Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner, udgivet maj 2023
”Det tænder mig, når historien er lidt svær at fortælle. Der er i sig selv en umulighed i at vise en nordisk gudeverden på scenen, og fortællingens umulighed er sindssygt spændende. Jeg må forsøge at skabe orden i kaos, og den proces pirrer mig. Hvis historien og teksten kan tale for sig selv, er der jo ingen grund til, at jeg er der!”
Han føler sig næsten som en gud, når han kommanderer med tropperne på scenen gennem sin mikrofon. ”Du kan sige: ”Den tager vi lige én gang til” og så myldrer der 50 statister ind. Det er ret vildt,” fortæller Heinrich Christensen varmt. Den 49-årige sceneinstruktør er overguden bag årets helt store udendørsforestilling, Det Kongelige Teaters ”Ragnarok”, der, med Ulvedalene i Dyrehaven som bagtæppe, opruller historien om det godes kamp mod det onde. Udgangspunktet er fortællinger fra den nordiske mytologi, fermt sammenflettet af dramatiker Kim Fupz Aakeson.
Jeg fanger Heinrich Christensen i telefonen 14 dage før premieren. Hans energi er sprudlende, fortællelysten stor og taletempoet så fartfyldt, som når tordenguden Tor ager over himlen i sin bukkevogn. Det er bare med at hænge på og lade sig suge ind i det stemningsfulde univers, som Christensen passioneret udruller; for intervieweren og for publikum.
Fra venstre: Jacob Moth-Poulsen, Joen Højerslev, Stanley Bakar, Fanny Louise Bernth, Troels Lyby, Malin Rømer Brolin-Tani. Foto: Klaus Vedfelt
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev, og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
”Det gør mig stolt”
”I 2016 instruerede du Det Kongelige Teaters forestilling ”Kong Arthur” i Ulvedalene, og nu er du tilbage. Hvad er det dragende for dig ved at iscenesætte på en udendørsscene?” begynder jeg.
”Første gang jeg fik en opgave i Dyrehaven fra Det Kongelige. Teater tænkte jeg: ”Er det ikke lidt vel folkeligt?” men jeg tog virkelig fejl,” indleder Heinrich Christensen. ”At fortælle en historie i omgivelser, der indeholder så meget fortælling i sig selv, forærer os en storhed, som en instruktør ikke kan skabe i det traditionelle teaterrum. Det er simpelthen umuligt. I Dyrehaven ligger så mange år og gror omkring dig. Det er fantastisk,” lyder det begejstret fra min samtalepartner, før han tilføjer: ”En krage flyver pludselig hen over hovederne på os på det helt rigtige tidspunkt i forestillingen, vinden suser, solens lys går gennem træerne og aftenen falder på. Alt dette gør historien mere eviggyldig, synes jeg”. Hans glæde ved udendørsarbejdet er mærkbar.
Det er et flot hak i bæltet at få lov til at lege med så stort et maskineri, et kæmpe budget og så mange vanvittigt dygtige mennesker. Det er smukt at få den tillid fra teatret. Det gør mig stolt.”
Christensen fremhæver derpå, at netop Det Kongelige Teater er den rette garant for spektakulært friluftsteater: ”Man har hele A-kæden af skuespillere og den fineste sceneteknik, og jeg skriver mig nu ind i en prominent række af instruktører. Det er et flot hak i bæltet at få lov til at lege med så stort et maskineri, et kæmpe budget og så mange vanvittigt dygtige mennesker. Det er smukt at få den tillid fra teatret. Det gør mig stolt,” afslutter den garvede teatermand med taknemmelighed.
Det Kongelige Teater genoptog traditionen med friluftsspil i 1996, og siden 2003 har repertoiret i Ulvedalene været præget af slagkraftige forestillinger som ”Robin Hood”, ”Kong Arthur”, ”Hobbitten” og nu ”Ragnarok”. ”Er forestillingerne i Dyrehaven udelukkende underholdende effektteater?” vil jeg vide. Heinrich Christensen viser lynsnart, hvor godt han kender sin metier:
”Ja, det kunne man godt indvende, men når man er herude, skal man tænke meget visuelt. Dyrehaven lægger op til plot-, action- og billedbåret teater. Man kan jo ikke altid se, hvem der taler, medmindre de vinker med armene. Lange scener med tekst duer ikke i det her format. Handlingen skal drives fremad gennem det visuelle,” svarer Christensen selvfølgeligt og supplerer: ”Det har jo også udviklet sig i retning af en familieforestilling. Vi skal derfor appellere til både børn ned til 8 – 9 år og til de voksne. Det er dejligt, at Det Kongelige Teater bliver bredere herude og at se, hvordan familierne rykker herud for at opleve,” pointerer min samtalepartner.
