Emil Busk Jensen: ”Jeg skal ikke lykkes som skuespiller for at føle, jeg lykkes som Emil”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet november 2023                                                                                                                         

Han er ikke helt som de andre. Smilet er hjerteligt og lidt genert, holdningen rank, stemmen dyb og ordene så velartikulerede, at 1950’ernes nys udklækkede skuespillerkometer Jørgen Reenberg og Henning Moritzen melder sig i erindringen. Den 25-årige skuespiller Emil Busk Jensen er sin egen; på scenen klassisk såvel som moderne. En formiddag inden prøvetid møder jeg ham på en cafe nær Aarhus Teater. Mens vi taler sammen om hans første hovedrolle som Bjørn i teaterudgaven af DRs succesfulde julekalender ”Julefeber”, bemærker jeg, hvordan han fra tid til anden lader hånden glide igennem det halvlange hår. Usikkert, tænksomt og ganske sikkert med følsomhed.

”Man finder jo ud af, at der ikke er noget farligt i at stå ved barnligheden”

”Hvorfor er DRs julekalender ”Julefeber” fra 2020 værd og at genfortolke på scenen?” lægger jeg ud, da vi har fået serveret vores kaffe. ”Bjørn er en utilpas 13-årig teenager og hans krop bevæger sig helt ukontrollerbart, når der kommer musik, hvilket han finder enormt pinligt,” begynder Emil Busk Jensen med indlevelse og uddyber: ”Hans lillesøster Gro er meget mere i kontakt med dansen og alt det dér intuitive. Bjørn er et sted, hvor han gerne vil lægge det bag sig, men alle går jo igennem den dér fase fra barn til voksen.” Den unge skuespiller sender et nysgerrigt blik rundt i lokalet og siger mildt: ”Man finder jo ud af, at der ikke er noget farligt i at stå ved barnligheden – det flagrende, intuitive og magiske. Det er for mig en rigtig god historie om at stå ved sig selv.”

På teatret kan man få lov at udleve den dér side af sig selv, som har lyst til at være ekspressiv …”

Jeg ser mig omkring. Cafeens førstesal minder om et nisseloft med sine skrå vægge og fritlagte spær. Måske som det loft, Bjørn nødtvunget flytter ind på? Busk slår fabulerende ud med hånden: ”Bjørns far arbejder jo på et teater og han og børnene skal bo der, fordi faderen, i sin pengenød, har lånt lejligheden ud. Ved en fejl forveksler balletmesteren Bjørn med én af de nye elever på teatrets balletskole, og så…” Engagementet skinner klart igennem. Øjnene stråler varmt, da Busk supplerer: ”Bjørn starter på balletskolen, og mens der spilles musik, går hans krop amok. Balletmesteren ser det og bliver helt vild, for han er nemlig nisse, hvilket Bjørn jo også viser sig at være.” Jeg tænker ved mig selv, at noget er fælles for den fiktive karakter og mennesket over for mig. ”På teatret kan man få lov at udleve den dér side af sig selv, som har lyst til at være ekspressiv, så det er også en stor forløsning for Bjørn, at han på den måde finder hjem til sig selv gennem dansen og teatret,” afrundes der eftertænksomt.

”Jeg ville ikke kunne holde til at være i skuespilfaget, hvis det betød alt”

Samtalen spores nu ind på Emil Busk Jensens entre i teatrets verden: ”Min far Tom Jensen er jo skuespiller og min mor arbejdede tidligere som rekvisitør på Det Kongelige Teater, så fra en tidlig alder kunne jeg suge det dér til mig, som kun findes på et teater, og har følt mig enormt godt tilpas dér.” Blikket han sender mig, er insisterende. ”Omvendt har jeg ikke altid vidst, at det var det, jeg skulle. Jeg spillede klaver og guitar og gør det stadig. I mange år troede jeg, at det var musikken, jeg skulle leve af.” Busk tager en slurk af sin kaffe som for at sætte et udråbstegn. ”Så det lå ikke i kortene, at du skulle være skuespiller?” udbryder jeg overrasket. ”Nej, men jeg har hele tiden haft det som noget, jeg godt kunne lide, men ikke dyrkede ret meget. Lysten til at søge ind på teaterskolen kom snigende på en måde, og så føltes det rigtigt at gå seriøst ind i det. Hvis ikke jeg kom ind, havde jeg også tænkt på at læse antropologi på universitetet, fordi jeg synes, det er enormt spændende…” Han ler forsigtigt som for at lægge afstand til sine ord.

