Dramatikerens drivkraft: Joan Rang

Joan Rang Christensen blev uddannet dramatiker i 2004. Siden har hun markeret sig både kunstnerisk og politisk og insisteret på diversitet i teatret. Her fortæller hun Scenen.dk om sin drivkraft.

Dramatiker Joan Rang Christensen er en markant fortaler for ny dansk dramatik og arbejder meget bevidst med diversitet i sin dramatik – både på og bag scenen. Foto: Christine Noe

Af Signe Ravn

Det er var en tilfældig dag i midten af 90’erne, da Joan Rang Christensen faldt over et interview med dramatiker Line Knutzon i Politiken. Knutzon havde lige skrevet ”Først bliver man jo født”.

Et par år senere startede Joan Rang Christensen på et aktiveringsprojekt for unge arbejdsløse. Her holdt Madeleine Rønn Juel et foredrag, som blev afgørende.

”Det var vildt inspirerende! Jeg havde været rundt om, om jeg skulle blive tegner, designer, forfatter eller billedkunstner, men i teatret kunne jeg samle det hele på en eller anden måde,” fortæller Joan Rang Christensen om sit aha-øjeblik.

”Aktiveringsprojektet var et innovativt sted, så jeg spurgte: Kan vi ikke lave et skrivekursus med Line Knutzon? De sagde: ”Jo, saml et hold, lav et budget, skriv en ansøgning.” Så jeg ringede til Line og spurgte, om hun ville undervise os. Det havde hun ikke prøvet før, men det ville hun gerne, og så opfandt vi et seks uger langt dramatik-skrivekursus sammen.”

Oplevede alt i scener

”Det kursus med Line var første gang, jeg prøvede at skrive replikker. Det var en kæmpe åbenbaring! Det blev pludselig en helt anden oplevelse at gå rundt i verden; at være i interaktion i kiosken eller nede i Brugsen, for jeg hørte alt som replikker. Jeg så ligesom manuskriptet for mig hængende i luften, mens det hele foregik. Det, kioskmanden sagde, det, jeg sagde… Det var øjenåbnende og føltes rigtigt. Så fandt jeg ud af, at der var en dramatikeruddannelse… jeg kom ind i første hug i 2001.”

Men selvom vejen var den rigtige, var den ikke uden sten.

”Det var hårdt at gå på skolen. Jeg fungerede ikke så godt med Jannicke (Branth, red.), der var rektor dengang, og der var mange konflikter i hele miljøet på hele skolen, både hos os på Dramatikeruddannelsen og på Skuespillerskolen,” husker Joan Rang Christensen.

På det tidspunkt var det at have en dramatikeruddannelse noget nyt. Man havde kørt uddannelsen som forsøgsuddannelse for de to foregående årgange, med bl.a. Lene Marie Olsen og Mads Mazanti på holdet før, og Joan Rang Christensen kom, sammen med blandt andre Lærke Sanderhoff og Aleksa Okanovic, ind på den første årgang, hvor uddannelsen var gjort permanent i 2001. Før uddannelsen blev oprettet, var dramatikere autodidakte eller kom til teatret fra andre faggrupper.

”Der var mange ting, der var svære for mig i min uddannelsestid i forhold til noget af det, der kom til at tegne min praksis efterfølgende. Jeg var og er den dag i dag stadig den eneste, professionelt uddannede, kvindelige dramatiker, som ikke er hvid. Det er den livserfaring, min skrift bygger på, og som blev meget signifikant for mit arbejde efterfølgende. Den problematik var ingen, der kunne hjælpe mig med på skolen. Sexisme, racisme og intersektionel diskrimination diskuterede man ikke dengang, i hvert fald ikke der.”

