Af Signe Ravn
Hassan Preisler blev dramatiker ved et tilfælde. Efter udgivelsen af hans debutroman ”Brun mands byrde” i 2013 meldte Aarhus Teater og teater Sort/Hvid sig på banen for at opsætte ”Brun mands byrde” som forestilling.
”Der var ikke en gang en snak om det, de gik bare ud fra, at jeg selv skulle [dramatisere romanen]. Så udviklede jeg det manuskript med Tue Biering (instruktør, red.), og det gik godt. Så spurgte Aarhus Teater efterfølgende, om jeg havde lyst til at skrive noget mere. Det var en fri opgave. Det blev til det teaterstykke, der hed ”En Skilsmisse”,” fortæller Hassan Preisler, der skrev på bagkant af sin egen skilsmisse.
”Man kunne høre selvhadet i hver eneste replik,” konstaterer han og fastslår: ”Og der var ikke nogen, der blev trukket gennem sølet andre end karakteren Hassan – altså mig.”
”… der er jo ingen garanti for, at man kan skrive dramatik, fordi man kan skrive en bog.”
Så fortsætter han; ”Det var en illustration af, hvor træt jeg var af, at det ikke kunne lykkes for mig – de ting, der betød allermest. Jeg stod på et punkt, hvor det gik godt, der var masser af jobs, al den succes, jeg kunne have drømt om karrieremæssigt, det private område var det et mislykket projekt.”
”Med ”Brun mands byrde” gav ligesom sig selv, og så er det så sært, at fordi man har haft succes med en ting, så tror folk også, at man kan alt andet, og så får man bare nogle muligheder, som andre ikke får. Det er i virkeligheden lidt grotesk, for der er jo ingen garanti for, at man kan skrive god dramatik, bare fordi man kan skrive en bog.”
Se traileren for teaterforestillingen ”Brun mands byrde”
Scenografien til Hassan Preislers forestilling var skabt af Siggi Óli Pálmason med udgangspunkt i det grafiske udtryk fra bogomslaget på romanen ”Brun mands byrde”. Foto: Mathilde Bech
Selvbiografisk tilgang kræver meget mod
Omtrent samtidig havde Hassan Preisler de sidste måneder som kunstnerisk leder af teatret danskdansk, som han også skrev nogle teaterstykker for, herunder et stykke lydteater, ”Hellig krig”, så kom den Reumert-nominerede indsats for Det Flydende Teater i form af hittet ”Martyren Munk”, og en opgave for Malmø Stadsteater.
En stribe forskelligartede opgaver. Fra egne ideer, livsskildringer og interviewbaserede forestillinger til dramatiseringer.
Senest har Hassan Preisler dramatiseret Hans Kirks ”Fiskerne”, som sættes op på Teater Nordkraft d. 24. september – 22. oktober 2021.
”Hvad angår det selvbiografiske, der synes jeg, det der er afgørende for, om det bliver godt eller ikke godt, handler om hvor ærlig og modig, jeg tør være. Sådan er det slet ikke, når man skriver et stykke om Kaj Munk eller dramatiserer ”Fiskerne”. Så er det jo ekstremt teknisk, hvor det handler om at studere et meget omfattende materiale og finde og manipulere en ny bue frem i det materiale, som så både er loyal overfor udgangspunktet, men også kan stå af sig selv.”
Se traileren og læs begrundelsen for Reumert-nomineringen af Hassan Preisler i kategorien Årets dramatiker for ”Martyren Munk”
Afdækker sit virkelig jeg
Det selvudleverende synes at være til stede i de fleste af Hassan Preislers projekter. Fra ”Brun mands byrde” og ”En skilsmisse” til interviewprogrammet ”Min lille Hassan” og ”Det næste kapitel” først på Radio24syv og siden på Weekendavisen og DR P1-programmet ”Norsken, svensken og dansken”.
”Alle mine klummer, alle mine tekster, teaterstykkerne, det hele har været med ønsket om at prøve at opdage og afdække, hvem jeg i virkeligheden er, inde bag alt det, jeg foregiver, eller håber på, at jeg er.”
På spørgsmålet om, hvorvidt den selvudleverende tilgangs pris er for høj eller metoden for opslidende, ligger konklusionen ikke lige for.
