.Af Signe Ravn
”Jeg havde rent faktisk en professionel debut (i 2002, red.), inden jeg kom ind på teaterskolen. Det var på et teater i Aarhus (Teater Katapult, red.). Sådan en lille black box, Teater Katapult, der stadig ligger der, der havde jeg gået til casting og havde fået en rolle i et femmandsensemble, hvor vi skulle sætte en forestilling op, som var lidt hypet på det tidspunkt, fordi Lars Kaalund havde skrevet det. ”I en kælder” hed det.”
”Den spillede under Aarhus Festuge. Det var et meget rabiat stykke forstået på den måde, at der var vold på scenen. Jeg skar, senere uddannede, Iben Dorners tunge ud og malede på en glasvæg med en latextunge, der var blevet støbt og fyldt op med teaterblod. Jeg skrev ”bla bla” med den her tunge. Det var min første lønnede teateropgave. Det var ret stort – uagtet, at det var et lille sted.”
”Jeg skar, senere uddannede, Iben Dorners tunge ud og malede på en glasvæg med en latextunge, der var blevet støbt og fyldt op med teaterblod. Jeg skrev ”bla bla” med den her tunge. Det var min første lønnede teateropgave.”
”Der var måske 50 mennesker og et par firskårne mænd på første række. En af dem får et ildebefindende undervejs. Det var også voldsomt. Jeg voldtog Iben Dorners figur og hængte hende op, men manden havde det skidt med blod og fik det dårligt og måtte simpelthen forlade forestillingen. Det blev der en masse skriveri om i pressen, og det gjorde, vi blev et tilløbsstykke i den halvanden uge, eller hvor længe det nu var, vi spillede.”
Læs også Laus Høybye: Min Scenedebut
Landede praktikforestilling ved et tilfælde
”Jeg søgte [ind på teaterskolerne] i en årrække og blev afvist gang på gang. Så forsøgte jeg at finde alternative muligheder, og det blev til alle mulige små amatørprojekter, og så kom den her forestilling, som var seriøs, som jeg var til casting på, og som jeg fik. På det tidspunkt var det et forsøg på at etablere sig udenfor det blåstemplede pergament, man fik fra skolen. Jeg anede jo ikke, om det ville lykkedes [at blive optaget på skuespillerskolen], så jeg gjorde, som så mange andre gør, hvis de er ærgerrige nok; kan jeg komme uden om det system, hvor der sidder en jury, der ikke lader mig komme igennem? Via en skuespillerskole i New York (Lee Strasberg Theatre Institute, red.) kom jeg hjem med fornyet selvtillid og kom så ind, og det var nok meget godt. Det er en sandhed, det er endnu sværere at få noget at lave som skuespiller, når man ikke er kommet ud fra en af skolerne.”
”I al beskedenhed debuterede jeg i en anden succesforestilling. Jeg havde krydset klinger med Trolin (instruktør Moqi Simon Trolin, red.) på min tredjeårs-praktik, hvor jeg var så uheldig, af forskellige årsager, ikke at have nogen praktik, og den her unge svensker var så inde og se et skoleprojekt og henvendte sig bagefter til mig i baren og spurgte: Hvad skal du lave der? Og der kunne jeg ærligt sige, at jeg ikke rigtig havde fået nogen praktikplads. Han var sådan helt: Wow! Så gik det slag i slag, og jeg mødtes med Moqi og spillede en forestilling på Teater Momentum [under min praktik].”
”Da jeg var færdiguddannet, havde jeg en stor drøm om at komme på Mungo Park. Rikke Bilde, som jeg kendte fra skolen, havde fået en kontrakt derinde, og jeg var misundelig på den gode måde, for jeg ville også så gerne derind. De skulle skifte i ensemblet, og jeg søgte den. Skæbnen ville, at jeg på vej ud ad døren mødte min eneste anden konkurrent – vi var kun to tilbage – Jakob Oftebro.”
”Jeg gik til toget og tænkte: Den er sgu min, den her! Det svingede skidegodt, og han er nordmand og kan stort set ikke tale dansk. Og så gik det jo hverken værre eller bedre end, at de ringede fra teatret og sagde, at det havde været vidunderligt og dejligt og skønt, men at de simpelthen havde valgt at gå med Jakob. Senere mødte jeg ham i Mungo Parks ”Mumin”, hvor vi spillede sammen, og vi boede sammen i Kolding, og han blev en af mine mest vidunderlige venner – men det startede med had.”
DF demonstrerede foran teatret
”Min debut blev så faktisk i Mungo Park-regi og var på Mungo Park Kolding-forestillingen ”Seest” (teatrets åbningsforestilling, red.), der handlede om den ulykke, der var på fyrværkerifabrikken. Den lavede vi en ret stærk forestilling om, som tog udgangspunkt i en lille pige, og jeg spillede et forældrepar med Iben Dorner – sjovt nok. Det var kæmpestort, og den blev utroligt varmt modtaget.”
