Emma Paaske: ”Jeg efterspørger jo bare, at man gør sig umage!”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

Udgivet november 2023                                                                                                                         

En arkivar ved Danmarks Rigsarkiv. Kredser tankerne om arkivar Birger Bertramsen fra 90’ernes TV2-julekalendere om Pyrus, elskeligt portrætteret af skuespilleren Jesper Klein, kan man godt tro om igen. Den brune cardigan og læsebrillerne er udskiftet med en chik lilla buksedragt i velour, rap cowboyjakke, smarte lokker og en smittende latter. Historiker Emma Rønberg Paaske fylder lynsnart cafeen på Københavns Museum med energi, engagement og ikke mindst sin kolossale viden om Danmarks-, verdens- og kulturhistorien. Som medvært i den populære DR-podcast ”Dronningeriget” og ofte brugt kongehusekspert i diverse medier er hun en væsentlig stemme i den offentlige samtale om vigtigheden af at genskrive historien. Nuancerne må med, hvilket jeg tydeligt fornemmer. Paaske møder verden med såvel humor som højt hævet sværd i kampen for historiens mange stærke kvinder – og for nutidens.

Jeg har sat Emma Paaske i stævne for at tale om teatrets stigende fokus på Danmarkshistorien og dens kvinder. Inden jeg får set mig om, er jeg passager på den hæsblæsende tur i en verbal jeep med venerationen for den faglige omhu som guidende GPS.

”Kompleksiteten – den har manglet”

Jeg lægger et udprintet scenefotografi på cafebordet. Skuespiller Ulla Henningsen står, i rollen som den ældre Dronning Margrethe II, på toppen af en mægtig trappe og skuer ud over resten af ensemblet. ”Åh….” mumler Emma Paaske med et skævt smil.  ”Efter premieren i juni anmeldte du den længe ventede nye danske musical om Dronningens liv i podcasten ”Kongehuset bag kulissen”. Dommen lød ”Den var rædsom”. Havde ”Musicalen Margrethe” nogle muligheder for at leve op til dine forventninger?” begynder jeg nysgerrigt. Hun rynker tænksomt brynene. ”Det havde den faktisk. Problemet var, at jeg sådan set havde forventet, at det mere var en historieskrivning. Det var efter min mening den forestillings store problem. Den slagtede historien til fordel for en masse jazzhands. Hvorfor dvælede man f.eks. ikke mere ved grundlovsændringen i 1953? Det er jo et drama i sig selv” pointerer historikeren med lige dele saglighed og lune.

”Musicalen Margrethe” er et eksempel på, hvordan interessen for historien og dens kvinder er tiltaget de senere år. På scenen, på skærmen, i litteraturen og i podcastverdenen. Ifølge Paaske er der navnlig én ting, hun har savnet i den hidtidige beskrivelse af historiske kvinder: ”Enten er kvinderne blevet beskrevet som onde hekse eller prinsesseagtige med blå øjne og lyst hår. Vi er jo som mennesker ikke det ene eller det andet,” fastslår hun og supplerer med ivrig passion:  ”Dronning Margrethe I er et godt eksempel. Hende har vi lært om vi skolen, men hvor meget har vi lært? Hun samlede Norden og er det så det? Virkeligheden er jo, at hun var et komplekst menneske, der svigtede sin søn og spillede folk ud mod hinanden. Når man er dygtig politisk, må det kræve ofre, og rent historisk har man haft svært ved at tale om kvinden som nuanceret karakter…” Tænksomt placerer hun albuen på bordet, og tilføjer: ”Kompleksiteten – den har manglet”.

”Siger du indirekte, at for mange mænd har skrevet historien for lemfældigt – eller har der mon været for få interessante kvinder at skrive om?” bryder jeg ind og får prompte svar på tiltale:  ”Der er enormt mange stærke kvinder allerede i renæssancen; Elizabeth I i England, Isabella af Spanien osv. Kvinder, der virkelig sidder på magten. Dem står der noget om, og hvis man kigger i kilderne, er de beskrevet komplekst. De mænd, der skrev historien, har bare ikke læst de kilder ordentligt. Men kilderne ligger jo bare og venter.” Emma Paaske gnækker snedigt og tager en slurk af sin café latte.