”Jeg kan ikke svare på, om det er hårdt. Jeg har jo arbejdet på den her måde i mange år. Jeg kan nærmest ikke huske, hvordan det er ikke at gøre det. Når jeg går rundt blandt andre mennesker i denne verden, så er det ubetinget hårdeste den store diskrepans mellem det, jeg foregiver at være, og det, jeg egentlig er. Skulle jeg være denne eneste, der har det sådan? Og burde man i virkeligheden ikke udnytte dette clash til at skabe god kunst, som kan give os håbe om at kunne skabe sammenhængskraft mellem det ydre og det indre?”
”Lige nu har jeg bevæget mig væk fra, at hovedkarakteren skal hedde Hassan, men det betyder ikke, at jeg ikke undersøger enhver lille ting i mig selv for at forstå det.”
”Det skaber bedre kunst at skrive ud fra et eller andet oprigtigt udgangspunkt, og så synes jeg også, at man på det menneskelige plan egentlig har en form for pligt overfor menneskesjælen. Vi ved jo godt, at vi kun kan skabe en forbindelse fra menneskesjæl til menneskesjæl, hvis vi tør være i nærheden af det, vi i virkeligheden er. Fra parforhold og forældreskab over arbejdsrelationer til scenekunst og filmproduktion, det hele er omfattet af det her princip.”
”Den mest ensomme følelse i en teatersal og i et parforhold er, når nogen isolerer sig fra deres egentlige tilstand. Når der er for meget fake på scenen, både i spil, tekst og instruktion, så føler jeg mig så ensom nede i salen. Ligesom når der er for meget fake i parforhold, så skriger ens sjæl tilbage fra det tomme rum: Red mig!”
Læs også Kristeligt Dagblads anmeldelse af ”Martyren Munk”
Hvad er din drivkraft som dramatiker?
”Helt klart at ophæve ensomheden. Det er et ret egoistisk projekt i udgangspunktet. Jeg hader at være alene, fundamentalt alene, og det er også et filantropisk projekt, fordi jeg forestiller mig, at andre mennesker har det på samme måde. Der er ikke noget federe, end når vores empatier strækker sig, så de forlænges ind i hjertet på en anden, når der SKABES en kanal ved et spontant moment af tilfældigt opstået ærlighed – i livet og i kunsten. Det er vel det, kunsten er, når den er god – en motor for ophævelse af ensomhed.”
”Selv når jeg skriver om Kaj Munk, så skriver jeg også om mig selv. Når jeg dramatiserer ”Fiskerne”, så er det også om mig. Lige nu har jeg bevæget mig væk fra, at hovedkarakteren skal hedde Hassan, men det betyder ikke, at jeg ikke undersøger enhver lille ting i mig selv for at forstå alting.”
I ”Fiskerne” er historiens drivkraft konflikten mellem ”indremissionske fundamentalister og de milde grundtvigianske fjordboer”.
”Det er en konflikt, jeg kender, fordi jeg deltager i den på samfundsniveau. Jeg har både noget rigidt, noget, der ønsker orden, taktfasthed og forlanger svar på alting, og så har jeg også noget, der gerne vil flyde med, noget åbent og progressivt og blævret på den måde. Ja, de er meget blævrede, de grundtvigianere, der er i ”Fiskerne”.”
I arbejdet med en dramatisering leder Hassan Preisler efter det moment, hvor han får gåsehud, så han selv bliver dramatisk skabende og dermed ”overhovedet kan tillade mig at have mit navn på den plakat, der skal op på et tidspunkt”.
”Vi bliver alle, inklusive mig selv, dovne og magelige og dygtige, skabelonen er på plads, formularen er printet, og så kan man jo bare gøre det, man gjorde sidste gang. Det ser man meget af, også i mit arbejde,” vurderer Hassan Preisler.
Den behagelige bule i sofaen
Han sammenligner den magelige dramatiker med en lejesoldat, der skyder til højre og venstre, så publikum uheldigvis bliver collateral damage, utilsigtede ofre, i forsøget på at ramme kunsten fra den trygge magelighed i sofaen.
”Modsvaret til dygtighed og dovenskab er at gøre sig umage, og det gør man ved at nægte, at der kommer en eneste sætning, der ikke forbinder sig til noget, der har stor betydning for én, fordi man har gjort en opdagelse og er påvirket, eller fordi man fik en erkendelse undervejs.”
