Af Signe Ravn
”Jeg har haft et lidt anderledes mønster, for første gang jeg dansede som professionel, var jeg ikke færdiguddannet endnu. Det var året inden, jeg blev aspirant. Jeg var 16 år, og der var en Balanchine-forestilling, der hedder ”Symphony in C”, der involverer ret mange kvindelige dansere. Jeg kan huske, en af danserne i korpset sagde det til mig: ”Hey, gå op og kig [på castinglisten], tillykke!” Normalt ville jeg ikke være deroppe på femte sal på Gamle Scene, hvor ledelsen hører til, og de professionelle danseres motionsrum er. Det var ikke et sted, jeg ville hænge ud. Det var lidt grænseoverskridende bare det at gå op og kigge på sedlen.”
Som at være i Tivoli
”Jeg blev så stolt. Jeg vidste ikke, det overhovedet var en mulighed. Det var en kæmpe gave for mig. Når man er på skolen og ligner et barn, men godt kan danse, så får man mange børneroller. Så bliver man teenager og kan ikke gå som barn længere, men er ikke dygtig nok til at gå ind som voksen danser, så det var en kæmpe gave at komme ind og arbejde med de professionelle voksne dansere. Det var som om, jeg skulle i Tivoli hver dag. Det var det sejeste nogensinde!”
”For mange år siden [kunne] skolens ældste elever godt blive brugt i korpset. Men på det tidspunkt, [hvor jeg fik muligheden], var det ikke normalt, for det var alligevel meget dansende roller. Det var ikke en korpsrolle, hvor man er folkemængde og står på scenen – en gå-rolle. Det var svært, det var rigtig dans. Vi var seks piger i 2. satsen og så et solistpar. Det var meget nøgent på den måde, at det var helt ballerinaklassisk med en helt hvid tutu. Det kan jeg næsten føle mig mere nøgen i, end hvis jeg ikke har tøj på, fordi man ser alt rent balletteknisk. Men det gav mig også en ballerinafornemmelse og fornemmelsen af at være rigtig balletdanser.”
Ida Praetorius, Amy Watson og Camilla Ruelykke Holst i “Virtuose Trin”, 2011. Foto: Costin Radu
”Det var noget andet end at spille roller som barn. De andre dansere hjalp mig meget: Du skal tage nogle øreringe i, der shiner, du skal sminke dine øjne sådan her, sådan skal du sætte håret. Den del var også spændende – bare det at omgive mig med danserne. Det hele var motiverende, ikke kun det at være på scenen og danse.”
Skolepigen i prøvesalen
”Jeg havde en instruktør (Anne Peyk, der på det tidspunkt instruerede korpset, red.), der tog meget hånd om mig uden at gøre det til en ting, at jeg stadig var på skolen. Hun havde øjne på mig og holdt øje med, at jeg var okay. Der er sådan nogle sjove uskrevne regler og energier i et rum, som jeg blev bevidst om. I skolen har du aldrig varmetøj udenpå dit tøj. Du tager benvarmere af, når du starter, så læreren kan se din krop, og hvordan du arbejder. Det skulle jeg selvfølgelig også gøre, når jeg var til prøve med danserne, for jeg var ikke færdiguddannet. Jeg stod i mit skole-træningstøj, mens de andre fem var pakket ind i benvarmere og trøjer for at holde deres kroppe varme. Jeg var så spændt på det hele, at jeg ikke havde behov for at varme op. Der [i træningssalen] var det tydeligt, at jeg var ny, men på scenen håber jeg ikke, det var tydeligt, når man stod i det samme kostume.”
Jeg stod i mit skole-træningstøj, mens de andre fem var pakket ind i benvarmere og trøjer for at holde deres kroppe varme. Jeg var så spændt på det hele, at jeg ikke havde behov for at varme op.”
Læs også “Stephanie Chen Gundorph: Min scenedebut”
Jón Axel Fransson og Ida Praetorius i “Sylfiden”, 2020. Foto: Per Morten Abrahamsen
”Det vigtige for mig var, at jeg fik lov til at være der. Selvfølgelig tog jeg mit varme tøj af, når prøven startede. Det vidste jeg godt, jeg skulle. Inden forestillingerne blev jeg ved med at binde mine tåsko om. Sådan helt overforberedt. Folk var søde til at guide mig. Jeg følte en ekstrem åbenhed [fra de andre dansere], og jeg følte mig meget tryg i deres selskab, og så sugede jeg til mig – prøvede at lære alt, hvad jeg kunne.”