Læs også interview med teaterredaktør Jakob Steen Olsen: “Derfor spiller Det Kongelige Teater i Ulvedalene”
Heinrich Christensen af instruktøren bag Det Kongelige Teaters store udendørsforestilling “Ragnarok”, der spiller i Ulvedalene. Foto: Privat
”Forstørrelsen er vigtig”
Samtalen falder nu på, hvilke udfordringer skuespillerne møder i Ulvedalenes egenartede teaterrum. Heinrich Christensen deler generøst sine tanker: ”Scenen er 40 meter bred og 6 meter dyb. Det kræver en særlig spillestil. Der er stort set ingen dialog, hvor mennesker kigger intenst på hinanden, for det fungerer ikke. Vi deler hele tiden ud. Skuespillerne vender udad og ventilerer deres talestrøm til publikum. Der skal helst lægges en bevægelse på, hver gang man siger noget. I og med at jeg har lavet det før ved jeg, at forstørrelsen er vigtig!” fastslår Christensen og kommer så ind på vandet som et scenografisk element med en stærk metaforisk og visuel virkning:
”Vi har dækket hele scenen med 4 cm vand, 11.000 liter i alt, og det forstørrer simpelthen alle bevægelser – et skridt, et sværd der sænkes og rammer vandet osv. Desuden spilles en time og tyve minutter af forestillingen i dagslys, før mørkets frembrud, og vandet kan absolut bruges til at skabe billeder. Det reflekterer solen og lyset, og det er jo også et grundelement – et element, der skaber liv. Selve Ragnarok indeholder både død og genfødsel, så rent metaforisk er der også en fin pointe. Vandet kan desuden spejle himlen, og det giver noget ekstra, når det nu handler om de nordiske guder,” konkluderes det med iscenesætterens stærke sans for det visuelt appellerende.
Læs også vores interview med skuespiller Fanny Louise Bernth
Stanley Bakar og Fanny Louise Bernth i rollerne Balder og Liv i Ragnarok. Foto: Miklos Szabo
Dem og os
I forestillingen ”Ragnarok” flettes flere af den nordiske mytologis mest kendte myter sammen med udgangspunkt i et menneske, den kvindelige kriger Liv – spillet af skuespiller Fanny Louise Bernth. Jeg beder nu Heinrich Christensen beskrive, hvad det er for en fortælling, han og holdet vækker til live på scenen i Dyrehaven.
”Hvis man går tematisk til det, så møder vi et Valhalla, der har mistet sit moralske kompas. Guderne er blevet rimelig selvfede og selvomsluttende, dovne og fordrukne. Ingen tager guden Balders drømme om Ragnarok alvorligt, for hvem kan ramme dem? De er jo guder. Loke, der både er gud og jætte, skaber ufred med jætterne, så guderne kan få fred på de indre linjer. Det er jo en moderne problematik. Det er en dem og os fortælling. I forsøget på at bekæmpe det onde, bliver man selv ond. Balder dræbes af sin bror Høder, der skyder ham med misteltenen, og det bliver hans sårede mor Frigg, der igangsætter sit eget værste mareridt; det store slag Ragnarok. Hun åbner selv den skæbneport, hun helst vil holde lukket.” Instruktøren lader ordene hænge i luften. Jeg aner, at historien om Ragnarok står hans hjerte nær – at han kredser om noget essentielt.
”Mennesket Liv kommer i Valhalla til at overvære, at guden Balder fortæller om sin drøm om Ragnarok. De fleste af guderne tager ham ikke alvorligt, men Liv ser ham og fortæller ham, at hun har de samme drømme. Hun tager ham alvorligt, mennesket rådgiver guden og Balder er langt mere menneskelig, end Liv troede. De udligner deres forhold gennem kærligheden, og de forener to verdener, der ikke er umiddelbart forenelige.” Christensens ord falder afdæmpet og indfølt.
Skuespiller Fanny Louise Bernth spiller mennesket Liv i “Ragnarok”. Foto: Miklos Szabo
Trosbånd og billedstorm
”Hvordan vil du karakterisere fænomenet Ragnarok?” spørger jeg nysgerrigt i håbet om at komme forestillingens tema endnu nærmere. Heinrich Christensens svar kræver ingen betænkningstid:
”Ragnarok er som sagt både en undergang og en genfødsel. Hovedpersonen Liv mister troen på guderne, og det trosbånd, hun taler en del om, forsvinder. Hun tror i udgangspunktet på, at guderne har styr på det hele, men hun oplever, at de ikke har styr på noget som helst. Det interessante ved nordisk mytologi er jo, at guderne er ret menneskelige. Det er det, Liv indser. Derfor mister hun troen og guderne eksisterer kun, når vi tror på dem. Jeg vil ikke afsløre slutningen på forestillingen, men det er alle disse temaer omkring, hvad trosbåndet er for en størrelse, der behandles i fortællingen og i mødet mellem mennesker og guder,” reflekterer Christensen i en tone, der på én gang er begavet og uprætentiøs.
I momentet kan man måske ikke kapere det hele, men alle indtrykkene kan forhåbentlig komme tilbage som et bolsje og blive ved med at give lidt smag, så historien, der ligger i forestillingens sanselige billedsprog, afslører sig mere og mere.”