”Jeg har stadig en pervers drøm om, at teatret vil rejse sig og blive til alt det, det var i den oprindelige form, noget man længtes efter og frygtede og lod sig flytte af.”
”Det er de rutinger, man blev så dygtig til, der er forbandelsen. De udgør en fare for, vil jeg sige, at man så ligesom skal og kan holde det hele ud i armslængde, producere ting i sikker afstand. Det er ikke noget, jeg gider gøre eller nogensinde har lyst til at se. Svaret er selvfølgelig, at det her liv, som far, som kæreste, ven, søn, men også som kunstner, dramatiker, forlanger af mig, at jeg flytter min røv, at jeg ikke sætter mig der, hvor udhulningen i sofaen gjorde det behageligt at være. At jeg bliver ved med, selv når det hele ruller, og de klapper af det, jeg gjorde forrige gang, og at printeren bare kører, fordi den bare kan spytte det ud, som jeg er blevet så god til at producere, så bliver jeg nødt til at rykke mig. At opsøge mig selv der, hvor grunden er usikker.”
Kaster det hele på bålet
”Lige nu er min arbejdssituation tryg, for jeg har etableret noget, jeg kan, og folk vil have. Jeg har en status, platform og indtægt, det er jo så vidunderligt.”
”De aftaler, jeg har med forskellige institutioner, det er jo aftaler, jeg virkelig ikke har lyst til at ophæve. De understøtter min nuværende identitet og min nuværende livsførelse, den lejlighed, jeg bor i, det tøj, jeg går i, at jeg kan sende min datter i en dyr privatskole og dyr skate-skole, men det er også det samme, der bare langsomt kvæler mig. Det er fuldstændig det samme, der trækker mig ned. Det er det samme, der både føles som et dejligt varmt boblebad, og er et bundløst hul med beskidt, klamt, ulækkert dynd, det trækker det mig ned i. Alle de kontrakter og aftaler, stabiliteten, rollen, jeg spiller, eller er blevet, positionen, platformen, pengene, det er det, der gør det.”
”Jeg kaster det hele på bålet, så meget som man kan, når man som jeg har en kone, som skal føde en søn om 13 dage (i april 2021, red.), og jeg er nødt til at have nogle penge, så jeg kan gå på barsel.”
”Men jeg har altid drømt om at turde det her. At kaste det hele fra mig, når jeg nu endelig har opnået det. Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville stå et sted, hvor jeg turde gøre det. Det er en ret vild oplevelse. Fuck det! Forfra eller ind i det igen. Jeg har gispet meget efter vejret, nu kan jeg trække det igen.”
”Jeg har stadig en pervers drøm om, at teatret vil rejse sig og blive til alt det, det var i den oprindelige form, noget man længtes efter og frygtede og lod sig flytte af, sådan som det jo har været alle mulige steder på alle mulige tidspunkter.”
Hassan Preisler er skuffet over, at teatret under corona-nedlukningen ikke har vist, det er uundværligt.
”Det har nærmest føltes som om, at vi selv syntes, at det var ok, vi kom sidst i rækken. Det med teatret, er for mig både fyldt med ekstremt meget pessimisme, for der er så ærgerligt meget ligegyldigt teater, og så få gange, hvor vi tør tage de allersværeste diskussioner, som man jo netop kun kan tage i teatret, hvor man jo kan spille alle roller og dermed diskutere alting uden selv at have røven i klaskehøjde for alvor. Og så er det også fyldt med håb. Jeg har også et håb om, at det skal rejse sig igen, teatret.”
”Måske på den anden side af det her, vil man tænke, hvis det ikke er det, hvorfor skal vi så overhovedet gøre det? For kunststøtten, premierefesten, skulderklappene, anmeldelserne… er det så bare for det?! Tænk, hvis det igen, som det var i antikken eller på Shakespeares tid, kunne blive det laboratorium, der undersøger menneskesjælens afkroge – frygtløst og uden fordømmelse.”
Læs også: ”Mød dit teater: Teater Nordkraft”
Hvilke temaer vender du tilbage til igen og igen?
