Af Signe Ravn
”Jeg gik på Operaakademiet og blev færdig i 1998. Min debut var i ”Tryllefløjten” som Papagena. Det var virkelig sjovt. Det er hende, som Papageno bliver forelsket i og får til sidst. Hun er i forklædning og spiller, at hun er en gammel dame med en meget knirkende stemme til at starte med, men det viser sig til sidst, at hun er en skøn én med fjer magen til Papageno, som jo er fuglefanger.”
”Der gik en opsætning af ”Falstaff” på det tidspunkt, og der er en rolle, der hedder Nannetta – den var jeg cover på. Så jeg lærte musikken og sad i salen og kiggede på alle prøverne, men man får ikke lov til selv at prøve som understudy. Så blev jeg ringet op en formiddag. Henriette Bonde-Hansen, der sang rollen, var blevet syg, og så spurgte de mig, om jeg kunne springe ind og lave den? Det sagde jeg ja til. Jeg styrtede rundt på Gamle Scene med Anne Fugl, der var instruktørassistent, og fandt tøj og sko.”
”Det var startskuddet for mig, at jeg fiksede den aften og sprang ind med kort varsel.”
”Nannetta synger en fin, fin arie med ryggen mod publikum på en lille bakke på scenen, og det skulle vi prøve med kjole og sko, så vi kunne se, om det var glat. Vi fandt den kulisse et sted på bagscenen og ledte mellem alle mulige forskellige forestillingers scenografier, og fandt den græsknold. Mig op med de rigtige sko på den og se, hvordan jeg skulle forholde mig til det, fordi dirigenten ville være bag mig. Der hyggede vi os et par timer.”
”Jeg sang sammen med Niels Jørgen Riis (som Fenton, red.). Men jeg havde siddet i salen under prøverne, så jeg lavede det spejlvendt. Jeg gik til højre, når jeg skulle til venstre, han måtte hive og trække i mig, kom, kom!”
”Der er mange ting at forholde sig til. Hun skal gemme sig, være lidt sjov, løbe lidt stærkt rundt på scenen, så blev det sådan nogle ting, man fokuserede på, men jeg klarede det fint, og jeg sang den flotte, flotte arie med ryggen til. Det havde jeg heldigvis fået prøvet lidt om dagen ude på bagscenen. Men også at vænne sig til hele akustikken og forholde sig til det store rum og orkestret…”
Læs også: ”Musicalstjerner: Her er vores yndlingsmusical vol. 1”
Her ses fra venstre Burcu Uyar og Gisela Stille i en opsætning af ”Tryllefløjten” fra sæson 2014/15. Foto: Miklos Szabo
Rager applausen til sig
”Efter det blev jeg kaldt op til operachefen (daværende operachef Elaine Padmore, red.) og blev tilbudt at synge Nanetta rigtigt og ”Tryllefløjten” i næste sæson. Det var startskuddet for mig, at jeg fiksede den aften og sprang ind med kort varsel.”
””Tryllefløjten var i september allerede, så der er vi gået i gang med prøverne i starten af august. Det kan lade sig gøre med den type roller. Med større roller og sværere musik skal man nærmest have det at vide flere år i forvejen, så man kan nå det.”
”Hun (Papagena, red.) bliver talt om i hele operaen. Det er først til sidst, at de, hun og Papageno, synger den skønne duet ”Pa-pa-pa-pa” (Gisela Stille synger et par strofer, red.), som alle kender. Folk tror, det er en stor rolle, men det er det slet ikke. Men hun rager applausen til sig til sidst. Det var en udfordring for mig som svensker, for jeg skulle synge og tale på dansk.”
”Det var Mikael Melbyes flotte produktion med guld og mørkeblå farver, det stod så flot på scenen med en stjernehimmel, når Nattens Dronning skulle komme.”
Bådtur i fuld fart
”Mig og Palle Knudsen – han var Papageno – vi skulle så sidde i en båd sammen, som skulle køre op i himlen, en flyvende båd, og første gang, vi skulle sidde i den, fik vi seler på, og så skulle jeg så sidde forrest i båden og kigge i retning af, hvor skulle vi hen.”