”Min far Tom Jensen er jo skuespiller og min mor arbejdede tidligere som rekvisitør på Det Kongelige Teater, så fra en tidlig alder kunne jeg suge det dér til mig, som kun findes på et teater, og har følt mig enormt godt tilpas dér.”

”Det må være befriende for dig, at skuespillet ikke er et kald, der definerer det meningsfulde liv?” fortsætter jeg. ”Ja, men jeg var dybt seriøs og det betød utrolig meget for mig at komme ind på teaterskolen og finde ud af, at det var noget, jeg kunne,” responderer han hurtigt med fasthed i stemmen. Tonelejet ændres sporenstregs til et blødere: ”Omvendt er der jo rigtig mange ting i verden, jeg synes, er interessante…” ”Så hvis du om ti år ikke kan få karrieren til at køre videre…?” spørger jeg prøvende, hvorefter én af seancens nøglereplikker, en smuk og eksistentiel sandhed, indfølt afleveres over cafebordet:

”Jeg ville ikke kunne være i skuespilfaget, hvis det betød alt. Det ville være for hårdt for mig, er jeg sikker på. Jeg skal ikke lykkes som skuespiller for at føle, jeg lykkes som Emil.”  Ordenes efterklang funkler længe i en sjæl- og meningsfuld tavshed.

”Jeg synes, det var ensomt i starten”

Emil Busk Jensens karriere startede, da han som blot 21-årig blev optaget på teaterskolen og derfra trådte direkte ind i ensemblet på Aarhus Teater. Jeg spekulerer på, hvad kompasset har været på den rejse. Min samtalepartner indleder langsomt og tøvende: ”Altså, det var jo i sig selv sindssygt overvældende at være på skolen i de tre år. Man ser så enormt meget indad og derfra blev jeg ud af det blå fastansat på Aarhus Teater. Den første forestilling, jeg medvirkede i, ”Melancolia”, gav mig enormt meget fritid, fordi jeg havde en relativt lille rolle…” Hans øjne flakker som søger de nærmeste frelsende ø i et mørkt, faretruende hav. ”Jeg havde lidt for god tid til at gå og reflektere, blev enormt forvirret og kunne ikke finde ud af, hvad fanden der ligesom…… skete.” Jeg nikker og aner en ambitiøs fagmand og en følsom dreng i ét.

”Hvad var det, der havde bygget sig op i dig, som skulle vendes?” forsøger jeg på én gang respektfuldt og pågående. Busk holder en længere tænkepause, før ordene kommer til ham: ”Hvis jeg havde kunnet designet mit liv selv, havde jeg haft brug for et friår, inden jeg startede som fastansat skuespiller.” Han skubber lidt rastløst til kaffekoppen. ”Jeg havde en masse planer om alt det, jeg skulle i mit sabbatår. På højskole og alt muligt, men jeg kan jo også se nu, hvor stor en dannelsesrejse det har været at få lov at være på Aarhus Teater og bare knokle løs.” Emil Busk Jensen trækker vejret dybt, før han konkluderer: ”Jeg skulle bare lige bruge de første to forestillinger på at falde ned.”

Jeg vil gerne et spadestik dybere: ”Talte du med nogen om dine tanker?” Den unge kunstner ryster på hovedet. ”Det var svært, og jeg havde jo ikke ret mange prøvedage. Jeg synes, det var ensomt i starten, og der gik længere tid, end jeg havde lyst til, før jeg fandt min plads i ensemblet og lærte folk at kende. Det hele var meget overvældende, og jeg tænkte: ”Hvorfor får jeg lige pludselig så meget nervøsitet og angst i kroppen?” Det var hårdt men nok en meget ret naturlig reaktion, ikke?” Busk trækker på skuldrene og et emneskift efterspørges usagt, da mit spørgsmålsark indgående betragtes.

Empati og nissedans

Vi vender tilbage til forestillingen ”Julefeber”, som Aarhus Teater d. 9. november 2023 havde premiere på. Hvordan går man rent teknisk til rollen som en 13-årig dreng? Ligger arbejdet i kroppen, stemmen eller i tankerne? Med mærkbar passion for sit fag forklarer Emil Busk Jensen: ”Det er jo både fysisk og psykisk. Man får meget forærende ved at prøve at finde den teenagede krop. En krop, der hænger lidt og er lidt mere lad. Bjørn synes, at alt er pinligt, han er lidt duknakket, gemmer sig. Når han begynder at stå mere ved sig selv, ikke mindst gennem dansen, vågner hans krop på en anden måde…” Med et retter han sig op og virker bredere.