”Vi har en tradition på teatret, hvor vi giver hinanden pøj pøj-gaver, hvis man laver en ny rolle, eller noget, der er svært, så giver man ofte et stykke chokolade eller en flaske vin, og det fik jeg også. Jeg har gemt alle de kort. Tænk, at de var bevidste om det, det var helt vildt omsorgsfuldt.”
”Jeg havde flere pladser – jeg var Alexsandra Lo Sardos (solist, red.) andethold, så når hun lavede solistrollen, så lavede jeg hendes korpsplads. Det er noget med at spejlvende koreografien, som kan være ret svært, men instruktørerne fandt ud af, at jeg var god til at hoppe rundt mellem pladserne. Så jeg var med hele tiden. Det var god træning og gav mig en masse sceneerfaring.”
Panikøvede med musik fra YouTube
”[”Symphony in C”] lukkede aftenens program, så vi var på sent. At gå ned i pausen mellem 2. og 3. akt og varme op på bagscenen blandt alle mine idoler – at stå bag tæppet blandt dem, det var en oplevelse i sig selv. Det var Amy Watson, Gudrun Bojesen, Kizzy Matiakis… det var alle dem, jeg så op til. Det er jo mine tætte, tætte venner nu, og det er sjovt at tænke på, hvordan tid bliver flydende.”
Foto: Costin Radu
”Jeg var koncentreret og fokuserede på det, jeg skulle. Men jeg kan også huske, at jeg var nervøs. Det bølgede lidt. Nu tror jeg, at hvis jeg hoppede ind i min krop dengang, ville jeg kategorisere det som nervøs. Nu bliver jeg ikke nervøs på samme måde. På det tidspunkt tænkte jeg ikke, det var noget slemt. Men med den erfaring, jeg har nu, kan jeg se, at jeg brugte alt for mange kræfter på at bekymre mig om ting og panikøve. Jeg gik ind i en lille træningssal efter prøverne og fandt musikken på YouTube og lavede det igen og igen og igen, også fordi jeg vidste, at jeg gerne ikke kun ville kunne følge med, jeg havde lyst til at gøre det godt.”
Mine forældre var der. De var vildt stolte. Jeg elsker at have folk i salen, jeg kender. Da jeg var yngre, gav det mig en tryghed at vide, der var nogen, der var stolte, og som elskede mig lige meget hvad. Jeg kan godt lide at kende nogen derude i salen for at dele oplevelsen med dem.”
På turné i USA
”Min solistdebut var, da jeg var 17 år, i San Francisco. Det var en anden stor oplevelse. Jeg var 1. års aspirant, det var et år efter ”Symphony in C”, og Den Kongelige Ballet var på en fire ugers turne rundt i USA, der blev jeg castet til at danse eleven i ”Enetime” (Flemming Flindt-ballet, red.).”
Læs også “Selene Muñoz: Min scenedebut”
Thomas Lund og Ida Praetorius i “Enetime”, sæson 2011/12. Foto: Costin Radu
”Lang tid før, så kom den presseansvarlige hen til mig: ”Vi skal tage et pressebillede til ”Enetime”…” Hvad?! Skal jeg tage det? Da vi skulle skyde billederne til sæsonen efter, var Anne Marie Vessel Schlüter der, hende var jeg meget tæt på, for hun var leder af Balletskolen på det tidspunkt. Så sagde hun: ”Enetime” skal med på turneen til sommer, og så smilede hun bare. Noget tid efter kom den officielle casting op. Så startede mit prøveforløb.”
Jeg var meget, meget modig i forhold til løft og drejninger og piruetter med Thomas. Jeg havde en naiv forestilling om, at det kunne ikke gå galt, for jeg dansede jo med Thomas!”
”Jeg kan huske til min allerførste prøvedag, som var med Thomas Lund, der var solodanser, og Gudrun Bojesen var pianistinden – det var mine barndomsidoler – der sagde Thomas – for der er meget partner-arbejde eller pas de deux-arbejde i ”Enetime” – ”Alt det, skal du ikke bekymre dig om. Det skal jeg nok styre, du skal bare fokusere på rollen”. Jeg var meget, meget modig i forhold til løft og drejninger og piruetter med Thomas.”
“Jeg havde en naiv forestilling om, at det kunne ikke gå galt, for jeg dansede jo med Thomas! Det er vildt sjovt at tænke på. Til sidst i forestillingen prøver jeg at flygte, hvor jeg stiller mig op på tå, jeg har set en optagelse efterfølgende, og jeg løber simpelthen bare væk, og er overhovedet ikke bevidst om, hvor langt han er væk, jeg bliver bare stående i en balance, indtil han kommer. Det umiddelbare tog over, instinktet om, om din partner er klar, havde jeg ikke.”
