De levendegjorte fortællinger balancerer mellem poesi og realisme, og tager publikum med ind i den komplekse følelse det kan være, at stå udenfor fællesskabet.
Scenografien visualiserer ensomhedens metafor: “At være ensom er som at sidde alene i et sort hul. Man kan se de andre deroppe i lyset, men man kan bare ikke selv komme op.”
Hvor den ensomme ofte føler sig som tilskuer til de andres liv, bliver publikum her tilskuere til den ensommes liv på bunden af det mørke hul, når historien opstår i mørket, der materialiserer sig under publikum.
Forestillingen er ikke egnet for kørestolsbrugere samt dårligt gående personer.
