Af Signe Ravn
”Min debut var i ”VHS vs. Betamax”, der spillede på Svalegangen, det var et nyskrevet stykke af Aleksa Okanovic. Han skrev den nærmest undervejs i prøveforløbet. Jeg tror, vi havde næsten 10 forskellige slutninger oppe at vende. Det var virkelig godt fra starten, og han skriver sindssygt hurtigt. Slutningen var åben indtil meget sent i forløbet.”
”Forestillingen foregik fra 70’erne til slut 80’erne, og jeg spillede en rolle, som var fra barn til 12-15 år. Den havde nedslag med et par års mellemrum hos en familie, hvor faderen havde startet en videoudlejning med sin ven. Faderen var betamax-tilhænger, hvor vennen blev mere revet med af VHS-bølgen. Det blev en kamp mellem de to. Stykket handlede om kunstens rolle, hvor VHS’en blev symbolet på de hurtige ting, faderens ven solgte pornofilm i butikken, faderen ville have kunsten ind, hvor man ser en god film pr. aften. Det var egentlig en komedie.”
Fanny Louise Bernths debutrolle bød på en udvikling i et barn fra 12-15 år. Foto: Morten Fauerby
Se traileren til ”VHS vs. Betamax”
”Rollen var ret udfordrende, fordi der var de nedslag i hendes liv, og det var i en periode, hvor man udvikler sig så meget. Hun skulle gå fra at se blindt op til sin far til at miste respekten for ham og blive forelsket i faderens ven, der misbrugte det. Så der var meget gods i det. Jeg er fra ’88, de andre var lidt ældre og kunne huske 80’erne mere tydeligt.”
”Jeg havde en ret stor praktikrolle på Aarhus Teater året før, jeg blev færdig. Den var med til at sparke min karriere i gang. Det var børneroller, jeg fik i starten. Jeg er fysisk lille, og jeg havde en naiv tilgang til dem. Sådan er det tit med nyuddannede. I ”Karlas Kabale” spillede jeg ni år gammel.”
”Jeg havde også en praktik på Svalegangen, hvor jeg havde haft det rigtig godt. De tænkte på mig, da jeg blev færdig, fordi de kendte mig. Jeg tror, at Aleksa skrev rollen til mig. Det kan være, fordi han havde set mig spille barn i ”Karlas Kabale”.”
Læs også: ”Jeanett Albeck: Min scenedebut”
To tilbud og en tv-serie
”Jeg havde i første omgang fået tilbudt noget andet på Aarhus Teater, som overlappede en lille smule, så jeg havde fået de to teatre til at tale sammen om at få en kalender til at gå op med overlap. En uge, før jeg blev færdiguddannet, blev jeg tilbudt ”Herrens Veje”, som jeg lavede på Danmarks Radio. Så måtte jeg have tv-selskabet til at få kalender på plads med to teatre! Jeg endte med at måtte gå fra forestillingen på Aarhus Teater og kunne så stadig nå at lave den på Teatret Svalegangen. Så var jeg med tog til København fra Aarhus – det var måske fem optagedage i løbet af perioden – men nattoge er så langsomme, så jeg kom til København klokken 03, sov på hotel og blev hentet klokken 6 om morgenen, tog på optagelse og så tilbage til Aarhus og spille om aftenen.”
”Det var ret vildt at starte med to års tv-serie, det var ret overvældende for mig. Det var fremmed grund for mig, for vi er mest uddannet til teater. Jeg er glad for, at jeg nåede den ene forestilling (”VHS vs. Betamax”, red.). Jeg var fastansat i to år på Danmarks Radio. Det var den eneste teaterrolle, jeg nåede at lave som færdiguddannet før ”Herrens Veje”. Jeg fik en Talent Reumert for den. Jeg føler mig heldig, at jeg fik sådan en start.”
”Jeg skrev selv ud til teatrene, før anden sæson blev sendt, fordi jeg savnede at lave teater. Der tror jeg, det var en kæmpe fordel, at jeg havde været på fjernsynet. Talent Reumert’en hjalp nok også, fordi den måske gav et indtryk af, at jeg godt kunne finde ud af lave teater.”