”Det, jeg vender tilbage til igen og igen, som kunstner og menneske, er, at det er livsnødvendigt for mig at illustrere min ensomhed – vores ensomhed. Det er sindssygt væsentligt for mig at vise min afhængighed af at etablere den kanal fra mig til andre mennesker, som kun kan etableres, hvis jeg tør illustrere min kompleksitet overfor andre.”
”Det betyder helt konkret, at jeg bliver nødt til at vise, hvem jeg er, ikke hvem jeg vil være, for at kunne rumme et andet menneske, som det er, ikke, som det vil være. Der er ikke noget særligt rart i den proces. Det er jo ikke en Hollywood-slutning, man får – der er ikke nogen harmonisk underlægningsmusik, der passer til det.”
”Det er, som det er, uskønt og mega spændende. Det er det mest livsbekræftende, tror jeg. Jeg gør det jo, fordi det jeg tror, det sikrer mig mod undergangen, og sikrer os mod undergangen. Det allermest farlige og ubehagelige er de konstruktioner, vi kan skabe, hvor vi etablerer nogle grupper, der hver især bilder sig ind, at de sidder med forklaringen på, hvordan tingene skal løses for os alle sammen, OG fordi de sidder inde med forklaringen, så er de klogere og bedre mennesker end alle andre. Kender du typen?”
Midt ned i den søgen falder Hassan Preislers seneste opgave som dramatiker, dramatiseringen af Hans Kirks klassiker ”Fiskerne”. Både en forfatter og et værk, som Preisler ser sit eget liv spejlet af.
”Hans Kirk var et overordentligt politisk menneske. Han var så kommunistisk, som man kunne blive det. Og han var førstebølge-kulturradikal og dermed en del af den elite i København, han skrev for tidsskrifter, og så skriver han den her bog. Han er splittet mellem to kulturer, som jeg også er, hans mor var indremissionsk, hans far var grundtvigianer.”
”… menneskesjælen er ikke en konto, hvor man trækker noget ud, og så er saldoen mindre. Det er et bundløst hul, vi kan gå på opdagelse i.”
”Så skriver han den her roman, hvor ingen går fri, især ikke hans egne. Alle bliver underkastet dissektionen og lagt i mikroskopet. Der er ikke nogen helte, ikke nogen skurke, For der findes ingen, der kan sige sig fri fra at blive korrumperet. Dette er den største kærlighedserklæring til mennesket, og forfatteren svigter os ikke, han holder hånden under os.”
”Den er fantastisk simpelthen. Kirks roman er solgt i 390.000 eksemplarer, og det er der en grund til. Den skildrer en klassisk eviggyldig Dansk kulturkonflikt mellem by og land, religion og ateisme, borgerlighed og småborgerlighed, men også af de årsager nævnte før: at bogen er ekstremt loyalt materiale. Ikke loyalt overfor en gruppe, flok eller klike, men loyalt overfor mig som menneske, overfor menneskesjælen.”
Hvad kendetegner din stil som dramatiker?
”Jeg elsker sproglighed. Jeg synes, det er fantastisk, når der en form for rytme og poesi i alting, så jeg er meget grundig med sætninger og taler meget, mens jeg skriver. Der er meget rytme og melodi i replikkerne, mens jeg laver dem, derfor er det svært for mig at skære i det, for så mister melodien sin takt eller tone, og så skal jeg starte helt forfra, for at det kan fungere.”
”De tekster, jeg bedst kan lide, er det modsatte: De er meget casual tekster af forfattere, der tør skrive ugennemarbejdede, rå tekster, der for eksempel er improviseret frem undervejs. Det er mega fedt! Jeg er nok lidt højtidelig – måske endda selvhøjtidelig – når jeg selv skriver tekster og savner nok også på det område en sproglig frigørelse. At vende tilbage til noget, der var engang. ”Brun mands byrde” var et opkast, en udtømning i toiletkummen, jeg havde brugt et års tid på at forsøge at finde en vægtig stemme, men da den kom, var den mere som en omgang bræk, og så væltede det ud af mig i to en halv måned, og så var det overstået. Det savner jeg og kunne godt tænke mig at komme tilbage til.”
Som et nyligt eksempel på den rå dramatik og det uforfærdede teater, Hassan Preisler længes efter, nævner han forestillingen ”Lolita for altid” med Emma Sehested Høeg og instruktion af Jennifer Vedsted Christiansen, en forestilling, som i øvrigt genopsættes i sæson 2021/22 på Republique i København.