Morten Burian debuterede i en enakter af Lenemarie Olsen – læs om hans scenedebut

Ikke smart at skrive om racisme

”Jeg fik på et tidspunkt et velmenende råd om, at jeg skulle ikke skrive til skuespillere, der ikke var hvide, for det var der jo ikke i Danmark. Det var heller ikke så smart at skrive om racisme, for det ville ikke interessere et dansk publikum,” genkalder Joan Rang Christensen sig og konstaterer:

”Jeg sagde vist ikke noget til det dengang. Det var helt klart et forsøg på at give mig et godt råd, men efterfølgende tænker jeg jo, at det var helt forkert. Jeg holdt ved, på trods, og blev ved med at skrive ”brune” roller og stykker om ”udanske tematikker”. Men det blev besværligt, fordi jeg på den måde kom i fortrop på mangfoldighedsagendaen i scenekunsten samtidig med, at jeg var ny i feltet og først skulle til at lære håndværket, branchen og så videre. I lighed med andre minoritetspersoner, så lever man det jo, mens man prøver at forstå det, og det hele foregår mange gange i blinde.”

Efterfølgende blev det en kunstnerisk redning og et mentalt skulderklap, at Joan Rang Christensen arbejdede med scenekunstnere i og fra USA. Der blev hun bekræftet i vigtigheden af den dagsorden, hun i Danmark var endt som fortaler for.

”Jeg har et kæmpe drive for uretfærdighed. At fortælle om det, der ikke er rimeligt, for at det skal blive lavet om simpelthen! På alle mulige parametre. Køn, klasse, race.”

”Jeg arbejdede med folk, der også havde andre baggrunde, ikke-hvide instruktører og skuespillere, der sagde til mig: ”Det er så vigtigt, det, du har skrevet, jeg kan genkende det”. Det bekræftede mig i, hvor vigtigt det er at få andre viewpoints og historier ind i vores kultur. Det er blevet et kunstnerisk forskningsfelt for mig, både tematisk, produktionsmæssigt, men i høj grad også fortællemæssigt. Arbejdet med at opbryde og forandre vores dramaturgi og fortællemæssige bias er måske, i hvert fald i min egen optik, blevet et af mine vigtigste bidrag til den danske dramatik,” konstaterer Joan Rang Christensen.

Samme bekræftelse havde hun fået fra dramatiker, instruktør og forfatter Ulla Ryum, som hun fik lejlighed til at tale med på skolen i Aarhus.

”Det var virkelig befriende at møde Ulla, som jo simpelthen er en kæmpe pionér på det her område. Jeg talte med hende om at føle sig forbundet til de kulturelle fortællinger og om ikke at gøre det; særligt dem, vi blev præsenteret for på uddannelsen. Jeg sagde til hende: “Jeg føler ikke, det er min kultur.” Og hun svarede: ”Det er ikke din kultur, du har lov til at kigge på, hvad der kommer fra andre folkeslag og kulturer, som du føler dig mere forbundet med.” Den samtale var en kæmpe gave. Og jeg kom også et kvarter for sent til næste time, fordi vi talte så længe.”

Referencerammen på dramatikeruddannelsen var i vid udstrækning klassisk, vestligt drama.

”Vi skulle læse Strindberg og Ibsen, som jeg ikke er imod, men som er fulde af alle mulige racistiske ting. I ”Et Dukkehjem” siger Helmer, at han ikke bryder sig om strikkeri, fordi det er noget fælt ”kinesisk” ved det. Hele klassen syntes, det var sjovt, mens jeg bare sad og blev ramt af det der lorteudtryk. Jeg havde ikke svært ved at skrive indenfor rammerne af den traditionelt, vestlige dramaturgi, men jeg var ikke interesseret i at skrive på den måde.”

Skabte nøglestykke med kampfæller

I Peter Laugesen fandt Joan Rang Christensen på uddannelsens sidste år en vejleder, der gav hende modet til at skrive mere frit, og et af stykkerne, hun derefter fik skrevet, ”Hånden i hjertet”, blev produceret på Plex i København. Den mere frie dramaturgi fik hun også mulighed for at dyrke i danskdansk, som hun startede sammen med Sandra Yi Sencindiver og Hassan Preisler i 2008.

”Vi lavede forestillingen ”Den hvide mand”, som jeg selv oplever som et nøglestykke, fordi det, jeg ville, formmæssigt og indholdsmæssigt for første gang gik op. En kombination af den vestlige dramaturgi og en cirkulær fremstilling af tematikken. En lineær stigende spændingskurve med tekster sammensat i collageform. Et friere og mere poetisk sprog. En fortælling fra et ikke-hvidt point of view.”