”Så begyndte den at køre, og den kørte så stærkt! Jeg ved ikke, hvad for en speed, de havde fået sat den på. Jeg begyndte at skrige og sad og holdt fast med hænderne i kanten af båden… Der er de tre drenge, der synger så pænt, som skal komme ned fra loftet i båden, så der kom styr på den båd til sidst. Men vi fik premiereturen med 180 i timen lige ud i kulissen. Man oplever jo lidt af hvert [og ingen kom til skade].”
Se båden i denne trailer for ”Tryllefløjten”
Marcus Birgersson, Henning von Schulman, Per Høyer, Bengt-Ola Morgny, Gert Henning-Jensen, og Gisela Stille fra ”Tryllefløjten” i sæson 2014/15. Foto: Miklos Szabo
Publikum elsker Papagena
”Man taler om Papagena hele tiden i operaen, men hun er ikke så meget på. Så det er en meget taknemmelig rolle. Pamina, for eksempel, synger og synger, og den rolle har jeg også sunget mange gange. Men publikum elsker Papagena – sådan er det bare.”
”Den blev rigtig godt modtaget. Der var mange flotte sceniske ting. Der kom ting og sager op fra gulvet. Der var elevatorer, der kunne køre op og ned. Nattens Dronning blev kørt op i et tårn med en kjole, der gik hele vejen ned til gulvet, og så var der stjernehimmel omkring hende. Det var virkelig flot! Der var en kniv, der kunne flyve i rummet, så når Nattens Dronning siger til Pamina, at hun skal slå Sarastro ihjel, der styrede hun den kniv med hånden, så den fløj gennem luften.”
Læs også: ”Lotte Andersen: Min scenedebut”
Fjerene rejste sig på hovedet
”Jeg var en fjerklædt Papagena indenunder den store kappe, jeg havde på, når jeg spillede den gamle dame. Jeg gik foroverbøjet, og så røg kappen af på scenen, og så står jeg med et grønt kostume, et kort skørt med fjer udenover, støvletter og fjer i håret.”
”Det var lidt sødt, for Palle havde jo også en fjerhat på. Da duetten starter, er det lige der, hvor han opdager, at Papagana er den, hun er. Der var en snor i hans hat, som han kunne trække i, så rejste fjerene sig på hovedet af ham. Det var lidt symbolsk, at blev han så glad for at se hende. Publikum grinede og syntes, det var rigtig, rigtig sødt. Det er den duet med ”Ah ha ha ha” (Gisela Stille synger et par strofer, red.), hvor vi synger om, at vi skulle få mange børn sammen, de skulle alle sammen ligne os. Der var også nogle børn på scenen, der kom ind og sang sammen med os. Den fik ikke for lidt.”
Læs også: ”Teaterfotograf: Karoline Lieberkind”
Fik en mentor i sin kollega
”Jeg lærte rigtig meget af hende, jeg delte rollen med, Lise-Lotte Nielsen. Hun havde sunget den en milliard gange. Hun var et idol, man skal have stor sceneerfaring og timing og vide, hvad der virker med publikum. Det lærte jeg meget af. Man lærer af dem, der er lidt mere erfarne, og ser, hvordan de gør på scenen. Det er lidt et mentorskab.”
”Vi talte sammen om, hvad teksten betød, hvor man skal lægge tyngdepunktet henne… jeg kunne se på hende, hvor hun lagde trykket, hvornår kiggede hun på publikum, så de kunne se hendes reaktioner… Det er en super god ting at kunne. Det tog faktisk presset lidt af mig, for hun sang premieren, og så kom jeg på senere. Jeg fik lov at prøve det af, hvilket er en god ting i starten.”
Let at glide ind i universet
”Der var en meget speciel energi i rummet [til prøverne]. Det er jo også tit instruktøren, der kommer med den energi og fortæller om konceptet, og hvad grundtanken med hele forestillingen er. Der var dyr, lidt mystik, og forestillingen var henlagt til den tid med pyramiderne, og så kom man selv ind i den stemning og kunne spille ud fra det.”
”Mikael Melbye lavede også scenografien og var hjernen bag det hele. Vi kunne jo se tegninger, og man laver ofte en model (en lille, nedskaleret version af scenografien på scenen, red.), hvor man får lov at se hvor fint og storslået, det kunne blive, så vi kom hurtigt ind i det univers. Under prøverne blev jeg tit og lyttede til både Pamina og damerne og Nattens Dronning, når de sang. Jeg er vildt begejstret for musikken og er glad for, at jeg har lavet den mange gange i årenes løb.”
