Af Signe Ravn
”Første gang jeg var på scenen efter endt uddannelse var lidt usædvanlig. Den første forestilling, vi lavede var ”Silk & Knife” (sæson 2017/18, red.), en produktion med fire stykker, hvor der kom nogle koreografer og coaches udefra, der castede. Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle være med, fordi jeg var helt ny.”
”Der var en hel castingproces for en gruppe, der blev udvalgt ud fra træningstimerne. Så var der en prøve og endnu en prøve, og til sidst endte jeg med at være med i det af stykkerne, der hedder ”Salmesymfoni”. Det var fedt at være med i sådan en proces og overhovedet at blive overvejet, mens man var ny.”
Emma Riis-Kofoed blev landskendt i DR-dokumentarserien “I forreste række”, som du kan se her
(Artiklen fortsætter under billedet)
Jón Axel Fransson og Emma Riis-Kofoed i “Dvořák pas de deux”, som hun dansede i sin debutsæson 2018/19. Foto: Camilla Winther
Taktikken virkede
”Jeg dansede med Eric da Silva, en brasiliansk danser, der ikke er her i kompagniet længere. Det var sjovt, han var også ny, så vi var begge to meget til stede og opmærksomme på, hvad der skete i rummet. Det krævede en del flere kræfter af mig at være til de prøver, end det normalt gør, fordi det var nyt. Folk blev ved med at komme op til os og sige, at det var rigtig stort, at vi overhovedet blev castet, og vi skulle være glade for det. Jeg brugte meget energi på bare at være der, så jeg husker ikke så meget af processen. Det hele er lidt blurry, for jeg var bare så glad for at være en del af det hele.”
”Hvis jeg husker rigtigt, var vi i alt otte par, 16 dansere, med til sidst, to hold, og vi var ret mange, måske 40 stykker, til den første prøve. Jeg syntes, det var sjovt. Det var udfordrende, fordi det var et andet trinsprog, en mere moderne koreografi. Det var ikke, hvad jeg var vant til.”
Uanset hvad jeg havde danset, havde det været stort. At jeg oveni var udvalgt til en mindre gruppe, gjorde, at føltes endnu mere specielt.”
”Jeg tog det en dag ad gangen. Først kom de og kiggede til en morgentræning, hvor jeg tænkte: ”Nå, nu kommer de og kigger til træning, fedt nok, jeg gør mit eget”. Og da jeg så blev udvalgt, prøvede jeg at have samme mentalitet til prøven, og det virkede!”
”Da vi kom ind til første castingprøve, tog de udenlandske instruktører over og lærte os nogle små sektioner af koreografien, delte os op i små grupper, og så skulle første, anden og tredje gruppe vise det, så lærte de os en ny sektion, og så skulle grupperne vise det. Det var meget tydeligt, det var en casting. Der var tempo på, men jeg har været vant til at lære trin hurtigt, så jeg kunne godt følge med. Trinsproget var anderledes, så jeg skulle lige have det ind i kroppen på en anden måde, end hvis lige hvis det var klassisk ballet.”
Læs også: “10 facts om Bournonville”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Emma Riis-Kofoed i “Dvořák pas de deux”, som hun dansede i sin debutsæson 2018/19. Foto: Camilla Winther
Noget særligt at blive udvalgt
Derfra var der bare tilbage at vente på castinglisten, der blev hængt op foran kontorerne på 5. sal på teatret.
”Jeg var vildt glad for at være på listen. Det var en kombination af at være lettet over at stå og være færdig med det hele og være blevet professionel og få lov at være med i kompagniet, og så blive castet og være med i en lille udvalgt gruppe. I og med, at jeg slet ikke havde forventet det, så var det en fantastisk positiv overraskelse, at jeg fik lov til at være med. Jeg glædede mig bare til at komme i gang med processen og stå i rum med alle de dygtige dansere. Det var jo solodansere og solister og nogle få ekstra.”
Det er det her, jeg har trænet til hele livet – at få det her øjeblik. Det husker jeg meget tydeligt.”
”Ud af et kompagni på næsten 80… hvad er vi 75-76 dansere? Jeg var en af de 16 udvalgte, og det var alligevel vildt.”
”Jeg havde en MUS (medarbejderudviklingssamtale, red.) senere på sæsonen, hvor jeg havde fortalt, at jeg var glad for at blive brugt så meget, hvor de bragte processen med ”Salmesymfoni” op. Det var sådan: Nå ja, det var jeg jo også med i”. På det tidspunkt var jeg en del af rutinen, og der kører det bare.”