”Vi var meget enige om de fagpolitiske kritikker i danskdansk, men vi var fandme ikke enige om kunsten og arbejdsprocessen, så vi havde alt for mange konflikter. Så jeg gik ud af det i 2012, og så startede jeg mit eget i 2013.”

Det var Johns Teater, hvor Joan Rang Christensen siden har skrevet og produceret tre forestillinger, og hvor hun sigter efter at få en forestilling realiseret i eget regi hvert tredje-fjerde år – og kæmpe videre på den slagmark, som hendes insisteren på at sætte brune skuespillere på scenen viste sig at være.

”Der var meget modstand. Diskriminerende bias og alt det, man har talt om efterfølgende. Folk tager beslutninger, der er farvet af deres ubevidste og strukturelt skabte fordomme. Det er enormt svært at rykke på de processer, og det tager lang tid.”

Implementerer egen metode

”Audrey Lorde (amerikansk forfatter, feminist og aktivist, red.) sagde ”The master’s tools can never dismantle the master’s house”. Når du er minoritetsgjort, så er der oplevelser og fortællinger, du ikke kan udtrykke i en form, der ikke er lavet til at udtrykke det i. I mine notater kan jeg se, helt tilbage fra min skolegang, at det var det, der skete. Jeg fik at vide: “Nu må du lade være med at være så antiautoritær”. Jeg blev læst som rebelsk eller på tværs. Men der var bare ikke rum til at fortælle om mine følelser og erfaringer i den traditionelle form. Det var først langt senere, jeg forstod hvorfor, og hvad det var for nogle automatikker, jeg skrev mig op imod.

”Jeg bliver også glad, når andre minoritetspersoner siger: Jeg har fået en stemme igennem det, du laver.”

Nu har Joan Rang Christensen så alligevel skabt et rum, også for andre med trang til at sprænge de traditionelle rammer, for siden 2017 har hun undervist på dramatikeruddannelsen, hvor hun har faste kurser om lineære dramaturgier og alternative, cirkulære dramaturgier.

”Livet er skørt på den måde. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme tilbage til uddannelsen og implementere det, jeg selv manglede, og det, der var så stort et problem for mig, da jeg selv gik på skolen. Der er en masse studerende, nonbinære, queer, trans og etniske minoriteter for hvem, det giver en anden resonans, og en del af de unge har et feministisk eller majoritetskritisk perspektiv i dag. Der er rigtig meget køn i det her også. Det er en glæde for mig, at de studerende føler sig set og forstået i min undervisning.”

Læs også: ”Sebastian Haynes: Min scenedebut”

Hvad er din drivkraft som dramatiker?

”Der er noget, man ikke kun kan forklare med et kunstneriske drive, som man har, når man er skabende kunster. Men hvis jeg skal pakke det ud, så har der været meget nødvendighed i det for mig i forhold til at forske i mit eget liv og den rolle, som jeg har i livet. Jeg har skrevet meget på indignation, vrede, afmagt, men især på følelsen af nødvendighed.”

“Både i forhold til kultur og race – og adoption, som også er et system, der på samme måde har lidt under kun at ville have én bestemt fortælling [om den for alle parter lykkelige adoption]. Adoption er et godt eksempel på et felt, hvor du pludselig har set en masse aktører og en masse andre historier, end den adoptivlandet har haft ønske om at formidle. Hvor de voksne adopterede og forældre, der har mistet børn til adoption, har nogle helt andre erfaringer, som vi ikke kan fortælle om, hvis vi kun fortæller om adoption fra adoptivforældrenes point of view.”

”Her har det været nødvendigt at sige: Vi må sprænge rammerne for hvordan og hvad, vi fortæller. Det er ikke sådan, mit liv har været, vi må lave plads til andre erfaringer. Det er et drive i mig. Jeg har et kæmpe drive i at kæmpe mod uretfærdighed, som helt sikkert også er blevet skærpet af min opvækst i en politisk bevidst arbejderklassefamilie. Jeg har ønsket at fortælle om det, der ikke er rimeligt, for at det skal blive lavet om simpelthen! På alle mulige parametre. Køn, klasse, seksualitet, race også så videre.”