”Jeg spillede en følsom mand, en kærlig far, som var i chok, og som skulle finde ud af, hvad der var sket og samle sammen på sin posttraumatisk stressramte familie. Stefanía Ómarsdóttir spillede den lille pige, og hun havde en total kunstnerisk åbning ind til at spille et såret og bange, angstfuldt barn, der bliver ramt af den her fyrværkeriulykke.”
”Vi tænkte ikke specielt meget over, om det var godt eller skidt. Pludselig var der en premiere, folk klappede og rejste sig op. Det kom bag på mig – gud, har vi haft premiere?”
”Det var bygget op, så der var et mere eller mindre dokumentarisk lag i det, man hørte lydbilledet og eksplosionerne bygget op om den her familie. Det var den her lille piges blik på, hvordan verden eksploderede omkring hende. Det var et meget fint portræt faktisk.”
”Det var en, på alle måder, ud-af-kroppen-oplevelse, for det var det med at komme ud fra skolens trygge rammer – jeg havde ikke haft de to praktikker, jeg skulle have haft. Jeg fik én lidt heldigt – til at stå midt i branchen og tænke: Er jeg skuespiller nu? Er det virkelig rigtigt?”
”DF demonstrerede ude foran teatret på premieredagen, fordi de ikke ville have et teater der. Der var forsinkelse i byggeriet, vi prøvede på en byggeplads, hvis vi havde prøver efter klokken 18, havde vi ikke noget lys og måtte stå lidt tæt på vinduet for at se manus. Det var pionerarbejde.”
”Vi havde en drøm om, at vi skulle køre Mungo Park op og modbevise den politiske modvilje, så det var elitært og ungt og fyldt med energi og visioner. Som jeg husker det – det kan godt være, det er lidt romantisk – fordi det er mange år siden, men den polemik og vores ungdommelighed stod næsten i vejen for alt det, man hilser så meget på i dag, nemlig præstationsangsten og bekymringen for, om det bliver godt nok. Det har nok været meget sundt for en teaterdebut, at vi ikke har stået i forgrunden. Vi tænkte ikke specielt meget over, om det var godt eller skidt. Pludselig var der en premiere, folk klappede og rejste sig op. Det kom bag på mig – gud, har vi haft premiere? Det var som om, det ikke var gået op for mig.”
Ø-lejr-stemning på en metadag
”Jeg kan huske, at det lille ensemble, vi var, vi var væk hjemmefra, og jeg havde egentlig base i København, nu var man pludselig i Kolding, det var som at tage på ø-lejr. Vi sad på en af byens cafeer og spiste chili con carne, og pludselig gik det op for os, at nu skal vi følges ned på teatret, fordi vi skal spille om to timer. Det var en absurd følelse at være en del af bybilledet og spise i fuldstændig anonymitet, og lige om lidt står vi på scenen og skal have en forestilling.”
”Så gik vi ligesom ind i den pseudovirkelighed og skulle ind og portrættere en virkelighed, det blev en mærkelig metadag. Dagen efter havde der været anmeldelse og billeder i den lokale avis, og så sad vi på den samme cafe og spiste sammen, og i en avisholder hang en avis med et billede med os på. Vi var et skridt bagud. Pludselig hang vi der på avisen, nogen kunne se, det var os. Vi så pludselig os selv i lyset af at være professionelle skuespillere.”
”Vi løftede i flok, jeg tog ikke meget stilling til, om det var en stor eller lille rolle. Vi var fire mennesker og en instruktør, der skulle løfte det her teater og den her forestilling på én gang. Det stod vi simpelthen sammen om.”
””I en kælder” var et springbræt hen imod en større professionalisering. Så røg jeg til New York og gik i skole og kom ind på den rigtige skole herhjemme. Så at komme ud og få den positive, kollektive fællesfølelse med ”Seest” var væsentlig. For var man kommet ud i et andet forløb, hvor det ikke havde været lige så positivt, så kunne man jo være meget skræmt eller kyst. Det var et lykkeligt, fint og trygt samarbejde. Alt fedtet var skåret væk. Alt det om præstationen, og hvem spiller den rolle og den rolle, var væk. Det var tegnende for, hvad jeg har stilet efter efterfølgende. Det var en god proces, som man gerne vil have, det skal være.”
”Så var det også bare med mennesker, som jeg har trukket på senere. Nu laver jeg for eksempel ”Ordet” på Folketeatret med Moqi, så professionelt har det konkret haft en betydning. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde lavet de ting med Moqi, som jeg har, hvis vi ikke havde mødt hinanden i baren dengang.”
I sæson 20/21 kan Esben Dalgaard opleves i Folketeatrets forestilling ”Ordet”, som publikum kunne streame online. Derefter går han i gang med at optage en ny tv-serie, som skal vises på en af de store danske tv-kanaler.
Følg Esben Dalgaard på instagram
Læs også
“Peter Plaugborg: Min scenedebut”
Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.
Jon Kort