”Man kan jo heldigvis bruge sin følsomhed i det arbejde, jeg har på teatret.”

”Hvornår accepterer Bjørn, at hans krop insisterer på at blive sluppet fri som den dansende nisse, han er?” vil jeg vide. Skuespilleren fortæller med nerve og generøsitet: ”Bjørn begynder at få de dér typiske hår ud af ørene, der kendetegner en nisse. Han skyder selv skylden på puberteten, men hans mormor, der også er nisse, ved, hvad der er ved at ske med ham. Jeg vil ikke afsløre plottet, men Bjørn fornægter, at han selv er nisse, indtil det hele pludselig er forbundet med en stor livsfare for både hans lillesøster og mormor. Meget afhænger altså af, at Bjørn står ved sig selv. Den eneste måde, han kan redde sine kære på, er ved at give nissedansen plads og slippe sig fri.” Flere detaljer får jeg ikke. ”Kom og se forestillingen,” griner Busk finurligt, men tilføjer dog alligevel et par nuancer til karakteren Bjørn:

”Som alle nisser besidder han en stor medfølelse og empati, som jeg også tror er meget forbundet med kroppen. Det synes jeg, er enormt fint.” Jeg afbryder på stikordene: ”Ligesom du selv gør?” Forlegent ser min samtalepartner ned i bordet og en let rødmen spores, mens hans hånd atter møder håret. ”Jeg er… en følsom person, der nok er empatisk i forhold til at opsnappe, hvis folk har det dårligt eller er sure på hinanden. Det kan jeg mærke meget tydeligt i min krop.” Han ser pludselig på mig med befriet åbenhed og tilføjer: ”Man kan jo heldigvis bruge sin følsomhed i det arbejde, jeg har på teatret.” Roligt sættes den tomme kaffekop på bordet med et lille dunk.

”Det er den største udfordring, jeg endnu har stået med som skuespiller”

En del af handlingen i ”Julefeber” kredser om dansen, men er Emil Busk Jensen en god danser? ”Nej, jeg har aldrig danset,” forsikrer han bramfrit. ”Men der er så meget fysik i forestillingen, at du tror, det er løgn. Spring, nissedans og alt muligt, som går megahurtigt. Det er sindssygt svært. Jeg skal jo heller ikke komme til skade, og jeg skal holde hele spilleperioden.” ”Du skal huske at passe på dig selv i det hele,” siger jeg lidt bekymret for ynglingen med den granvoksne arbejdsbyrde.  ”Ja det skal jeg absolut,” bekræfter han afdæmpet.

Samtalen nærmer sig sin afslutning og et enkelt spørgsmål er tilbage at stille: ”Det er din første hovedrolle, Emil. Hvem skal du bevise mest over for? Aarhus Teater eller dig selv?” Svaret falder uden tøven og i ordene fornemmer jeg den kombination af sindets søgen, erfaringens ro og intuitionens præcise kompasnål, der gør Emil Busk Jensen til noget særligt som scenekunstner og som menneske; han er ikke helt som de andre:

”Det er ikke mig, der skal være god. Jeg er med til at fortælle en historie sammen med instruktøren og musikken, scenografien og kollegerne. Det er den største udfordring, jeg endnu har stået med som skuespiller, ja, men jeg synes, det er så enormt ubehageligt at tænke teater som en konkurrence! Det er meget vigtigt for mig, at det er noget, vi skaber sammen.”

FAKTA:

Emil Busk Jensen (f. 1998) er uddannet skuespiller i 2022 fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus og blev samme år en fast del af ensemblet på Aarhus Teater.

I studietiden medvirkede han på Aarhus Teateri Himmelvendt og Romeo og Julie (sæson 2021/22).  Som en del af Aarhus Teaters ensemble har han i sæson 2022/23 medvirket i Melancolia, Leonora Chrstina –sandhedens Dronning, Dracula og Jane Eyre – en romantisk drøm.

I sæson 2023/24 medvirker Emil Busk Jensen i Natten – en teaterkoncert, Julefeber, Skolekomedien og musicalen Chicago 

Læs også

Interview med historiker Emma Paaske: “Jeg efterspørger jo bare, at man gør sig umage!”

Guide: Når skuespillerne skriver

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsmails og modtag e-mails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsmailen. Læs privatlivspolitik.