”Jeg bliver glad, når jeg får meldinger om, at: Dit arbejde har gjort indtryk på mig, det har fået mig til at tænke tanker, jeg ikke tænkte før, jeg har lært noget, fået et indblik i noget, som har udvidet mit verdensbillede. Jeg bliver også glad, når andre minoritetspersoner siger: Jeg har fået en stemme igennem det, du laver. Eller: Jeg har givet din digtsamling til mine adoptivforældre, fordi den beskriver, hvordan jeg har det.”

”Uden at miste scenekunsten eller dramaets natur, synes jeg, at det er lykkedes at få en healings-streng ind i mine værker, hvor man kan være med til ikke kun at fremstille konflikt, tragedie og armod, men også være med til at pege på forsøgsvis at hele konflikter mellem mennesker. For eksempel i forhold til raceproblematikker og adoption.”

Hvilke temaer vender du tilbage til igen og igen?

”Det er jo mit liv – jeg holder ikke op med at være adopteret eller asiatisk, selvom jeg har skrevet et stykke eller tre om det. Der er et fantastisk Charlie Rose-interview med Toni Morrison (afro-amerikansk forfatter, red.), der bliver spurgt: Hvornår holder du op med at skrive om sorte? Hun svarer meget nuanceret og langt, men essensen af det, hun siger, er: Hvornår spørger man hvide om det? Man forventer aldrig, at hvide forfattere skal nå hen til et sted, hvor de ikke skriver om hvide menneskers liv og erfaringer. Toni Morrison fortæller, at hun ikke kunne identificere sig med de bøger og den litteratur, der var på det tidspunkt, som 13-årig pige. Hun var nødt til at skrive de bøger, der ikke var der, da hun var barn og ung.”

”Når jeg taler om diversitet i kunsten, så er det ud fra en forståelse af, at hvis vi hele tiden laver historier, hvor nogle grupper ikke må være repræsenteret, hvis vi ikke synes, deres historier er valide eller rigtige, eller sådan skal man ikke fortælle en historie, så bliver der jo et gap, så de grupper ikke er med i kulturen på overordnet plan. Det er med til, at man som ikke-hvid føler sig marginaliseret eller usynliggjort i kulturen, men også at et majoritetspublikum ikke får kendskab til andre erfaringer end deres egen.”

”På nogle punkter har jeg mere til fælles med gangstere og storfamilier, som bor her i området, end mine hvide artsfæller. Jeg kunne ikke tænke sig at bo andre steder end her på Indre Nørrebro. Det er det mest diverse område i landet, men kommer der folk fra New York, London eller Paris, så synes de stadig, at det er megahvidt.”

Fra forestillingen “Vinger” skrevet af Joan Rang Christensen. Özlem Saglanmak og Ernesto Piga Carbone. Foto: Thomas Cato

Vil koncentrere sig om egen kunst

”Jeg har måttet kæmpe for at få lov at fortælle de her historier, og at de er lige så rigtige, selvom de er komponeret på en anden måde end dem, som Ibsen fortalte,” siger Joan Rang Christensen og tilføjer tænksomt:

”Som den eneste asiatiske dramatiker i Danmark, har jeg følt det nødvendigt. Men hvis jeg var blevet spurgt inden, så tror jeg ikke, jeg havde taget den rolle. Så var jeg kommet i fjerde række på et tidspunkt, hvor der allerede var taget nogle grundlæggende diskussioner.”

”Der gik nærmest 15 år, hvor alle paneldebatter om etnisk ligestilling i scenekunsten strandede på, om der overhovedet findes racisme i Danmark, eller om det ikke bare er et amerikansk fænomen? Så blev man hver gang banket tilbage til at forsvare, at historierne var baseret på de oplevelser, man selv havde haft.”

”Der er noget, jeg gør op med i det her år. Jeg har taget et stort stykke arbejde i diversitetsdebatten, nu er der nogle andre, der må tage den. Nu vil jeg gerne have det hvide privilegie at koncentrere mig om min egen kunst i nogle år.”

”I scenekunsten kan jeg skrive alt muligt, men hvem er det, der kommer og ser det, hvad er deres fundament, for at fortolke den historie, jeg nu fortæller – det er en konstant vekslen mellem værk, dramatiker og publikum. Det er det altid, når vi laver scenekunst, men det har andre strukturer i sig, også når det handler om minoritetsgjorte stemmer.”

