Af Luna Ehlers, freelance skribent
Var Asta Nielsen stum? Nej, men hun var stumfilmgenrens (for)førende stjerne. Nogle ville måske mene, at hun trods datidens beskedne audioelle muligheder faktisk var det modsatte af stum. For hun talte og fortalte gennem sin krop, besnærende mimik og blotte tilstedeværelse.
Men lad nu alligevel stum være et nøgleord her. For som med så mange andre kvinder – historiske, fiktive som nulevende – er fortællingen om Asta Nielsen ganske stum. Eller det var den. For 30. juni 2022 skal historien om den verdensberømte dansker opføres, mærkes og høres, når Teatergrad og Det Flydende Teater indtager Sophieholm. Deres første stop på turnéen, hvor man som publikum blandt andet kan opleve den tryllebindende skuespiller og dramatiker Nanna Cecilie Bang i titelrollen som vores allesammens Asta. Et vigtigt portræt.
Siden 2019 har vi lavet en stribe af portrætforestillinger af vigtige kvindelige kulturpersonligheder, dels fordi de har været vigtige og epokegørende for deres egen samtid, men særligt fordi, de evner at tale ind i nutiden og lærer os nogle ting om i dag.”
”Der sker ofte det, at når vi i Danmark skal lave portrætter af kulturpersonligheder, så er det de samme fortællinger om de samme 20 mandlige,” siger Pelle Nordhøj Kann, der er Teatergrads kunstneriske leder og forestillingens instruktør.
Sammen med teaterlederen Christine Worre Kann – og Teatergrads øvrige kræfter – har Pelle Nordhøj Kann haft som ærinde at kaste den kønsdiskriminerende og forældede mundkurv i kvindestørrelse for porten. Det påbegyndte de faktisk allerede i 2019, hvor Teatergrad og Det Flydende Teater opførte den første forestilling i en forhåbentlig fortsættende portrætrække af danske – glemte og ”forstummede” – kvinder.
”Siden 2019 har vi lavet en stribe af portrætforestillinger af vigtige kvindelige kulturpersonligheder, dels fordi de har været vigtige og epokegørende for deres egen samtid, men særligt fordi, de evner at tale ind i nutiden og lærer os nogle ting om i dag.” forklarer Pelle Nordhøj Kann.
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og få scenekunst direkte i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Skuespiller Nanna Cecilie Bang spiller Asta Nielsen i Teatergrads forestilling “ASTA”. Foto: Per Morten Abrahamsen
Vil du se ASTA? Teatergrads sommerforestilling ASTA skal på turné. Se, hvor den spiller her.
Foregangskvinden
Men hvad er det Asta Nielsen og fortællingen om hende, kan berige os med i dag?
Ifølge Pelle Nordhøj Kann kan Asta Nielsen stå som foregangskvinde for dele af den identitetspolitiske debat, der dominerer i dag, hvor kønsforestillinger, seksualitet og forældreroller heftigt debatteres – både kunstnerisk og politisk.
”Asta har i sin væren, sin insisteren, sin kompromisløshed noget at fortælle os om frigørelse i forbindelse med de normer som samfundet lægger ned over os. Det kan være gennem vores køn, seksualitet, ophav, alder og etnicitet – nogle af alle de her identitetsmarkører vi render rundt med.” siger instruktøren.
Allerede fra starten af 1900-tallet udfordrede Asta Nielsen de fængslende kønskonventioner. ”Trods” sit kvindelig køn indtog hun rollen som Hamlet med største selvfølgelighed. Med ligeså stor selvfølgelighed bandt hun Poul Reumert med et reb og dansede sensuelt op ad ham i den kontroversielle film Afgrunden fra 1910. Hun sprængte kønslige, seksuelle og geografiske rammer. Faktisk sprang hun over dem, for hendes femme fatale-kvalitet var for vild, for vovet og for voldsom for den danske sædelighedskultur. Asta Nielsen rejste derfor til det mere frisindede Tyskland, hvor hun slog igennem, med alt det hun var. Hun ville ikke ”nøjes” med at være kvinde. Hun ville være menneske og kunstner.
Havde Asta været en mand, havde det sikkert ikke været et problem at vælge barnet fra – måske havde datteren slet ikke været nævnt i memoiren”
Det var dog en hellig treenighed, der kom med en pris. For fatteret filmstjerne udstyret med en rendyrket erotisk udstråling og hengivende mor rimede (rimer) ikke. Selvom hun fødte en datter, ofrede hun derfor moderskabet til fordel for et liv i rampelyset.
”For mig som mor lyder det hårdt at fravælge sine børn,” siger forestillingens musiker og komponist Karen Duelund Guastavino og fortsætter:
”Det er også forfærdeligt når mænd og fædre forlader deres børn, men der er noget i fortællingen om moderskab, der får os til at reagere og dømme endnu hårdere når kvinder forlader deres børn – og det har Asta også måttet leve og straffedes med.”
Både Karen Duelund Guastavino og Pelle Nordhøj Kann beretter om flere mænd, hvis succes har kostet gode relationer til deres børn, men hvor fortællingen om det fraværende faderskab hverken er fortalt eller problematiseret.
”Havde Asta været en mand, havde det sikkert ikke været et problem at vælge barnet fra – måske havde datteren slet ikke været nævnt i memoiren,” siger Pelle Nordhøj Kann og understreger, at det er ét område ud af mange, hvor der bestemt ikke er kønslig ligestilling – og heller ikke i dag.
