Den verdenskendte klassiker ”Et dukkehjem” iscenesættes i en Aalborg version af fix+foxys sitespecifik stueforestilling med kun 20 publikummer per aften!
Henrik Ibsens ’Et Dukkehjem’ er et af de mest spillede teaterstykker i verden – måske fordi Ibsen forstår virkelige mennesker. Ibsen ville, at teatret skulle være ligesom det rigtige liv. Skuespillerne skulle agere som rigtige mennesker, og scenen skulle ligne et virkeligt hjem. Derfor spiller vi ’Et Dukkehjem’ i private hjem. Tre skuespillere, en iPod, et par, deres hjem og 20 publikummer skaber sammen den mest naturalistiske udgave nogensinde af Ibsens verdensberømte ægteskabsdrama.