Mathias Flint: ”På scenen går farlighed og faglighed hånd i hånd.”

Af Thyge Cosedis Holting, teaterskribent og –tegner

Udgivet november 2023

”Gud, hvor er det flot. Så gennemsyret teateragtigt,” udbryder jeg. Vi sidder i Folketeatrets store sal en torsdag formiddag og beundrer scenebilledet; syregrønne lianer, blokhuse og i baggrunden elementer af det stolte sørøverskib Hispaniola, der stævner ud på sin rejse mod ”Skatteøen” i R.L. Stevensons roman fra 1883. Romanen var udgangspunkt, da teatrets daværende direktør Preben Harris sammen med komponisten Sebastian i 1986 skabte musicalen ”Skatteøen”, som har været en slagkraftig salgssucces lige siden. D. 2. november 2023 går det løs igen på teatret i Nørregade og siden på turné i hele landet. Sceneåbningen omkranses af master og sejl, mens madrasser ligger klar i orkestergraven for at afbøde de værste skrammer, når engelske gentlemen og blodtørstige sørøvere slås om retten til rigdom. Sceneteknikerne går omkring og forbereder dagens prøve med omhu. Det gamle teaterhus summer af forventning og det er tydeligt, at min sidemand glæder sig

Den 40-årige skuespiller Mathias Flint sidder afslappet i det røde plyssæde. I sin sorte sweater og kække kasket ligner han allerede en pirat med grå stænk i fuldskægget og et skælmsk smil. Rollen som sørøverkaptajnen John Silver, der etablerer et anløbent venskab med drengen Jim Hawkins for at få fingrene i den skjulte skat, blev i Folketeatrets seneste opsætning varetaget af skuespilleren Kasper Leisner. Nu er det den anmelderroste musicalhelt, der er på skattejagt.

”Skatten ligger i eventyret!”

”Skatteøen” havde urpremiere i 1986 og har spillet et utal af gange. Hvor er skatten gemt? I fortællingen eller i det sikre salg af en stor bunke billetter?” Mathias Flint lader øjnene vandre i salen, før han svarer: ”Skatten ligger i eventyret! Mange kender ”Skatteøen” helt fra barnsben. Jeg havde den selv på kassettebånd og skulle vende båndet halvvejs for at høre den helt færdig. Jeg havde endda fået den uden kassette, så jeg sad dér og tegnede et omslag med øen,” fortæller Flint entusiastisk og tilføjer: ”Det er jo en overlevering. En god historie, som vi skal holde fast i.” Han tager kasketten af og roder i den halvlange hår. En indre tankemonolog synes i sin vorden.

Det er jo også en pige, Siw, der spiller Jim Hawkins, som er en drengerolle. Simpelthen fordi, hun er skidegod og ikke fordi, hun er en pige. Vi gør ikke nogen dyd ud af at fortælle en drengehistorie. Den handler om et barn, et ungt menneske.

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag emails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsbrevet.

Fra Harris’ og Sebastians side er forestillingen skarpt opdelt mellem sang og dialog i modsætning til moderne musicals, som almindeligvis har et gennemgående score eller lydspor. Jeg funderer over, om ”Skatteøen” kan fremstå en kende altmodisch i dag. Skuespilleren læner sig frem i sædet, mens han tygger på spørgsmålet. ”I ”Skatteøen” er det vigtigt at holde fast i, at det er pirater og at det er farligt. Der er på mange måder en arv i stoffet, som man ikke kan eller skal undgå at tage med,” konkluderer han nøgternt. ”Hvorfor dog ikke?” indskyder jeg. Min samtalepartner retter sig op. ”Fordi, den fortælling har fået en hel speciel plads i mange danskeres hjerter,” konstaterer Flint og supplerer: ”Men f.eks. er det skuespilleren Sofie Stougaard, som spiller eneboeren Ben Gun – ham med Ostesangen, du ved – det giver figuren et andet præg, end når den er spillet af en mand. Vi har også kvindelige pirater med. Det giver en ret fed dynamik, så det ikke kun er mænd, der står og laver sørøverstemmer,” afrunder han og ser insisterende på mig.

”Så rammen er et drengebogsunivers, som I samtidig fornægter lidt for at tækkes en verserende kønsdebat?” forsøger jeg. Mathias Flint ryster på hovedet. ”Det drejer sig om, hvad der er gavnligt for fortællingen,” pointerer han vedholdende. ”Det er jo også en pige, Siw, der spiller Jim Hawkins, som er en drengerolle. Simpelthen fordi, hun er skidegod og ikke fordi, hun er en pige. Vi gør ikke nogen dyd ud af at fortælle en drengehistorie. Den handler om et barn, et ungt menneske. Når man sidder i salen, kan man jo ikke undgå at vide, at det er en voksen mand og en ung kvinde, der står på scenen. Det giver noget nyt til dramaet.” Ordene understreges med ivrige fagter og han fremstår selvforglemmende – opslugt af samtalen om værket og dets muligheder.