Skal du se “Margrethe I” på turné? Find spillestederne her

”Man skal vide, hvad man snakker om”

Samtalen spores nu ind på det generelle forhold mellem Danmarkshistorien og scenekunsten. Jeg er interesseret i Emma Paaskes syn på, hvordan scenekunsten kan gøre historien mere spiselig for fagligt uindviede. Svaret kræver ingen betænkningstid: ”Hvis man ser et teaterstykke om Christian IV’s datter Leonora Christina, og dem har der jo været flere af, så kommer man til at tænke på, hvem hun var, og hvem hendes mand, Danmarks største landsforræder Corfitz Ulfeldt, var. Hvordan var deres forhold? Så Googler man, og måske kigger man lidt i en bog”. Hun peger på mit medbragte foto fra Aarhus Teaters nylige opsætning af dramatiker Christian Lollikes ”Leonora Christina – sandhedens dronning”. ”Når folk har set Netflix-serien ”The Crown” om Dronning Elizabeth II, ved jeg også, at mange sidder med telefonen for at undersøge og faktatjekke undervejs. Man bliver jo nysgerrig.”. Jeg nikker bekræftende som én af de mange.

Læs interview med skuespiller Nanna Bøttcher

”Trækker de spektakulære historiske skikkelser lettere publikum til?” Emma Paaske kløer sig tænksomt på kinden, før ordene atter flyder: ”Historien kan vække genkendelsens glæde, og den kan vi så få uddybet i teatret.” Hun rækker ud efter det tredje scenefotografi, jeg har medbragt – fra dette efterårs genopsætning af dramatiker Per Olov Enquists ”Fra Regnormenes Liv” på Folketeatret. ”Der er i forestillingen så mange paralleller til den eksakte periode i 1800-tallet. Skuespiller Ellen Hillingsø har den dér særlige 1800-talsfrisure i rollen som den store skuespillerinde Johanne Louise Heiberg, og hun ligner præcis det berømte maleri af Fru Heiberg, der hænger på Frederiksborg Slot. Kender man det maleri, trækker genkendelsen dig jo ind i forestillingen – så vil du gerne vide mere,” forklarer historikeren med galopperende fortællelyst.

 Jeg nikker og fortsætter: ”Så er teaterforestillinger om historiske skikkelser for dig primært fakta eller fiktion?” Mit spørgsmål lægger en dæmper på Paaskes accelererende taletempo. Nu er det fagpersonenes dybe følelser for faget, der tager over. ”Jeg går i teatret og ser et stykke fiktion, og forventer ikke, at alting er fakta. Når jeg blev irriteret på ”Musicalen Margrethe” var det fordi, jeg fornemmede, at de ikke havde lavet en ordentlig research. Hvis man ikke går op i at tjekke fakta, er det ikke godt nok, om det så handler om historie eller et dyreprogram. Man skal vide, hvad man snakker om. Det synes jeg ikke, er for meget at forlange.” Hun koncentrerer sig kortvarigt om at vifte en vilter lok bort fra panden. ”I 2016 så jeg musicalen ”Jekyll and Hyde” på Det Ny Teater og de havde inkorporeret nogle olielamper i scenografien, som var 1800-tals-agtige på den helt rigtige måde.” Hun ser på mig med livfuld intensitet i det på én gang ungdommeligt opvakte og underfundigt indsigtsfulde blik ”Jeg efterspørger jo bare, at man gør sig umage!”

En ny historieskrivning

Emma Rønberg Paaske er en markant stemme i den danske kulturdebat. Hun har ikke titel af film- eller teateranmelder, men har som historiker gerne udtalt sig rosende om Netflix-serien ”The Crown” og som nævnt skeptisk om ”Musicalen Margrethe”. I podcasten ”Dronningeriget” slår hun samtidig et kraftfuldt slag for historiens kvindeskikkelser, og viger ikke tilbage fra at udstille tåbelighederne hos de konger, dronningerne måtte trækkes med. Jeg spekulerer på, om det har omkostninger for hende at stå ved sine meninger – især de erklæret feministiske. Min samtalepartner lægger armene beskyttende over kors. ”Jeg har oplevet at få positiv feedback, men jeg har da også fået ret negativ feedback. Det kommer nogle gange, og så får jeg én eller anden besked om at jeg er …… noget ubehageligt. Det går ikke på min faglighed, men meget ofte på, at jeg er kvinde.” Hun tier, og jeg aner en sårbar følsomhed, der står i kontrast til det sprudlende udadvendte; jeg møder her et reflekteret, helt og komplekst menneske.

”Gør det dig ikke rasende?” udbryder jeg indigneret. Paaske virrer med hovedet. ”Tjo … jeg synes også, det er ærgerligt, at når man aktivt forsøger at være med til at skrive en historie, så er det åbenbart ok at kritisere mig. Man må altid gerne kritisere mig faglig, men at blive personlig synes jeg ikke, man behøver. Det værste er jo nok, at jeg efterhånden forventer det…” Lang tavshed.