Scene fra forestillingen “VHS vs. Betamax”. Til venstre Fanny Louise Bernth, i midten Katrine Beck Ibsen og til højre Rolf Hansen. Foto: Morten Faurby
Naturtalent i et ukrukket rum
”Vi læste en del i starten og snakkede en del om den slutning. Aleksa var meget, meget lydhør og prøvede rigtig meget af. Jeg kendte Holger Østergaard, som var med. Ham havde jeg spillet med i min praktik på Aarhus Teater, han passede rigtig godt på mig. Rolf Hansen og Katrine Beck Ibsen, som jeg ikke havde mødt før, var enormt omsorgsfulde og gode til at tage mig ind.”
”Jeg følte mig godt tilpas, og jeg var glad for mine kolleger. Jeg havde spillet mange børneroller på det tidspunkt, så det følte jeg, at jeg havde en let tilgang til. Og jeg var glad over, at rollen var tiltænkt mig. Holger snakkede om – fordi vi havde lavet min praktik sammen – at jeg havde udviklet mig rigtig meget på det år. At jeg var blevet voksen.”
Læs også: ”Johanne Louise Schmidt: Min scenedebut”
”Jeg følte mig nok lidt som en superstjerne de første måneder, fordi jeg var så glad for at have fået de tilbud, som jeg havde. Når jeg kigger tilbage på det nu, kan jeg se, jeg har lært så meget siden.”
”Jeg havde en følelse af, at jeg var et naturtalent på det tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg var svær at arbejde sammen med, men det var godt for mig at blive hevet ned på jorden, hvor vi bare kunne arbejde. Det var rart at være omkring omsorgsfulde mennesker, der kunne lære fra sig på en omsorgsfuld måde. Stemningen var meget nede på jorden. Kasper Sejersen instruerede. Vi var et meget samlet, uforfængeligt og ukrukket rum.”
”Det er det, jeg er kommet til at elske ved at lave teater. At vi kan arbejde så tæt på tværs af alder og erfaring, at man kan få en masse med fra sine ældre kolleger, der har lavet teater og udviklet sig gennem mange årtier. At de tør vise sig så sårbare, det er vildt at opleve.”
Læs Ungtteaterblod.dk’s anmeldelse af ”VHS vs. Betamax”
Fanny Louise Bernth i selskab med sine medskuespillere i “VHS vs. Betamax”. Til venstre Rolf Hansen og til højre Holger Østergaard og Katrine Beck Ibsen. Foto: Morten Faurby
Frustrerende søgen efter vreden
”Jeg havde kostumer, der hjalp rigtig meget. Jeg havde en hvalpefedt-mave, en meget subtil dragt, der gjorde mig lidt tykkere under mit tøj som barn. Så blev det mere og mere fra strikvest til lårkort, så jeg fik en del af hjælp fra mine kostumer til det med at gå fra at være den kiksede, barnet, der troede på alt og var fascineret af alt, hvad de voksne sagde. Jeg fik rigtig meget hjælp af instruktøren.”
”I den slutning, vi endte med, var min karakter rasende og stak af til Silicon Valley og fik en computer. Det var en hurtig slutning, sådan a la: ”Nu skrider jeg, computere er det nye”, og så var 90’erne i gang.”
”Den sidste scene med at blive vred var virkelig en udfordring for mig. Det var et tema for mig på skolen. Jeg havde kun tilladt mig selv at være sød og behagelig. Det brugte jeg rigtig meget energi på at give mig selv lov til ikke at være hele tiden. Jeg talte i et alt for lyst toneleje, som jeg har hørt piger gøre. Min tematik på skolen var: Fanny er sårbar og stærk, og hvordan kan vi få hende til at stå i styrken?”
”Jeg tænker; gad vide, om den lykkes? Det tror jeg måske ikke, den gjorde. Hvis jeg så scenen i dag, ville jeg måske ikke tænke, den gjorde det. Når jeg selv følte, jeg var rasende, jeg er over the top lige nu, kunne mine kolleger nærmest ikke mærke det.”
”Jeg skræmte mig selv med det. Vreden er jo tit stærkest, når den ikke bare bliver råbt, men at man i stedet prøver at finde bund i vreden, så den ligger som en underliggende kraft. Raseriet kan være spændende, men kan også miste sin kraft, hvis det bare er et følelsesudbrud.”