”Det er manipulatorisk, forførende og decideret ulækkert.”

Skatteøen iscenesættes på Folketeatret af den erfarne instruktør Birgitte Næss-Schmidt, og jeg spekulerer; hvilken vej vil skattejægeren Mathias Flint gå i rollen som John Silver? Er der plads til at skabe en egenartet karakter, eller må han servere en færdigret som familievenlig sørøverkarikatur? Han klør sig i skægget, som netop en snu sørøver ville gøre det. ”Jeg vil sige det sådan, at det handler om at spille en karakter, som ikke er en arketype. Det ville jo bare blive uinteressant. Jeg vil gerne gøre Silver megafarlig, manipulatorisk og – hvad var det for et ord, jeg skrev den anden dag… forførende. Hvordan kan man fysisk nå hen til djævel, og stadigvæk være likeable? Hvor spidsfindigt, det kan blive?” siger han og gestikulerer mod scenen.

”Spidsfindigt?” studser jeg. Flint ser på mig. Blikket slår flammer. ”Normalt er John Silver ikke på scenen, når Jim synger sangen om skibet ”Hispaniola”, men det insisterer jeg på at prøve, for der er noget interessant i, at Silver ser sig selv i det barn, der springer over rælingen og svømmer ind til Skatteøen. Jim tager sin egen beslutning, og det er betagende for Silver. Vi er ikke nået så langt endnu, men…” Skuespilleren læner sig tilbage, mens han et øjeblik forsvinder dybt ind i sig selv. Det følgende har en uudgrundelig klang: ”Vi skal ikke psykoanalysere, men der er nogle sprækker, som er spændende at undersøge i relationen mellem Jim og Silver”.

”Er der en form for tiltrækning i forholdet mellem de to?” spørger jeg impulsivt. ”Altså forførelsen og det dér med den voksne mand over for det lille barn… ” mumler kunstneren med et markant mørke i tonen. Det dragende og frastødende danser en æggende pas de deux, mens han reflekterer: ”Tænk på finansmanden Jeffrey Epstein og groomingbegrebet. Det er så ulækkert et ord. At forføre et barn, via påstået venskab på nettet, til at gøre ting, det normalt ikke ville have gjort. Det er manipulatorisk, forførende og decideret ulækkert.” Hans øjne lyner et splitsekund ganske dæmonisk, men slås hurtigt ned. Kasketten kommer af og håret rodes atter let igennem. Blev det en kende for farligt til familieformatet?

”Du havde et eller andet spændende i blikket dér…” påpeger jeg. ”Ja, hvor småt kan man gøre det…” smiler Flint lidt genert. ”Vi skal fortælle et eventyr, men selvfølgelig med nuancer, lag og overraskelser hos karaktererne. Alt det kan vi gå i gang med at udforske nu, hvor vi begynder at øve i scenografien,” fastslår min samtalepartner og lægger det ene ben over det andet.

Benet bliver mit springbræt: ”Silver er jo også fysisk begrænset med sit træben.” Mathias Flint lyser begejstret op: ”Ja. Der er en fed scene, hvor han forhandler med englænderne, og pludselig ikke kan komme op fra stolen pga. træbenet. Det, at han er fysisk begrænset må være smerteligt. Man kan jo glemme alle sine gode forhandlingsteknikker, når følelsen af afmagt tager over.” Jeg læner mig frem. ”Kender du selv det?” ”Jeg lever jo af at leve mig ind i andres tankemønstre,” svarer han prompte med let korslagte arme. ”Men vel også af at bruge dig selv?” fortsætter jeg. Flint replicerer med et afværgende grin: ”Jo jo, men jeg har trods alt aldrig været pirat.”

”That’s effortless marstering”

Samtalens sidste del koncentreres som Mathias Flints syn på skuespillerens arbejde. I sommeren 2023 fyldte han 40 år og har indtil videre haft en forrygende karriere. Markerer John Silver et brud med et hidtidigt rollefag som ung musicalhelt? Flint deler generøst sit syn på sagen: ”Jeg synes, at Silver er et godt billede. Nu ryger jeg ind i en anden aldersgruppe. Jeg elsker musicals, men jeg synes også, at de dér manipulatoriske psykopater er interessante at spille.” Jeg nikker. ”Trængte du ikke også til at blive hevet ud af kassen som poleret musicalmand?” vil jeg vide. Tænkepausen får den nødvendige plads, før ordene flyder:

”Jeg vil sige, at jeg nyder at lave musicals og samtidig at få lov at lave TV, film, andre typer af forestillinger, for det vedligeholder jo alt sammen værktøjskassen. Det former mit instrument som skuespiller. Hvis man har en violin, olierer man den, stryger den med voks og skifter strenge. Man passer jo på instrumentet, og det skal man.” En erindring vækkes hos Flint og jeg rejser med tilbage til hans tid i ensemblet på Aarhus Teater: ”Da vi spillede musicalen ”West Side Story” i Aarhus, sad violinisten en dag til en prøve og spillede et af temaerne for sig selv, helt uforstærket, og alle stoppede op. Der blev blikstille. Alle hørte denne rene klang. Jeg bliver helt rørt, når jeg fortæller det.” Øjnene er blanke. Han synker og trækker vejret dybt. ”Så sagde cellisten. ”That’s effortless masterring”, og det giver sygt god mening. Tænk at have så godt greb om sit fag, at man ingen kræfter skal bruge på det. Det ryger bare hen over strengene og fylder hele Store Scene på Aarhus Teater med stilhed. For mig er det næsten spirituelt.” Tavshed. Jeg nikker.

Effortless marstering prøver jeg selv som skuespiller at efterleve. At danse hen over scenen med lethed, uden at det virker bastant men insisterende og glasklart. Det vil jeg gerne, uanset hvad jeg laver, af respekt for publikum, materialet og min faglighed.”

Vi sidder begge på det yderste af sæderne og rummet sitrer af den magi, der er indlejret i Mathias Flints beskrivelse.  Et taknemmeligt smil bredder sig på hans ansigt: ”Jeg ser meget op til skuespilleren Henning Jensen, og han sagde på et tidspunkt, at den største opgave er at trække vejret sammen med publikum. Det er jo ånd! Inspirationen – at begribe verden i stilhed, som vi gør, når vi bliver fascinerede af noget og når vi trækker vejret. Effortless marstering prøver jeg selv som skuespiller at efterleve. At danse hen over scenen med lethed, uden at det virker bastant men insisterende og glasklart. Det vil jeg gerne, uanset hvad jeg laver, af respekt for publikum, materialet og min faglighed.” Den er betagende, den på én gang sårbare, bomstærke og åndfuldt lydløse symfoni, som mennesket og scenekunstneren Flint netop har fyldt og udvidet Folketeatrets store sal med. Jeg er nu den stille, der hører den rene klang.

Samtalens epilog bringer os tilbage på jorden, men dog fortsat med forbindelse til noget større; kaldet. ”I skal spille forestillingen vanvittigt mange gange. Hvordan kan du som spiller blive ved med at tage en nostalgisk sag som ”Skatteøen” seriøst? Fordi du får løn, eller…?” Mathias Flint griner befriende og sætter seancens punktum med lige dele ildhu og inderlighed: ”Jeg elsker eventyret. Det er det, jeg tror på og lægger mine kræfter i, fordi jeg så gerne vil fortælle publikum historien.  Det er først og fremmest et eventyr, men det er også sindssygt farligt, og vi har en faglighed, vi tager dybt seriøst. Ja – derfor. På scenen går farlighed og faglighed hånd i hånd.”

FAKTA

Mathias Flint (f. 1983) afsluttede sin uddannelse som skuespiller ved Den Danske Scenekunstskole i sommeren 2016 og gik direkte videre til ensemblet på Aarhus Teater.

Bag sig har han foruden sin uddannelse flere års erfaring fra teaterbranchen, hvor han ikke mindst har gjort sig bemærket i musicals som Skatteøen, West Side Story og Jesus Christ Superstar i Herning Kongrescenter, Les Miserables og The Producers på Holstebro Musikteater samt forestillingerne Buttadeo og Jorn på hhv. Jysk Musik- og Teaterhus og Aveny-T.

På Aarhus Teater har han spillet med i Les Miserables, Ordet og Lev i fred med deres nerver. I 2017 kunne han desuden opleves i DRs dramaserie Herrens Veje og i 2019 i DRs dramadokumentar Frederik IX

På Aarhus Teater og Aalborg Teater spillede Mathias Flint den mandlige hovedrolle i West Side Story i 2018. I 2022 kunne Flint bl.a. opleves som Leopold i Sommer i Tyrol på Folketeatret samt i rollen som Arv i Holbergs Maskerade på Grønnegårdsteatret. I 2023 har Flint bl.a. medvirket i Stalins død på Nørrebro Teater. 

Fik du læst?

Interview med instruktør Christoffer Berdal: ”Shakespeares værker har bestået prøven for længst.”

Scenens guide: “Det skal du se – 10 teateroplevelser i november”

Tilmeld dig Scenen.dk’s nyhedsbrev og modtag emails fra Scenen.dk om aktuelle teateroplevelser i hele Danmark. Du kan til enhver tid afmelde dig ved at klikke nederst i nyhedsbrevet.