Læs også: “Stephanie Chen Gundorph: Min scenedebut”
Et moment står frem
”Alle par havde deres egen sektion, hvor de dansede sammen. Vores var ikke så stor, som de andres var. Der var ikke så meget koreografi. Der stod fire stole, jeg skulle gå hen over dem, der blev helt mørkt på scenen med et spotlight på mig og ham. Han (Eric da Silva, red.) holdt mig, så lænede jeg mig diagonalt væk fra stolen, og han holdt mig lige ved kæben, jeg var en i en diagonal planke og lagde mig på alle stolene til sidst. Egentlig ret simpelt, men det var ret svært at finde ud af, hvordan det lige skulle gøres med partneren. Nogle af de andre havde store, flotte pas de deux’er, men jeg kan huske vores lille moment.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Emma Riis-Kofoed og Mathieu Rouaux i “Come Fly Away”, sæson 2020/21. Foto: Camilla Winther
”Det var en bekræftelse af, hvor dejligt det var at stå der på scenen og få det øjeblik. Det var i det hele taget en god oplevelse, hvor jeg blev integreret i kompagniet og fik dannet nogle venskaber og bare blev kastet ud i det, fik revet plasteret af og var en del af det hele. Hele stykket varer en halv time, det var ret langt, så der var masser af dans, men lige dét, husker jeg helt tydeligt.”
Læs også artiklen: “Solodansere: Sådan holder vi os i form under nedlukningen”
Smadret efter premieren
”Folk var begejstrede. Det var generelt et ret fedt program, der var i alt fire stykker, og hvert stykke havde sin historie. ”Salmesymfoni” var den mest klassisk inspirerede koreografi, vi havde lange kjoler på og havde mange elementer med fra den klassiske ballet konstrueret på en anden måde. Så publikum havde en ret god begejstring for det, fordi det havde elementer af det, vi var trænet til.”
Jeg tror, jeg ville kunne huske det, hvis jeg havde lavet en stor fuck up.”
”Jeg var nervøs [før premieren]. For det første sov jeg ikke så godt natten før, jeg lå og gik det hele igennem, og jeg var ikke i tvivl om mine trin, men mentalt var der noget stort i, at det var min debut som professionel danser på Det Kongelige Teater. Uanset hvad jeg havde danset, havde det været stort. At jeg oveni var udvalgt til en mindre gruppe, gjorde, at føltes endnu mere specielt. Jeg var spændt, men det var gode nerver. Og jeg var vildt glad for og beæret over at få lov til at være med.”
”Og så var jeg helt vildt udmattet bagefter. Man bruger så meget energi, og nerver til en debut fylder lidt mere. Hver gang der er en debut, hver gang der er en ny rolle, man ikke har lavet før, så er man altid smadret på en helt anden måde end ellers bagefter. Det var klart noget andet på premiereaftenen, der var meget mere adrenalin i kroppen, så udmattelsen er bare lidt større.”
”Nogle gange, når man er så meget til stede i stoffet på scenen, så kommer man ud bagefter og kan ikke rigtig huske, hvad der er sket. Det betyder, at jeg har været så meget i momentet, at det ikke har betydet det store, hvis der var en lille kikser. Jeg tror, jeg ville kunne huske det, hvis jeg havde lavet en stor fuck up.”
Læs også “Teaterfotograf: Camilla Winther”
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Ballo della Regina” som en af del af “Ballet de Luxe” sammen med solodanser Jonathan Chmelensky. Foto: Henrik Stenberg
”Både min mor og far var der, hvis jeg husker rigtigt. De var bare stolte. Det er de altid. De er begge to blevet meget glade for at gå i teatret, efter at jeg er blevet professionel danser. De var bare glade for at se mig på scenen, de havde fulgt mig hele vejen på skolen og været med til tre auditions i udlandet til, at jeg fik job i København og fik debut på den måde, de var glade på mine vegne.”
Læs også: “Balletekspert: Disse Bournonville-balletter skal du se”
Viste sine evner for et moderne repertoire
”Bagefter var jeg ligesom bare overvældet. Vi krammede alle sammen. Alle var glade og tilfredse. Jeg valgte at blive bagefter, jeg gik op i garderoben og skiftede tøj og stod i kulissen og så resten. Jeg nød faktisk at se alle kollegerne, for jeg får inspiration af at se dem. Det var rigtig fint. Jeg var træt, så jeg stod bare og observerede og blev rørt af musikken og dansen. Det kan godt være antiklimaks bare at tage hjem efter noget stort. Mine forældre var inde og se det, så hvis jeg skulle møde dem, så skulle jeg alligevel vente.”
”Så gik jeg hjem, og vidste, at dagen efter så startede vi en ny produktion. Så går der hverdag i den igen, så øver man på den næste produktion om dagen og har forestilling om aftenen.”
”Processen i at blive udtaget har været et springbræt. Forestillingen i sig selv har klart også vist min farvepalette af, hvad jeg kan – at jeg også kunne danse i en mere moderne produktion. Så det har haft en betydning for, hvordan min opstart har været. Det handler også meget om mentaliteten eller tilgangen til arbejdet, så bare at se mig til den casting og prøve har haft en betydning.”
”I dag tænker jeg, at det var sgu var en meget fed debut at have. At det ikke var en masseproduktion af en stor klassisk ballet. Det er også fint, men det her var noget særligt. At være igennem den udtagelsesproces har en stor betydning, også for ens selvværd. Det var en god debut. Det var fedt at være en lille smule original.”
Følg Emma Riis-Kofoed på Instagram
“Ballo della Regina”, Jonathan Chmelensky og Emma Riis-Kofoed, sæson 2019/20. Foto: Henrik Stenberg
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