Blufærdig over raseri
”Jeg fik arbejdet mig hen til et raseri, der virkede, men jeg var vildt blufærdig hver gang. I dag er det sjovt for mig at tænke på, at vi skulle bruge så meget energi på det. De andre var meget forsigtige. Jeg tror, de kunne mærke, jeg sloges med det. Jeg syntes, scenen blev ved med at være et problem, en scene, vi ikke kunne få løst.”
”Jeg ramte det indimellem. De andre var positive og fortalte mig, når jeg lykkedes med det. Når jeg lykkedes med vreden, var jeg ikke selv klar over, hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke gentage det, kunne jeg mærke. Når jeg havde gjort ting, [som, jeg følte] var overvældende voldsomme, var de fuldstændig upåvirkede i rummet. Jeg fik på et tidspunkt at vide, at jeg ikke virkede så vred, men det var vist, fordi jeg selv spurgte.”
Fra d.29. december 2021 til d.28 januar 2022 medvirker Fanny Louise Bernth i Bertolt Brechts drama “Den kaukasiske kridtcirkel” på Teater Republique i København. På fotoet fra venstre; Benjamin Kitter, Tina Gylling Mortensen, Fanny Louise Bernth, Anton Hjejle og Camilla Lau.
Se traileren til ”Den kaukasiske kridtcirkel”, som Fanny Louise Bernth medvirker i på Republique
Overgrebsscene blev et billede på grådighed
”Der var en virkelig interessant overgrebshistorie med den fars ven, som var Rolfs rolle, som var et voksent barn på en eller anden måde, som ikke forstod grænserne. Det var før MeToo, og vi ville nok have snakket mere om den, hvis vi havde lavet den i dag.”
”Scenen var virkelig, virkelig vigtig, syntes vi alle sammen. Det var en helt vildt tryg scene at lave. De havde sex på sofaen midt på scenen. Aleksa arbejder i de dobbeltlag, så scenen var også et billede på kritikken af materialisme og overforbrug.”
”Med VHS gik alt så hurtigt, fordi de var nemme at producere. Holgers rolle (faderen, red.), var en meget etisk mand, mens Rolfs rolle (faderens ven, red.) mistede sin moral og blik for, hvor grænserne gik. Moderen og datteren blev hevet med i det. Moderen [og faderens ven] blev forelskede og blev rige og grådige. Selvom der havde været det overgreb, blev de boende sammen, og moderen sagde: Vi må finde ud af det.”
Grebet af sine kolleger
”Der var en gang, hvor der var nogle højskole- eller efterskoleelever blandt publikum. Vi havde den sexscene, så forsvandt Tommy, og så skulle min karakter krakelere langsomt, mens hun fik sine trusser på og ringede efter sin far. Der sad nogle piger og fnisede på en hånlig måde, det var sindssygt ubehageligt.”
”Der var mine kolleger vildt søde. Katrine spillede med paryk, og jeg kan huske, at da vi var færdige, stod hun med den der nylonstrømpe på hovedet og spurgte: Skal vi gå ud og snakke med dem? Hun var klar til at gå derud i kostume. Enten var det Katrine selv eller hendes kollega, der havde prøvet det. De fortalte om folk, der havde stoppet forestillinger, hvis publikum er for ubehøvlede. Det gav mig en fornemmelse af hvor udsat, man kan føle sig.”
”De grinede bare hånligt, og jeg havde en scene, jeg skulle spille færdig. Jeg var helt alene på scenen, og jeg følte for første gang hvor sårbar en situation, det er at stå i. Pludselig ikke at føle sig tryg, at folk ikke vil mig det godt. Ét var at stå følelsesmæssigt nøgen efter et overgreb og spille forladt, men så at blive grinet af…”
”Det kan være, det er kommet for tæt på for dem. Jeg var bare mega glad for, at Katrine var klar til at gå derud. Jeg havde ikke så meget brug for at sige noget til dem, men mere brug for at få at vide, at det var okay, at det var så ubehageligt. At det ikke nødvendigvis var noget, man skulle acceptere. Jeg følte mig så grebet af mine kolleger, at jeg var tryg igen. Jeg husker det ikke som et problem at spille scenen igen, og jeg kunne i virkeligheden rigtig godt lide scenen.”
