Hobitten i tal: Vidste du det?

Når Signe Egholm Olsen, Kasper Leisner og Jens-Jørn Spottag fra den 21. maj indtager Ulvedalene for at spille Det Kongelige Teaters sommerforestilling ”Hobitten”, står de på skuldrene af et kæmpe maskineri. Se de vilde tal her.

NB. Denne artikel blev til, før Danmark blev lukket ned som følge af corona og må derfor læses med det forbehold.

Når Det Kongelige Teater spiller sommerteater i Ulvedalene, er forestillingen resultatet af måneders forberedelse, der begynder længe før, at skuespillerne indtager scenen.

Alle sejl er sat til for at give publikum en fantastisk teateroplevelse.

Men vidste du for eksempel, at det i alt kræver 22.000 mandetimer at producere scenografien, kostumer, opbygning og afvikling af ”Hobitten”?

Der er plads til 3.600 publikummer til hver eneste forestilling.

Der er 11 skuespillere og 80 frivillige på scenen.

Der bruges 10 heste i ”Hobitten”.

Og til det grove arbejde er der indsat to kraner, der kan løfte op til 40 meter, og tre gravemaskiner.

De store maskiner kører på et underlag af ikke færre end 600 jernplader, og der lægges i alt 4.000 m2 barkflis ud i spilleperioden.

Der forventes op mod 100.000 publikummer i spilleperioden, der strækker fra premieren den 22. maj (forpremieren ligger dagen før) til den 27. juni 2020.

Når den sidste forestilling har spillet, reetableres omgivelserne; jord lægges tilbage, og græsset kan atter gro. Seks måneder efter, at forestillingen har spillet, ligner alt sig selv igen, skriver Det Kongelige Teater.

Billetter til ”Hobitten” købes hos Det Kongelige Teater.

Af Signe Ravn