”Jeg var også så heldig at spille nede i Bregenz til festspillene, to år i træk, hvor jeg lavede ”Tryllefløjten” og sang Pamina. Der hjælper det også, man har været med i forestillingen før og kender musikken og historien. Så kan man nemmere gå ind i rollen.”
”I Østrig kan publikum synge med på alle numre, så der er der høje forventninger om, at det skal være på en særlig måde. Du kan ikke stå og synge forkert i ”Tryllefløjten”, det ville alle kunne høre, hvor ingen ville kunne høre forskel, hvis du synger [en] moderne [opera].”
I sæson 21/22 medvirkede Gisela Stille i “Den Glade Enke 2.0”. Foto: Camilla Winther
Stilles stemme blev modnet
”Der er stemmer, der bliver i det samme stemmefag hele karrieren igennem, så er det nogle stemmer, der udvikler sig. Der var jeg heldig, at min stemme udviklede sig og gik i en mere moden retning, og så åbnede der sig flere døre for flere roller. Så man kan komme videre.”
”… selvom man er nervøs, føler man, at man bliver båret igennem det, for man er jo ikke alene om det – vi er rigtig mange om det.”
”Der er jo forskel på at synge de der soubrette-roller, kalder vi det (en særlig let soprantype, red.), som er nogle unge, friske piger; kammerpiger og lillesøster, det andet elskende par… Men når man begynder at være det første-elskende par, så kan du også spille på en anden måde, så er der mere tyngde og drama og mere følelse involveret i det. Der kommer nye lag på, som er spændende.”
”Jeg tænker meget over, at det er musikdramatik, vi laver. Jeg bliver også mere rolig, når jeg tager en rolle på mig og går ind i den. Så slipper jeg for at være privat, så det er faktisk rart at kunne gå ind i en anden personlighed på scenen og spille det.”
”Der er en særlig forventningsfuld stemning i hele huset, når der er premiere. Alle ved, der er premiere. Fra scenevagten, til din påklæder, alle har pænt tøj på, når du kommer til din garderobe, er der premieregaver – et hav af ting udenfor din dør – der står slikfade over det hele, der bliver forberedt til fest bagefter.”
”Der er en stemning, der byder velkommen og er meget sådan: Nu gør vi det bare! Alle hjælper hinanden, for at den premiere skal komme godt afsted. Der er lidt peptalk, så selvom man er nervøs, føler man, at man bliver båret igennem det, for man er jo ikke alene om det – vi er rigtig mange om det.”
Læs også: ”Balletekspert: Disse Bournonville-balletter skal du se”
Champagne og så på cyklen hjem
”Når man laver Papagana, så er det sjov og ballade og fest. Man kommer ikke alene ind på scenen, hvor der kun er fokus på dig, og så har du en langsom arie. Du spiller [derimod] op mod nogle andre. Du skal være lidt sjov, fræk, lidt lækker, man kan næsten ikke nå at få så mange nerver på.”
”Når roen falder på, og man kommer hjem og sidder alene og gennemgår det, så er det nærmest først der, man opdager, hvordan det egentlig er gået. Man går i en hel premiereboble.”
”I starten syntes jeg, det var svært, og jeg følte mig meget alene og ensom bagefter. Der har man været helt oppe på toppen, der har været konfetti og champagne og ros, så tager du din cykel og kører hjem til din lejlighed, og så bliver ensomheden påtrængende. Det har jeg lært at forholde mig til, så sådan er det ikke mere. Men det var svært at falde til ro efter en forestilling i starten.”
I sæson 2021/2022 kan Gisela Stille opleves i operaerne ”La Bohéme”, ”La Bohéme operakoncert”-turné og i ”Maskeballet”.
Læs mere om Gisela Stille og følg hende på Facebook
Følg Det Kongelige Teater på Facebook og Instagram
Artikler du også vil ku li
“Amy Watson danser af”
Jakob Steen Olsen: “Det er en skjult, hemmelig skat, jeg har båret med mig”
“Fanny Louise Bernth: Min scenedebut”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler, videoer, guides m.m. på sitet, og bliv opdateret om alle de forestillinger, der spiller netop nu.
Søren Meisner