Hvad forlanger du af et stykke dramatik fra din hånd?

”Det skal være godt, jeg skal gøre mig umage. Det skal håndværksmæssigt i orden, og det skal være originalt. Jeg stjæler ikke. Der er mange sammenhænge, hvor du kan høre kunstnere sige: “Amatører kopierer, originaler stjæler”. Det er ikke et citat for mig. Det er et tema for mig, at det skal være sandfærdigt. At det skal komme fra hjertet.”

“Nu har jeg skrevet mig igennem alt det performative – i hvert fald for en tid. Nu har jeg en meget stor glæde i at lave rigtig fiktion, lukkede narrativer, og jeg elsker novelledramatikken, som jeg har arbejdet med, blandt andet på Dramafronten, og det er sådan et fedt format. Det er korte stykker, som er afsluttede i sig selv,” forklarer Joan Rang Christensen med henvisning til dramatiker Samuel Beckett, der også var begejstret for netop det format.

Som dramatiker ser hun sig selv som allround, fordi hun både har arbejdet med en performativ og lyrisk båret stil, musikdramatik og børne- og ungdomsdramatik og mere mainstreamopgaver som dramatiseringer af Dan Turéll-krimier, Hans Scherfigs ”Den forsvundne fuldmægtig” og Claude Lanzmanns 10 timer lange dokumentarfilm “Shoah” til DR’s nu hedengangne Radio Drama. Til gengæld holder hun af vekselvirkningen fra opgave til opgave, hvor form og stil kan ændre sig.

Læs også: ”Lotte Andersen: Min scenedebut”

Ikke kun dramatiker

Samtidig er hun gået fra i starten at have fastlagt det meste, før hun satte sig til tastaturet, til nu at give processen fri.

”Nu lader jeg mine hænder føre mig. Nu skriver jeg noget, en replik, og jeg ved ikke selv, hvad der bliver sagt næste gang. Det må jeg se, når jeg læser det på skærmen. Så ligger al håndværket og teknikken ligesom intuitivt, og dramaturgien bliver aldrig et regelsæt eller en spændetrøje.”

Sådan siger Joan Rang Christensen om processen med det, der med Statens Kunstfonds hjælp, i 2022 bliver til en ny forestilling.

Hun har skrevet, siden hun var barn. ”En skriver” kalder hun sig. Ikke kun dramatiker, eller som nu, hvor hun har udgivet sin debut-digtsamling ”Omkring floden Han”, kun digter.

”Det berører jo noget andet, hvis man lige må have lov at være fagpolitisk,” siger Joan Rang Christensen og erklærer, at dramatikken som fag herhjemme er i hård krise – på vippen til at være et uddødt fag.

”Der bliver jo spillet meget mindre nyskrevet dramatik nu, og alle dramatikere på alle niveauer kan mærke det – også i toplaget. Der er færre opgaver. Det har ikke noget med corona at gøre. Der er teatre, som egentlig er forpligtede til at spille ny dansk dramatik, der ikke gør det. Der er mange teatre på forskellige niveauer, der tror, de laver ny dansk dramatik, men ikke gør det, fordi det er bestillingsværker, hvor både ”content” og form mange gange bliver bestemt af producenter og eller instruktører.”

Læs Litteratursiden.dk’s anmeldelse af ”Omkring floden Han”

Faget lider under mangel på opgaver

”Originaldramatikken med dramatikeren som den skabende kunstner bliver der ikke lavet særligt meget af. Og der bliver mindre og mindre. Dramatiseringer er man begyndt at lægge over på fastansatte dramaturger og instruktører for at spare penge.”

Omfanget af opgaver, dramatikere hyres til, svinder i Joan Rang Christensens øjne, og platformene er blevet færre. Det betyder, at dramatikerne i stigende grad forlader faget til fordel for tv, film og bogskrivning.

Der er simpelthen ikke nok arbejde. Og det koster dyrt for faget.