Instruktøren håber, at publikum vil tage en tanke- og sanseappellerende oplevelse med sig fra forestillingen. Såvel det indholds- som udtryksmæssige ligger ham på sinde: ”Der er en moralsk pointe om at tage sig selv op til overvejelse og ikke at forfalde til selvfedme. Når man ender dér, begynder ondskaben at vokse i vores baghave. Vi tror, at det er de andres skyld, men det er i os selv, at ondskaben rigtig får plads til at blomstre. Samtidig håber jeg, at publikum rammes af en billedstorm af fragmenter og kommer på en sanselig rejse. I momentet kan man måske ikke kapere det hele, men alle indtrykkene kan forhåbentlig komme tilbage som et bolsje og blive ved med at give lidt smag, så historien, der ligger i forestillingens sanselige billedsprog, afslører sig mere og mere.” Christensens ord har noget fabulerende og legende over sig, noterer jeg.
En scene fra Ragnarok i Ulvedalene. Tilstede er Albert Ivarsson, Michiel Tange van Leeuwen, Fanny Louise Bernth, Sofia Kistol, Sine Krag og Malin Rømer Brolin-Tani. Foto: Miklos Szabo
”Jeg er en Loke”
Det afsluttende spørgsmål synes oplagt: ”Hvem er du som instruktør? Tordenguden Tor, Gudernes konge, Odin eller en tredje?” Vi griner begge to, hvorefter Heinrich Christensen påbegynder samtalens epilog. Jeg fornemmer, hvordan hans kunstneriske sjæl sprudler af renhjertet skabertrang:
Jeg er en Loke, for jeg er både en gud og en jætte.Jeg er streng og dikterende men også drilsk og legesyg.”
”Jeg er en Loke, for jeg er både en gud og en jætte. Jeg er streng og dikterende men også drilsk og legesyg. Jeg elsker et prøvelokale, som er spøgefuldt og legende, samtidig med, at en forestilling, i min optik, skal være fuldstændig stram og præcis. En forestilling må aldrig blive slasket. Det gider jeg ikke. Loke er jo en sindssygt spændende figur. Han drages mod kaos; apropos de umulige historier. I år arbejder vi med en masse benspænd i forestillingen. Der er ingen heste, dem laver vi selv, der er ingen stuntkoordinator på kampscenerne, for dem har vi lavet mere dansante. Det er jo meget utrygskabende, men netop det kilder mig og det er dejligt at spørge sig selv: ”Hvordan skal jeg dog løse det her?” Så kommet glæden jo, når det falder på plads”.
Mennesket og kunstneren Heinrich holder en tænkepause, inden han, med vægt bag ordene, deler sin kongstanke som iscenesætter: ”Et manuskript skal bestemt ikke være dårligt, men det skal helst være umuligt. Det skal ikke kunne realiseres, medmindre iscenesætteren kommer på banen med nogle løsninger. Ellers er det ikke mig, der skal lave det!”
Tegning af instruktør Heinrich Christensen. Tegner: Thyge Cosedis Holting
FAKTA:
Heinrich Christensen (født 1973) er uddannet skuespiller fra Skandinavisk Teaterskole (1998) og sceneinstruktør fra Statens Teaterskole (2007).
Han er medstifter af teatergruppen The Loyal Shakespeare Company (1998-2003), og har skrevet og iscenesat forestillinger både herhjemme og i udlandet. Heinrich Christensen har på Det Kongelige Teater bl.a. iscenesat Frankenstein Genskabt (2013), Pang! (2017), Kong Arthur i Ulvedalene og ved Moesgaard (2016 & 2019), Ebberød Bank 2.0 – når tiøren falder (2021) og han iscenesatte i forrige sæson Det Kongelige Teaters co-produktion med Aarhus Teater, David Bowie-forestillingen Lazarus. Desuden har han bl.a. instrueret Så længe mit hjerte slår på Odense Teater (2017), Midt om natten i Tivoli og på turne (2018), Monicas vals på Malmö Stadsteater (2018), Camille Clouds brevkasse på Mungo Park (2019).
Heinrich Christensen har desuden skrevet og spillet med i I Hegnet (DR, både radio og TV, 2010-13) og P3 Guld (DR, 2010).
Han modtog i 2008 en Reumert talentpris for Café Zennep på Teater Får302 (2007). Denne sommer har han instrueret Det Kongelig Teaters Ragnarok, som spiller i Ulvedalene i Dyrehaven fra, d. 19. maj – 1. juli. Læs mere om Ragnarok og bestil billetter her.
Læs også de her artikler
Guide: Teater under åben himmel
Teater i Ulvedalene – et historisk rids
Interview med understudy på “Hobbitten” Sune Kofoed: “Man skal finde sin indre stalker frem”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få direkte besked om nye artikler og guides m.m. på scenen.dk, og bliv opdateret om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