Scene fra ASTA i Sophieholmens smukke omgivelser. Foto: Per Morten Abrahamsen
Schein oder Sein
Når Pelle Nordhøj Kann og Karen Duelund Gustavino fortæller om forestillingen, fornemmer man hurtigt, at det ikke blot er ord som ligestilling, frigørelse og feminisme, der kredses om. Også ordet iscenesættelse har en særlig tyngde. Faktisk synes præcis dét ord at have en dobbeltbetydning i denne fortælling om Asta. Det dækker naturligvis over holdets kunstneriske proces og selve det at give forestillingen lyd, lys og liv. Men for Asta Nielsen var iscenesættelse, nærmere bestemt selviscenesættelse, en del af hendes natur. Hun var glansbillede-maler og som om Instagrams selviscenesættelseskilde løb i hendes årer, tog hun hurtigt kontrol over (selv)narrativer.
”Det er det, vi kalder Schein oder Sein,” siger Karen Duelund Guastavino, der hurtigt oversætter denne dikotomi til at ”skinne eller være” og forsætter: ”Vi arbejder hele tiden med spændet mellem det at være sig selv og det at være et redigeret billede af sig selv.”
I sin iver på et evigt Schein, holdt Asta Nielsen nemlig privatlivets kort tæt ved hånden. Eller hun formede og iscenesatte dem. Hun tog kontrol over scenen, selvbilledet og fortællingen. Dele af Asta Nielsens liv har derfor været… skal vi kalde det stumt?
”Hun fik ikke den glamourøse og rød-løber-befængte-begravelse, hun håbede på.”
Der er eksempelvis ikke mange, der ved, at den datter hun forlod endte med at begå selvmord, efter hun på tragisk vis mistede sin mand i en bilulykke. Og det er nok de færreste, der ved, at en af Danmarks største verdensstjerner endte sine dage i en støvet lejlighed i Valby. Her havde hun som 90-årig overlevet sin datter, sine mænd og sin egen karriere. For i midten af Asta Nielsens lange liv hørte rollerne pludselig op. Scenetæppet blev langsomt mølædt, og stjernelivet synede hen. Det var derfor en larmende stilhed, der blev underlægningsmusikken til stumfilmdivaens begravelse i 1972, hvor kun én pårørende var til stede.
”Hun fik ikke den glamourøse og rød-løber-befængte-begravelse, hun håbede på,” siger Pelle Nordhøj Kann, der efter et par sekunders eftertanke tilføjer: ”Det kunne jeg ellers godt have undt hende.”
Læs også artiklen “Dramatiker Jeanette Munzert: Vi vil det hele”
Scene fra ASTA med Janus Elsig, Nanna Cecilie Bang, Karen Duelund Guastavino og i baggrunden Rolf Hansen. Foto: Per Morten Abrahamsen
Det musikalske ASTA-sprog
Det er heldigvis ikke stilhed, der bliver hverken kendetegnende eller underlæggende for denne forestilling. Allerhøjest optræder den pletvist, for det kunstneriske hjertebarn ved navn ASTA, er ikke ”blot” en portrætforestilling, men også et musikdramatisk værk med et medfortællende og afgørende musikalsk sprog. Et sprog den musikalske skaber og kapelmester Karen Duelund Guastavino har brugt mange måneder på at udvikle, udforme og udtale:
”Jeg har virkelig brugt meget tid på at fange essensen af Asta. For jeg skal jo gerne give lyd og sanselighed til hendes indre og ydre liv, men også gerne med referencer til hendes egen levetid og kunst. Og det har faktisk været lidt svært at forene, for meget af den musik, der er i hendes film, er langt fra sexet,” siger musikeren med et grin: ”Men jeg håber, det er lykkedes.”
Karen Duelund Guastavino er ikke den eneste, der taler et musikalsk ASTA-sprog. Alle på scenen er en del af musikken og på skift bidrager de med instrumenter, toner og musikalske udtryk.
”Og Karen indtager selv roller,” siger instruktøren og fortsætter: ”Karen, instrumenterne og musikken er altså helt integrerede elementer i fortællingen og på scenen.”
At lade musikken spille en afgørende rolle i forestillingen leder ikke blot tankerne hen på stumfilmsgenren, hvilket synes ualmindeligt tro mod Asta Nielsens kunstneriske væsen. Den har også en anden meget særlig funktion:
”Den skal gerne kunne vandre fra scenen og ned til publikum. Musikken er bevægelig og i en eller anden forstand allemandseje. Jeg tror, den kan være med til, at man som publikum kan komme helt ind under huden på Asta,” siger den indlevende musiker, inden Pelle Nordhøj Kann grinende udbryder: ”Ja, og så har hun, eller historien om hende, jo været stille i så mange år, så nu skal der smæk på lyden.”
Smæk på lyden, smæk på sanseligheden. Smæk på indlevelse, udlevelse og kunstnerisk udfoldelse. Smæk og tæsk til den kønsdiskriminerende pen, der helt har undladt at skrive kvindenavne ind i historiebøgerne. Smæk uddeles, når den musikalske portrætforestilling indtager de danske scener. Det er forestillingen, der skal ses, mærkes og ja høres. For hos Teatergrad, er ASTA alt andet end stum.
Følg Teatergrad på Facebook og Instagram
Læs mere om Teatergrad
Læs mere om Karen Duelund Guastavino
Artikler du også vil kunne li
“Grin, grin, grin” – et interview med Marianne Gonnov Bøgelund
“Fanny Louise Bernth: Min scenedebut”
Tine Høeg: “Mine tekster egner sig godt til dramatisering”
Få scenekunst direkte i din indbakke
Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag nye artikler og guides fra scenen.dk om aktuelle teateroplevelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