Da tråden tages op, sporer jeg en lille, fyndig stikflamme i klangen: ”Jeg forstår ikke, hvorfor det er kompliceret at tale om, at kvinder er magtfulde eller komplekse. Jeg aner det ikke. Det er jo bare en ny historieskrivning – for mig med et erklæret feministisk perspektiv. Punktum.” Jeg får en tanke: ”Er det i sig selv et argument for at placere den historiske kvinde midt på teaterscenen?” Pludselig slipper Paaske det mørke og griner befriet, så jeg er i tvivl om, hvorvidt det er oktobersolen eller mennesket Emma, der med et lyser cafeen op. ”Klart ja!” bedyrer hun begejstret.

”Det kunne blive rigtig spændende”

Samtalen nærmer sig sin afslutning. ”Du ville med glæde være historisk konsulent på musicalen om hvilken historisk kongelig kvinde?” Emma Paaske forsvinder ind i sig selv, som bladrer hun hele Danmarkshistorien igennem i ekspresfart. Da svaret falder, funkler en potentiel teatersucces i min bevidsthed: ”Mor Sigbrit – for hun var jo vanvittig.” Jeg beder straks om at få uddybet betagelsen af Kong Christian II’s rådgiver og papirløse svigermor. Paaske responderer med væg til væg-gestik: ”Sigbrit sad på magten og på Christian II. Hendes datter, kongens elskerinde Dyveke, bliver slået ihjel, men Sigbrit bliver ved hoffet. Hun er så spændende og er jo gennem historien beskrevet som heks, men hun sad altså på statskassen.” ”En Sigbrit-musical?” forsøger jeg. ”Det kunne blive rigtig spændende,” jubler historikeren opildnet. ”Der er jo en masse, man ikke ved, og så er der jo et rum, du kan digte ovenpå. Hvad sker der, da Sigbrit forsvinder fra Danmark – og hvem skulle spille Sigbrit? Det er svært…” Brynene rynkes igen. ”Det skal være én, der kan blive hidsig…”. ”Ligesom du kan?” smiler jeg. ”Det tror jeg er sundt,” ler hun.

Seancens krølle bliver det uomgængelige krav, Emma Paaske vil stille for at medvirke som historisk konsulent i en teaterproduktion: ”Jeg vil tages seriøst som historiker. Kunstnerisk frihed er altid ok, men hvis en dramatiker eller instruktør misser det faktum, at historien er vild og dramatisk nok i sig selv, så misforstår de den let, begynder at overdramatisere, bygger videre og gør den til alt muligt andet, end den er. Min største kæphest er jo: tilbage til kilderne,” konstaterer hun nøgternt. ”Tror du, at instruktører, dramatikere og skuespillere hellere vil digte end at forholde sig til de historiske fakta?” afrunder jeg ledende. Paaske tømmer sin kaffekop og ser på mig med spillevende og stålsatte øjne. ”Det ved jeg ikke noget om, men hvis nogen hyrer mig som historisk konsulent på en forestilling, skal de altså lytte til det, jeg siger; så kan de bruge det eller lade være!”

FAKTA

Emma Rønberg Paaske er cand.mag. i historie og ansat som arkivar ved Danmarks Rigsarkiv.

Hun er desuden en ofte anvendt kongehusekspert hos såvel DR som i BTs podcast ”Kongehuset bag Kulissen”. Sammen med DRs hushistoriker Cecilie Nielsen er Paaske vært i DRs podcast ”Dronningeriget”, hvor hun med humor og historisk kyndighed belyser en række af dronningerne i Danmarkshistorien. Desuden medvirker hun i ”Sladderhistorie” på DR2 med Ditte Okman som vært.

Emma Paaske er fagansvarlig for opslagene om kongelige efter 1945 på LEX.dk, hun er medforfatter til: ”22 ture i København som du skal på” (Frydenlund, 2019) og ”Danmarks Konger og Dronninger” med fotos af Jim Lyngvild (Frydenlund, 2019). Paaske er ydermere historisk konsulent på Vibe Termansens bog ”Dronningerækken” (Gads Børnebøger, 2022)

Læs også

Interview med skuespiller Mathias Flint: “På scenen går farlighed og faglighed hånd i hånd”

Interview med skuespiller Xenia Lach-Nielsen: ”Balancen mellem mennesket og rollen klarer hun helt eminent”

Scenens bogguide: “Når skuespillerne skriver”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.