Fanny Louise Bernth medvirkede i efteråret 2021 i Det Kongelige Teaters anmelderroste dramatisering af Tine Høegs roman ”Tour de chambre” som hovedpersonens veninde Maj. Foto: Camilla Winther
Sært tillokkende anmeldelser
”Jeg kan ikke helt huske premieren. Jeg kan ikke en gang huske, hvem der kom. Mig og scenografen Natalie Melbye og Rolf Hansen boede i Svalegangens lejlighed med nogle store, lækre værelser, som ligger ovenpå teatret, så det hele flyder lidt sammen for mig, både prøven, premieren og spilleperioden. Jeg tror, jeg følte mig klar.”
”Jeg var meget optaget af anmeldelser i perioden efter. Måske også fordi, jeg ikke havde prøvet at blive anmeldt før. Man bliver en lille smule anmeldt i sin præsentationsforestilling og afgangsforestilling, men der er en uofficiel aftale om, at man ikke personanmelder skuespillerelever.”
”I Information, som er den avis, mine forældre altid havde holdt, skrev Anne Middelboe noget, jeg stadig kan huske ordret, at jeg ”stædigt tacklede den svære rolle som 12-15-årig”. Det slog mig helt ud. Jeg var i tvivl om, hvad ordet betød. Jeg slog det op flere steder – hvad betyder stædig? Men hun var jo i Reumert Juruyen… (Fanny Louise Bernth modtog en Talent Reumert for rollen, red.).”
Læs Anne Middelboe Christensens anmeldelse i Information af ”VHS vs. Betamax”
Slog stædig op i ordbogen
”Det er første gang, jeg blev så slået ud af nogle anmelderes ord, og så sidde bagefter og finde ud af, at det måske ikke var slemt. “Stædig” er jeg stadig i tvivl om. Jeg synes, jeg er blevet kaldt det i andre forestillinger. Det var med i min motivationstale, stædighed, til Talent Reumert’en. Der blev det brugt positivt. Jeg kan godt forstå, hvorfor det ord passer til mig. Det var jeg bare ikke klar til at forlige mig med dengang. Jeg ville lykkes med den opgave.”
”Jeg følte, der var meget, jeg skulle leve op til. Jeg havde en heldig start og havde det sådan; jeg skal bevise, at det er rigtigt, jeg har fået [flere teatertilbud og en tv-serie]. Det var der nok en stædighed i, som kunne aflæses, når jeg spillede.”
”Det er ikke lykkedes mig endnu – at lade være med at læse anmeldelser på en produktion. Jeg ville ønske, jeg kunne lade være, men jeg er alt for nysgerrig.”
”Det har jeg heldigvis ikke prøvet endnu, men selv hvis jeg blev svinet til i en anmeldelse, ville jeg ikke kunne lade være med at læse den. Jeg skal fandme gøre mig umage, for jeg bliver draget af det på en mærkelig måde. Både efter kritik og ros. Et eller andet sindssygt sted bliver jeg draget af, at jeg bliver afsløret. At jeg ikke kan noget. Jeg leder rundt i de anmeldelser og tolker helt vildt på de få ord, der er skrevet om én. Det er lidt pinligt at indrømme. Jeg tror, det vil være befriende at lade være og bare mærke publikum.”
I efteråret 2021 kunne publikum opleve Fanny Louise Bernt på turne med Det Kongelige Teaters forestilling ”Tour de Chambre” – skrevet af forfatter Tine Høeg. I resten af sæson 2021/2022 medvirker Fanny Louise Bernth desuden i ”Den Kaukasiske Kridtcirkel” på Republique fra 29. december 2021 til den 28. januar 2022, i ”Fædra” på Husets Teater fra den 5. februar til den 13. marts 2022 og i en endnu ikke offentliggjort AKT1-forestilling i april 2022.
Følg Fanny Louise Bernth på Instagram
Artikler du også vil kunne li
”Tine Høeg: Mine tekster egner sig godt til dramatisering”
”Dramatikerens drivkraft: Hassan Preisler”
”Signe Egholm Olsen: Min scenedebut”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.
Søren Meisner
Emilia Therese