”Der var nogle tekster, der havde et spontant råt og ekstremt ærligt udtryk, det var helt fantastisk!” siger Hassan Preisler begejstret og fortsætter:
”Det med at have forfinet sin tekst så meget, som jeg har gjort, at arbejdet er så nørdet omkring teksten, er godt og smukt og skaber noget af kvalitet, men jeg tænker bare også, det er blevet noget, jeg gemmer mig bag. Ligesom position, penge og platform. Der er også den litterære plapren, som meget af det, jeg skriver, er blevet. Se-hvor-jeg-kan-tekster. Det er måske et nyt opgør. Jeg ved ikke, om man overhovedet kan det, når man er 51, som jeg er?”
Læs teaterredaktør Monna Dithmers anmeldelse af ”Brun mands byrde” i Politiken
Hovedstolen er ikke en konto
Selvom Hassan Preislers skepsis overfor den branche, han er en del af, lugter af et opgør, så ulmer oprøret alligevel mest af alt i ham selv. Og i det stof, han rummer.
”Hvad vil det sige at trække på sig selv? Der er nogen, der siger, at man ikke skal tage af hovedstolen. Der er i mine øjne ikke nogen grund til ikke at tage af hovedstolen. Jeg ser ikke hovedstolen som en særskilt konto, menneskesjælen er ikke en konto, hvor man trækker noget ud, og så er saldoen mindre. Det er et bundløst hul, vi kan gå på opdagelse i, hvis vi tillader os at undersøge det. Hvis bare man flytter sig væk fra det sted, man kender. Og det nye sted er jo det ukendte sted, det må man acceptere, ellers flytter vi bare hen i en ny magelighed. Så: Jeg aner ikke, hvad der så skal ske.”
”Når jeg siger, at teatret lyver, må jeg også sige, ’jeg lyver’ for husfredens skyld: det næste job, den gode stemning, tilskuddet fra fonden.”
”Der er ingen glæde eller udfrielse – ud over den forfængelige – i det sted, hvor det hele bare kører, som det gjorde i går, i forgårs, i sidste uge, måned og år. Selvom det er mig, der normalt skriver teksterne, så har jeg det under de omstændigheder pludselig som om, jeg er karakteren i et skuespil, og min opgave kun er stå op hver morgen og sige replikker, andre har skrevet, og en gang om måneden gå ind på netbanken og se, om min løn er gået ind.”
”Den oplevelse, man kan have af, at det, man siger, ikke længere har nogen spontanitet. At det er præfabrikerede sætninger, formuleringer og holdninger. Så kan man lukke øjnene, bide tænderne sammen og fortsætte. Det ville jeg have gjort under normale omstændigheder og håbet på en dag at have så meget position, at jeg turde forlade den.”
Deklamatorisk opgør
Er Hassan Preisler ved at lave en Casper Christensen? Sidste år var komikeren medierne rundt med historien om, at han efter en årrække i modsatte grøft nu er kristen og veganer.
”Det er jo det store spørgsmål,” svarer Hassan Preisler med et øjebliks eftertænksomhed i stemmen.
”Det er jo ekstremt deklamatorisk at gå ud og blive kristen og veganer og lægge afstand til det, man har været i sit liv. Det kan også være, det er mega deklamatorisk, det, jeg siger, men det er jo en hel del værre, når man begynder at være det, alle de andre er.”
”Jeg har jo den gamle drøm, jeg måtte opgive omkring min skilsmisse, fordi mine penge skulle bruges til en andelslejlighed, om at blive skomager, men det skifte ville jo nok komme til at foregå i stilhed, for hvor fanden har man en platform til at fortælle om sit selvopgør, når man er skomager?!”
Loyal overfor essensen af det hele
”Det er for mig noget med at få tingene ind i den rigtige rækkefølge. For alvor turde sætte kærligheden til den kvinde, jeg er sammen med, foran de penge, jeg kunne tjene, eller sætte min datter forrest og vælge hende frem for den platform, jeg har. Når jeg om lidt får en søn (interviewet er lavet tidligere på året, og Hassan Preisler er blevet far igen, red.), så skal jeg måske turde gøre det anderledes fra begyndelsen?”
Hvad betyder det?