Se Det Kongelige Teaters teaser for “Enetime”
Ida Praetorius har også danset “Enetime” overfor Mads Blangstrup og Johan Kobborg. Foto: Costin Radu
Scenografien var forsinket
”Så prøvede vi op til turneen, og min første forestilling var i San Francisco i Berkeley på et teater der. ”Enetime” har et sæt, som er ret kompliceret at samle. Der er vægge, du har ikke kulisser på samme måde [som normalt med sidestykker]. Settet var forsinket i transporten fra den by, vi var i forinden. Planen var, at jeg skulle have en generalprøve på scenen om dagen og spille forestillingen om aftenen, og jeg havde endnu aldrig lavet forestillingen på scenen i Danmark. Jeg havde aldrig prøvet at være i settet inden forestillingen [i San Francisco].”
”Nikolaj og Anne Marie (hhv. Hübbe og Vessel Schlüter, red.) var sådan: Vi er kede af det, men de bygger stadig. Det, vi gjorde, var så, at jeg sammen med instruktøren gik hele forestillingen igennem. Der er trapper, der er gardiner, der er knager, der er mange rekvisitter. Jeg var slet ikke bekymret, hvilket er vildt sindssygt. Der var noget [ro] i, at jeg lige havde talt det hele igennem før forestillingen, så gik jeg ned og tog kostume på, fik sat hår og blev sminket, og så dansede jeg.”
I det jeg løb ned af trappen, kiggede jeg ud mod publikum i salen, det eneste, jeg kunne se, var røde Exit-skilte, der lyste, ellers var der helt mørkt. Det var en indre fornemmelse: Årh, det er fedt, det her!”
”For mig var det et eventyr. Jeg kan helt klart huske, at jeg først går rundt oppe (settet har øverst kældervinduer ud til et fortov, red.), hvor man kun kan se mine fødder, og jeg ikke kan se publikum, så løber jeg ned af en trappe, og så går jeg rundt i en kælderballetsal og står på scenen alene. I det jeg løb ned af trappen, kiggede jeg ud mod publikum i salen, det eneste, jeg kunne se, var røde Exit-skilte, der lyste, ellers var der helt mørkt. Det var en indre fornemmelse: Årh, det er fedt, det her! Det boblede, jeg var så meget til stede i det, jeg syntes, det var rigtig sjovt. Jeg nød det bare.”
Gudrun Bojesen som pianistinden og Ida Praetorius som eleven i “Enetime”. Foto: Costin Radu
”Bagefter var der en forløsning i at have klaret det. Jeg var stolt. Jeg var virkelig, virkelig glad. Så skulle vi møde nogle sponsorer. Det føltes glamouragtigt. Det føles helt åndssvagt, men dengang syntes jeg, det var virkelig sejt. Jeg kom virkelig sent hjem og lå i min hotelseng og var helt glad.”
”Anden gang, jeg dansede rollen, var i New York på David H. Koch Theater (New York City Ballets teater, red.). Når jeg har været i New York og danse efterfølgende, har jeg ikke danset på den scene. Hver gang tænker jeg: Hvor er det sindssygt, at jeg har danset dér! Det er et inspirerende sted og miljø.”
Læs også: “Teaterfotograf: Camilla Winther”
Eleven i “Enetime” må grueligt meget igennem, før hun møder sit endeligt. Foto: Costin Radu
”Efter den turne havde vi sommerferie, men jeg var stadig aspirant og under uddannelse, så tog jeg fem uger til Seattle på sommerskole, og det, syntes jeg, var helt vildt sjovt. Det var også en kontrast, jeg var tilbage i USA, men jeg var virkelig i skole og trænede fem timer om dagen.”
“Det var et sted, jeg kunne rydde op i min teknik og se mig selv med nogle nye øjne. Der lærte jeg sindssygt meget. Det er noget, jeg ville ønske, man stadig kunne gøre nu som solodanser, for det er et meget inspirerende miljø at være i og møde andre dygtige, dygtige dansere. Det er virkelig sundt.”
I sæson 20/21 kan Ida Praetorius opleves i ”Etudes” som en del af ”Giant Steps”, ”Blixen” og ”Mahlers 3. Symfoni” på Det Kongelige Teater.
Følg Ida Praetorius på instagram
Læs også
“Emma Riis-Kofoed: Min scene-debut”
“Teaterfotograf: Natascha Thiara Rydvald”
“Sebastian Haynes: Min scenedebut”
Ida Praetorius og Ryan Tomash i “Kameliadamen”, sæson 2018/19. Foto: Henrik Stenberg
