Jakobsen nogle krav til resultatet.
”Nogle dramatikere vil rigtig gerne med ind i prøverummet og være medinstruerende, og det [der foregår i prøverummet] er en ekstremt vigtig del, fordi det er teater, men for mig er interessen at skrive, så jeg vil også gerne have, at det er et værk, der fungerer på papir. Så kan det fungere mere eller mindre godt på scenen, men dér bliver det et nyt værk.”
”Jeg tror først og fremmest, jeg tør kaste mig ud i lidt større projekter og bevæge mig lidt længere ud, hvor jeg ikke kan bunde. Nu har jeg fået erfaringen med, at jeg nok skal få krabbet mig ind til sidst. Mine figurer har fået flere facetter, og værket rummer flere facetter nu end tidligere. Det er min fornemmelse, og det håber jeg i hvert fald [er tilfældet].”
Opleves som et andet værk på scenen
”Som dramatiker er man i periferien af teatermiljøet, fordi man ikke har sin daglige gang på teatret. Det trives jeg med. Jeg trives i periferien og med værket som centrum. Hvor jeg tidligere kunne blive frustreret, hvis en forestilling ikke fik opfyldt det, jeg ønskede, og så det som en fejl ved min tekst, så oplever jeg det i dag mere som to separate værker. En god tekst er ikke lig med en god forestilling og omvendt. Desværre lever vi i et lille land, hvor værker kun får en enkelt opsætning. Det, håber jeg virkelig, ændrer sig. Det er en anden snak…”
Når et stykke dramatik sættes op, bliver det til en forestilling, som er det øvrige kunstneriske holds fortolkning af stoffet. Det bliver deres filter, det skinner igennem.
”Nogle gange går det op i en højere enhed, og så er det fantastisk. Nogle gange ville jeg ønske, jeg ikke skulle være der til premieren. Det er jo altid nervepirrende at sidde der og se det foldet ud på godt og ondt.”
””Aftenlandet” – der gik det op i en højere enhed. Selve processen med den var noget særligt. Jeg var begyndt på værket, hvor nogle flygtninge dukkede i et motorvejscafeteria. Da jeg begyndte at skrive, var der lige fundet en lastbil i Østrig med 10-12 døde flygtninge, der var døde af iltmangel. Tænk nu hvis, de i stedet var sluppet ud og var gået hen på det her motorvejscafeteria? Men lynhurtigt indhentede virkeligheden min fiktion.”
”Det var underligt at sidde med noget, der udviklede sig og blev aktuelt på en måde, jeg slet ikke have forestillet mig. Jeg tænkte flere gange, det kan jeg ikke, det går for tæt på, det er for direkte 1:1. Jeg kan ikke behandle det her emne i den her form. Samtidig kunne jeg mærke, at det føltes vigtigere og vigtigere.”
”Dramatikeren har samme rolle som enhver anden forfatter, og det er at gå med det stof, der er deres – uden at forsøge at få det tilpasset til en bestemt virkelighed eller kontekst. Det var det, jeg besluttede mig for der. Kunsten er nødt til at være uafhængig og ikke dikteret af ydre projekter og viljer. Så snart den er motiveret af en dagsorden, så synes jeg, det ophører med at være kunst.”
Julie Maj Jakobsens drama ”Morgenlandet” kan opleves på Aalborg Teaters Lille Scene fra den 5. februar til den 5. marts 2022.
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