”Det betyder måske, at loyaliteten ligger det rigtige sted. Teatret burde være – og det er lige så meget en opsang til mig selv – jeg kunne være den, der blev loyal overfor det, det hele egentligt handler om. At jeg forbliver loyal overfor det, det helt enkelt handler om.”
Hassan Preisler bliver stille.
Hvad er det, det helt enkelt handler om?
”Det handler om at turde sige sandheden uanset omkostningerne om mig selv og den verden, jeg ser; at sige: ’Endelig er jeg nået det sted hen som menneske, som radioperson, dramatiker’. Når jeg siger, at teatret lyver, må jeg også sige, ’jeg lyver’ for husfredens skyld: det næste job, den gode stemning, tilskuddet fra fonden. Det er løgne, der må ophøre.”
”Hvis jeg ikke foretager det fundamentale skift, så bliver jeg ved med at sige, at jeg ønsker en forandring. Som en LTF’er, der skal igennem et exitprogram, så skal man være villig til forandring. Så kan man ikke sige, man ikke vil være bandemedlem og fortsat hænge ud med dem, man altid har hængt ud med. Så skal man flytte sig ud af klanen. Væk fra dem, der forpester livet, fordi de holder dig fast.”
”Prisen for det er, at du ikke vil ringe til mig i fremtiden og spørge: Hvad tænker du om at være kunstner i dag? Der findes ikke magasiner for skomagerkunst. Der er ikke nogen, der klapper, der bliver ikke lavet programmer om dig, og du får ikke en gravsten på Assistens Kirkegård.”
Mere villig til at risikere
Det er trangen til at slippe fri sat overfor det fortsatte behov for anerkendelse og kunstnerisk selvrealisering indenfor den eksisterende ramme, der brydes.
”Det er en splittelse,” medgiver Hassan Preisler.
”Så absolut.”
Tavsheden får lov at falme.
”En ting jeg rigtig godt kunne tænke mig,” begynder han så, lægger an til en talestrøm, der lyder, som var den løftet ud af hans roman:
”Vi ved jo alle sammen, at mennesker i flok er frygtelige, så jeg kunne godt tænke mig at holde mig væk fra premierefester og ikke stå i sociale sammenhænge og sige ting, jeg ikke har lyst til at sige, til mennesker, jeg ikke har lyst til at tale med, ikke smile det smil, jeg blevet så dygtig til at smile…”
Så stopper han sig selv og indskyder så, at han leverer godt materiale og i øvrigt ikke er besværlig at arbejde sammen med. For en sikkerheds skyld?
Det lyder ikke som et farvel til alt det, han kender og mestrer rent fagligt. Nærmere som en forsikring om, at han fortsat er her.
Handler det mere om at krænge personaen Hassan Preisler af? At finde en mellemvej, fordi der trods alt endnu er mange akter mere at skrive?
”Måske ender det med, at jeg opdager, at jeg var her nogle år, jeg fik en masse oplevelser, nu er det tid til at træde ned fra den platform, give plads til nogle nye, som måske er mere modige, mere villige til at risikere. Jeg ved, at rapperen Nikoline skal skrive og spille teater i samme sæson, som ”Fiskerne” bliver opsat. Det glæder jeg mig mega meget til at se. Jeg har et stort håb om, at hun formår at slå lidt hårdere til fårene iblandt os, end jeg tør.”
Hassan Preislers dramatisering af Hans Kirks ”Fiskerne” kan opleves på Teater Nordkraft i september/oktober 2021.
Hassan Preisler er desuden forfatter til autofiktions-romanen ”Brun mands byrde”, der udkom på Lindhardt & Ringhof i 2013. Få fat i ”Brun mands byrde” hos Bog&Ide.
Læs Gregers Dirckinck Holmfelds anmeldelse af ”Brun mands byrde”
Han medvirker i programmet ”Norsken, svensken og dansken” på DR P1 og afsluttede i forsommeren sin podcast ”Det næste kapitel” på Weekendavisen. Lyt til gamle episoder af ”Det næste kapitel” her.
Derudover kan Hassan Preisler bookes som foredragsholder.
Artikler, du måske vil kunne li’?
”Mød dit teater: Aarhus Teater”
”Sandra Yi Sencindiver: Min scenedebut”
Tine Høeg: “Min tekst egner sig godt til dramatisering”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.