”Pludselig er der et kæmpe hul, hvor viden og erfaring forsvinder ud af puljen, fordi dramatikerne i stedet skriver film og tv og serier til streamingtjenester, og det kan jeg rigtig godt forstå, de gør, for det gør jeg også selv. Jeg er gået i bogform og underviser. Jeg har en sidegesjæft som terapeut med adoptionsterapi, og arbejder med etableringen af et dramatikforlag, så jeg har gjort meget for at sikre mig selv økonomisk og arbejdsmæssigt. Men rent teatervidenskabeligt og teaterpolitisk er det en kæmpe katastrofe, for hvis det fortsætter, vil faget uddø.”

“Der er også påfaldende, at det ikke er et fag, man kan blive gammel i, i Danmark. Vi har aldrig haft en Harold Pinter eller en Samuel Beckett, der skrev og fik produceret dramatik, til de segnede – med mindre de døde unge. Der er en stor ungdoms-fetisch i faget. Af samme årsag var jeg med til at etablere et seniorlegat i Danske Dramatikeres Forbund, dengang jeg sad i bestyrelsen der, men det legat eksisterer ikke længere. Og der er ikke mange dramatikere fra guldalderen i 1990’erne, som bliver spillet i dag.”

En reaktionær boomerang

”Det er vi nødt til at vælge som branche, at vi ikke vil have sker; at originaldramatikken dør. Vi må ændre, hvordan dramatikerne fremstilles og tale dramatikken op. I mange år er der virkelig mange, der har haft en oplevelse af, at det er risikofyldt at producere ny dansk dramatik, og at det ikke er økonomisk rentabelt. Vi skal insistere på at spille nyskrevet dansk dramatik, og så må vi se på, hvordan kan vi finde andre slots, som kan trække noget mere,” siger Joan Rang Christensen og tilføjer:

”Der er mange ting, man kan gøre. Ændre produktionsforholdene, arbejdsforholdene og lønningerne for dramatikerne, og procedurerne for, hvordan vi udvikler ny dramatik. Spørgsmålet er ikke, om man kan, men om man vil. Dramatikerne har nok heller ikke været solidariske nok. Eller tydelige nok. Dramatikerens vision skal have lov at komme op til overfladen og være bannerførende for værket. Dramatikerens navn skal stå øverst på plakaten. Der vil helt sikkert være nogle kampe i den proces, men jeg tror, det er sådan noget, der skal til. Dramatikerrollen skal re-brandes.”

Joan Rang Christensen håber, at teatret så får den samme samtidsreflekterende dimension, som hun ser i litteraturen og billedkunsten. Og det er en udfordring, fordi teatret er en tidstung kunstart, hvor det tager måneder, nogle gange år, at skabe og producere en forestilling.

”Det gør jo også, at det kan blive en rigtig hård boomerang, så teatret kommer til at stå som en reaktionær kunstart, hvor der kun bliver produceret shows og klassikere. Man kommer ikke til at se en dansk dramatiker tage pulsen på, hvad der sker i Danmark lige nu. Når du ikke får lov at lave fejl eller får en platform til at satse, så bliver der heller ikke så meget udvikling. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan producere hurtigere, så der ikke går fem år fra tænkt tanke til spilleperiode.”

 

Joan Rang Christensen har skrevet digtsamlingen ”Omkring floden Han”, som udkommer i 2. udgave på forlaget Kronstork i 2021. Første udgave af bogen kan stadig købes/bestilles stadig bl.a. hos alle boghandlere i landet.

”Vinger”, ”Den hvide mand” og radiodramaserien “Når jeg engang kommer hjem” udgives under den samlede titel ”Stykker af Natten” på dramatikforlaget Deus Ex Machina i 2021.

Joan Rang Christensen er desuden krops- og psykoterapeut og arbejder med Adoption Healing-terapi på klinikken BodyRestart.

Næste teaterforestilling i Johns Teater, ”Denisova 11”, bliver opført i april 2022. Forestillingen spiller på Teater Grob, som også er co-producent.

 

Læs mere om Joan Rang Christensens Johns Teaterog følg hende på Facebook.

 

Læs også:

Sandra Yi Sencindiver: Min scenedebut

Mød dit teater: Teater Momentum

”Teaterfotograf: Emilia Therese”

 

Få scenekunst direkte i din indbakke

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.